Forladt

Dette er en skoleopgave til 9. klasser. Opgaven lød på at skrive en novelle ud fra et billede vi fik udleveret (coveret) Karekteren på denne stil var: 10

0Likes
0Kommentarer
175Visninger

1. .1

Orkanen havde gjort det muligt for mig at skjule fodaftrykende i jorden. Jeg kunne mærke de små sten blive presset sammen mellem mine tæer. Vinternatten gjorde det det umuligt for dem at se mig flygte. Mens jeg gik kom jeg i tanke om at jeg ikke altid havde gået alene. Jeg havde haft en dobbeltgænger. Det var en dukke. Jeg kunne normalt ikke kigge på den uden at få kvalme. Andre gange kunne jeg ikke leve uden den. Den var min bedre halvdel. Den var artig. Jeg synes den var grim. Men kun fordi at den var bedre til at være mig end jeg selv var. Dukken havde ødelagt mig med dens løgne. Hjernevasket mig. De havde advaret mig. De sagde at dukken var farlig. At jeg skulle holde mig væk. Nogen gange var den det også. Dukken var min bedste ven og min værste fjende.

Tiden var løbet fra mig. Jeg havde overhoved ingen idé om hvor lang tid jeg have tænkt. Jeg kunne have gået i et par timer måske endda dage. En tåge bredte sig og omkring mig. Mine tæer var blevet blå af kulden. Jeg besluttede mig for at lunte lidt for at få varmen. Jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg havde været her før. Men da jeg så den store sten blev jeg helt sikker. Det var her jeg havde efterladt den. Den var der endnu, sad der og ventede på mig. Jeg efterlod den her for mange år siden. Det var den. Jeg tog dukken op fra kampestenen og studerede den. Øjenvipperne var lange og sorte, de passede ikke til dukkens ansigt. Fugten havde givet det gyldne hår krøller. Kjolen havde jeg taget af den. Jeg havde været jaloux. Men det sekund jeg kiggede på det de smaragdgrønne øjne kom det hele tilbage til mig..

Jeg sad foran spejlet og redte mit hår. Det var langt. Længere end dukkens. Hun prøvede altid at være bedst. Men hendes hår kunne ikke vokse. Fuldmånens skær blev genspejlet i dukkens øjne. Øjnene var kolde og udtryksløse. Min søster sagde at det var fordi at hun var en dukke men jeg troede ikke på hende. Dukken sagde altid at Elizabeth var jaloux på mig. At hun ville have dukken for sig selv. Men jeg kunne se at dukken var ude på noget. Jeg var ikke sikker på hvad. Natten var ond. Og det var dukken også. Elizabeth kom rendende op ad trappen og brasede ind af døren. Hun var et år ældre end mig men opførte sig som en voksen. Hendes titel som førstefødte gjorde Elizabeth til mine forældres yndling. Hun havde flot hår smilehuller og vidste hvornår hun skulle snakke og hvornår hun ikke skulle. Alle elskede hende.

Samme nat besluttede mig og min dukke os for at lave et lysshow. Jeg fandt min fars olielampe frem og så vi begyndte at lave dyr med vores hænder. Først søde dyr, hunde kaniner og fugle. Men som månen steg på himmelen blev dyrerne mere voldsomme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...