den magiske nøgle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Veronika er 15 år og går på skt. Paulus skole, hun er lidt af en enspænder og snakker ikke rigtig med nogen. Men en dag ændrer det hele sig, da hendes farmor går bort og intet er som det plejer. Da hun finder ud af at hun ikke er som andre, og det hele går hurtigt fra glæde og harmoni til ulykke og mørke. Og hvad skal hun gøre for at stoppe det,? og når hun det før det er for sent.?

0Likes
2Kommentarer
166Visninger
AA

3. jeg er magiker

Da vi kom fra hospitalet , ville mor tale med mig , men jeg var ligesom ikke rigtig i humør til at snakke, men hun tvang mig. Vi satte os ned ved det slidte spisebord " Nu er du gammel nok til at vide det, du er magiker og jeg har søgt en plads til dig på Trolddomsskolen , som ligger i det magiske land" Det første jeg tænkte var bare ,Ja helt sikkert, men noget i hendes blik virkede så oprigtigt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg sad længe og ledte efter ord der kunne beskrive min tvivl. Jeg så på hende lidt, og jeg kunne se at hun virkelig mente det. Hun sendte mig op på mit værelse, for at pakke .Hun sagde jeg skulle af sted i aften. Jeg gik op på mit værelse , men jeg pakkede ikke. Jeg satte mig i min seng, og tog medaljonen frem. Den var grøn, og jeg kunne se, der hvor den kunne åbnes .Jeg prøvede, men den sad fast. Jeg sad faktisk og tvivlede på om den overhovedet kunne åbnes.

 

Mor brasede ind , som om hun havde travlt. Hun kom ind med hendes store kuffert og noget af hendes tøj, som hun aldrig brugte .Jeg gik over til hende " Det her er da ikke dit alvor vel?" Hun kiggede strengt på mig, og viste mig tilbage til mit skab. Da jeg havde pakket skulle vi spise, jeg troede stadig ikke på at jeg var magiker. Det er jo vanvigtigt! Midt i maden begyndte mor at græde, jeg gik over til hende " Jeg vil ikke have du rejser, men det er en lov. Du skal gå på en magisk skole, hvis du er magiker og det er du. Jeg er ikke, så jeg kan ikke tage med."

 

 Vi sad lidt tid og snakkede, men pludselig kiggede hun ud, og sagde "nu er det tid" Vi gik ud i haven, vi stod og ventede lidt. Jeg var stadig i tvivl om jeg skulle tro på hende, men jeg havde ikke noget valg. Jeg kiggede hurtigt om jeg havde det hele , men jeg manglede medaljonen .Jeg løb hurtigt op på værelset og greb den, da jeg kom tilbage stod vi igen lidt tid . Pludselig kom der en stor lysende port, op midt i haven .Jeg sagde farvel , til mor og stod lidt og kiggede på den lysende ting foran mig, så trådte jeg ind porten .Der begyndte, jeg at tro på ,hvad mor havde fortalt mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...