Hos fotografen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2013
  • Status: Igang
Denne movella er en historie, der er skrevet ud fra et billede af fire børn, Kaj, Esther, Asta og Henrik. Hvis synsvinkel den er skrevet ud fra bliver uddybet i løbet af historien. Skrevet i 2013.

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Hos fotografen.

Hos fotografen

Jeg sidder her i min grønne lænestol og svarer på de mange uinteressante spørgsmål, min datter stiller mig. Men pludselig kommer hun faktisk med et helt fantastisk spørgsmål. “Mor? Hvordan holdte du jul, da du var lille?” Se, det spørgsmål fanger mig, og jeg udbryder straks ’’Nu skal du høre!’’, og så begynder jeg med det samme at fortælle. "Asta, Henrik, Kai og jeg skulle have taget et billede hvert år til jul, det var en familietradition. Det billede der hænger i entréen, blev taget i 1961. Jeg husker det alligevel, som var det i går. Asta, Henrik, Kai og jeg glædede os altid til jul, og vi ville altid vide, hvad der var under den noget så uinteressante indpakning. Dengang var der ikke små nisser og juletræer på papiret, som du er så heldig at få, men en kedelig artikel om, at det igen ikke tydede på, at det ville blive en hvid jul i år. Vi hadede, når det ikke sneede op til jul, for så skulle vi jo bare sidde indendørs og lave, rent ud sagt, ingenting. Dagen før juleaften sneg vi os alle fire ind i klædeskabet på vores forældres værelse og ventede på, at de ville finde gaverne frem og pakke dem ind uden at vide, at vi smugkiggede. Vores forældre viste sig ikke en eneste gang i soveværelset, så vi gav op og besluttede os for at gå ind i stuen. Der sad de med stikkende øjne mod os alle fire på samme tid. De vidste det. De vidste, at vi havde siddet i skabet i flere timer og ventet på at få bare et lille glimt af et trætog fra den dyre legetøjsbutik, som lå på hjørnet af Skovvænget lige overfor bageren. De sagde ikke noget, de stirrede bare. Selvom vi ikke var særligt gamle, kunne vi godt mærke, at vi havde gjort noget forkert.’’ Jeg stoppede i min forklaring, da Sofia igen sagde noget. "Det I gjorde var da ikke så slemt", siger hun og kigger på mig, som om det er min skyld, at reglerne var sådan dengang. På en måde kan jeg godt forstå, at Sofia ikke forstår, at man fik sådan skæld ud for at smugkigge lidt, da det nok ikke ville være noget, jeg ville blive sur på hende over. Jeg tænker, at jeg nok er nødt til at blive færdig, før det bliver alt for sent, så jeg fortsætter: "Det kommer vi til! Far rejste sig op og gik hen og tog fat i Henriks arm. Sammen gik de ind i et rum, hvor kun Henrik havde været. Vi vidste godt, hvad der skete derinde, for Henrik kom altid ud grædende, rød på armene og sagde ikke et ord. Det var altid ham, for han var den ældste, og min far sagde altid til ham: "Du er den ældste, knægt! Du burde vide bedre!". Min mor var ikke tryg ved, at Henrik skulle ind i det rum alene med far. Straffene var hårde dengang, meget hårdere end de overhovedet er for dig, Sofia. Vores forældre kom altid op at skændes efter, at Henrik havde været i rummet med ham alene, og det endte med, at vores mor stak ham en lussing, og det gjorde ham tavs. Julemorgen var han stadig halvmuggen og snakkede hverken til os eller til mor. Vi gik hen til fotografen, da vi ikke havde råd til transport op til jul på grund af de halvdyre gaver. Det var en tyve minutters lang gåtur til og fra fotografen. Da vi ankom hos fotografen, var det den samme rutine, som det havde været alle de andre år. Vi gik ind, blev placeret foran en kedelig grå væg, et enkelt klik lød, og så var det lige meget, om vi kom til at blinke i det sekund fotografen gjorde sit. Vi fik kun ét klik. Vi turde aldrig at smile, for hvert år havde vi gjort noget forkert, og så valgte vi ikke at gøre andet end bare at stå der foran kameraet, for tænk nu hvis far blev helt vildt sur over, at vi smilte, når der lige var sket noget slemt, og tænk hvis det så ikke kun var Henrik, det gik udover, men os alle sammen. Det var egentligt også forfærdeligt, at al skylden altid skulle over på Henrik, men vi kunne ikke sige far imod.’’ Sofia sidder med en tåre ned af venstre kind og snøfter en smule. Hun kigger på mig og siger med en grådig stemme: "Er morfar stadig sådan?", jeg når ikke at svare, før hun stiller et nyt spørgsmål: "Tog han nogensinde dig med ind i rummet?" Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til det sidste, for hvad nu hvis hun fik fordomme om sin morfar? Skulle hun så bare lade være med at vise sig til familietraditionerne? "Nej, morfar er ikke sådan mere, tværtimod". Sofie smiler lidt og går op i sin seng. Jeg tager min gamle dagbog frem, som Sofia absolut ikke skal læse, for så får hun først fordomme om sin familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...