I know how to say "skål"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg er alt for nervøs til at snakke. Kom nu, find på noget at sige! Mine tæer krummer sig virkeligt meget ned i sneen. Jeg tører mine svedige håndflader af i mine bukser, skiftevis, med telefonen i den anden hånd. Så tager jeg en dyb indånding. Først helt oppe i brystet, men det gør mig bare mere nervøs. Fuck, fuck, fuck... hvisker jeg, så Noah ikke kan høre det...

11Likes
16Kommentarer
888Visninger
AA

12. Jeg kan ikke mere

Mor siger det igen. "Jeg er simpelthen bekymret for dig!" siger hun, og lukker bogen sammen, selvom jeg var lige ved at have knækket den næste kode.

"Hvorfor har du aldrig haft én eneste veninde med hjemme? Burde en pige i din alder ikke have venner, eller veninder? Eller kærester, for den sags skyld! Hvad har jeg gjort forkert?!" siger hun. Hun taler ud i én lang køre. Hendes stemme går op i et lysere og lysere toneleje for hvert ord, og det får det til at lyde som om hun er en sanger der prøver på at ramme det høje c. Men hun rammer det ikke. Hun stopper med at tale, kigger på mig.

Hvad forventer hun? At jeg skal sige "ja mor det har du ret i, jeg ringer lige til en og spørger om vi ikke skal være kærester" eller hvad? Hvorfor prøver hun at såre mig....

Der kommer en lyd fra hende, som om hun skal til at græde. Det er fandme ikke hendes tur til at græde nu. Det kan hun godt glemme. Hun skal IKKE. Græde. Nu.

Jeg bider tænderne sammen. Hiver efter vejret. Min hjerne tænker som om jeg var igang med at finde på et eller andet klogt, men de eneste ord den tænker sig frem til er "fuck" og "fuck" og "fuck" og "fuck" og "fuck". "Arggghh!" råber jeg, og slår mig selv i hovedet.

Jeg kan ikke være inde i min egen krop.

Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck siger jeg inde i mig selv. Jeg gentager, gentager, gentager... Repeterer. Fuck. Det er et slags mantra. Ordet er holdt op med at give mening, men jeg siger det. "Fuck"

Mor begynder at græde.

"Jeg jo bare bekymret!" råber hun, og ligger hulkende hovedet på bordet. Jeg er helt sikker på at hun forventer at jeg skal trøste hende, ligesom jeg altid gør. Hun hulker og hulker... jeg får lyst til at kalde hende for Hulken. Jeg forestiller mig en mig, der siger 'hulken' og at vi begge to begynder at grine, og så går vi i biografen og ser Hulken. Men det ville ikke virke. For det første går der ikke nogen film i biografen der hedder Hulken. Og for det andet... for det andet ville vi ikke grine. "Jeg KAN. IKKE. MERE!" skriger hun nærmest, hendes stemme er hæs. Jeg tror det frustrerer hende at jeg ikke aer hende over håret. Jeg kan heller ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...