The Survivors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Aida er en 17 årig pige, som sammen med 4 andre er overlevere af en verdensødeliggende zombie infektion. De 5 prøver at nå det eneste sikre sted på jorden: Eiwa. Men vejen er lang, og de oplever mange ting på rejsen. Død, kærlighed, sorg, jalousi. Når de deres mål?

1Likes
1Kommentarer
228Visninger
AA

3. Kapitel 2: Panik

Solen stod højt på himlen, og den blide vind fangede Aidas skulderlange hår og blæste det bagud så hendes ar var blottet. Gale havde spurgt mindst 20 gange om hvordan hun fik det, men fik jo aldrig svar. Der virkede virkelig til at irritere ham. Han ansigtsudtryk var altid så skuffet, og uforståeligt når det kom på bane. Hvorfor var han ikke bare ligeglad? Tanker strejfede først Aida nu.

”Såeh.. Har du nogen ide om vi skal mod nord, eller vest Derrick?” Spurgte Jonah.

”Nord. Eiwa er mod nord.” Derrick rettede sit blik ligeud og kneb dem sammen for sollyset.

”Hvorfor så sikker?”

”I norden er det koldere, og zombier har det bedst i varme områder”

”Så er vi pænt fucked nu.. Her er mega varmt!” Gales stemme var en opfriskning fra de to dybe monster stemmer som Derrick og Jonah havde anskaffet sig.

”Nah.. Ikke så tidligt… Zombier sover længe” Chase smilede skævt til Aida, hvilket hun ikke lige forstod. Hun svarede bare med sammenknebne læber.

Der gik nogen tid, mens de gik rundt inde i den forladte storby. Jonah og Chase snakkede sikkert om piger eller noget, Derrick var styrmand og gik forrest med øjnene plantet til sit kompas. Gale prøvede hele tiden at holde en ordentlig samtale kørende mellem ham og Aida, men hun undgik. Der skete noget inde i hende, som hun ikke havde prøvet før.

En mærkelig følelse og hun brød sig slet ikke om den. Hun mente det måtte være uvisheden om så mange ting, blandet med normale teenage hormoner. Det var hver gang hun talte med dem. Altså Jonah, Chase og Gale. Men hun havde ikke følelsen, når man talte med Derrick. Han gav hende en form for tryghed, som ikke kunne beskrives. Han var jo nærmest hendes far. Det ville hun ikke have noget imod. Hun kiggede ned af sig selv. Iført det samme tøj, som for 2 år siden. Brune bukser, grå T-shirt og en brun frakke. Hun tænkte tit på hvordan hun ville have været, hvis zombieinfektionen aldrig havde overtaget verdenen. Ville hun have været en populær dulle type? Den enlige pige henne i hjørnet begravet i 100 bøger? Festaben som altid var i gang? Eller bare hendes som altid blev overset? Nok mest den sidste tænkte hun.

De gik og gik, i varmen. Det var en kedelig dag. Ingen af dem havde set en zombie endnu. Solen brændte sig ned i asfalten. Slyngplanterne stod i fuld flor, og man blev blændet af afspejling var ødelagte glasruder og spejle. Der var bare stille omkring dem, i den store forladte by.Men Gale brød stilheden.

”Aida, fortæl en historie. Ligesom du plejede at gøre da vi var små”

”Hm.. Hvilken slags historie vil du have?” Hun plejede at fortælle eventyr om drager og riddere og sådan. Det var Gale vild med da han var lille.

”Overrask mig” Gale kiggede ned på hende, og smilte skævt.

”Okay… Der var en gang en dreng. Han var sød, venlig og havde mange gode kvaliteter, men han var ikke ligefrem den pæneste. Han var blevet forelsket i den mest uopnåelige pige, og han tænkte ikke på andet end hende. En dag fortalte han hende hvad han virkelig følte, og det viste sig, at hun også kunne lide ham. Så de kom sammen. Oooog slut.”

”Slut?”

”ja”

”Kort eventyr. Men… Det ender da lykkeligt… Som alle de andre eventyr du har fortalt,

”Jeg kan ikke lide når det ender uly-” BOOOOOOOMMM. Et kæmpe brag lød ikke så langt fra hvor de stod.

”Hvad fuck var det?!” råbte Gale ukrontroleret.

”Kom alle sammen! Gem jer!” råbte Derricks og løb hen mod den nærmeste hele bygning som var et cafeteria. Aida løb efter, og gemte sig bag et bord.

”Var det et skud, eller en bombe eller sådan noget?!” kom det fra Aida, hvis hjerte var begyndt at galoppere. Panikken slog dørene op.

”Jeg ved det ikke.. ”Derrick var stadig helt cool.

”Måske er her andre?” sagde Chase.

”Usandsynligt.”

En lyd af kop der smadrede, kom fra køkkenet, blandet med en glubsk snerren.

”Zobmie” Igen, helt cool.

Derrick trak sin pistol fra sit bælte, og langsomt rejste sig.

Aida stivnede. En zombie. Hun og Gale fik øjenkontakt, og han tyssede på hende. Der var helt stille. Zombien var den eneste som gav lyd fra sig, da den kom humpende ud i cafeteriet. Aida begyndte at ryste over hele kroppen. Hendes håndflader blev svedige og hendes hoved uklart. Det var panikken der langsomt spiste hende op indefra.  Derrick tog sigte.

”Det er en feeler. Løb!”

Derricks styrtede ud af lokalet, Aida satte i løb tæt efterfulgt af Gale. Hendes ben rullede under hende, uden at tænke over hvor hun var på vej hen. Derrick var ude af syne, men hun var ligeglad. Hun kunne ikke håndtere en alvorlig situation, det har hun aldrig kunne. Hendes metode var at løbe fra problemerne. Løbe. Væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...