The Survivors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Aida er en 17 årig pige, som sammen med 4 andre er overlevere af en verdensødeliggende zombie infektion. De 5 prøver at nå det eneste sikre sted på jorden: Eiwa. Men vejen er lang, og de oplever mange ting på rejsen. Død, kærlighed, sorg, jalousi. Når de deres mål?

1Likes
1Kommentarer
227Visninger
AA

2. Kapitel 1: Kaptajn Maximus

Lyset fra solen trængte ind mellem brædderne for vinduerne, og ramte Aida i ansigtet. Hun pressede øjnene i, og vendte sig om. Sofaen var næsten hård som sten, og var ved at falde sammen under hende. Hun var heldig at have havde fået sofaen, siden Gale blev skudt i venstre arm, havde han fået de gode sovesteder. Gale var den eneste Aida kendte på hendes alder, som stadig var i live. Men på den anden side, kendte hun kun 4 personer, så det var heldigt nok at de var lige aldrende. Derrick var deromkring de 40, men stadig ham som Aida svingede bedst med. Han fandt hende som 4 årig sidde og græde foran sin døde mor. Han tog hende til sig som sin egen.

Aida tvang sig selv op at sidde, og begyndte at studere sine hænder. Snavsede var de, og ikke mindst overbelastede. Det var hele hendes krop sådan set. Ar og hudafskrabninger gemte sig bag hendes slidte og hullede tøj, men det værste ar hun havde, var det der strakte sig fra enden af øjenbrynet og til midten af hendes kind, i venstre side af ansigtet. Hun ved ikke hvordan hun fik det. Det var længe siden, men så voldsomt et ar måtte kun være skabt af en voldsom handling. Aida havde givet op i forsøget på at huske hvordan det opstod. Hun rejste sig fra sofaen og listede forbi drengene på gulvet. Gale, Jonah og Chase lå delvist på 2 madrasser og en gammel størrelse XXXL jakke. Hun skævede kort til Gales arm, som var viklet ind i noget genbrugt bandage de havde fundet. Hun kunne ikke engang forestille sig de smerte han måtte have. Så skulle han bare have passet bedre på.

hun fortsatte ind i det der engang havde været et køkken, men nu mere lignede en regnskov af alle de slyngplanter som have sneget sig ind i enhver krog. Aida fik øje på Derrick.

”Hey”

”Hey”

Han havde lagt alt sit udstyr og medicin ud på bordet og prøvede at finde overblik. Aida hev en stol ud fra bordet og rykkede tætte på Derrick. Uden et ord sad de to og studerede tingene. Aida havde fået et godt øje til hans pistol. Hun kan ikke huske hvornår hun sidst så ham uden den. Han havde også en riffel og andre større våben, men pistolen var hendes favorit. Hun havde også selv en, men den var langt dårligere end Derricks. ”Er drengene vågne?” Kom det pludselig fra Derrick.

”Nej, de sover stadig… Øhm, Derrick? Hvad gør vi hvis Gale ikke klare den?” Hendes stemme rystede lidt.

”Det gør han”

”Men.. Hvad hvis han ikke gør?”

”Så er det sådan der er”

Hun så ned i gulvet. Gale havde aldrig kommet så slemt til skade. Det gjorde alligevel noget ved hende, bare tanken om at han ikke var her mere.

”Hvorfor bekymre du dig så meget? Jonah er kommet sådan til skade mange gange og har klaret det uden problemer” Han fik endelig løftet blikket og placerede det på Aidas blege ansigt.

”Jonah er stærkere.. Og ældre” Hun fastholdt sit blik i gulvet.

”Hør Aida.. Kig på mig” Hendes øjne vendte sig mod ham.

”Vi lever i en verden, hvor tingene sjældent går som vi vil have det. Vi mister, vi kæmper, vi gør vores bedste for at overleve. Nogen gange kommer vi til skade, men vi kommer os”

”… Okay”

Døren gik op. Jonah. ”Øh, forstyrrer jeg?”

”Nej” Aida rejste sig og gik ind til Gale og Chase. Jonah kiggede skeptisk på Derrick, som havde opgivet at holde orden på indholdet af tasken.

Gale havde ikke flyttet sig en centimeter, og Chase lå bare og fladede ud, som en død vandmand. Chase var det mest irriterende på jorden. Bortset fra Gale. Han var altid irriterende kæphøj, og havde aldrig rigtigt brudt sig om hende. Hun var ligeglad med hans mening. Så længe hun havde Derrick, kunne hun sådan set godt klare sig. Eller hvad? Hver gang hun sagde det til sig selv, kunne hun ikke lade vær med at få et billede af Gale. Den lort betød mere for hende, end hun troede.

Hun listede over til vinduet og kiggede ud mellem brædderne. Træerne var ved at få blade, slyngplanterne som havde overtaget biler og huse, var også frodige som aldrig før. Det var tidligt på foråret, gik hun ud fra. Solen varmede striberne i hendes ansigt som brædderne ikke skyggede for. En lille fugl begyndte at synge. Eller var det bare noget hun forstillede dig? Hun nærstuderede omgivelserne lidt nøjere. I det store rod skimtede hun en død zombie, ligge halvt over en fortæret bænk. Det så ud til at være en spytter, eller en ’spitter’ som de blev kaldt. De kunne spytte ætsende, lysegrønt spyt i op til 4 meters længde. Heldigvis havde Aida aldrig været inde for rækkevidde. Idet hun kiggede rundt, mærkede hun en kold hånd på hendes skulder. Hun vendte sig om i samme sekund. ”Godmorgen” Det var Gale.

”Hej.. Jeg mener godmorgen. Hvordan går det med armen?”

”Bedre”

”Godt”

Chase var også vågen, og gik rundt og pakkede sin rygsæk. Hun havde ikke hørt en lyd.

”Skal vi gennemsøge stedet her?” Spurgte Aida. Hver gang de kom til at nyt sted, skulle det gennemsøges for mad, medicin og ammunition. ”Klart..” De delte sig, og begyndte at rode gennem skabe og skuffer. Aida fandt ikke noget specielt som var værd at gemme, men det gjorde Gale. ”Det da løgn!” Råbte han hysterisk. ”Hva’ sker der Gale?” Chase gik over til ham. ”Der er Kaptajn Maximus!” Et stort kikset smil bredte sig på Gales læber, mens han nøje studerede legetøjet. ”En dukke? Ej seriøst mand? Det er for lavt…” Chase vendte ryggen til og gav et skulderskub til Aida som ville se vidunderdukken. ”Jeg plejede at have sådan en som barn. Jeg blev populær i børnehaven på grund af den” Hans øjne glimtede af glæde. Aida havde sjældent set ham så rørt over noget som helst. ”Så behold den da. Hvis den betyder noget for dig” Aida smilede. ”Det er et dumt stykke legetøj, lad det ligge Gale!” Kom det fra Chase i soverummet. Gale smilte bare, puttede dukken i sin rygsæk og fortsatte gennemsøgningen.

”Okay drenge, vi er færdige her. Lad os fortsætte” Råbte Derricks, som var færdig med at rydde op i sine ting. Aida blev opfattet som en dreng, og opførte sig næsten også som en. Hun havde trods alt, kun levet med drenge hele hendes liv. Alle samlede deres ting sammen i hver sin rygsæk, og forlod lejligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...