This is Chloe

Chloe var en genert og indelukket forretningskvinde. Hun tog på arbejde, klarede hvad hun skulle uden at bemærke omverdenen og derefter hjem igen i sofaen med den sædvanlige espresso. Det var rutine. Hun nød, at alt var struktureret. Men da hun bliver kåret som årets medarbejder, forandrede alt sig. Hun bliver en helt ny personlighed, og hun bliver en stor del af nytårsfesten på firmaet. Budskab: Du er god nok, som du er. Du kan, hvad du vil.

1Likes
0Kommentarer
463Visninger
AA

5. Du er ikke alene

Der lød en masse brag midt i det hele. Nytårsfesten havde varet i omkring fire timer, så der var cirka en time til midnat. En time til det gamle år blev erstattet med det nye. Tiden var gået hurtigt. Alt for hurtigt. Ryan og Chloe havde bestemt sig for at gå ud og kigge på fyrværkeri. Gå en lille tur og snakke lidt sammen. "Hvor er det altså vildt. Mig som chef. Tror du, jeg vil kunne klare det?" Spurgte Chloe og kiggede drømmende op på himlen, der blev lyst op af diverse raketter. "Selvfølgelig. Du vil være helt fænomenal, Chloe!" Svarede Ryan. "Jeg er så glad på dine vegne. Det er jeg virkelig. Du fortjener det. Du har kæmpet så hårdt for det hele. Du er så sej. Flere af os ser op til dig, Chloe." Hun kiggede begejstret på ham, idet endnu et brag lød. "Synes du virkelig? Tror du, jeg kan klare det?" Han nikkede energisk og klappede en enkelt gang i hænderne. "Du kan, hvad du vil, søde," svarede han. "Chloe," lød det bag dem. "Ryan. Vent på mig." De vendte sig begge om og fik øje på Katherine med James i hælene. De havde begge kurs mod Ryan og Chloe. Katherine så lidt komisk ud, sådan som hun løb og løftede op i den lange, røde kjole, så hun blottede de beige, høje hæle. "Undskyld," sagde hun forpustet og lagde en hånd på Ryans skulder, da hun nåede op til dem. "Må vi joine jer?" Lød det fra James, der havde det samme cool, men charmerende udtryk i ansigtet. Chloe kiggede fortvivlet på Ryan i et forsøg på ikke at stirre for åbenlyst på James. Ryan trak på skuldrene og sendte Chloe et blik, hun ikke kunne tyde. "Okay," sagde hun lavmælt og usikkert. De gik alle fire videre. "Tillykke med det forresten," sagde James med et smil på læben. "Ja, for katten!" Sagde Katherine begejstret. "Tænk engang; nu er det dig, vi skal adlyde. Hvor er det vildt. Det havde jeg ikke regnet med." Chloe smilede for sig selv og kiggede ned i jorden. "Tak, men jeg tror bare ikke, at jeg tror lige så meget på mig selv, som I gør. Jeg mener, det er et stort ansvar. Og så stikker Chris bare af. Jeg har ham ikke som backup. Hvordan skal jeg kunne klare det?" Ryan greb impulsivt Chloes hånd og gav den et klem. Hun kiggede ned på deres hænder uden at kommentere på det, men kiggede i stedet indgående på Ryan. "Hey. For det første, så har du os. Vi vil til hver en tid stå ved din side. Eller jeg kan jo egentlig kun tale for mig selv, men.." Både James og Katherine nikkede. "Jeg vil også med glæde være din højre hånd," indskød James, og de begyndte alle at grine. "Tak, venner. Det betyder meget." Sagde Chloe efter et par sekunders stilhed. "For det andet," fortsatte Ryan. "Det er ikke uden grund, du er nået så langt. Du klarer da denne udfordring, som du har klaret tingene tidligere. På din egen måde. Du er god til at udfordre dig selv uden at give dig selv for meget at skulle tackle på én gang. Du har ordenssans. Du har styr på tingene, Chloe. Det eneste, du mangler, er troen på dig selv. Vi hjælper dig med det, ikke?" Ved sidste bemærkning kiggede han fra Katherine til James, som begge igen nikkede. "Naturligvis. Selvom det er hårdt arbejde at være chef, så betaler det sig også. I samme øjeblik, Chris sagde, du var blevet forfremmet, blev vi dine personlige undersåtter." James afsluttede sin sætning med at fremragende smil, som gjorde Chloe blød i knæene. Hun mærkede farven i kinderne stige. Hun smilede for sig selv. "Du er ikke alene," sagde Ryan dybsindigt og gav igen hendes hånd et klem. "Vi står sammen om dette."


Der lød pludselig konstante brag, og himlen var aldrig helt mørk. Det blev fyldt op med alle regnbuens farver og masser af lys. Det var rigtigt flot. Det var hyggeligt at gå derude og kigge på alle de fine farver. De bestemte sig for at vende tilbage, da klokken var tyve minutter i tolv. "Snart begynder vi på et nyt år," sagde Katherine. "Ja, det er mærkeligt, som tiden går." Fortsatte James. "Hvad jeg synes er mærkeligt," begyndte Chloe. "Er at det altid kun er på dagen i dag, vi stopper op og tænker over, hvad vi er blevet budt. Vi studser sjældent over småtingene i livet, når vi står i situationen." De nikkede alle tre enigt. "Ja, det har du egentlig ret i. Dybsindig tankegang, Chloe," sagde James anerkendende. "Se, det er sådan noget her, vi burde stoppe op og være taknemmelig over, når vi står i det. Jeg står her med tre fantastiske mennesker, som alle tre opfordrer mig til fortsat at kæmpe for mine drømme. Som alle giver mig deres ord på, at de vil hjælpe mig igennem tingene. Det er i sandhed værd at være taknemmelig over. Så tak til jer alle, Ryan, Katherine og James. Jeg sætter pris på det. Jeg sætter pris på jer. I er gode venner. Og James, på trods af at vi knap nok har talt sammen, så sender du så fine og rosende ord i min retning. Det er stort af dig. Jeg er dig taknemmelig. Virkelig. Dét kan vi lære noget af. At udvise næstekærlighed. Tak," Han kiggede på hende med et fængende glimt i øjet. "Alt andet ville da være at skyde sig selv i foden. Er det ikke sådan, de unge siger nu til dags? Jeg mener, alt hvad jeg foretager mig, alt jeg ikke foretager mig, påvirker mig selv og mine omgivelser. Ja, selv mine tanker påvirker. Jeg kan da ligeså godt tænke og handle positivt. Før eller siden kommer det tilbage til mig på én eller anden måde. Det er ikke sikkert, at det kommer tilbage med det samme - eller fra de mennesker jeg har udsendt min energi og tankegang til. Sådan noget kræver tålmodighed. Det betaler sig i sidste ende at tænke og handle positivt." Chloe stoppede brat op, hvilket fik de tre andre til at gøre det samme. De kiggede alle spørgende på hende. "Præcis!" Udbrød hun og smed sine arme omkring James. Han gengældte smilende hendes kram. Ryan smilede kort, men kiggede væk. Katherine bemærkede det og smilede lumsk for sig selv. "Kom, James," sagde hun og kiggede på sin venstre arm, selvom der intet ur var. "Klokken er snart tolv. Vi skal ind og være med til at tælle ned." James flakkede forvirret med øjnene og gav langsomt slip på Chloe, men nåede at give hendes overarm et klem og blinkede til hende. "Kommer I med ind og tæller ned?" Ryan sendte ham et sigende blik, inden Chloe kiggede i hans retning. James nikkede kort med hovedet. "Nå, okay. Godt nytår, I to. Og igen, tillykke, Chloe. Du fortjener det." Både James og Katherine forsvandt ind i bygningen, der lå et par hundrede meter foran dem, og efterlod dermed Ryan og Chloe alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...