This is Chloe

Chloe var en genert og indelukket forretningskvinde. Hun tog på arbejde, klarede hvad hun skulle uden at bemærke omverdenen og derefter hjem igen i sofaen med den sædvanlige espresso. Det var rutine. Hun nød, at alt var struktureret. Men da hun bliver kåret som årets medarbejder, forandrede alt sig. Hun bliver en helt ny personlighed, og hun bliver en stor del af nytårsfesten på firmaet. Budskab: Du er god nok, som du er. Du kan, hvad du vil.

1Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

4. Chris' tale

Han sendte hende et strålende smil, da hun langsomt åbnede døren. "Chloe," sagde han med vild begejstring i stemmen. "Hvor er du dog.. Smuk." Hun var iklædt en bordeaux farvet kjole, der gik hende til lidt ned under knæene. De høje hæle var sorte med sølv palietter rundt i kanten. Håret var krøllet, og det forreste hår på begge sider af hovedet var samlet bagpå. Hun følte sig yderst yndefuld og elegant. "Du ser bestemt heller ikke værst ud, Ryan." Sagde hun smilende og sendet ham et kort elevatorblik. Han gengældte hendes smil og rakte hende en buket røde roser. Hendes absolutte yndlings blomster. "Årh, det havde du da ikke behøvet," svarede hun. Han rystede på hovedet. "Nej, måske ikke, men jeg havde lyst til det." Hun smilede kærligt til ham og gjorde tegn til, at han skulle komme ind. "Stå da ikke bare dér. Kom ind." Sagde hun. Han trådte forsigtigt ind og rettede samtidig på sin sorte blazer. Han lod blikket glide rundt i entréen. På en skænk stod der et ovalt sølvfad med otte tændte fyrfadslys. På væggen opover hang et ovalt sølvspejl. Matchende med sølvfaddet. Det så fængende ud sådan, som det var blevet placeret i forhold til hinanden. Chloe havde sans for den slags. På væggen overfor hang et billede. Et helt særligt billede. Et billede af hende selv sammen med Matt og faderen, Max. De var et trekløver. Var. Datid. Max var væk. Ryan sank en klump spyt og lod hurtigt blikket glide ned til gulvet. Han hadede tanken om, at Chloes højtelskede far var borte. Hun havde altid talt så pænt og kærligt om ham. Selv den dag de mødte hinanden, faldt emnet hurtigt på hendes far for en stund. Ryan var ærgerlig over ikke at have mødt denne vidunderlige mand. Han var selv syv, da Max døde, så han viste godt, at han var politichef, men havde aldrig mødt ham i egen høje person.

 Chloe dukkede op med en vase i hånden. Hun placerede den på skænken lidt til venstre for det fine sølvfad. Hun kiggede længe beundrende på det. "Tak, Ryan," sagde hun lavmælt uden at fjerne blikket fra roserne. "Det var meget betænksomt af dig." Han smilede let for sig selv, tog mobilen op fra inderlommen, tændte for displayet og så på de fire cifre, der viste sig på det. "Chloe, jeg er ked af at måtte forstyrre dig midt i beundringen, men synes du ikke, vi skulle se at komme afsted?" Sagde han smilende og lagde langsomt mobilen tilbage i inderlommen. Ved hans ord vågnede hun op, da hun stod i sin egen lille verden. "Åh jo. Selvfølgelig," svarede hun. "Jeg finder lige min taske." Han rystede smilende på hovedet af hende. Typisk Chloe ikke at være helt klar. Hun ventede altid med småtingene til allersidste øjeblik. Hun dukkede atter op med en lille, sort skuldertaske med en lang sølvkæde, så tasken nåede ned til hendes hofte. Hendes look var fuldendt. Selv neglene var farvet bordeaux. Den slags gjorde hun meget ud af. Farverne skulle matche, ellers føltes det ikke rigtigt. Inden hun lukkede døren, gjorde hun et sidste, kort kig rundt i entréen. "Hov!" Udbrød hun smågrinede. "Jeg skal da puste lysende ud."

 Mange blikke faldt på dem, da de ankom i Ryans hvide BMW. Der var flere af deres kollegaer, der stod udenfor pænt klædt på - hver i sær med at glas champagne i hånden. Da hun så dem, fik hun en frygteligt masse sommerfugle i maven, men ved blot lige at kigge kort på Ryan, faldt det hele til ro igen. Ryan var en rigtigt gentleman, så han åbnede bildøren for Chloe og tog hendes hånd, da hun langsomt og elegant trådte ud af bilen. Musikken kunne svagt anes udenfor. Stemningen udenfor var fantastisk, og de lignede alle sammen en million. Katherine, som var den, Chloe talte bedst med - udover Ryan - så ekstra godt ud, da hun var iklædt en flot og lang, rød kjole. Den sad rigtigt godt på hendes slanke krop. Hun stod og snakkede med James. Han virkede altid så sød og imødekommende. Han var faktisk meget charmerende, men Chloe havde aldrig rigtigt talt med ham. Det havde mest været, når de ønskede hinanden god ferie og god aften, når de fik fri. Men alligevel havde han én eller anden udstråling, der længe havde tiltalt Chloe. Det var ikke så mærkeligt, at Katherine allerede havde sat kløerne i ham. Han var noget af en fangst. Det kunne man ikke komme udenom.
Selvom Chloe mærkede nervøsiteten i hele kroppen, fangede hun hurtigt James' blik. Han sendte hende et herligt smil med et glimt i øjet. Hun blev helt blød i knæene, og forsøgte at gengælde hans smil, men genertheden tog over. "Tag en dyb indånding, sødeste," lød en beroligende stemme i hendes venstre øre. Hun gjorde, som hun fik besked på; tog en dyb indånding og mærkede straks, hvordan hun igen slappede af. Hun fangede herefter Katherines blik. Hun kom hen til dem med et ulæseligt blik. "Ryan, Chloe," sagde hun og gav dem begge et kys på hver af deres kind. "Hvor ser I godt ud, og hvor er jeg glad for, at I kom." Chloe smilede genert og trak diskret på højre skulder. Hendes blik gled hen på James igen og derefter en gang op og ned ad ham. Han så utroligt godt ud. Han var iført et marine blåt jakkesæt og en sort T-shirt indenunder. Håret var sat, som en anden knægt på femten ville have gjort det. Med voks. Og totter strittende ud til alle sider. Men det var sådan han så ud, og det klædte ham. Han så også ret ung ud, selvom han vist nok også var de otteogtyve-niogtyve. "Kom med ind og få et glas," sagde Katherine og tog en tår af sit eget. De smuttede langs den røde løber med flere blikke rettet mod sig. Chloe brød sig ikke om det, men følelsen af Ryans hånd mod hendes lænd gjorde hele situationen lidt lettere.


 De kom ind til et brag af en fest. Alle var meget pænt klædt på. Kvinderne i lange gallakjoler, mændene i flotte jakkesæt. Belysningen indenfor var festlig. I alle mulige farver. De fleste af kollegaerne stod enten i en lille gruppe og snakkede, eller stod og dansede til musikken. På toppen af trappen dukkede Chris op, og Chloe fik igen sommerfugle i maven samtidig med, at nervøsiteten i hende steg. Hun forsøgte at fjerne blikket fra ham ved at lade det søge rundt omkring i lokalet, men de søgte hele tiden tilbage til ham. Hun mærkede et forsigtigt klem omkring hoften. "Bare rolig, jeg vil hele tiden være ved siden af dig. Jeg slipper dig ikke ud af syne." Hun fik endelig vendt blikket mod Ryan og sendte ham et varmt smil, som han straks gengældte. Hun blev pludselig usikker på, hvor hun skulle befinde sig, men i samme nu fangede Chris hendes blik og gjorde tegn til, at hun skulle komme op til ham. Hun sendte hurtigt et spørgende blik til Ryan, og han svarede ved blot at nikke. De gik sammen derop. Da de nåede toppen, gav Chris hende et flygtigt knus og gav derefter Ryan en hånd, men tog den hurtigt til sig igen. "Hvor er jeg glad for at se dig, Chloe," startede han ud. "Jeg mener, du var her jo ikke sidste år. Eller året før." Hun kiggede genert væk. "Nej, det er normalvis ikke noget for mig." Svarede hun lavmælt med blikket på DJ'en, der gav den fuld gas. Det havde gennem de sidste - i hvert fald - tolv år været en tradition med en DJ til deres nytårsfest. Ham, der spillede i år, var ret god, mente Chloe, selvom det ikke var den slags musik hun selv var til. Hun var mest til Soul. Men det hørte sig bare ikke til en nytårsfest. Chris viftede med hånden, og kort efter havde DJ'en slukket for musikken. Dernæst bankede han en sølvske mod sit glas. Han rømmede sig, idet al opmærksomheden rettede sig mod ham. "Jeg vil gerne have lov at starte med at takke jer alle, fordi I er kommet til vores årlige nytårsfest. I år er det noget helt ekstraordinært. Af to grunde. Jeg har af personlige årsager været nødsaget til at stoppe her på firmaet. Det har været svært at træffe en så stor beslutning, men det har været en nødvendighed. Jeg fortsætter en lille måneds tid, men vil derefter være nødt til at rejse til Californien. Jeg vil komme til at savne at arbejde sammen med jer. Jeg vil komme til at savne jer alle hver i sær." Han tog en dyb indånding. Mest for at give de andre lidt tid til at sluge hans ord.
Han fortsatte: "Vi plejer ikke at have en æresgæst, men i år har vi gjort lidt mere ud af festen, så derfor er vi kommet op med idéen." Han rakte sin arm frem mod Chloe, som genert sank en klump spyt. "Chloe Parker har i år både gjort sig fortjent til titlen som årets medarbejder, men også som firmaets første æresgæst. Det har hun gjort i form af hårdt arbejde, gode idéer og samarbejdsvilje. Hun har for det meste holdt sig for sig selv på kontoret, og det ser jeg som værende rigtigt godt. Ser I, hun har ikke travlt med sladder og lignende. Hun har travlt med at få sin karriere til at køre. Og hun kæmper for den. Hun er i sandhed én, vi alle kan se op til. Når vi igen møder på arbejde, må vi alle være klar på at lytte til miss Parker. Hun gør sig gode, positive og brugbare tanker om enhver situation, ethvert lille stykke arbejde, og det, mine venner, kan vi alle lære af." Han holdt en lille pause og fastlåste sit blik til Chloes. "Miss Chloe Parker, du er hermed forfremmet overordnet chef. Jeg ser frem til at følge dit arbejde fra sidelinjen nu, hvor du  overtager det hele." Det varede længe, før de andre holdt op med at klappe, men da de endelig kom i hold igen, fortsatte Chris med et smil på læben. "Og som en bonus for alt, hvad du har udrettet, lægger du nu også i det nye år navn til firmaet. Jeg stoler på dig og dine evner, Parker. Det har jeg altid gjort." Chloe var overvældet. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, eller hvor hun skulle kigge hen. Det var en frygtelig følelse. Hun brød sig ikke om det. Ryan var godt klar over det, og gav hende derfor endnu et forsigtigt klem. Hun vendte sig mod ham. Han smilede over hele ansigtet. "Vidste du det her?" Spurgte hun med dirrende stemme. Han sendte Chris et sigende blik, og Chris nikkede. "Ja, det gjorde jeg. Chris fortalte mig det, som den eneste, da han gav mig brevet." Chris lagde en hånd på hendes skulder, og hun vendte ansigtet mod ham. "Jeg forstår, at du er overvældet lige nu. Det gør jeg virkelig. Det er en stor mundfuld. Men Chloe, min kære, jeg lover dig, at du fortjener hver en krumme af den. Du har længe snakket om, hvor vigtig din karriere var for dig. At det var vigtigt for dig at nå til tops. Du har aldrig forventet at få det hele serveret på et sølvfad. Du har kæmpet for, at nå herop. Så velkommen på toppen." Han gav hende et lille klem på skulderen og klappede derefter i hænderne. "Forøvrigt.. Dit mellemnavn er Joanna, ikke?" spurgte han, og Chloe nikkede. "Det var min plan, at vi her den anden januar kigger på, hvordan det nye logo skal se ud. Hvordan skiltet med dit navn skal se ud. Jeg tænker lidt, at det ville passe glimrende med C.J. Parker. Hvad siger du til det?" Chloe havde en mærkelig følelse i maven, men alligevel følte hun sig henrykt. Et stort smil bredte sig på hendes læber, og hun greb hurtigt Chris' højre hånd og rystede den taknemmeligt. "Tak." Sagde hun. "Tak. Du vil ikke fortryde det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...