Ulveborgen

Den handler om en pige, Pakoda, der gerne ville være ridder, men bliver taget til fange og er nød til at klæde sig ud som en dreng, for at overleve....

4Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

2. Jagten

Hun stod i sit sædvandlige jagttøj. De bløde skindstøvler. Den mørke grønne striktrøje, som hendes mor havde lavet til hende. Det var dejligt at være i tøjet igen, det var snart et halvt år siden. Hendes far var kommet hjem i løbet af natten.

De skulle også tage nogle mælkebøtter med hjem, til en mælkebøttesalat. Det var tidligt på foråret, så mælkebøtterne var lækre og saftige. Kodas far sagde at han kendte det perfekte sted. De gik ind i skoven. Langt ind. Hendes far brød stilheden, ved at sige: "I den næste lysning." Hun nikkede og kiggede op i mellem træ kronerne. De var så pæne. Lyset der prøvede at komme igennem de ny udsprungede blade, var noget af det bedste. Kodas far var af få ord, men det var en af de gode ting ved ham, syntes hun. Hun behøvede aldrig at sige noget til ham. Ét blik var nok.

Lige så snart de trådte ind i lysningen. Fik Koda et sug i maven. Det var den smukkeste lysning, som næsten ikke kunne beskrives, men nu prøver jeg alligevel: Blomsterne var de smukkeste hun nogen sinde havde set. De var blå, lilla, lyserød og så fortsatte det i alle regnbuens farver i en rundkreds til den nåede blå igen. Over i de gule blomster stod mælkebøtterne. Der var også andre blomster, men mælkebøtterne var et slags bunddække. I midten af regnbueringen var en rose dens blade var hvide, men når lyset spillede i dens overflader, begyndte bladene at blive regnbue farvede, men kun der hvor lyset spillede sig hen over bladene.

Hvorfor havde hendes far taget hende med hertil? Hun kiggede spørgende op på sin far. "Sæt dig"' hun opdagede en bænk, og satte sig. Hendes far satte sig ved siden af hende. Han begyndte at fortælle. Det overraskede hende så meget at hun næsten glemte at høre efter. Kodas far havde aldrig talt så meget. Ellers kunne Koda ikke huske det.

Hendes far fortalte om magi, om riddere, om mænd og kvinder i samfundet. At alle skulle lave noget. Ellers ville de ikke overleve. Gudinden havde sagt til ham at det var på tide at han talte med hende om det. Gudinden i Tatyn hed Toliræa. Toliræas navn måtte man ikke sige højt. Det betød uheld. Alle kaldte hende Gudinden. "Hun sagde at jeg skulle tage dig med herind. Hvad vil du gerne i dit liv?" Brummede hendes far lavt. Hans stemme var blød og dyb. Det beroligede hende. Koda svarede ikke.

Hun ville gerne være ridder, men hun vidste hun aldrig fik lov. Ikke fordi hun havde spurgt, men ridderskolerne optog kun drenge. Hendes far så bare på hende. Koda blev pludselig bange for at han kunne læse hendes tanker. Det var lidt mærkeligt, men hun havde tit oplevet, at han vidste præsis hvad hun tænkte på.Han forstod. Det kunne hun se i hans mørke grønne øjne.

"Du vil nok vide hvad rosen laver her?" Spurgte han retorisk. Han vidste selfølgelig, at det var en af hendes store spørgsmål i hendes hoved lige nu. "Rosen blev plantet af Gudinden, for mange år siden. Rosen skulle være et tegn på det bånd der opstod mellem Gudinden og Mennesket Alinsy. Som du ved bruger guderne menneskerne som værktøjer og redskaber, men Alinsy var den første pige de havde valgt."

De havde fanget en god fed hare og en kurv med mælkebøtter. Det var nok til aftensmaden og lidt til dagen efter. Da de havde spist gik Koda ind på sit værelse. Solen skinnede ind af hendes vindue, men det ville den ikke gøre længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...