Witout you | Harry Styles.

| " Er hun vågen? " Jeg kunne høre en hæs mandestemme i mit øre. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men de var for tunge. En smerte løb igennem mig da jeg prøvede at sætte mig op. Jeg skreg. " Er du okay?! " Den samme stemme snakkede igen, dog var den nervøs nu. " Jeg.. Hvor er jeg? Hvad er der sket? Og hvem er du?" "Altså.. Du er på et hospital.. Jeg snakkede i telefon, da jeg var ude og køre. Og pludselig gik du over vejen og jeg nåede ikke at bremse.. Så jeg ramte dig, og du havnede her. Jeg er glad for at du er okay. Og jeg hedder Harry Styles... " Altså som, Harry Styles, One Direction? " spurgte jeg. Ordene var svære at sige, min krop vejede tusind ton og jeg havde den største smerte i min krop. |

18Likes
14Kommentarer
517Visninger
AA

3. Kapitel 1.

*Sophias synsvinkel*

" Er hun vågen? " Jeg kunne høre en hæs mandestemme i mit øre. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men de var for tunge. En smerte løb igennem mig da jeg prøvede at sætte mig op. Jeg skreg.
" Er du okay?! " Den samme stemme snakkede igen, dog var den nervøs nu.
" Jeg.. Hvor er jeg? Hvad er der sket? Og hvem er du?"
"Altså.. Du er på et hospital.. Jeg snakkede i telefon, da jeg var ude og køre. Og pludselig gik du over vejen og jeg nåede ikke at bremse.. Så jeg ramte dig, og du havnede her. Jeg er glad for at du er okay. Og jeg hedder Harry Styles...
" Altså som, Harry Styles, One Direction? " spurgte jeg. Ordene var svære at sige, min krop vejede tusind ton og jeg havde den største smerte i min krop.

" Ja.. Jeg er så ked af det der er sket! Altså virkelig.. " Hans stemme var tung og trist.

" Hvad er der sket med mig? Har jeg brækket noget eller hvad?.. "

" Du har fået trykket et ribben og brækket din arm, og fået hjernerystelse."

" Men.. Mine forældre er jo døde, hvem skal passe på mig?.. " Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg var nervøs.

Hvordan kunne det her dog ske? Mine forældre døde for et år siden i en tog ulykke.. Toget kørte af sporet og de døde.. Men jeg ville ikke tale om det, tak.

" Altså.. Du må gerne bo hos mig i den tid.. Det er da det mindste jeg kan gøre."

Jeg fik mine øjne op efter en lang kamp. Det smukke ansigt og de bløde krøller var det første jeg så. Jeg smilte forsigtigt.

" Tak. "

Han smilede til mig.

" Hvor lang tid skal jeg være her?" spurgte jeg nervøst.

" I 2 dage mere. Så må du komme hjem. " Han smilte lige så stille.

Han var venlig, men han havde kørt mig ned.. Han var nok ikke altid helt så forsigtig.. Men der skete vel ikke rigtig noget. Jeg var jo ikke død eller noget. Selvom der nok ikke var nogen der ville savne mig, hvis jeg døde. - Eller jo. Mine to veninder Megan og Camilla. De er som en familie for mig. Ja, jeg har jo ikke noget familie..

Mine øjne lukkede i, og alt forsvandt langsomt. Min krop blev tungere og jeg faldt i søvn.

 

*Harrys synsvinkel*

Hendes smukke øjne forsvandt, da hendes øjenlåg lukkede i igen. De smukke blå øjne, og det pæne smil, som desværre også hurtigt forsvandt, passede perfekt ind i hendes ansigt. Hun var gudesmuk, selvom hun lagde der og havde slået sig for groft. Og det var min skyld.. Min skyld. Jeg skulle aldrig have taget telefonen da Liam ringede. Idiot. Det er hvad jeg er. IDIOT. Nu er jeg skyld i at en pige, som intet familie har. Eller i hvert fald ingen forældre, lagde her og havde slået sig.

Jeg er bare glad for at hun vil være hos mig. Jeg kyssede forsigtigt hendes pande og gik ud af det lille værelse, med de alt for hvide vægge. Det var jo til at få hovedpine af.

 

2 DAGE SENERE

Sophias synsvinkel*

Endelig kan jeg komme ud af det her hul. Hvide vægge, sygeplejesker der kommer rendende uafbrudt, og Harry der konstant kommer med blomster. De blev jo nød til at stå på gulvet til sidst. Og han købte ikke engang min yndlings blomster. Eller han købte ikke nogen hvide, så han ja. Jeg kan kun lide hvide blomster. Spørg mig ikke hvorfor.

" Er du klar til at tage hjem? Altså hjem til mig. " spurgte Harry. Hans hæse stemme brød stilheden i det helt hvide firkantede rum.

" Ja, lad mig komme ud herfra. Men vi skal lige have de der piller først " Jeg skulle tage smertestillende to gange om dagen hvis det gjorde meget ondt. Men det hjalp dog ikke altid specielt meget. Tro mig.

 

" Du kan sove i mit værelse, jeg tager sofa'en. " Harry lagde min taske på hans seng, og smilte. " Har du ikke et gæsteværelse?" Jeg grinte svagt af ham. Han var kendt og havde sikkert flere millioner på kontoen, og så havde han ikke engang et gæsteværelse?

" Nej, kan bedre lide små lejligheder. " Han smilte og gik hen mod det åbne køkken. Hans lejlighed var hvid og lys - Men på en mere rar måde en hospitalets rum.

" Små.. " mumlede jeg.

" Sagde du noget? " spurgte han. Okay, kendt og døv. Det var træls.

Bare rolig jeg driller, han er ikke døv, jeg mumler bare ret meget.

" Nej, jeg sagde ingenting " Jeg smilte falsk til ham,  og han gengældte med et ægte smil. Idiot. Tror du jeg vil elske dig og slet ikke være bange for at være sammen med dig, når du kørte mig ned? Du er sikkert ikke den mest forsigtige i verden.

" Drengene kommer over om en time, bare så du ved det. " Han vendte sig om og kiggede over på mig, som nu var havnet ved køleskabet.

" Okay, fint. Må jeg tage et æble? "

" Ja, ja. " Jeg tog et æble og kig ind til min taske. Jeg fandt min Macbook. Ja, jeg har råd til Apple, selvom jeg ikke har noget familie. Nogle mennesker arbejder faktisk.

Jeg gik hen til spisebordet og satte mig ned. Jeg åbnede min computer og gik på Facebook. Jeg havde fået nogle beskeder fra Megan og Camilla. De var glade for at jeg var ok, og ønskede mig god bedring.

Min indbakke var dog også fyldt med folk, som sagde at jeg var heldig at Harry passede på mig, og nogle som skrev at det var synd jeg var fanget med sådan et uhyre.

" Harry, må jeg få noget vand og en smertestillende? " Jeg kiggede op til ham, og pegede på skabet hvor jeg havde stillet pillerne ind.

" Ja, jeg finder det lige." Han tændte for vandhanen og fandt et glas. Han rakte mig vandet og en pille. Jeg slugte den hurtigt og drak mit vand.

" Er du okay? " Harry kiggede på mig, i mens han ventede  på et svar.
" Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det? " Jeg kiggede underligt på ham.

"Fordi pressen ved du er her, og du har nok fået noget hate, eller noget... "
" Næ, bare folk der skriver at jeg er heldig, eller at jeg bor sammen med et uhyre. " Jeg kiggede op på ham, og han så trist ud.

" Okay.."
" Altså jeg synes ikke du er et uhyre, du er bare ikke så forsigtig. " Hm, jo du er lidt et uhyre, faktisk. Du er meget uforsigtig, og snakker i telefon med en eller anden, i mens du kører. Er du dum? Jeg håber du har fået en bøde.

" Har du egentlig fået en bøde? " Jeg kiggede nysgerrigt op.

" Næ, men jeg er kendt så det sker nok ikke. " Han smilte smørret.

Jeg lagde mit æble fra mig, selvom jeg kun havde taget en bid, klappede min computer i og gik.

" Jeg har mistet appetitten.. " Jeg gik med langsomme skridt hen mod soveværelset og smækkede døren i.

"Sophia?! Hvad er der galt? " Han råbte ind igennem døren.

" Du er fucking latterlig, fuck af. " Ja, jeg bander ret meget, undskyld for det.

" Hvorfor?! "

" Smut Harry, jeg gider ikke dig og dit kendis pis. " Hvordan kunne man bare slippe for en bøde når man var kendt? Det var jo latterligt.

Jeg kunne høre ham gå væk. Troede jeg. Døren åbnede og ind kom hele One Direction. Jeg skreg. Nej, jeg var bestemt ikke fan af de der poppede drenge. Bah, føj.

" Gå ud. " Jeg lagde mig under dynen.

" Niks. " Jeg hørte en dreng med irsk accent snakke. Hans stemme var blød, og han var nok den dreng fra bandet som så sødest ud. - Ikke lækrest, men sødest.

" Hej, den irske nisse. " Jeg grinte kort og kiggede op. Han så forskrækket ud, over at jeg var så flabet. Men så smed han sig i sengen og hev sin hånd frem.

" Jeg hedder Niall, Niall Horan. " Jeg tog hans hånd og ruskede den.

" Jeg hedder Sophia, Sophia Williams. " Jeg smilte af ham. "Okay, alle må være herinde, bortset fra Harry. Harry, du skal bare fucke af. " Harry kiggede såret på mig. Liam hviskede noget til ham, og han gik ud. Altså Harry, yes!

" Hvorfor vil du ikke have Harry herinde? " spurgte Liam. Jeg kunne mærke han var nervøs for at jeg også ville smide ham ud. Zayn, Louis og Liam satte sig også på sengen.

" Kort historie, men gider ikke fortælle den. " svarede jeg koldt, men jeg kunne ikke lade vær med at få et lille smil på læberne af Niall, der hoppede i sengen.

" Niall, vil du ikke lige sætte dig ned? " spurgte Zayn irriteret.

" Jo, jo. " Niall havde puttet en babystemme på, og man kunne se Zayn hadede den, som pesten.

" Drenge, jeg vil ikke tale om det, så jeg synes bare vi skal droppe det. Jeg flytter bare hjem. Jeg har jo kun brækket en arm. Det skal nok gå. "

" Sophia, tag dig sammen. Hvis du er pigesur, så drop det. Han mener det ikke ondt. Lad ham nu passe dig. " Liams fader rolle kom da godt nok i brug der.

" Fint, altså. " Jeg rejste mig og gik ud til Harry.

" Du er tilgivet, men ikke mere kendis pis, okay? " Jeg kiggede hurtigt på ham, og kiggede hen på mit æble, der nu var blevet brunt, der hvor jeg havde bidt.

" I orden. " Han smilede.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom det første kapitel! Ved at det er kedeligt, men håber I kan lide det!

- Hvad håber I at der sker mellem Harry og Sophia?

OG tusind tak for alle de favoritlister allerede! Tak fordi I vil læse med!

- Line.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...