Chikuma

-(Til Japan-konkurencen)- -- 2 -- En historie om den første forelskelse. Om to personer der lever i hvert deres land. Om kærlighed.

4Likes
7Kommentarer
334Visninger

1. Oneshot

”Aishiteru,” siger du, mens du smiler dit strålende, glansbillede-smil. Som altid, har jeg ingen idé om hvad du siger, så jeg smiler bare tilbage.

     ”Hai,” svarer jeg, og håber det giver mening. Indtil videre, er det det eneste jeg kan sige på japansk, bortset fra hej. Hai, betyder ja. Det har du lært mig.

     Du griner bare af mig, så måske er det ikke en ting man kan sige ja til. Jeg trækker på smilebåndet, og ryster på hovedet. Du slår mig blødt i panden. Nej, måske var ja ikke det rigtige ord.

     ”Undskyld,” siger jeg, og ved ikke hvordan jeg skal placere mit ansigt. Da jeg tog til Japan var det ikke for at lære sproget, men nu ser det ud til, at jeg måske alligevel er nødt til det. Jeg tror aldrig jeg ville kunne rejse fra dit søde smil igen, uden at spørge om vi skal forblive venner for altid.

     ”Ung … syld …?” siger du, og prøver at efterligne mit ”undskyld”, mens du griner stort. Du er nok lige så blank som mig, når det gælder sproget. Jeg ved ikke hvad undskyld hedder på japansk, så jeg krænger bare mundvigene ned, som tegn på, at jeg ikke kan forklare det. Du ryster lidt forvirret på hovedet, men du stopper aldrig med at smile. Det er som om dit smil for altid er smeltet på dine læber.

      Du åbner munden, som tegn på at du skal til at sige noget, men ikke ved hvordan du skal putte ordene. ”Why …” starter du, med en mekanisk japansk accent. ”… you come to Japan?”

     Du er ikke god til engelsk, men det er jeg heller ikke. Jeg har kun haft engelsk i skolen i to år.

     ”My mom,” forsøger jeg mig frem, ”took me here.”   

     Jeg havde aldrig gidet at komme til Japan, men min mor mente at det var tid til at lære noget nyt kultur at kende. Derfor kunne jeg ikke spille med til den næste store fodboldkamp, og jeg havde været sur gennem hele flyveturen. Men Japan er egentlig ikke så slem. Og især ikke dig, den smilende pige, der sidder foran mig. Du hedder Chikuma. Det sagde du i går, da du trak mig om bag dit hus, hen til det høje, blomstrende, lyserøde træ, hvor vi kunne gemme os fra din mor. Jeg fortalte dig at jeg hed Marcus, men du kalder mig Macus. Normalt ville jeg blive sur, hvis nogen kaldte mig et andet navn, men med dig gør det ikke noget. Macus lyder smukt, når det kommer fra dine læber. Dine små, runde læber.

     ”How do you say friend?” spørger jeg, og du kigger mig dybt i øjnene, så jeg bliver forlegen, og må kigge væk.

     ”Yūjin.” siger du, uden tøven. Jeg smager på ordet, og forsøger at udtale det for mig selv. Yūjin. Hun er min Yūjin, men jeg tør ikke at sige det.

     ”Anata wa watashinotomodachidesu.” siger du, men jeg opfanger ikke mange af ordene.

     ”Hai,” siger jeg igen, men du griner bare.

     ”You are my friend,” siger du, og kommer mig i forkøbet.

     Du rødmer genert. Alle andre japanere lyder mærkelige når de snakker, men ikke dig. Dine ord er fine og skrøbelige, som guldstøv. Måske er du ikke en rigtig japaner, men en engel i forklædning.

     ”You are my friend.” siger jeg tilbage, og smiler storslået. Vi skal altid være venner. Du kan komme og besøge mig i Danmark, og jeg kan komme tilbage og besøge dig. Så længe vi aldrig glemmer hinanden.

     ”Aishiteru,” siger du igen. Så bukker du dig pludselig fremad, og planter et blidt, kildende kys på mine læber. Jeg sidder forstenet, og trækker efter vejret.

     ”It means … I love you.” Siger du, og dine ører bliver røde af generthed. Jeg tager forsigtigt din hånd, og ville gerne kysse dig igen, men tør ikke. Du bevæger dig ikke, men afventer spændt min reaktion. Dit ansigt er utrolig harmonisk, og dit sorte hår sidder i en perfekt fletning. Du er slet ikke som andre piger jeg kender, som kun tænker på makeup og heste. Du er noget helt specielt. Noget unikt. Jeg vil gerne sige det til dig, men kan ikke finde de rigtige ord.

     ”Marcus!” hører jeg nogen råbe langt væk, og jeg slipper forskrækket din hånd. For stemmen tilhører ikke bare nogen, men min mor. Vi skal hjem i dag.

     ”I go home today,” siger jeg, og du kigger skuffet på mig. ”But I will come back some day. I promise.”

     Du nikker stille, men jeg kan se tårerne i dine øjne. Jeg vil gerne sige at jeg elsker dig, og kysse dig på dine læber, men i stedet rejser jeg mig op.

     ”Sayōnara,” siger du.

     ”Sayōnara,” gentager jeg, men jeg ved ikke hvad det betyder.

      Så vender jeg mig om, og løber ned til vejen, hvor min mor holder og venter. Jeg tør ikke at se mig tilbage, bange for at jeg måske så ikke ville kunne tage af sted alligevel. Jeg sætter mig ind i bilen uden et ord, og stirrer ned på mine hænder.

     Mor starter bilen, og kører langsomt væk fra dig og det lyserøde træ. Måske vil jeg aldrig se dig igen. Selvom jeg lovede det. Vil vi måske aldrig mødes. Jeg ville ønske vi kunne blive i Japan for altid. Hos dig.

     Chikuma.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...