Blodtørsten.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
En ung varulv ved navn Erica, som prøver at finde sin vej i sin nye verden. Hun vil gerne give efter til hendes nye liv, for hun elsker sit sande jeg, men hendes hjerte siger noget andet da nogle hændelser angriber hende. Kærligheden som varulv kan være forvirrende. Hun er i krig med sin blodtørst.

0Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

3. Mærket.

 

Man kunne følge anspændtheden i luften, og det blev ikke bedre da jeg gik derind. Min folk og jeg bor i et nabolag i den ydre del af byen, ved siden af vores skov. Mennesker må ikke være i vores skov, da de kunne blive vores bytte ved fejltagelse. Ved hver fuldmåne, jager hele flokken sammen. Det er fuldmåne imorgen, derfor skal vores flok mødes i alfaernes hus, og snakke om jagten. I alfaernes hus er der et møderum, og der bliver hele jagten snakket igennem. De myter der er om os, og at vi kun kan skifte kroppe ved fuldmåne, er ikke rigtige. Fuldmånen har en virkning på os, da vores forfædre brugte dens kraft til at skifte til deres menneskekrop for første gang. Vores ulve instinkter påvirker os mest under en fuldmåne, og unge ulve, ligesom mig, kan have meget svært ved at kontrollere sig selv på dagen. Vi er mest blodtørstige under en fuldmåne. 

Der var ikke langt tid til de nye alfaer skulle findes, og derfor var denne anspændthed i flokken. Alle ulve under 20 menneske år, skulle stille op og komme helskindet igennem en prøve, og sammen med vores rådgiver Silas, skulle en ny alfa blive udvalgt. Der var stadig et halvt år, men flere unge ulve ønskede at være alfa, og jeg hjalp ikke på deres håb. En hanulv på 18 menneske år, kiggede drillende på mig med sine brune hunde øjne, da jeg gik forbi ham. Det var Liam. Jeg kiggede lidt truende på ham, og han smilte legesygt tilbage. Vi kalder hinanden vores menneskenavne, når vi er i vores menneskekrop. Det samme gælder når vi er vores ulve krop.

Liam er den mest tiltrækkende af alle unge hanulve i vores flok, og det ved han godt. Han elsker at lege med menneskepigers følelser, og det ender altid sørgeligt for pigen. Han har meget svært ved at styre sig under en fuldmåne, og han render altid lige i hælene på mig under jagten. Han mener at jeg bliver udvalgt, og derfor vil han gerne være på min gode side. Han er høj i sin menneskekrop, med en meget muskuløs krop. Han har, som flere piger ikke kan stå for, rigtige søde hunde øjne der flirter ved hver en øjenkontakt. Han har et smil som flere piger ville beskrive som sexet, og en næse der passer til resten af hans ansigt. Han har kastanjebrun blødt hår, der ligger pjusket omkring hans hoved. Jeg har prøvet at sætte ham på plads, men han udnytter det bare altid til sin fordel og vender sceneriet om.   

Min plads var allerforrest i forsamlingen. Det er et aflangt rum, fyldt med vores forfædre skatte hængende på væggene, og rummet har plads til mindst 60 ulve. Vi har alle en plads, og vi sidder på rækker foran en scene hvor vores alfaer står.  Vi gennemgår jagten, og sørger for at ingen mennesker nærmer sig vores skov. Min mor Sophie kigger tænksomt på mig, hun havde set Liams blik til mig. Min flok har meget respekt for min mor, og det har jeg også, men jeg har aldrig set hende som mere end min alfa.

Min far begyndte at tale om at de havde fundet en udfordring for dem der har lyst, en kæmpe grizzlybjørn er blevet set i midten af skoven, og dem der ville være med i jagten på den skulle række hånden op. Jeg smilte ved tanken om at jage sådan et stort mægtigt væsen som den, så jeg rakte min hånd op. Selvfølgelig rakte Liam også sin hånd op. Der var 10 ulve der gerne ville jage den, og jeg kunne ikke vente. Resten af mødet gennemgik de, de forskellige dyr der ellers var mulige, og hele flokken kunne ikke vente med at komme igang. 

Efter mødet, skyndte jeg mig hjem til Austin inden Liam fik fat på mig. Austin bor tæt på vores nabolag, han bor i et lille rødt hus, med to rolige forældre. Jeg bankede på døren, og blev lukket ind af hans lille mor som gik rundt i en blomster rød kjole. Jeg kunne se sorg i hendes øjne, og skyndte mig op af trapperne til Austin. Austin lå fladt på sin seng, med et tomt blik i hans øjne. Jeg kunne se hans reoler var væltet, papir, tøj, og flere ting lå spredt ud på hans gulv. Jeg lagde mig forsigtigt ved siden af ham, og tog hans hånd. Han vendte sit hovede, og kiggede trist på mig. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg forsigtigt. Austin aede mig på kinden, og svarede med en trist stemme "Mine forældre har lige fortalt mig, at jeg er adopteret..." Han kiggede ned.

Austin adopteret? Det kom bag på mig. Inden jeg nåede at svare, sagde han med en hård stemme "Jeg blev ked af det, men det kom ikke helt bag på mig. Jeg har aldrig rigtigt syntes at jeg mindede om mine forældre... Så jeg spurgte ind til mine biologiske forældre." Han stoppede et øjeblik, og tog en dyb indånding. "De sagde at de døde under en vandretur i bjergene." Jeg kunne mærke hans smerte, og den skar i mig. "Jeg kunne se på dem at de holde noget tilbage, så jeg spurgte igen." Han sukkede, og forsatte. "Deres lig er aldrig blevet fundet." En tåre faldt ned ad hans kind, jeg tørrede den forsigtigt væk med min finger. "Austin, det er jeg ked af, det er jeg virkelig. Skal jeg blive her hos dig i nat?" Svarede jeg med en blid stemme, og tog begge hans hænder i mine. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle håndtere denne situation, men jeg gjorde mit bedste for ikke at sige noget forkert. Han nikkede som svar, og lagde sig helt tæt ved siden af mig. "Jeg ville ønske jeg kunne møde dem, jeg ville ønske jeg havde et billede af dem, bare et eller andet! Hvorfor fortæller de mig det først nu? Jeg er sytten år, og jeg burde få det af vide da jeg var ti! Hvorfor skal jeg have sådan et uheldigt liv, Erica? Det eneste der er værd at holde af, er dig." Jeg blev lamslået, syntes han virkelig det om hans liv? Jeg kunne mærke sandheden bag hans ord, jeg kunne også mærke at hans vrede voksede. "Og du vil altid have mig Austin." Jeg kyssede ham blidt, i håb om at det ville berolige ham, og ud af det blå kyssede han mig aggressivt tilbage. Jeg tog armene om ham, og kyssede ivrigt tilbage. Austin tog hårdt fat om mig, og løftede mig op. Han tog hænderne under min bluse, og kærtegnede min bare hud. Jeg tog mine under hans, og gentog kærtegningen. Han tog hænderne længere op, og jeg kunne mærke hans hensigter, og blev lidt usikker i et øjeblik. Austin mærkede det, og stoppede kysset. Det skete så hurtigt, og jeg fortrød det.

Austin kiggede trist ned, mens han stadig holdt om mig. Jeg kærtegnede hans ryg, og prøvede at besvare mine egne spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke være sammen med ham? Han er min kæreste, og jeg elsker ham, gør jeg ikke? Jeg forstod det ikke. Austin kiggede op og nærmede sig mit ansigt, hvor han derefter sagde "Har du ikke lyst til at være sammen med mig Erica?" Jeg fik tårer i øjnene, jeg vidste hvor dybt jeg havde såret ham. "Jeg vil gerne være sammen med dig Austin, det er slet ikke det..." Jeg mærkede noget på hans ryg, det føltes som et mønster på hans hud. Han mærkede det også, og satte mig ned. Han var helt ude af den, han rejste sig vredt op og rev sin t-shirt i stykker og vendte ryggen mod mig. "Hvad er det Erica? Har jeg et grimt ar på ryggen, som du ikke kan lide?" sagde han med en vred stemme.

Det var alt andet end et ar. Et flot sort mønster som i takt med hans bevægelser, vred sig som en vild slange i midten af hans ryg. Mønstret var et bølgende kryds i en cirkel, og jeg vidste i samme øjeblik hvad det var. Mit hjerte bankede hurtigere som aldrig før, jeg kunne næsten ikke få vejret. "Du... Du er en forvandler." Austin vendte sig om og kiggede undrende vredt på mig. "Hvad i alverden er en forvandler? Er det her en eller anden form for joke, Erica?" Jeg satte mig på sengekanten, stadig med et hurtigt bankende hjerte. Jeg kiggede ud i luften, og tog en dyb indåndig. Det her ville forandre alt. "En forvandler er et menneske der kan forvandles til en varulv, Austin. Og de er de mest sjældneste ulve man kan finde, hvis de altså er villige til at blive forvandlet. Jeg troede de var uddøde, for de fleste forvandlere blev dræbt under krige mellem flokke. Det er en stor ære for en flok at have en forvandler hos sig, men forvandlere er altid i en stor fare. Andre flokke vil desperat prøve at få fat i forvandleren" Jeg smilte trist til Austin, jeg kan ikke holde det her skjult for min flok. Jeg rejste mig og gik hen til Austin, han så helt fortabt ud. "Er... Er det virkelig sandt Erica? Kan jeg være en varulv?" sagde han med en skælvende stemme. Jeg tog hans hænder, og kunne mærke at de rystede. "Ja Austin, du kan være en varulv". Jeg kiggede dybt ind i hans blå øjne, og så noget nyt i ham. Hans vrede sivede roligt ud af ham, og vi faldt i søvn i hinandens arme.    

Næste dag kunne jeg slet være rolig, alle mulige tanker susede gennem mit hoved. Jeg tog ikke i skole, og min forældre troede allerførst det var på grund af fuldmånen. Jeg kunne også mærke fuldmånens påvirkning på mig, jeg trængte til at komme ud i skoven og løbe til jeg faldt om. Jeg spurgte min far om jeg måtte tage i skoven, han kiggede skeptisk på mig, for han opdagede at det ikke kun var fuldmånens påvirkning, men også noget andet. Han gav mig lov, men jeg skulle ikke løbe for dybt ind i skoven. Jeg takkede ham, og skyndte mig afsted. Jeg løb så længe jeg kunne, indtil min ben gav efter. Jeg fangede også to harer, og brækkede deres hals i ren aggressivitet. 

Under fuldmånen, kunne min flok mærke mit humør men spurgte ikke. Liam lod mig endda være, og under jagten lod jeg mine instinkter tage over. Da jagten var slut, fortalte jeg min flok hvad jeg havde fundet ud af om Austin. De var alle helt chokerede.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...