Blodtørsten.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
En ung varulv ved navn Erica, som prøver at finde sin vej i sin nye verden. Hun vil gerne give efter til hendes nye liv, for hun elsker sit sande jeg, men hendes hjerte siger noget andet da nogle hændelser angriber hende. Kærligheden som varulv kan være forvirrende. Hun er i krig med sin blodtørst.

0Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

4. Beslutningen.

 

Jeg lå i min seng og kiggede op i mit hvide luft, mit hovede var fyldt med forvirrende tanker. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle, burde jeg være glad eller bange? Nu hvor Austin kunne være en varulv, vidste jeg at alt ville være anderledes. Hvis han blev forvandlet, kunne vi løbe i skoven side om side, men der var også en risiko for vi ville blive jagtet af fremmede ulve. Hvis han ikke blev forvandlet, ville flere fra min flok, og andre flokke, presse ham til at blive forvandlet. Jeg ønskede ham det bedste, men jeg vidste ikke hvad det var. Jeg kunne heller ikke lyve for mig selv, jeg ville gerne have han blev en varulv. Jeg ville så gerne vise min verden til ham, og nu havde jeg chancen. Var jeg egoistisk fordi jeg tænkte sådan? Jeg vidste det ikke, og jeg ville ikke længere tænke over det, så jeg stod op. Det ville blive en mærkelig dag, for Austin skulle vises for min flok, og i fællesskab skulle vi tage en beslutning. 

Det var en tirsdag, så jeg skulle selvfølgelig også i skole. Jeg havde egentlig ikke lyst, men tanken om at se Austin fik mig op. 

Det var sædvanlig skoledag, bortset fra stemningen mellem Austin og jeg. Vi var begge nervøse for dagen, men vi prøvede begge at slappe af, desværre uden held. Jeg lagde også mærke til en ændring, Angelina var ikke i skole. Angelina var en af de elever der bogstaveligt talt aldrig var syg, hun kom altid i skole med sine færdiglavede lektier og sin notesbog. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, mon hun var okay? Jeg spurgte til Austin mening, og han foreslog vi kunne tage forbi hende inden mødet med min flok. Den var jeg med på. Da den sidste time ringede ud, bad Silas mig om at vente. Silas er en mørk mellemhøj mand i slutningen af fyrrene, med masser af erfaringer med det overnaturlige. Han har en ældre søster, og hver måned mødes de og andre rådgivere, og studere overnaturlige væsner. Silas går rundt med et afslappet smil, og tager alting med ro.

Silas sad bag sit skrivebord, og kiggede på mig. Jeg kunne se bekymring i hans blik. "Erica, hvordan går det? Jeg kan se på dig at du er nervøs, og det er forståeligt. Nu hvor Austin er en forvandler, vil alt være anderledes. Jeg burde havde fortalt dig det før, men jeg har kendt til Austin i længere tid. Det var bare for tidligt, du er en ung ulv, og der ligger allerede meget pres på dig i forvejen." Hvad? Har han hele tiden vidst at Austin var en forvandler? Vidste mine alfaer det, eller har han også holdt det skjult for dem? Selvom jeg var lidt vred på ham, vidste jeg at han havde gjort det for at beskytte mig. Lige i starten af mit nye liv, kæmpede jeg for at beholde Austin, samtidig med at jeg skulle vænne mig til mit nye jeg. Jeg kunne ikke være vred på ham, men jeg undrede mig stadig over hvorfor min flok ikke vidste det. Silas læste min undren. "Erica, dine forældre stoler på min dømmekraft, og jeg har nævnt at Austin er unik til begge dine forældre. Mere behøvede de ikke vide. Men tilbage til dig, hvordan håndterer du det?" Jeg vidste at jeg kunne stole på ham med mit liv, men alligevel fortalte jeg ikke ham ikke alt. Flere af mine følelser var for private, og det vidste han også godt. Jeg kunne ikke skjule hvor nervøs jeg var, og han prøvede også at berolige mig. Det hjalp lidt, men angsten lå der stadig. 

Austin og jeg tog hen til Angelinas hus, som lå i midten af byen. For enden af en smuk planterig allé, lå Angelinas hus. Hun bor i et rigt nabolag, og det var jeg slet ikke klar over. Hendes hus var stort og hvidt med et utroligt mønster. Jeg blev hel målløs over det flotte mønster, der snorede sig rundt om huset. Og taget der ejede en dyb sort farve, der skinnede til alle sider. Deres have var fyldt med farverige planter, der nærede sig af solens varme. Vi bankede på deres dør, og en smuk kvinde i slutningen af trediverne, åbnede døren og lukkede os ind. Indefor ejede huset en fangende charme, man ikke ofte så i huse. Hun førte os til Angelina, der lå på sin seng i sit værelse og læste i en bog. Hun kiggede overrasket på os, men hilste venligt. Angelina er en lav pige, med en slank krop der passer til hendes smalle ansigt. Hun har langt brunt hår, der bølger ned ad hendes ryg. Hun har to nysgerrigegrønne øjne, og et charmerende smil.

Vi spurgte hende om hvordan det gik, og hvorfor hun ikke var i skole. Hun fortalte os at hun havde haft det mærkeligt i den senere tid, og hun undrede sig over hvad det var. Efter en pinlig stilhed, da ingen af os vidste hvad vi skulle sige, spurgte hun os med en skeptisk stemme. "Hvorfor er i interesseret i hvordan jeg har det? Vi snakker aldrig sammen?" Austin og jeg kiggede på hinanden, han nikkede til mig, og jeg svarede hende med den venligste stemme jeg kunne finde. "Vi ville bare se om du havde det godt, du plejede aldrig at være syg og..." Jeg gik i stå, men Austin reddede mig "Og vi synes om dig, Angelina. Du er en venlig pige, så hvis der var sket noget, ville vi ikke lade dig føle alene." Angelina blinkede overrasket, og kiggede forvirret på mig. "M.. M.. Mener du det samme?" Sagde hun stammende. Jeg nikkede til hende, og hold hendes blik fast til hun troede på mig. Det føltes mærkeligt at være sammen med et andet menneske. Jeg kiggede undersøgende på hende, mens hun talte med Austin. Hun er jo ikke andet end kød, men det er jeg jo også. Der var en kæmpe forskel på vores racer, men i sidste ende var vi jo lavet af det samme. Andre piger ville jeg være ligeglad med, men Angelina fangede min opmærksomhed. Jeg tog afsted fra hendes hus, med et muligt nyt venskab. Nu gik turen til mødet.

Vi var alle nervøse. Flere fra min folk har aldrig mødt en forvandler, og dem der har er de ældste i vores flok, som alle er meget usikre ved situationen. Vi skulle mødes inde i alfaernes møderum, ligesom inden vores jagt. Da Austin og jeg gik ind i rummet, sad alle ulvene og stirrede tænktsom på os. Det var ikke første gang at jeg oplevede dette. Vi satte os forrest, og prøvede at skubbe nervøsiteten væk. Jeg kiggede på Austin, og han så helt skræmt ud. Jeg tog hans hånd, og kærtegnede den forsigtigt.

Jeg kiggede op scenen, og der stod min far med et alvorligt tænktsom ansigt. Min mor stod ved siden af, og havde det samme udtryk. "Okay, alle sammen. I ved alle sammen godt hvorfor vi er her, og han sidder lige foran mig. " sagde min far, og pegede på Austin. Han forsatte med en meget alvorlig, nærmest truende stemme. "Vi har en meget alvorlig situation her. Vi har æren at have en forvandler i blandt os, men det kan bringe os alle i fare. Hvis andre flokke finder ud af hans eksistens, kan der komme krige imellem os. Men det at have en forvandler i blandt os, er en kæmpe ære som ikke er set før i vores flok." Min far kiggede alvorligt rundt i lokalet, og nikkede derefter til min mor.

Min mor forsatte med en dyb ærefyldt stemme "Som jeres alfahan lige sagde, kan vi være i en stor fare her. Austin kan forandre vores levevis, på flere måder. Som vores forfædre sagde, forvandlere kan ting som få af os kommer i nærheden af. Forvandlere er ædle væsner, fyldt med respekt for verden og dens skabninger. Forvandlere kan skabe fred, hvis de altså overlever til det. Forvandlere er væsner som ikke skal undervurderes, også under deres opstigning. Austin kan tænke som et menneske nu, eller så er hans opstigning startet. Opstigning er en proces, hvor forvandlere forlader deres menneskelige vaner, og tanker. Vi kan også kalde det hans udvikling, og sådan en udvikling kan tage årtier. Austin er nu under vores beskyttelse, det er vores ansvar som ulve at beskytte ham. Man må aldrig tvinge en forvandler til at blive forvandlet, for en forvandler ved hvornår det er det rigtige tidspunkt. Jeg siger det her til jer som ikke bare jeres alfa, men jeres beskytter og jeres ven, for dette kan ende meget galt hvis vi ikke holder sammen. Austin kan ændre mange ting, men han kan nemt blive en trussel for en andel flok, eller et trofæ, for flokke som ikke følger vores forfædre. Vi følger vores forfædres fodspor, som færre og færre ulveflokke gør. Flere ulve er også blevet vejledt forkert af den frihed vi ejer som ulve"

Hendes rubinblå øjne stirrede nu direkte på Austin med et udtryk der ikke kunne tolkes, Austin's hånd rystede i min, jeg kiggede på ham, mens han kiggede ned på det hårde gulv og jeg så angst i hans øjne.  Min mor slap blikket og sagde så med en hård og beslutsom stemme "Beslutningen skal træffes nu. I skal give jeres stemme til kende, og jeg beder jer om at overveje, skal vi have æren at have en forvandler i blandt os? For at gøre det så kort og fredeligt som muligt, beder jeg jer at hyle når i vil i svare." Der blev stille i lokalet, min far trådte frem og tog ordet. "Dem som mener at Austin skal forblive et menneske, og ikke blive en del af vores flok, hyl nu." En truende hylen fyldte rummet, man kunne høre at der ikke var mange, men de var vrede. Flere knurrede undervejs, og da de hylende ulve stoppede, kiggede flere ulve tvivlende på hinanden. "Dem som mener at Austin må blive en del af vores flok, og passe på vores dybeste hemmeligheder, hyl nu."  En høj hylen fyldte rummet, jeg hylede så højt jeg kunne, og jeg kunne mærke Austin's nervøse blik lå på mig. Det fik mig til at hyle endnu højere, og der var ingen tvivl om hvad beslutningen var. Austin var nu en del af vores flok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...