Pigen i spejlet

Hvad gør du når du ser ting i spejlet, ingen burde se? Emmie smadrede spejlet. - Læsning på eget ansvar. (Oneshot-story)

36Likes
60Kommentarer
859Visninger
AA

2. Cut, cut, cut

Jeg kendte ikke til den side af verden. Så da jeg for første gang blev kastet ud i den, faldt jeg. Jeg faldt på alle fire, og blev liggende. Fanget af chok, af smerten og af den bindende afhængighed, smerten efterlod.

"Emmie, come on!" hvisker Damian.

Jeg kan ikke. Jeg lukker øjnene. Jeg glemmer tid og sted. Jeg tænker tilbage.

Jeg græd, jeg sov, jeg græd, jeg sov. Jeg levede og åndede kun med ét enkelt formål. At dække min krop med blodige ar, og så dø. Så folk kunne se hvad de havde gjort. Jeg startede ved benene, og arbejdede mig op af.

Jeg hev for første gang min lommekniv frem og placerede den ved anklen.

"Emmie?" Fortsætter Damian. Han tager fat om mig, og kigger mig i øjnene. Han sukker ved synet af mine døde øjne, og krammer mig. "Du kan godt", hvisker han i mørket.

Jeg græd ikke. Men da det første snit var lavet og små dråber blod kom til syne, fortrød jeg. Angsten gav mig kvalme, men alligevel fortsatte jeg. Jeg trykkede øjnene hårdt sammen, da smerten tog fat. Anklen blev rød, men der var næsten intet blod. Det var ikke nok.

Jeg kigger tomt ud i ingenting. Jeg havde for længst besluttet mig for ikke, at trække vejret. Men jeg trækker vejret lidt endnu. "Du kan godt," hvisker Damian igen.

"Hvad er det?" Spurgte Damian. Han så hvordan min højre arm var fyldt med ar. Hans stemme lød bekymret, men hans øjne udviste ingenting. Jo, kedsomhed. Jeg gik tættere på, faktisk helt op i ansigtet på ham, og sagde det med den største kræft jeg havde. "Ar". Jeg blev stående lidt, bare for at se hans reaktion.

Jeg hiver mig væk fra hans greb. Han skal vide, at det han gør nu, er sygt. Men det jeg gør, er endnu mere sygt. Så jeg forbliver stille. "Emmie?.. Er du okay?" Hvisker Damian. Der er næsten helt mørkt på badeværelset, udover det lille stearinlys vi har foran os. Flammen spejler sig i det store spejl. Jeg får øje på mig selv i mørket. Jeg græder.

Damian tager min hånd blidt, og trykker den. Han græder også. Som Romeo og Julie sidder vi. Forelskede og fortvivlede. Men vi gør ikke dette for kærlighed. Hvorfor gør vi det egentlig?

"Cool," sagde han bare. Jeg tabte maske lige der foran ham. Jeg blev mundlam og svimmel.

"Er det cool?! Er det cool? Er det fucking cool, at skærer i sig selv?" Råbte jeg. Det føltes som slowmotion. Lange og pinefulde sekunder trak ud. Da han stadigvæk kiggede dødt på mig, begyndte jeg at slå ham. Dér, midt i skolegården, begyndte jeg slå den tavse dreng. Og ingen reagerede.

Drengen lukkede øjnene. Stod stille, tavs, med lukkede øjne. Jeg begyndte at græde. Jeg begyndte at skrige. Han græd også.

"Hvorfor gør vi det?" Spørger jeg Damian. Det er nu tredje gang jeg spørger. Han tysser på mig, og placere pillerne i hånden på mig. Han smiler til mig. Han tager selv nogle piller, men stirrer bare på dem. "Du kan godt," hvisker jeg. Han kigger på mig, og smiler træt igen. "ja," siger han. "Jeg kan godt," fortsætter han.

Han stoppede mig. Og dér, midt i skolegården, trak han sit ærme op. Hans arm kom til syne, og blodrøde ar lå smukt op af armen. Vi begyndte at snakke sammen. At være sammen. At elske hinanden. Vi var som to ulykkelige puslespilsbrikker, der ikke passede ind nogle steder. Men vi hang sammen. Og vi var ulykkelige sammen.

"Damian.." hvisker jeg. Det får ham til at stivne. Han lukker øjnene, men nikker anerkendende. "Jeg elsker dig," hvisker jeg. Tre ord, der forandre alt. Men ikke denne gang. Vi kysser hinanden blidt. "Nu.." hvisker han, og rækker mig et glas vand. Det er sygt det her, jeg vil ikke være med. "Tre..to.."

"en.." hviskede jeg for mig selv, og kørte køkkenkniven ned langs benet. Min hobbykniv var ikke længere nok. Jeg skreg, men jeg blev ved. Jeg var afhængig af smerten. Blodet strømmede ned langs benet, og tårerne ned af mine kinder. Jeg fik øje på pigen i spejlet. Pigen med tårer i øjnene og blod på benet.

Jeg trak øjnene sammen. Trak vejret dybt. Strammede mit greb om kniven. Og kørte den hårdt, men blidt, op af min venstre arm.

Pigen i spejlet smilede til mig. Ikke ondt, ikke arrogant, bare venligt. Opmuntrende. Og så nikkede hun. For hvert snit jeg lavede, jo flere ar fik pigen. Men hun græd ikke længere. Hun grinede, og morerede sig. Hun elskede sig selv, elskede sine ar. Og jo flere ar hun fik, jo større blev smilet. Hun blev faktisk så glad, at hun begyndte at danse. Jeg sad nu, blødende og grædende, på gulvet på badeværelset. Pigen trøstede mig og sagde, at jeg var godt til det. At jeg var god til at skære. Så jeg fortsatte.

"En..nu," siger Damian. Han er tydeligvis holdt op med at hviske. Men nu dukker pigen i spejlet op igen. Denne gang sidder hun ned. Overfor hende er et stearinlys. Hun har piller i den ene hånd, og et glas vand i den anden. "Emmie? Hvad kigger du på?" Spørger Damian.

"Jeg.. Pigen," fremstammer jeg, og peger mod spejlet.

Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg stod kun iført undertøj. Min krop var dækket af nye og rødlige ar. De fleste af mine ar blødte stadigvæk. Mit hår hang ned, og kildede arrene på min skulder. Der var, ligesom alle de andre gange, ingen hjemme. Og jeg havde før været god til at skjule mine ar. Men nu, da sommeren snart bankede på døren, var det på tide at sige farvel. Jeg listede ud på badeværelset og fik igen øje på pigen. Hun dansede rundt om sig selv, kun iført undertøj. De fleste af hendes ar blødte stadigvæk.

Hun var grim. De blodige ar klædte hende ikke. I et desperat forsøg på at gøre sig selv kønnere, havde hun ødelagt sig selv. I et desperat forsøg på at skade andre, havde hun skadet sig selv. Jeg var pigen i spejlet.

Pigen, som jo så er mig, kigger bedrøvet på mig. Hun danser ikke længere. Det var fortid. Men pludselig rejser hun sig. Hun rykker lidt tættere på. Så tager hun tøjet af. Hvad har hun gang i?

"Emmie?"

Jeg ignorere ham. Jeg har for travlt med at kigge på pigen. Pludselig står pigen, kun iført undertøj igen, kigger på mig. Hun hader mig.

Så kommer jeg i tanke om, at pigen er mig. Det er min ødelagde krop i spejlet.

Jeg knytter hånden med pillerne, og kyler den mod spejlet.

 

Hvad gør du når du ser ting i spejlet, ingen burde se?
Emmie smadrede spejlet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...