Pige på første klasse del 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2013
  • Opdateret: 2 feb. 2014
  • Status: Igang
Nathalie Bach invitere os med ind i Hellerups overklasse hvor penge og magt er billetten ind. Hun er kendt for at være borgmesteren snotforkælede barnebarn, som alle hader og beundrer på samme tid. Hun ved det, og hun elsker det. Men hvad gemmer sig bag facaden? Er det virkelig kun penge og magt som betyder noget for Nathalie? Dette er del 1 af 3 om historien og Nathalie Bach.

1Likes
0Kommentarer
237Visninger

2. 2)

Sommerferien er min yndlings tid på året, specielt når vi er ude og rejse. Derfor plejede min personlig også at ændre sig fra bitch til mega bitch, men i år var det anderledes. Jeg følte mig anderledes. Det var måske en overdrivelse. Men jeg var glad og havde mit daglige behov for at være en bitch dækket. Du kan vel næsten hvem der dækkede det behov? Bingo! Niklas.

Det var egentlig ikke, fordi vi var kærester - endnu. Idioten havde ikke spurgt mig. For at være ærlig vidste jeg ikke helt, hvordan det fungerede. Var vi kærester eller var vi ikke? På dette tidspunkt var jeg som sagt kun fjorten, og det var ikke ligefrem fordi jeg havde haft hundrede kærester. Jeg havde til gengæld en række af drenge, som gerne ville være min kæreste. Men de var ikke gode nok til mig.

Niklas forvirrede mig faktisk så meget, at jeg endnu ikke havde fortalt nogen om kysset. Jeg plejede ellers at prale til mine venner, når der skete noget fantastisk i mit liv. Men jeg var på en måde også flov over, at jeg ikke vidste om jeg var hans kæreste eller ej. Det lyder måske tosset. Men jeg ville ikke være til grin, og slet ikke over for mine venner.

 

Et par dage efter, at vi var kommet hjem fra Venedig holdte min farfar, Erik Bach, kommunes borgmester og ”Kongen” af Hellerup, et af sine årlige events på byens fineste og selvfølgelig dyreste hotel, og eftersom jeg var hans barnebarn var jeg også tvunget med. Det var såsom heller ikke fordi jeg hadede disse events. Jeg elskede opmærksomheden. Men som teenager havde jeg nu også andre prioriteringer, som mine venner- og de skulle heldigvis med! Selvfølgelig skulle de det, eftersom de også var en del af byens inderkredse. Lucky me.

”Hvad tager du på i aften?” Spurgte jeg min søster, da vi sad ved morgenbordet. Jeg elsker morgenmad, især i hjemme hos mine forældre, eftersom de har stuepigen Emma, som laver de lækreste morgenmads retter. Mums.

”En af de kjoler, som jeg købte i Venedig, måske.”

”Okay.” Svarede jeg og gav Emma mit glas, så hun kunne hælde noget mere juice i – snak lige om luksus. ”Jeg ved det ikke helt, synes ikke rigtig at de kjoler jeg købte vil passe ind.”

”Hvad snakker du om dumme? Uanset hvad vi tager på, vil de snakke om hvor fantastiske vi ser ud.” Sagde Mercedes og sendte mig et smil. Hun havde ret. Fuldstændig ret. Faktisk ville de snakke så meget om os, at de senere vil gøre alt for at få fat i de kjoler som vi har på.

Men jeg kender også mine forældre. Vi skulle se så anstændige ud som muligt. Fra top til tå. Fejlfrie og perfekte.

 

Senere da jeg stod i mit walk-in-closet havde jeg stadig ikke besluttet mig. Pastel farve var noget af det lækreste lige nu, men det mest anstændige ville nok være hvid og sort.

Jeg valgte derfor en lang og enkel lys cream-hvid kjole, fra By Marlene Birger, som ville passe perfekt til mine nye sandaler fra Venedig. Det var perfekt, og jeg kunne ikke vente med at se Niklas reaktion, når han så mig.

Som altid valgte jeg en enkel makeup. Jeg var jo kun fjorten, hvor dullet skulle jeg lige være?

”Nate, er du ved at være klar?” Råbte min mor nede fra trappen.

”Klar.” Råbte jeg tilbage og tog min clutch, fra Gucci, inden jeg gik.

 

Jeg havde ikke set Niklas siden vi kom hjem, og jeg måtte indrømme jeg havde sommerfugle i maven, når jeg tænkte på ham. Lucas havde godt nok været sammen med ham, og jeg havde da også hørt dem fra mit værelse, men jeg nåede aldrig, at sige hej før de var smuttet igen. Undgik han mig? Eller var det bare mig som var mistroisk? Åh gud, hvor jeg hadede de følelser i min krop.

Mine venner og jeg sad ved vores sædvanlige bord i den store balsal. Bordet stod næsten midt i salen, og vi havde derfor udsyn til alle gæster, og de havde udsyn til os. Hvilket også var det meningen. Vi skulle jo snakke om de andre ikke? Og de skulle helt klart også snakke om os.

Jeg sad imellem min bedste veninder Lærke og Sarah, og på den anden side af Sarah, sad min bedste veninde Jennifer. Jeps, jeg har tre bedste veninder, som jeg har kendt siden børnehaven. Det er helt underligt, at tænke på hvor længe vi faktisk har kendt hinanden.  

Men vi sad selvfølgelig ikke alene ved bordet. Vores drenge sad der jo også. Når jeg siger ”vores drenge” mener jeg ikke Niklas og Lucas. De sad ved deres eget bord med deres gruppe af venner. Dette var min gruppe. Min klike. Vi var fire piger, og fire drenge. Jeg, Lærke, Sarah og Jennifer, tvillingerne Nick og Jonas, og så Tobias og Alexander. Dog sad Alexander ikke ved bordet, hvilket nok var min skyld, eftersom jeg ikke havde inviteret ham. Men hvad kan jeg sige? Han er ikke en del af Hellerups inderkreds. Han er fattig, og kun heldig, at han er venner med os.

Jeg mærkede et blidt puf til min arm, og vendte mig om mod Lærke.

”Niklas ser da meget godt ud i dag.” hviskede hun og fnisede. Hun troede, at jeg var dødforelsket i ham. Hvilket jeg måske også er, men jeg har aldrig fortalt hende det, og derfor blev jeg også bare irriteret. Hun skullel ikke tro, at hun kunnen få mig til at rødme.

”Whatever.” Svarede jeg kort og vendte hovedet om igen. Faktisk længtes jeg efter at se ham. Men jeg beherskede mig, og lod vær med at kigge efter ham.

”Er der sket noget i Hellerup mens jeg har været væk?” Spurgte jeg ud mod bordet. Jeg elskede gossip.

”Alex har fået en kæreste.” Svarede Nick. Ham og Alexander var bedste venner, og han var måske lidt fornærmet over, at jeg ikke havde skrevet ham på listen. Men Nick ved også lige så godt som jeg, at det ikke ville se godt ud.

”Okay. Godt for ham.” Sagde jeg og grinede lidt ondt, og pigerne grinede med.

”Er det en af pigerne nede fra hans ghetto eller hvad?” Spurgte Lærke og grinede videre.

”Åh gud, det kunne være sjovt!” Sagde Jennifer.

Nick svarede ikke, men så i stedet helt vildt sur ud, og det gjorde det bare værre. Han vidste, at vi ikke kunne lade vær med at stikke til ham.

Men inden jeg nåede at sige mere, mærkede jeg et varmt kys på min kind.

”Hej Niklas!” Hvinede Lærke barnligt. Hun var så ynkelig nogen gange.

”Hej hej.” Svarede han, og jeg vendte mig om mod ham. ”Du ser godt ud.”

”Tak.” Svarede jeg kort og smilede.

”Kom” Han tog min hånd, og trak mig op af stolen. Jeg kunne allerede mærke de blikke der blev sendt imod os. Ikke kun af mine venner, men af alle i salen.

Han lagde en hånd på min læn og førte mig ud mod dansegulvet, som var fyldt andre par.

Vi dansede stille, og jeg lagde mine arme om han nakke. Det føltes som om at tiden stod stille. Det kun var mig og ham.

”Jeg har savnet dig.” Hviskede han stille i mit øre.

”Det skulle man næsten ikke tro.” Hviskede jeg tilbage i en drillende tone. Han skulle ikke tro, at han kunne få mig så let.

”Jeg er ked af, at jeg ikke har snakket med dig før nu.” Han strammede grebet om mig, og jeg blev rykket tættere ind på ham. ”Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte en samtale med dig.”

Jeg kunne mærke mine kinder blive røde, men jeg forblev tavs, og kunne hører på hans vejrtrækning at han skulle til at sige noget. Men han var stille. Jeg havde nu allermest lyst til, at kysse ham for at bryde tavsheden.

Stilheden i mellem os blev brudt at klapsalver fra de øvrige dansende par, da musikken stoppede. Jeg skulle til at klappe, da Niklas tog fat i min hånd og trak mig med ud af lokalet. Vi endte i hotellets bar, hvor han fandt en sofa.

”Der var for meget larm derinde.” Undskyldte han og tog min hånd. Var det mig, eller var Niklas en smule nervøs?

”Okay.” Svarede jeg og smilte til ham. ”Hvad vil du—”

Jeg blev afbrudt af et kys. Hans hånd lå på min kind, og jeg satte min hånd på hans lår. Hans frie arm fik mig rykket tættere ind til ham, og jeg sad nærmest oppe på hans skød.

Han stoppede kysset, ved at presse vores næser sammen. Jeg kunne ikke stoppe med at smile.

Han var stille, og ligeså var jeg. Hvordan skulle jeg starte en samtale efter det? Jeg havde savnet ham. Rigtig meget.

Jeg ventede på at han skulle starte samtalen, men i stedet rejste han sig og tog min hånd.

”Lad os gå ind igen.”

Hvad? Det var jo nu at han skulle spørge om vi skulle være kærester. Det var det perfekte øjeblik, og han ville bare gå ind igen? Hvorfor?

”Nik.” Sagde jeg stille og trak ham tilbage. Jeg kunne mærke at jeg blev nervøs. Der skulle altid meget til at jeg blev nervøs. Det var måske også derfor jeg kunne lide Niklas.

”Du kan ikke bare gå igen.” Sagde jeg stille og kiggede mod jorden.

”Hvad mener du? Jeg er her da stadig.”

”Ja nu. Men sidst vi kyssede gik du også bare, og har ikke nævnt det siden.” Sagde jeg. Åh gud hvor jeg lød ynkelig.

Han tog sine arme rundt om mig, og jeg hvilede mit hoved på hans bryst.

”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige.” Svarede han, og jeg kiggede op på ham.

”Der må jo være en grund til at du har kysset mig to gange nu.”

”Og at du har kysset igen.” Svarede han og havde sit typiske smørrede grin på munden.

”Nu skal du ikke lægge den over på mig!” Jeg grinede en smule, og tog hans hænder. De var stadig varme.

Han bøjede sit hoved, og kyssede mig blidt på læberne. ”Undskyld.” Hviskede han. ”Jeg ved bare ikke hvordan man spørger den pige som man er forelsket i om hun vil være kærester.”

Han smilede, og kiggede mig i øjnene.

”Det er også en måde at spørge på.” Svarede jeg kækt og bed i min læbe.

”Så vil du?”

”Hvad?” Grinede mig.

”Være min kæreste?” Han så alvorlig ud, og jeg kunne se at han mente det. Han mente det virkelig.

”Ja.” Svarede jeg, og strakte mine tæer for at kysse ham igen. Jeg var endelig hans, og han var endelig min.

”Nik— oh undskyld.”

Jeg skubbede Niklas fra mig, og så en skuffet Lucas foran mig. Hvilket jeg ikke helt forstod på dette tidspunkt. I mine øjne skulle han være glad og juble over det.

”Luc..” Kaldte Niklas, men fik ingen reaktion. ”Jeg løber lige efter ham.”

”Whatever.” svarede jeg irriteret, og smuttede ind i den store sal igen. Det var typisk Lucas at skabe sådan en opmærksomhed, og det var typisk ham at være så selvisk.

 

***

 

Der var tavshed mellem Lucas og mig resten af den aften, selv dagen efter sagde vi intet til hinanden. Vi plejede ellers at plapre løs ved morgenbordet. Men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, og han havde tydeligvis heller ikke lyst til at snakke med mig.

Men tavsheden mellem hos kunne selvfølgelig ikke vare for evigt, og slet ikke når vi har en søster som Mercedes.

Efter morgenmaden fik hun os trukket ind på hendes værelse, og her sad vi så. I tavshed.

”Hvad er der så galt med jer to?” spurgte Mercedes, hvilket er et typisk spørgsmål fra hende. Hun går lige til sagen. Ingen udenoms snak – lige på.

”Luc?” Hun kiggede hen på ham, men fik ikke nogen reaktion. ”Nate?”

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle svarer eller ej. På den ene side havde jeg lyst til at fortælle hende alt om Niklas og jeg, mest for at irritere Lucas. Men på den anden side var han også min bror, og jeg er altså også en følsom person – tro det eller ej.  

”Hvad?” Spurgte jeg så derfor koldt. Jeg orkede virkelig ikke et bitchfight mellem Lucas og jeg.

”Hvorfor går i rundt og ser ud som om, i har lyst til at dræbe hinanden?” endnu engang: et lige-på spørgsmål fra Mercedes.

”Fordi hun er jorden største kælling.”

Undskyld mig. Men sagde min bror lige det? Jeps det gjorde han. I tænker nok, at min reaktion ville være dramatisk. Vi ville skrige og råbe osv. Men nej. Jeg tog det nu meget pænt.

Jeg gav ham en lussing.

”Fuck dig Luc.” min stemme var kold og hård. Som altid når jeg blev gal. Hvad fanden bildte han sig i det hele taget ind? Jeg var endda parat til, at tilgive ham og det hele!

”Du har taget min bedste ven fra mig!” Svarede han og kiggede mig i øjnene. ”Hvordan fanden havde du regnet med at min reaktion ville være?”

Mercedes hænder røg op foran hendes mund.

”Er i kærester?!” Spurgte hun mig om med en hvinende stemme, hvilket ikke gjorde Lucas glad.

”Hvorfor synes alle det er så fucking fantastisk?” Udråbte han og hev frustreret i hans lyse hår. ”Jeg mister min bedste ven på grund af dig.”

Nu var det simpelthen nok. Meget vil jeg finde mig i – ej det løgn. Jeg finder mig faktisk ikke i særlig meget, og slet ikke sådan nogen udtalelser. Hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Som om jeg stjæler hans bedste ven. Niklas var lige så meget min bedste ven!

”Gu’ gør du ej Luc.” Svarede jeg og rejste mig op. ”Niklas vil altid være din bedste ven.”

Han kiggede på mig, og jeg prøvede at smile beroligende til ham. Jeg mente det virkelig, af hele mit hjerte. Jeg ville ikke miste min bror på grund af det her, men jeg vil heller ikke miste Niklas.

”Men hvorfor skal i absolut være kærester? Det ødelægger bare det hele.” sagde han skuffet.

”Hvor ved du fra om det hele bliver ødelagt?” Spurgte jeg. ”Hvad nu hvis alting bliver bedre?”

”Hvad hvis det ikke gør?”

”Så tager vi den derfra.” Svarede jeg og gav ham et kram. ”Uanset hvad der sker mellem Niklas og mig, vil det ikke ødelægge jeres venskab.”

”Amen!” Udråbte Mercedes og tog rundt om mig bagfra, så vi lavede et stort gruppekram. Hvilket førte til at vi alle faldt sammen af grin, fordi vi ikke kunne holde balancen.

 

Samme aften havde mine forældre inviteret Niklas familie til spisning, og selvom jeg virkelig ikke har lyst til at indrømme det, må jeg sige at jeg var nervøs. Jeg havde ikke set Niklas siden eventen i går, og havde heller ikke snakket med ham. Dog vidste jeg at Lucas havde ringet til ham, og fortalt at han var okay med at vi var blevet kærester.

Jeg havde taget en casual blå kjole med korte ærmer på, samt et par sorte ballerinaer. Mine forældre mente, at jeg var for ung til at have stilletter på. Men de skulle bare vide hvor mange gange jeg faktisk havde haft nogen på. De ville vidst dø af forargelse.

Mine forældre har altid været meget strenge, især da jeg var mindre. Vi skulle altid opføre os så pænt og være høflige. Min mor klædte min søster og jeg i casual kjoler og små fine sko, som om vi var små fine damer. Jeg hadede, når hun blandede sig.

Min søster sad stadig ovenpå og lagde makeup inden vores gæster kom, og min mor gik inde i vores store spisestue for at rette på tallerknerne, som hun mente at stuepigerne Emma og Marli ikke gjorde ordentligt. Men altså hvad kunne hun forvente? Emma var gammel. Ikke vildt gammel. Men hun var i hvert fald over de 50, og havde været i vores hjem så længe jeg husker. Marli derimod var yngre og brasiliansk. Hun forstod ikke så meget af det vi sagde, men Emma prøvede at vise hende hvordan tingene skulle være.

Nå tilbage til mig. Jeg sad og åd vindruer i køkkenet, mens Emma rørte i saucen. Jeg sad tit ude ved hende og snakkede. Det var hyggeligt, og hun var lidt som en ekstra bedstemor for os.

”Nathalie, nu skal du ikke spise så mange vindruer inden gæsterne kommer.” Sagde hun med en smilende stemme.

”De smager bare så godt!” Sagde jeg begejstret og proppede nogle flere ind. Min mund var helt fyldt. Godt min mor ikke kunne se mig nu.

En ringen lød fra den store hal, og jeg kunne hører min mors stilletter komme gående.

”Åh Nathalie, åbner du ikke lige?” Spurgte hun.

Jeg nikkede. Eftersom jeg ikke kunne snakke på grund af vinduerne. Jeg havde vidst proppet lidt for mange i munden.

Det ringede igen, og jeg skyndte mig ud for at åbne.

”God aften Nathalie.” Sagde Niklas mor, og kyssede mig på hver sin side af kinderne.

Jeg smilte og kunne mærke at vindruerne var på vej ud af munden. Hun kunne sikkert se dem, for hun kiggede mærkeligt på mig. Åh gud for hvor var jeg flov!

”Du skal vist lige få tygget om munden.” Hviskede hun, og gik videre.

”God aften.” Hilste Niklas far og kiggede mærkeligt på mig, mens han gik ind.

Jeg kiggede ned på mine fødder, og prøvede at tygge de sidste vindruer.

”Hej.” Hviskede en velkendt stemme i mit øre, og jeg kiggede op og så ind i et par brune øjne.

”Hej Nik.” Svarede jeg stillede og så flovt hen på hans forældre. ”Jeg tror ikke de vil acceptere mig som din kæreste.”

 Han tog fat i mine kinder mens han grinede. ”Jeg synes du så sød ud med alle de vindruer i munden, og desuden har de kendt dig siden du var helt lille, du ved de elsker dig.”

Jeg kunne mærke jeg rødmede. ”Jeg er et fjols.”

”Måske. Men du er mit fjols, og jeg er ligeglad med hvad mine forældre tænker om det.”

Jeg smilede og kyssede ham på kinden. ”Tak.”

”Åhr hvor er i altså bare søde!” Min søster Mercedes var dukket op på trappen.

”Ja hun er.” Sagde Niklas og tog min hånd. ”Kom. Lad os gå ind og fortælle de andre det.”

Jeg var verdens heldigste pige. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...