Pige på første klasse del 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2013
  • Opdateret: 2 feb. 2014
  • Status: Igang
Nathalie Bach invitere os med ind i Hellerups overklasse hvor penge og magt er billetten ind. Hun er kendt for at være borgmesteren snotforkælede barnebarn, som alle hader og beundrer på samme tid. Hun ved det, og hun elsker det. Men hvad gemmer sig bag facaden? Er det virkelig kun penge og magt som betyder noget for Nathalie? Dette er del 1 af 3 om historien og Nathalie Bach.

1Likes
0Kommentarer
235Visninger

1. 1)

Solen varmede min krop, mens jeg lå ved poolen på min yndlings liggestol. Jeg følte mig næsten kongelig. En cola ved min side, Ray-Ban brillerne på næsen og min yndlings bikini fra Zara. Hvis du så mig i det øjeblik, ville du sige, at jeg var en møgforkælet tøs – og jeg vil give dig ret. Det var jeg. 100%. Jeg fik, hvad jeg pegede på, og hvis nogen stod i vejen for mine planer, skulle jeg nok få dem fjernet.

I generationer har min fars familie været ”kongelige” i min hjemby Hellerup. Titlen som borgmester har gået i arv i generationer, eller den er i hvert fald blevet i familien.

Min far, Jan var dog ”bare” ejendomsmægler”, men til gengæld solgte han også liebhavervillaer til millioner. Han havde måske ikke den største indflydelse i byen, men det havde min farfar, borgmesteren og ejeren af det store firma Bach Invest. Firmaet som skal gå i arv efter hans død.

Jeg ved, hvad du tænker: det er løgn og latin, og jeg er sikkert en helt almindelig pige uden noget liv. Men jeg lyver ikke. Hvorfor skulle jeg?

Nå, men nok om min families historie, og tilbage til hovedpersonen. The center of attention – mig.

Jeg nød hvert enkelt øjeblik i solen. I Venedig. I Italien. I min egen lille boble. Men den blev ødelagt ret hurtig af min ældste bror Jacob, som åbenbart synes det ville være skide sjovt, at plaske med vand i poolen med min lillesøster. For helvede.

”Jacob!” Råbte jeg og satte mig op i stolen. Jacob var familiens sorte får. Vi andre elskede luksus, penge og alt det der hører med når man er en del af familien Bach. Men Jacob var anderledes. Han hadede det og gjorde alt for at undgå den luksus, som vi andre mængede os med.

”Hvad nu Nathalie?” Spurgte han irriteret, men plaskede alligevel videre med min treårige søster, Olivia. 

”Jeg prøver faktisk at slappe af. Kan i ikke plaske et andet sted?” Spurgte jeg pænt. Han plejede at føje sig, eftersom at jeg alligevel ville få min vilje på en eller anden måde.

”Slap nu af, du dør ikke af lidt vand.” Kommenterede han, men svømmede alligevel stille ned i den anden ende.

Og der blev i så præsenteret for mit navn, Nathalie. Og nej, e’et til sidst skal ikke udtales. Det udtales ”Nathali” I know, det er ret specielt – men jeg er også ret speciel. Jeg var fjorten år på dette tidspunkt. Jeg havde fødselsdag samme dag, hvilket betød at min familie skulle være ekstra søde ved mig – skal man ikke altid det ved fødselsdags barnet? Det synes jeg altså!

Jacob og Olivia var ikke min eneste søskende. Faktisk havde jeg to mere. Jeps, vi er fem børn. Jacob som den ældste på tyve år, Mercedes på seksten år, Lucas på femten og så vores lille guldklump Olivia på 3. Hun er virkelig den mest nuttede lille unge.

 

Mine forældres store ferievilla havde sindssygt mange rum og stuer, og jeg må indrømme, at jeg til tider også fór vild derinde. Men jeg elskede stedet. Det var mit yndlings ferie sted, lige efter New York, hvor mine bedsteforældre boede.

Min mor, Jessica kommer fra New York i USA, og derfor var vi tit på besøg derover for at besøge mine bedsteforældre og moster. Men lige på dette tidspunkt var vi i Venedig, og jeg elskede det! Især fordi det var min fødselsdag.

Jeg tror aldrig, at jeg glemmer denne ferie og fødselsdag, måske fordi det var i Venedig, men måske også fordi det var det år hvor Niklas og hans familie også var med. Men de var jo også medejere af villaen.

Niklas forældre og mine forældre er bedste venner, og har kendt hinanden i hundrede år. Især min far og Niklas far. Deres venskab var nærmest gået i arv, hvis man kan sige sådan, da min bror Lucas og Niklas er bedste venner. Niklas var også min bedste ven, også selvom han er et år ældre. Niklas, Lucas og jeg hang altid sammen når vi begge familier var samlet, eller når vi var til et af de store kedelige events, som altid blev holdt i vores kredse, hvis jeg altså ikke lige var sammen med mine venner.

 

Jeg efterlod Lucas og Olivia ved poolen og gik ind i den store villa for at finde Mercedes. Hun havde sådan set lovet mig at finde et outfit til senere, hvor vi skulle ud og spise, og hun havde bare at holde det!

”Hey girl” Hilste jeg og smed mig i hendes store seng. Mercedes var min yndlingsperson i verden. Hun var virkelig verdens bedste søster, og jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende. Når det så er sagt, skal det lige siges at hun er en kælling. Måske mere end mig faktisk. Men et eller andet sted skulle jeg jo have det fra ik?

”Hej hej.” Hilste hun igen, og bladrede videre i et af de mange modemagasiner, som vores mor havde købt hernede.

Jeg tog et af bladende og kiggede det igennem. En af de alt for flotte mandlige modeller fik min opmærksomhed. Han mindede mig om Niklas. Samme markerede kæbe, flotte brune øjne og alt for fedt hår.

”Ligner ham her ikke Nik?” Spurgte jeg, og Mercedes kiggede. Jeg vidste egentlig godt at hun allerede var enig med mig. Søskende du ved, vi kan læse tanker – eller noget.

”Jo, han er da meget flot.” Svarede hun, og jeg sukkede. Det var sgu ikke det, som jeg spurgte om.

”Du er et fjols. Jeg ved sgu da godt, at han ser godt ud. Men ligner han ikke Niklas?” Spurgte jeg igen, og uddybede mit spørgsmål. Nogen gange forstår jeg ikke hvorfor, at jeg ikke bare giver op.

”Jo det gør han da.” Svarede hun så – endeligt! Hun havde et lille lumsk smil om læberne, og hvis jeg kendte hende godt – hvilket jeg gør – så havde hun et irriterende spørgsmål på vej.

”Er der enlig noget mellem jer to?” Spurgte hun. Jeg vidste udmærket godt, at hun mente Niklas og jeg, men jeg hadede det spørgsmål. Alle mine venner derhjemme spurgte også om det.

”Modellen og jeg?” Spurgte jeg dumt og grinede. ”I wish, men jeg ved sgu da ikke engang hvad han hedder!”

Hun rystede på hovedet af mig. Bladet som jeg havde i hænderne blev flået væk, og hun trykkede mine kinder sammen med hendes kolde fingre.

”Er du forelsket i Niklas?” Spurgte hun og kiggede mig alvorligt i øjnene.

Selvfølgelig var jeg ikke det. Jeg har kendt Niklas siden jeg blev født, og vi har været bedste venner i hundrede år. Det ville jo være som at være sammen med min bror.

”Ja.” Hviskede jeg og blev forbavset over mit eget svar. Åh gud, hvem prøver jeg at lyve for? Selvfølgelig var jeg forelsket i ham. Han var den lækreste dreng på skolen, den sjoveste person jeg nogensinde har mødt, og han fik mig til at føle mig som den heldigste pige i verden.

”Jeg vidste det!” Hvinede hun og klappede i sine hænder. Men jeg tog hurtigt fat i dem og pressede mine håndflader mod hendes hænder.

”Shhh. Der er ikke nogen der må vide det! Slet ikke Niklas!” Hviskede jeg alvorligt. Jeg mente det virkelig. Han skulle ikke have noget af vide. Han ville jo grine sin røv i laser. For ham er jeg bare Nathalie, hans bedste veninde, og hans bedste vens søster. Jeg er sikkert som en søster for ham, og det ville bare være forkert i hans hoved.

 

Min yndlingsfarve er blå. Det har den været siden den sommerdag, hvor jeg lige var blevet 8, og jeg lå på græsset med Niklas og kiggede op i himlen. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget så smukt. Farverne var så lyse, og skyerne dannede en masse fantasi dyr. Det var en god dag.

Kjolen, fra Dolce & Gabbana, som jeg stod med i hænderne, var selvfølgelig også blå. Himmelblå, ligesom den sommerdag. Jeg elskede den farve.

Den passede min krop perfekt. Som fjortenårig har man ikke så meget ”krop”, hvis du forstår. Jeg var en lille tynd pige med almindelig størrelse bryster i den alder, men jeg vidste alligevel, hvordan jeg skulle klæde mig i forhold til det. Pralerøv – jeg ved det.

”Skat, skal jeg hjælpe dig med makeuppen?” Min mor stod i døren, og kiggede på mig med et smil. Jeg nikkede kort til hende. Selvfølgelig havde hun gætte mit svar, og havde allerede sin store makeup taske med.

Min mor var gammel model. Hun var ikke sådan gammel i alderen. Men da hun blev gravid med min bror, droppede hun modelkarrieren. Hun ønskede i stedet, at leve af at arrangere events og så min fars penge. Men på grund af hendes tideligere karriere som model, er hun derfor også virkelig god til det med make-uppen. Hun ved hvordan det skal se ud.

Hun lagde en svag nude creme øjenskygge på mine øjenlåg, og så lagde hun mascara på mine øjenvipper, som gjorde dem perfekt lange. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg fik kæmpe bambiøjne med den mascara! Mine læber fik en lys læbestift på, og en smule gloss, som fik dem til at skinne. Det var en perfekt makeup til min fødselsdag.

 

Drengenes latter lød i hele villaen. De grinte altid helt vildt højt, og ingen kunne være usikker på når de var hjemme, for man kunne altid hører dem. Især når de var sammen. Når jeg siger ”drengene”, så snakker jeg om min bror Lucas og Niklas.

Jeg tog mine nye ballerinaer på, fra Chanel, og smuttede ned til den store hal, hvor de ventede på mig. Endelig skulle jeg have gaver!

Da jeg gik ned af trappen kunne jeg mærke deres øjne på mig. Jeg elskede det! Jeg elskede virkelig at være i centrum.

”Tillykke med fødselsdagen!” Råbte de alle sammen i kor, og jeg smilte og krammede dem en efter en. Den samme procedure som hvert år til min fødselsdag. Det høflige smil på læberne og et venligt, men ikke alt for intimt, kram. Dog overholdte jeg ikke lige den regel, når det kom til Niklas.

Han tog mig som altid op i hans arme og svingede mig rundt. ”Endelig er du ligesom gammel som os andre!” Sagde han og gav mig et kram. Hans cologne spredte sig ved min næse og jeg holdte godt fast om hans faste nakke.

Jeg var virkelig verdens heldigste pige.

 

***

Aftenen var hurtig slut. Alt for hurtigt gik jeg fra at være midtpunktet til mig selv igen.

Jeg var nærmest blevet båret i seng af Niklas den aften. Jeg var træt. Så træt at jeg faldt i søvn op af hans skulder på vej hjem i bilen.

Næste morgen vågnede jeg i min kingsize seng og det føltes som om, at jeg var i den syvende himlen. Men den drøm blev hurtigt brudt, eftersom at jeg huskede at min ferie sluttede samme dag. Jeg skulle hjem. Hjem til Danmark igen.

Dog glædede jeg mig en smule. Jeg skulle jo se mine yndlings piger igen. Mine bedste veninder. Jeg savnede dem alt for meget.

En banken lød på døren, men jeg var stadig alt for træt, så jeg vendte mig om på siden, og prøvede at sove videre.

Ikke så lang tid efter mærkede jeg nogle arme rundt om mig, og en duft af den dejligste person spredte sig i luften. Niklas.

”Godmorgen” Hviskede han, og puttede sig ind til mig. Du ville nok tænke: de er meget mere end bare venner. Men tro det eller ej, så var vi kun venner. Vores forhold var lidt specielt. Men vi var altså kun venner. Slut prut.

”Jeg gider ikke hjem” Hviskede jeg tilbage. Jeg kunne se hans smil for mig. Han smilede altid.

”Heller ikke mig.” Svarede han. ”Jeg havde så mange planer, og ikke alle sammen blev til noget.”

Planer?

Jeg vendte mig rundt trods mit grimme morgenansigt. Det tager jeg i mig igen. Jeg havde ikke et grimt morgenansigt, jeg så bare ikke så godt ud.

”Hvilke planer snakker du om?” Spurgte jeg ham, og rykkede mig en smule væk.

Han grinede smørret, og jeg vidste hvad han tænkte på. Lucas havde snakket om det hele ugen op til turen. De skulle møde lækre italienske piger. En følelse af skuffelse bredte sig i maven.

”Fedt” sagde jeg koldt og rejste mig op.

Jeg gad ikke engang kigge på ham. Så jeg må skuffe jer med at jeg ikke kan fortælle hans reaktion. Min retning var mod skabet. Jeg skulle finde noget tøj, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

”Hey du!” Jeg kunne hører ham rejse sig fra sengen. Hans arme blev lagt rundt om mig.

”Niklas, jeg gider ikke lige nu!” Svarede jeg hårdt. Han gættede sikkert, min hemmelige forelskelse. Men jeg kunne bare ikke skjule min skuffelse. Jeg var sur, skuffet og pisse irriteret på ham.

Han slap grebet om mit liv, og begyndte at gå af værelset. Jeg var stædig, og derfor lod jeg ham gå.

 

Jeg tror at jeg brugte en halv time, måske mere på at pakke min kuffert. Niklas var ikke kommet ind på værelset igen, og jeg må vel indrømme at jeg blev skuffet.

Men følelsen blev ikke længe i kroppen, da Niklas pludselig kom ind af døren. Han stod og kiggede på mig, men jeg ignorerede ham. Nok var jeg skuffet, men jeg var virkelig også stædig!

”Kan vi snakke?” Spurgte han og satte sig på min seng.

”Du snakker bare.” Jeg lagde de sidste tasker i min kuffert. Den vejede sikkert på meget. Sådan var det altid. Hvad er det nu ordsproget er? Nå ja – Ingen kvaler, far betaler!

”Hvorfor blev du sur?” ”Niklas jeg sagde – du snakker bare. Lad vær med at stil spørgsmål.” Svarede jeg surt. Kælling, jeg ved det.

”Jeg har noget til dig.” Sagde han. En gave? Jeg elsker gaver!

Jeg vendte mig om, og han stod lige foran mig. Jeg lyver ikke. Han stod næsten oppe på mine tæer, så tæt var han på mig. Men selvom jeg stadig var sur, var det rart.

Min tankestrøm om hans nærhed blev afbrudt af et kys. Ja et kys. Et stort slimet smask kys. Ej det var for sjov. Men jeg fik et kys. Det var gaven.

Jeg blev faktisk så forskrækket at jeg skubbede ham væk. Han så forbavset på mig. Men havde alligevel et smørret grin i mundvigen.

Han kom tættere på og nervøsiteten kom op i mig. Ja Nathalie Bach kan bliver nervøs.

Han lagde sine hænder på mine kinder og kiggede mig dybt i mine store brune øjne. Han hoved kom tættere på mig, så tæt at jeg ikke kunne se andet end hans øjne.

Da vores læber mødtes – igen, følte det som om at tusind sommerfugle fløj rundt i min mave. Jeg har aldrig følt mig lykkeligere. Han læber var varme, og de lavede mærker på mine. Nogen gange tager jeg mig stadig at kunne mærke dem.

Hans læber mod mine er den bedste følelse i verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...