To sjæle Et liv *Færdig*

Forældrene er ved at blive bekymret for deres 13 årige datter Lissi. Hun snakker hele tiden med sig selv. Men i virkeligheden er det hendes døde søster som snakker med Lissi. Alt hvad hun siger gør Lissi. Den døde søster bruger sin levende søster til at få hendes liv som hun ville have haft sit eget liv. Men det er ikke sådan Lissi ville have sit liv men hun kan intet stille op og må leve med sin søsters liv istedet for.

9Likes
5Kommentarer
531Visninger
AA

7. Det var hende der startede alt det her...

Blev ved med at få mareridt om Nanna med at hun stjal min sjæl. Hver gang jeg vågnede og faldt i søvn igen kom den samme mareridt. Det værste var at hver gang tanken kom om at hun stjal min sjæl skulle jeg til at kaste op. Mor kom ind

"Godmorgen du skal til at i skole" hun lød ikke glad faktisk lød det mere som en hvisken.

"Jeg har det ikke for godt mor" hun stirrede bare. "Okay" også gik hun. Hvor var den kærlighed jeg savnede med at hun gav mig en krammer når jeg ikke havde det for godt og den glade munter 'godmorgen'?. Var hun bange for mig....

"Ja hun er bange for dig" sagde Nanna lige pludselig ovre ved døren. Jeg kastede op på gulvet med det samme jeg så hende. Hun så lige så træt og som om hun også kunne kaste op hvert øjeblik ud som mig.

"Jeg troede ikke at spøgelser kunne have det dårligt" sagde jeg og kiggede over på hende. "Jamen jeg kan have det ligeså dårligt som du har det nu... og hvorfor har du det skidt?".

"Bare mareridt....." jeg lagde mig hurtigt ned og lod som om jeg sov, for at hun ikke snakkede med mig. Kunne hun læse ens tanker? Fik gåsehud ved tanken. 

Mor og far kom ind og satte sig ved kanten af sengen.

"Min skat.... vi har hørt og set at du snakker meget med dig selv..... og du har ikke været som du plager.. så du skal til psykolog i morgen... vi har bestilt tid. Først troede vi at det var en fase i dit liv som andre teenager men du blev ved med at snakke ud i luften....

" det lød som om han ville sige mere men de kiggede begge med det der 'uskyldigt' blik. Det kunne de ikke mene? Blev sur, tvær og vente dem ryggen i sengen. Gad virkelig i'k snakke med dem når de ikke havde snakket med mig om det.

"Vi er kede af det" mor havde ikke sagt et ord og det gad hun vist heller ikke for de gik ud.

"Fedt nu skal jeg til en dum psykolog!" Nanna kiggede på mig.

"Vær dog ikke så sur... det er da ikke min skyld!". Det var jo hendes skyld. Det var hendes skyld at alt det her startede. Havde lyst til at slå hende!.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...