Velkommen tilbage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Engang var vi venner! Engang var det ikke akavet at se hinanden! Nu ska vi se hinande for første gang i 6 år. Vi hade altid kendt hinanden og vi havde altid været venner! Bedste venner. Men det hele ændrede sig da han flyttede til USA for at blive popstjerne. Nu er hans verdesn kendt. Nemlig det er Justin Bieber. Han kommer til Canada for at holde en lille pause og mig og min mor skal selvfølgelig mødes med Justin og hans mor. Ærligt så gider jeg ikke. Han skriver eller ringer aldrig! Men stadig har jeg altid haft et lille crush på ham. Vil det være akavet? Vil han ku li' mig? Vil han overhovedet kendes ved mig? Velkommen tilbage.

10Likes
5Kommentarer
550Visninger
AA

5. Vores sted

Nicole p.o.v

Jeg kiggede på Justin, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre? Det eneste jeg kunne tænke på var om han mente det? Jeg rejste mig op og løb ud af huset... "NICOLE?!". Jeg hørte Justin råbe mit navn, men det stoppede mig ikke. Da jeg kom løbende ned af trapperne kiggede min mor og Pattie på mig. De vidste jo ikke hvorfor jeg løb væk? Nicole... Hvorfor gjorde du det? Hvad laver du? Nu vil han jo tro at jeg ikke kan li' ham. Det kan jeg godt, men jeg syntes bare det blev akavet. Jeg er så dum!

 

Justin p.o.v 

Hvad har jeg gjordt? Jeg vidste det! Hun hader mig! Flot Justin... Du har ødelagt det hele! Hvad gør jeg nu? Jeg løb ned til min mor og spurgte hvor hun løb hen? "Hun løb ud af døren... Hun er sikkert løbet hjem?". Løbet hjem? Jeg kiggede på min mor og løb ud af døren. "Jeg ved hvor hun er!" sagde jeg til mig selv imens jeg løb hen imod en lille skov.

 

Nicole p.o.v 

Det eneste sted jeg kunne løbe hen var vores sted. Det var et sted inde i en lille skov hvor vi altid legede da vi var små. Uden vores forældre vidste det. Det var jo vores sted, vores hemmelige sted! Det sted vi løb hen når vi var kede af det eller sure. Så kunne vi altid snakke sammen og gøre hinanden glade igen ved at klatre i træer eller gå ned til en lille å og se på fisk. Jeg vidste godt at Justin måske ville løbe efter mig, men kan han overhovedet huske stedet? Jeg satte mig ned til den lille å og kiggede på den flotte natur og de små fisk. Der var ikke meget der havde ændret sig! Jeg mener både her, men ærligt så troede jeg også at Justin havde ændret sig mere. Hans udseende havde ændret sig... Meget! Men hans følelser for mig, havde åbenbart ikke? Jeg kunne ikke helt forstå det? At i alle disse år har han faktisk savnet mig. Det er mærkeligt! Jeg har også savnet ham, men det har jeg gemt. Fordi at jeg var sur over at han aldrig svarede! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

 

Justin p.o.v 

Okay... Der er kun et sted hun kan være! Vores sted, vores hemmelige sted. Jeg elskede det sted! Det var der jeg fortalte Nicole første gang at jeg elskede hende, men det er så lang tid siden nu! Jeg håber at hun kan huske stedet! Jeg kommer ind i den lille skov og går direkte ned til den lille å hvor hun sidder. Jeg vidste det! Jeg gemte mig bag en træ og kiggede på hende. Hun sad og kiggede ned i åen også op i træernes top. 

 

Nicole p.o.v

Naturen var så smuk! Træerne og åen. Men hvorfor kom Justin ikke? Kunne han ikke huske stedet eller var det fordi at det hele bare var for sjovt? Det var det sikkert. Det kan også være lige meget! Hvis jeg ikke betyder noget for ham andet en et godt grin, så betyder han heller ikke noget for mig! Men med det samme den tanke poppede op i mit hoved. Følte jeg at der var nogen. En, som kiggede på mig. Jeg hørte en gren knække så jeg skyndte mig og rejse mig op. Det var ikke mørkt så hvis der var nogen ville jeg kunne se ham eller hende? Men det var sommer så alle bladene var sprunget ud, så man ikke kunne se så meget. Jeg kiggede mig godt omkring og hørte så en stemme jeg havde hørt før. "Nicole?". Det var Justin. Hvad lavede han her? Vent... han kom! Han kunne huske stedet og han kom. Jeg fatter det ikke. 

 

Justin p.o.v

"Undskyld hvis jeg forskrækkede dig! Det var ikke med vilje. Jeg ville bare snakke med dig." Jeg gik lidt tættere på hende og kiggede hende i øjnene. "Jeg ville ikke skræmme dig med det jeg sagde. Jeg var bare ærlig!". Jeg satte mig ned og kiggede ned i åen. 

 

Nicole p.o.v

Så han menet det? "Det er okay... Troede du havde glemt alt om det her sted?". Jeg satte mig ned ved siden af ham og kiggede ned i åen. "Selvfølgelig havde jeg ikke det! Det her er vores sted! Det her sted er det sted vi brugte det meste at vores barndom. Og også det sted jeg første gang fortalte at jeg... var forelsket i dig." Jeg må indrømme at han kunne huske alt det er nu meget imponerende. "Ja... Undskyld jeg ved ikke hvad der gik af mig!". Justin kiggede mig i øjnene og tog min hånd. Jeg blev helt chokket og kunne ikke lade vær med at rødme lidt. "Det er okay... Jeg kan godt forstå at du blev lidt chokket. Vi har ikke set hinanden i 6 år og pludselig siger jeg at jeg elsker dig. Men da du løb væk vidste jeg at jeg havde dummet mig! Jeg var bange for at du ville hade mig endnu mere? Og det var ikke meningen at du skulle blive bange og løbe væk. Jeg ville bare tale med dig, og nu vil jeg gerne få det hele ordnet." Jeg forstår godt Justin og er jo selv ked af at jeg løb væk også var det bare akavet! "Jeg ved ikke hvad der gik af mig? Jeg har bare hadet dig de sidste par år fordi at aldrig svarede og fordi at du havde forandret dig så meget, men nu hvor vi sidder her kan jeg se at du ikke har forandret dig ret meget. Du er stadig den samme Justin og det er jeg glad for! Men undskyld at jeg løb væk! Jeg blev lidt chokket og bange for at du bare gjorde grin med mig... Og undskyld at jeg var så akavet!". Justin kiggede på mig og grinte lidt med det der charmerende glimt i øjet. Vi fik snakket lidt mere om alt der var sket og alle vores minder og han fortalte lidt om hvordan det er og være så berømt. Vi havde en rigtig sjov eftermiddag og oplevede nogle af de ting vi gjorde som små. Vi klatrede op i nogle træer og kastede sten ud i åen for at de hvem der kunne ramme længst og selvfølglig vandt Justin. Vi sluttede af med at give hinanden et karm også gik vi tilbage til Justins hus.

 

Justin p.o.v 

"Nicole. Jeg er så glad for at vi fik det til at fungere og at du ikke er sur på mig mere!". Jeg kiggede på hende imens vi gik langs en lille vej hjemad. "Det er jeg også!". Sagde Nicole og kastede med sit lange hår. Indeni smeltede jeg lidt, men udenpå smilte jeg bare. Jeg vil ikke bare være venner med hende. Jeg vil gerne være mere, men jeg vil ikke spørge hende. Ikke endnu!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...