Dead Soul

Dette er en historie/novelle jeg skrev i dansk. Kravene var; Den skulle skrive i 3. person og datid Den skulle foregå i et af husene, på et billede vi fik udleveret sammen med og handlingen skulle føre til, at en eller flere af beboerne flyttede Den skulle foregå en sensommeraften. Jeg synes selv den blev ret god. God læselyst!

0Likes
0Kommentarer
244Visninger

1. Dead Soul

 

Clarissa så på pigen overfor hende. Hun havde mørke render under øjnene, og gårdagens mascara løb ned af kinderne, sammen med al hendes smerte og sorg. Hendes hånd flyttede sig fra låret til hendes kinder. Hun gjorde ikke noget for at skjule tårerne, eller hendes triste ansigt. Hun havde alt for længe holdt tårerne inde, og havde ikke fortalt nogen om, hvordan hun egentligt havde det. Hun havde ingen venner at fortælle det til. Hendes mor var så godt som forsvundet ind i sig selv. Hendes far var her ikke længere. Han forlod dem, dengang hun selv var 7. Og ham. Ham kunne hun ikke fortælle noget til. Han ville gine ad hende og slå hende, for at brokke sig.

Det havde han gjort siden hun var 7 og deres far var stukket af, uden nogen forklaring. Clary havde på fornemmelsen, at hendes mor vidste, hvorfor han var stukket af.

Han snakkede altid grimt til hende – mobbede hende. Ligesom resten af byen. Ingen kunne lide hende. Sådan følte hun det i hvert fald.

Når folk gik forbi hende på gaden, så de ikke på hende. Om det var på grund af de blå mærker på hendes krop, eller at de vidste, hvad der var sket med hende vidste hun ikke.

Han havde, siden hendes far var stukket af, givet hende skylden for hans fars forsvinden. Det var jo også hendes far. Hun var mindst lige så knust som ham.

”Clarissa! ”

”Clarissa! ”
Hun svarede ikke. Hun stod helt stift og stirrede ud i luften. Hun havde intet at tage sig til. Hendes liv var meningsløst.

”Clarissa! Let din røv og kom her ned! ” stemmen lød højere denne gang. Den unge pige svarede stadig ikke. Han bevægede sig langsomt, men tungt op ad trappen. Hun bevægede sig ikke. Hun vidste hvad der ville ske, så hun så ingen grund til det.

”Clarissa! Din møg-tøs! ” Clarissa vendte sig mod ham samtidig med hende.

”Jeg burde fjerne det spejl! Du står altid og kigger i det! Det er utroligt, at det ikke er knust endnu, du er så grim! ” Hun satte hænderne for ørerne og betragtede ham med sammenknebne øjne. Hans mørke hår sad klistret til panden, og det næsten sorte øjne rasede. Hans mund bevægede sig, men ordene hørte hun ikke. Det var som om han mimede. Som i et marridt, for du skriger og skriger, men ingen lyd kommer ud. Hendes indre skreg. Hun kunne tælle sekunderne.

1, 2, 3

Det sker snart.

4, 5, 6

Hendes hoved var et kaos.

7, 8, 9

Hendes indre var i oprør.

10, 11, 12
Han løftede sin hånd.

13, 14, 15

Et ondt smil bredte sig på hans læber, det samme hver gang.

16, 17, 18…

Et højt smæld lød. Clarissa lå sammenkrøllet på gulvet. Røde pletter landede på gulvet, og ødelagde det pletfrie træ.

”Ubrugelige tøs! ” skreg han.

Han gik ud af værelset og efterlod Clarissa liggende på gulvet. Hun rejse sig forsigtigt op og tog sig til kinden, der hvor hans hånd havde ramt hende. At han havde slået ende var ikke unormalt. Det gjorde han tit. Hun vidste egentligt ikke hvorfor. Han gjorde det bare. Han havde altid hadet hende, og man kunne kun sige at det var gengældt. Hendes mor gjorde aldrig noget, hun stod bare og så på, som om der ikke skete noget. Moren havde hun altid elsket, men siden faren forsvandt og hendes ”bror” have taget styringen, havde moren ændret sig. Ikke kun negativt, hun var begyndt at tage sig mere af økonomien og huset. Før hen i tiden, var det altid Clarissa der gjorde rent.

Hun ønskede inderligt, at hendes mor snart ville slå øjnene op og se verden som den er. Egentligt havde hun mistet håbet, men en eller anden stemme i hendes hoved sagde, at hun ikke skulle miste håbet. Ligesom når man står på kanten til at begå selvmord, er der en stemme der siger, at man ikke skal forlade verden endnu. Selvom det er det man har allermest lyst til.

To lave bank lød på døren og den blev langsomt åbnet, efter Clarissa havde brummet et ”Mmm”. Hendes mor stak hovedet ind.

”Du skal til fransk, ” sagde hun. ”Din bror er kørt. ” Han var i hvert fald ikke hendes bror! Og det ville han heller aldrig blive. Uden nogen indvendinger, rejste hun sig og svang hendes taske over skulderen. Hun gik lige forbi hendes mor i døråbningen og gik nedenunder, for at tage sine sko på. Hun stak fødderne i hendes støvler og trak jakken på.

”Hej” mumlede hun og smækkede døren efter sig, for at småløbe ud til bussen. Hun steg på og satte sig forrest, de populære elever sad bagerst. Hun skulle kun have overstået to timer, og hjem at spise, hvad han nu serverede for hende, og så i seng. Hendes liv var ikke noget stort, hun lavede det samme hver dag, de samme kedelige rutiner. Bussen stoppede og hun hoppede af. Hun gik de 200 meter det var til aftenskolen, selvom det nu var sen eftermiddag. På vejen ned til sin plads, tog hun et kopiark og en ordbog fra katekeret.

”Idr, Nørde-Clary” sagde de andre elever, men hun lukkede det ude. Hun var ligeglad.

 


”Hej, ” mumlede hun lavmeldt og trådte de sidste skridt in ad døren. Hun gik ind i stuen og så sin mor side ved spisebordet.

”Hej skat” sagde hun og sendte et lille smil, der tydeligt var falsk. Hendes mor så knust ud. Som om hun var helt tom.

”Hvor er han henne? ”

Hun trak på skulderene. Hun vidste det ikke.

”Plejer han ikke at være hjemme? ”

Hun nikkede. Det vidste hun godt.

”Skal jeg så gå op på mit værelse? ”

Hun nikkede igen. Hun kendte reglerne lige så godt som Clarissa selv.

”Jeg kommer op med noget mad, Clary”

Clary vendte sig om. Hun havde ikke kaldt hende Clary i mange år. Heller ikke ”skat”.

”Tak. Mor. ” mumlede hun og gik ovenpå.

”Hvor er hun?!” han lød rasende. Hun kunne ikke høre hendes mor svarer. Han fortsatte. ”Hvor er hun! ” denne gang var det ikke et spørgsmål, men en ordre til hende, om at få lettet sin bagdel og komme nedenunder. Han slog hende. Han havde aldrig slået hendes mor. Aldrig. Hun fik pludseligt meget travlt og løb neden under i en hulens fart.

”Stop! ” skreg hun. Han slog hende igen. Aldrig havde han rørt hende.

”Stop så, din nar! ” skreg hun og prøvede forgæves at fjerne hans hånd.

”Hvad kaldte du mig?!” Han slap hendes mor og hans øjne skød lyn.

”Utaknemlige skarn! ” sagde han bittert.

Han begyndte at gå hen mod hende, med løftet arm. Hun gik langsomt bagud, for at undgå hans hånd. Han slog ud efter hende, men ramte morens vase. Et lavmeldt klynk undslap hendes mors læber. Det var et arvestykke.

Han slog ud efter hende igen, og ramte heller ikke denne gang. Moren begyndte at græde. Clarissa undveg, så godt hun kunne. Han snittede hendes kind, men det var ikke nok for ham. Han slog ud efter hende igen. Hendes mor forsvandt op ad trapperne. Mor. Clarissa havde aldrig rigtig haft brug for sin mor, men af en eller anden grund, havde hun nu. Hun kunne hører at hun skramlede rundt oven på.

Han slog ud efter hende igen. Denne gang lykkedes det ham endelig. Han ramte hende i siden. Hun sank sammen på gulvet. Han sparkede til hende. Igen, og igen, og igen. Mindst 5 gange. Og han ramte plet hver eneste gang.

”Stop, ” hviskede hun. Som om det ville stoppe ham. Han slog hende i hovedet og gik. Alt sortnede for hende. Hun kunne hører råb og skrig.


 
”Clary, ” hun hviskede.

”Clary! ” hun snakkede højere denne gang. Clary svarede ikke. Det gjorde ondt at bevæge sig.

”Hvad? ” klynkede hun.

”Kom nu, han er bevidstløs, lad os flygte” hviskede hendes mor. Hvad?! Flygte?

”Penge, ” mumlede Clary.

”Har taget hans kreditkort, vi overfører penge på vejen. Han opdager det ikke før i morgen og så er vi væk. ”

”Bil? ” spurgte Clary og møvede sig op på knæ. ”Vi tager hans – jeg har pakket dit tøj. ” sagde hun og skyndte sig ud i køkkenet, som om hun havde glemt noget meget vigtigt. Hun åbnede flere forskellige skabe og fandt til sidst et sort fotoalbum, som hun kastede ned i hendes ret så store håndtaske. Clary så mod døren, hvor der stod to kufferter, parat til at tage af sted.

”Kom nu, Clary. Vi har travlt! ” hendes mor skyndte på hende. Clary rejse sig og stønnede af smerte. Hun humpede ud i gangen og tog sko på. Hun tog fat i kufferten og åbnede døren. Hendes mor løb i hælene på hende med den anden kuffert. Bilen blev låst op og kufferterne smidt ind. Hendes mor bakkede ud af indkørslen og de forlod huset. Alle minderne, gode og dårlige, og hendes bror af en tyran.


”Skal vi se at få noget at spise? ” spurgte hendes mor og slukkede for bilen. Det holdt ude foran en cafe. Clary stod ud af bilen og hendes mor kom om til hende.

”Tror du han finder os? ” spurte Clary med gråd i stemmen. Hendes mor trak på skuldrene.

”Hvad laver to piger som jer, en sen sommeraften som denne, når i kunne være hjemme med jeres far og mand? ” spurgte en velkendt stemme.

De vendte sig om. ”Far?!” udbryd Clary.

Der, foran Clary, stod manden der havde været skyld i al hendes smerte, og at hendes mor og hende var nød til at flytte. Men han var også grunden til hendes pludselige lykke, og hendes mors kæmpe smil. Måske hadede verden hende ikke alligevel?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...