Alt det røde

Jeg har faktisk allerede udgivet denne historie. Men det var i en samling, så det har måske været ret uoverskueligt at læse. Derfor håndplukker jeg nu de bedste historier fra samlingen (måske ender det med dem alle) og udgiver dem hver for sig i håb om, at de bliver læst.

8Likes
5Kommentarer
649Visninger

1. Alt det røde

~~Uligevægt. Det er mig, der er forelsket. Alle vil have ham, men jeg er forelsket.  Jeg føler ikke længere min indre sindsro. Ikke, at jeg har så forfærdelig meget af den slags. Jeg er næsten altid urolig, men i disse tider, er jeg rigtig meget urolig.
Jeg antager ufrivilligt til min forstand og min overgivelse, at det må være forelskelsen. Den lyse, bedøvende, røde forelskelse.


”Hvad tænker du på?”, spørger han og klemmer blidt min hånd med sin egen.
”Ting, der får mig til at rødme,” siger jeg sagte og smiler med øjnene og krøllet mund.
Jeg kan mærke, hvordan det bliver værre. Det bliver altid værre, når jeg tænker på det. Eller når nogen pointerer det. Folk bliver selvfølgelig også nysgerrige, når det er så nemt at aflæse mig. Jeg kan derfor ligeså godt være ærlig og sige det, som det er, når jeg rødmer. Ja, jeg rødmer. Det er det, jeg gør. Det er fordi, der er noget, der rør sig i mig. Måske er det mit indre ocean, der gør oprør.
Mit hjerte banker hurtigere og pulserer blodet rundt i alle legemer, så jeg kan mærke varmen sitre helt nede i storetæerne.
”Jeg kan godt lide at se dig rødme,” siger han og kigger på min mund. Jeg rører mig ikke. Jeg er overrasket, tror jeg. Ingen kan lide rødmen. Det er afslørende. Det er alt andet end positivt. Det er ikke noget, man kan lide.
Han forsøger at overliste min fornuft. Det er et trick, så han kan euforisere mig. Jeg var allerede euforiseret, den første gang vi mødtes. Jeg var allerede euforiseret, den første gang vi kyssede.
Vi skal hjem til brombærkrattet og plukke røde brombær. Bagefter skal vi spise dem. Mens vi ligger på engen og kigger op på skyerne, der tager form efter vores egne vrangforestillinger. Måske skal vi også holde i hånden. Bare lidt. Men mere sker der ikke.
Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. Jeg tror, det skal springe ud og forlade min krop. Det gør oprør og har ikke lyst til at udsættes for disse følelser længere.
Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt, mærker efter, at jeg lever endnu, at det ikke er ved at forlade mig. Jeg kan sagtens trække vejret. Dybt. Sammen med ham glemmer jeg det bare i tide og utide.


”Av,” siger han og trækker hånden til sig. ”Stak du dig?”, spørger jeg foruroliget og går nærmere, hvor han står med sin hånd strakt frem mod mig. ”Ja. Se, jeg bløder.” En lille bloddråbe, en prik på hans pegefinger glinser i sollyset, og jeg tager hans hånd, fører den op til mit ansigt, puster på blodet og kysser det væk, så det i stedet tværes ud på mine læber. Det varmer et øjeblik, og så kan jeg ikke mærke det mere. Jeg får lyst til at smage på det. Jeg lader som om, jeg fugter mine læber, mens jeg smager hans saftige blod på min grådige tunge.
Hans øjne bliver store. ”Du er mærkelig,” hvisker han og trækker mig med et pludseligt ryk ind til sig, så vores kroppe kun er få lag tøj fra at røre hinanden. Han kysser mig, og jeg lader mig eftergiveligt falde ind i rusen, mens mine øjne bliver røde og våde. Det føles skræmmende. Men jeg ser nok kun endnu mere skræmmende ud. Jeg bliver bange for mig selv, men han ser det ikke, for han lukker øjnene i koncentration og fordybelse, og kun jeg kan se mit eget selv forvandles.
”Jeg vil have dig,” mumler jeg mod hans opsvulmede kyssende læber og bider hårdt i den ene.
Han stønner og vil have mig tilbage, så jeg tager det som en godkendelse. Jeg hiver efter vejret, rykker med hovedet, blotter mine sylespidse tænder og bider ham i halsen, så blodet løber varmt. Det sprøjter ind i min mund og løber ned ad min hage og hans hage og farver hans tøj. Helt rødt. Og de røde brombær, de venter på os i brombærkrattet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...