Kiss me ﻬ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Da Tessa Young en sen aften bliver brutalt myrdet, vendes alt på hoved i den lille by Bridge Dale. Ingenting er længere sikkert og Tessas kæreste, Zayn, ændre sig fuldstændig efter hendes død. Han hænger ud med de forkerte og hans venner kan ikke længere kende ham. En uge efter drabet, er alle stadig i chok og det forbedres ikke ligefrem, da en ny pige starter, ved navn Lynn og hun ligner Tessa på en prik, bortset fra de forskellige hårfarver. Straks ser alt en smule mere lyst ud, i kampen for at få Zayn tilbage, men kan han overhovedet reddes? Vil Lynn overhovedet hjælpe og ligger der mere i bag hende og Tessas look alike, end folk lige tror? Og hvem dræbte egentlig Tessa? Vend aldrig ryggen til, for morderen kan være over det hele og kan være blodtørstig efter mere..

24Likes
56Kommentarer
1478Visninger
AA

8. You're so much better, than this


Hendes desperate råb efter hjælp, rungede i hele huset. Tårerne løb ukontrolleret ned af hendes kinder, imens hun så hendes død i øjnene. Døden, der lige nu jagtede hende fra det ene hjørne af huset til det andet. Hendes råb efter hjælp, hjalp ikke. Ingen kunne høre hendes desperate klang, ingen kunne redde hendes liv nu. 

Hendes mørke hår svang frem og tilbage, som hun passerede hvert et møbel og til sidst endte ude i entreen. Hun fumlede desperat med låsen på døren, men hendes krop rystede for meget. Hun gav op. Hun så døden i øjnene, der lige om få sekunder, ville overmande hende og tvinge hende i knæ. Hendes ur ville stoppe med at slå og hendes vejrtrækning ville ikke længere kunne føles. 

Den røde farve i hendes kinder, hendes grin, smil og fantastiske personlighed, alt ville blive glemt, når hun om lidt ville sige farvel. En mørk skikkelse kom frem i bag hende. Hun vendte sig roligt om, morderen troede hun var rolig, men hun var panisk, bange, chokket. Hun rystede, da han tog forsigtige skridt tættere på hende. Han strøg noget hår væk fra hendes ansigt, imens hun tryglede ham om at leve. Man kunne ikke se hans ansigt, mørket havde lagt sig over ham og afslørede kun en perlehvid tandrække, der var det eneste, man kunne se. Han plantede hans kys ned af hendes hals og i hans hånd, holdt han en glinsende kniv, der kun ventede på at gennembore hendes uskyldige krop. Pludselig forlod et skrig hendes mund..

"Lynn!"

"Lynn!"

"Lynn!" Jeg vågnede med et sæt, da der var en stemme, der nærmest råbte mit navn. Jeg så forskrækket op, ud at dømme for mine omgivelser, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg befandt mig i matematik lokalet. Shit, jeg var faldet i søvn. Ikke godt. Jeg havde ikke lukket et øje i nat, da det samme mareridt blev ved med at pryde mine tanker. Det kørte replay i mit hoved, selv i vågen tilstand, men jeg kunne ikke se nogle ansigter, de var slørrede. Som om nogle ikke ville ha' at jeg skulle se ansigterne. Mit blik røg op på matematik læreren, der stod med krydsede arme foran mig. "Sig mig, Ms. Fox, er min undervisning virkelig så kedelig, at de bliver nød til at sove i undervisningen?" Jeg ville svare, det ville jeg virkelig, men jeg havde ingen kontrol over min krop, så et kæmpe gab forlod min mund. Ups. 

"Så er det godt, op til rektor" Sagde han hårdt. Jeg kunne høre en dæmpet fnisen fra de andre elever, sikkert fordi de opfattede mit gab, som et ja på Mr. O'Malleys spørgsmål. Jeg kunne faktisk godt li' matematik, ærlig talt, men hvorfor jeg faldt i søvn, ja det skyldtes nok søvnmangel. Jeg pakkede mine ting sammen, trak på skuldrene og forlod lokalet. Nu havde i sikkert det spørgsmål, om jeg faktisk ville gå op til rektor, og svaret var nej. Timen var alligevel forbi om et par minutter og jeg kunne bruge den ekstra tid, til ikke at komme forsent til frokost, som jeg ellers gjorde hver dag, hvilket resulterede i, at jeg kun havde ti minutter at spise i og jeg er bestemt ikke hurtig spiseren, så jeg foretrækker at være i god tid. 

Jeg fandt vejen hen til mit skab, på de tomme gange, lige indtil klokken lidt efter ringede ud og dørene blev slået op, hvor myldrende og glade elever løb ud af klasseværelset, parat til at få noget mad indenbors. For mange af os, var dagen nemlig kun halvt færdig. Jeg låste mit skab op og smed min taske ind, hvor jeg efterfølgende smækkede skabet i og mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, da Nialls store smil, ligepludselig prydede gangen. Jeg tog mig desperat til brystet og prøvede igen at få min vejrtrækning under kontrol. 

"Niall forhelved, gør aldrig det der igen" Et lille smil kom op på mine læber, som jeg forsigtigt lænede mig op af skabet. 

"Er du ikke sur på mig?" Spurgte han og rynkede panden. 

"Jeg er ikke med? Jeg troede det var dig, der var sur på mig?" Spurgte jeg undrende og rystede stille på hovedet. "Men nej, du skal bare lære ikke at stikke næsen i andre folks sager" Jeg fulgtes med ham op til kantinen. 

"Ja, undskyld, men helt seriøst, så gjorde jeg dig en tjeneste. Den fyr er en idiot"  Jeg nikkede forsigtigt. 

"Jeg tror på dig Niall" Jeg sendte ham et opmuntrende smil, som vi trådte ind af døren til kantinen/spisesalen, der rummede de lidt over 150 elever. "Desuden, hvis han virkelig var så stor en idiot, så er det nok meget godt, du reddede mig" Et dæmpet grin forlod hans læber, som vi gik op til spisedimsen, hvilket jeg ikke helt ved, hvad hedder, så i må nøjes med spisedimsen. Jeg tog fat i en af de mørkeblå bakker og kørte den hen af jernstængerne, som jeg tog lidt forskelligt frugt på tallerken og en yoghurt. Nok ikke ligefrem det, man ville beskrive med frokost, med det fungerede for mig. Niall derimod, øsede alt muligt forskelligt op, lige fra blåbær til kød. Well, well, han var vel sulten. Jeg greb ud efter en proteindrik og fandt bordet, hvor Ria, Harry, Louis og Liam sad. Vi gik stille derned og satte os ved siden af hinanden. 

"I er fine igen?" Spurgte Harry. Vi nikkede i takt og jeg proppede en vindrue i munden.

"Helt fine" Sagde Niall. Jeg smilede forsigtigt og flyttede mit blik op fra tallerkenen og op på Harry. 

"Fik du egentlig sat sidste hånd på fremlæggelsen?" Han lavede tommel op, som et stort smil prydede hans læber. 

"Tip top" Grinede han og lagde forsigtigt armen om Ria. "Har nogle af jer, hørt noget til Zayn?" De rystede alle på hovedet, bortset fra Louis. Vi så alle sammen hen på ham, med let hævede øjenbryn. 

"Han var på politistationen i morges" Sagde han forsigtigt.

"For hvad dog?" Spurgte Ria pludseligt. Louis trak forsigtigt på skuldrene. 

"Spritkørsel, men han slap med en bøde" Jeg havde nær spyttet maden ud af munden, da han sagde det, så alle kiggede underligt på mig. Jeg tørrede mig hurtigt om munden. 

"Er du seriøs?" Louis nikkede og hævede kort det ene øjenbryn, som han stak sin gaffel ned i hans salat. "Har de.. Har de egentlig fundet Tessas morder?" Deres snak var så småt begyndt igen, men de tav straks, da ordene pludselig forlod min mund og de alle rystede på hovedet. 

"Nej, han eller hun er ikke fundet" Sagde Ria og sank en lille klump. Det var uhyggeligt, virkelig uhyggeligt, at en morder gik rundt i blandt os. Sådan et menneske kunne jo slå til igen, hvornår det end skulle være. Pludselig kunne en masse gisp høres, så jeg flyttede hurtigt mit blik op og lod det søge rundt i spisesalen, hvor det til sidst landede på Zayn, Chace og Nathan og en dreng jeg umiddelbart ikke kendte navnet på. Han havde skjorte, seler, briller og fedtet hår. Over hans næse, var der tydelige fregner og det gik op for mig, hvem han var. Mathias, skolens nørd og ham og Zayn var vidst ikke bedste venner. 

"Skal du sige mig imod, var nørd?" Snærrede Zayn, som han gav ham et puf ved skuldrene, så den rad magre dreng, nærmest faldt bag over. 

"Lynn, gør noget" Hviskede Ria. Jeg så undrende over på hende, som Zayn skubbede mere og mere til Mathias, så han var ved at falde hver gang. 

"Mig? Hvad skal jeg gøre?" Hviskede jeg. 

"Sæt ham på plads, du er den eneste, han har respekt for" Hviskede Liam, så jeg så over på ham. 

"Respekt? Hvorfor dog... Nååår" Hviskede jeg. Pludselig fattede jeg pointen. Han kunne ikke såre mig, da jeg lignede Tessa og han ville aldrig kunne såre hende, så jeg var den eneste, der kunne sætte ham på plads. Pludselig skubbede Zayn så hårdt til Jamie, at han faldt bag ud med et kæmpe bump. Selv lærerne, kunne ikke sige noget til ham, han havde ikke respekten for dem. Jeg rejste mig hurtigt op, som Zayn tog fat i en vandflaske og skulle lige til at hælde den ud over stakkels Mathias, da jeg gik med hastige skridt op til dem og stillede mig imellem dem. Alle var helt stille og små gisp forlod eleverne i rummet, da Zayn så mig lige ind i øjnene. 

"Hvad vil du, Lynn?" Jeg kunne høre nogle hjalp Jamie op i bag mig, så jeg tillod mig at foresætte. 

"Få dig til at stoppe" Svarede jeg. Ganske enkelt. Jeg lagde armene over kors og så ham direkte i øjnene. "Hvordan kan du gøre det, Zayn? Overfor et så uskyldigt menneske? Kan du ikke se, hvilken person du er blevet til!? Chace og Nathan er ikke gode for dig, du er så meget bedre end det" Sagde jeg forsigtigt og holdt øjenkontakten med ham. Der var stadig helt stille og jeg kunne mærke alle blikkene, der lå på os. 

"Jeg skal nok selv styre, hvem jeg vil være, Lynn" Sagde han hårdt. Jeg rystede stille på hovedet. Jeg tillod mig at gå hele vejen, da jeg vidste han ikke kunne såre mig, og hvis han gjorde - det ville hænge på ham forevigt, skylden ville plage ham.

"Hvad ville Tessa sige? Hvad ville hun sige, hvis hun så dig nu? Den person, der elskede dig aller mest på hele jorden, den persons død, har ændret dig fuldstændig. Hvad ville hun sige Zayn!? Ville hun være stolt? Ville hun bakke dig op? Eller ville hun være skuffet? Jeg hælder nok mest til den sidste. Hun ville være så skuffet" Jeg holdt stadig øjenkontakten, som han tog et lille skridt tættere på mig. 

"Bland Tessa uden om det her, hun har intet at gøre, med det her og du har ikke ret til at udtale dig om hende" Sagde han hårdt. 

"Fatter du det ikke? Hun har alt at gøre med det her! Og jo, jo jeg har ret til at blande hende ind i det her, for hun er min søster" Jeg kunne høre et højt gisp fra hele rummet, som alle forsigtigt begyndte at hviske. Så vidste de det, hver og en.

"Zayn, stop hende" Sagde Nathan i bag ham. Zayn spændte musklerne i hele kroppen, inden han forsigtigt vendte sig imod Nathan. 

"Det skal jeg nok selv styre" Svarede han hårdt, som han forsigtigt vendte sig imod mig igen. "Farvel, Lynn" Sagde han hårdt, inden han forlod spisesalen og jeg lod mine arme falde ned langs siden og lod et lille smil, pryde mine læber, som alle brød ud i en lille jubel. Det var nok første gang i lang tid, de havde set Zayn blive sat på plads. Jeg smilede tilfreds, som jeg gik tilbage til bordet og proppede en vindrue i munden. 

"Så er det gjort" Jeg trak på skuldrene og smilede forsigtigt til dem, som alle forsigtigt begyndte at snakke igen, da Zayn og hans venner, ikke længere befandt sig inden for rummets fire vægge.

 


 

Klokken der ringede ud, ringede endelig og skolen var omsider slut og jeg så virkelig meget frem til at komme hjem og smide mig i min seng. Desværre var de planer ret langt væk, da jeg havde alle mine lektier, der skulle laves. Save my ass. 

Jeg svang tasken over skulderen og vidste, at jeg skulle følges hjem med Ria, da hun havde fri samme tid som mig. Jeg forlod klasselokalet og gik ud på gangen, hvor jeg fortsatte ud på parkeringspladsen og fortsatte langs muren, hen til et hjørne, hvor nogle pludselig tog fat om mit håndled og holdt mig for munden, hvor vedkommende trak mig hen bag muren. Zayn. Han pressede mig forsigtigt op af muren og hans øjne fangede mine, som han stille slap min mund. 

"Zayn?" Hviskede jeg undrende. Han nikkede forsigtigt og slap min krop, så jeg kunne slappe en smule af i alle mine muskler. "Er du ude på at slå mig ihjel?" Spurgte jeg og fik styr på min vejrtrækning. 

"Undskyld" Hviskede han. "Jeg ville bare.." Pludselig lagde han hans hånd i bag min nakke og lod hans læber møde mine. Jeg var helt overrumplet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg lod mig rive med, som Zayns perfekte læber, kyssede mine. Jeg fik en smule kontrol over mig selv, så jeg skubbede ham stille væk og gik med hurtige skridt, væk fra ham. Han.. Han kyssede mig? Jeg så mig ikke tilbage, fokuserede kun på at finde Ria og efter lidt søgen, fandt jeg hende. Jeg var stadig helt forvirret over, hvad der lige var sket. 

"Er du okay?" Ria mærkede tydeligvis min forvirring, som hun forsigtigt trak sig ud af vores kram og mødte mine øjne. 

"Øhm ja.. Klart" Jeg begyndte stille at gå sammen med hende og lod mit blik ligge i asfalten. 

"Er du sikker?" Spurgte hun og var klart lige så forvirret som mig. Jeg bed mig blidt i underlæben og kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg rystede på hovedet. 

"Zayn kyssede mig" Mumlede jeg og hun stoppede brat op, da jeg sagde det og da det gik op for mig, hun var stoppet, stoppede jeg selv og så tilbage på hende. 

"Han, hvad!?" Udbrød hun. Jeg nikkede monotont og kneb læberne en smule sammen. "Den havde jeg ikke set komme" Hun begyndte stille at gå og da hun kom op ved siden af mig, begyndte jeg at gå ved siden af hende. "Hvornår det?" Jeg så forsigtigt hen på hende. 

"Øhm, lige før jeg mødte dig. Han var pludselig lige foran mig og før jeg vidste af det, kyssede han mig. Tro mig, jeg er ligeså forvirret som dig"  Ria stoppede pludselig op igen, hvilket jeg kun reagerede på lidt efter, så jeg stoppede op igen og så tilbage på hende. "Ria?" Spurgte jeg stille. Hun slog sig selv på panden med flad hånd, jeg var altså lidt bekymret for hende.. 

"Selvfølgelig! Hvordan kunne jeg lade hver med at se det, det er jo tyyyydeligt!" Hun begyndte igen at gå og jeg gik ved siden af hende. 

"Jeg er ikke helt med?" Spurgte jeg. Hun rullede kort med øjnene og lod et lille fnis forlade hendes mund. "Nej, seriøst? Jeg er slet ikke med?" Jeg hævede panden kort. 

"Han er jo forelsket i dig! Har du ikke set, hvordan han blev mundlam, da du svarede ham igen? Hvordan han hele tiden kigger på dig?" Jeg rystede stille på hovedet. 

"Nej faktisk ikke.. Der er jo også en naturlig forklaring på det?" Sagde jeg og trak på skuldrene. 

"Hvordan?" Spurgte hun. 

"Jeg ligner jo Tessa! Vi er tvillinger og han har klart, stadigvæk følelser for hende og hans hjerne tror vel, at jeg er hende.. Jeg tror altså ikke, han er direkte forelsket i mig, han kender mig jo næsten ikke?" 

"Nej nej, selvfølgelig.. Jeg snakker ikke om Zayn" Grinede hun "Men ja, Zayn er der en naturlig forklaring på" Okay, nu var jeg altså helt væk.. 

"Jeg er slet ikke med?" 

"Jeg snakker ikke om Zayn, men Niall"

 

____

Hey alle skønlinger! 

Vil lige takke for alt den dejlige respons jeg får for denne movella!

Det ville betyde utrolig meget for mig, hvis i gad at skrive lidt mere, hvad i syntes om den og give et gæt på morderen og så måske lige trykke på den lille grønne "Like" knap :D

Tak ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...