Kiss me ﻬ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Da Tessa Young en sen aften bliver brutalt myrdet, vendes alt på hoved i den lille by Bridge Dale. Ingenting er længere sikkert og Tessas kæreste, Zayn, ændre sig fuldstændig efter hendes død. Han hænger ud med de forkerte og hans venner kan ikke længere kende ham. En uge efter drabet, er alle stadig i chok og det forbedres ikke ligefrem, da en ny pige starter, ved navn Lynn og hun ligner Tessa på en prik, bortset fra de forskellige hårfarver. Straks ser alt en smule mere lyst ud, i kampen for at få Zayn tilbage, men kan han overhovedet reddes? Vil Lynn overhovedet hjælpe og ligger der mere i bag hende og Tessas look alike, end folk lige tror? Og hvem dræbte egentlig Tessa? Vend aldrig ryggen til, for morderen kan være over det hele og kan være blodtørstig efter mere..

24Likes
56Kommentarer
1481Visninger
AA

6. That voice


 

"Dig og Tessa er tvillinger" Det var som om hele verden havde en pause knap, da ordene forlod hendes mund. Tvillinger? Tvivlen i mig steg, som blodet i min krop kørte rundt til en hver en lille tome af den og fik mit hjerte til at køre på højtryk. 

"Hvorfor.. Hvorfor har i ikke sagt det noget før?" Jeg kunne mærke tårerne der samlede sig i mine øjenkroge og gjorde frit løb til at trille ned af mine kinder.. At de ikke havde sagt noget? Jeg forstod det ikke, hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?

"Vi er så kede af det, men din far og jeg.. Vi blev skilt et års tid efter jeres fødsel. Din far fik Tessa og jeg fik dig, jeg har ikke set Tessa siden og mordet på hende, kom som et chok for os alle"

"Vent? Far? Er.. Er James ikke min far?" Jeg hævede mit toneleje, som jeg hurtigt rejste mig op, så stolen røg bag ud. Tårerne fik frit løb. Jeg var skuffet, virkelig skuffet. Skuffet over, at jeg i nitten år, har gået rundt og troet at James var min far, men bare en simpel pap far?! Hvor vover de! Pludselig kunne hans stemme høres. Jeg skævede over til ham og sank en lille klump. 

"Hvad sker der her?" Spurgte han undrende. Jeg gik hurtigt hen til ham, næsten helt op i ansigtet på ham og kiggede ham dybt i øjnene. 

"Det kan du måske spørge dig selv om, far" Jeg lagde et ekstra tryk på far for han skulle fatte pointen, i det jeg gik direkte forbi ham og småløb ind på mit værelse og smækkede døren. Jeg ville bare være alene, de kunne rende mig ku' de. 

 


 

Da vækkeuret ringede den efterfølgende morgen, var jeg lige ved at smide det ud af vinduet, hvor tunge regndråber faldt fra himlen og satte et gråt præg på det hele. Jeg var stadig skide sur og havde hverken kigget eller snakket til dem hele morgnen. De skulle ikke ha' den ære, slet ikke James, manden jeg havde kaldt far og behandlet som min far i nitten år. De kunne skride af helvede til, jeg gad ikke at se på dem. 

At holde noget så vigtigt, skjult for ens egen datter? Jeg fatter dem ikke. Tessa fik vel heller ikke muligheden for at finde ud af, at hendes mor var fake. Hun har vel også gået med forkerte ambitioner og troede på det hele, men der var kun et ord for det - skuespil. 

Jeg svang tasken over skulderen og tog min jakke på, som jeg greb ud efter paraplyen. 

"Skal jeg ikke køre dig?" Jeg så op på James med et stift udtryk. Jeg skulle ikke kalde ham far mere, det kunne han godt glemme alt om. Jeg svarede ham ikke, men slog blot paraplyen op og forlod huset. Jeg skulle ikke nærme mig ham eller nogle af hans klamme, grimme... Dumme ting. 

Jeg ville egentlig bare gerne hen til skolen så hurtigt som overhovedet muligt, så jeg gik med faste og hurtige skridt, lige indtil jeg trådte direkte ned i en kæmpe vandpyt og et vredt støn forlod mine læber. Kunne det overhovedet blive meget værre? Nu ville mine sko også gnave og mine sokker var våde. Fed start på dagen, den kunne snart ikke blive bedre. 

Jeg små løb op af trappen og ind af indgangen til skolen, hvor en varme mødte mig. Det var dejlig behageligt og fik igen min krop til at slappe af, da jeg lukkede parplyen sammen igen og så mig om. Her var umiddelbart ikke nogen jeg lige kendte, indtil mit blik landede på Zayn. Han sad på en bænk under taget, så han var i ly, sammen med Nathan og Chace. Det gik først op for mig nu, at han sad og stirrede på mig. Jeg fugtede kort mine læber og lod et lille vink passerer min hånd, som han fangede mine øjne. Han droppede øjenkontakten og lod hans blik falde til jorden, inden han tog et sug af den cigaret han sad med. 

"Lynn!" Jeg kunne pludselig høre Rias stemme, så jeg så mig fortumlet omkring, inden hun stod lige foran mig med et stort smil. "Hvordan går det?" Jeg nikkede hurtigt. 

"Det går fint, hvor er Freia?" Spurgte jeg, som et lille smil kom frem på mine læber. 

"Freia er syg, den stakkel.. Influenza" Hun trak hurtigt på skuldren og lod kort hendes blik falde, inden det mødte mit igen. "Hvad skal du ha' i første time?" Spurgte hun. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at fokusere på mit skema, inden det slog mig. 

"Musik" Hun blev straks en smule trist. 

"Snyd, jeg skal ha' Engelsk, når men.. Vi ses" Hendes læber trak op i et stort smil, som hun hurtigt vinkede til mig og vendte sig om, for at forsvinde i mængden af myldrende elever. Jeg begyndte selv at gå lige så stille i min hast på at finde musik lokalet. Når ja, planen over skolen! Jeg er genial. Jeg stak min hånd i lommen og fandt det sammenkrøllede papir frem, imens mit blik søgte efter musik lokalet. Der, okay det var forholdsvis tæt på. 

Jeg begyndte at følge vejledningen og ikke længe efter, stod jeg foran musik lokalet. Jeg gik hurtigt ind og fandt en ledig plads, på de allerede mange optagede stole. Jeg lod min taske glide af skuldrene, inden jeg satte mig ned og lod et tungt suk forlade mine læber. Jeg spillede kun guitar og skrev mine egne sange, men det var ikke noget specielt. Jeg elskede bare musikken, den fik mig til at slappe af og leve mig ind i mit eget univers, helt uden bekymringer. Det er fantastisk. 

"Har du også musik nu?" Pludselig opfangede mine øjne en skikkelse foran mig og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det Niall. 

"Det har jeg vel?" Han satte sig ned på stolen ved siden af mig og sendte mig et charmerende smil. 

"Hvad syntes du om skolen?" Spurgte han. Åh nej, det vil du ikke vide.. 

"Den er vel fin nok, men det er en ret stor skole i forhold til, det er sådan en lille by" Et dæmpet grin forlod Niall læber, som han satte sig til rette i stolen og læreren kom gående ind i lokalet. Det var en middelaldrene mand med gråt hår og skæg og så var han iført jakkesæt. Meget fornemt. 

"Goddag elever, jeg tænkte at i har været så dygtige, så jeg vil give jer fri adgang til musik depotet og så må i vælge et instrument, som i vil spille lidt på i denne time - som belønning for jeres flotte fremlæggelser i sidste uge" Et stort og venligt smil kom frem på hans læber, som hans blik røg i blandt alle eleverne, indtil det landede på mig. "Dig har jeg vidst ikke set før, men du virker bekendt?" Han gik hen til mig og stilede sig foran mig.

"Det har jeg fået af vide nogle gange.. Mit navn er Lynn, jeg er ny" Han nikkede kort. 

"Jamen velkommen, Lynn" Han vendte sig igen om og gjorde tegn til, at vi kunne gå hen til musik depotet. Jeg rejste mig og gik forsigtigt derhen. Det var et aldeles stort rum med alle slags instrumenter, helt fra mundharmonikaer til klavere på hjul, så man kunne flytte rundt på dem. Smart. Jeg gik straks hen til guitarene, hvor også Niall stod og studerede dem nøje. 

"Spiller du guitar?" Spurgte jeg. Det så ud til at komme som et chok for ham, da jeg pludselig stod ved siden af ham. Han virkede en smule urolig, da jeg stod ved siden af ham. Hans lidt anstrengte smil og en smule stive blik, men på den anden side, så var han utrolig charmerende med hans irske accent, blonde hår og blå øjne. Han nikkede hurtigt og endte med at tage en hvid guitar ned fra væggen. 

"Spiller du også?" Jeg trak hurtigt på skuldrene og tog en sort ned. 

"Det er ikke noget specielt, jeg spiller bare en smule i min fritid" Sagde jeg og hang stroppen på guitaren over min skulder. 

"Må jeg høre?" Spurgte han. Jeg smilede forsigtigt, som jeg hurtigt nikkede og gik hen til en af de høje stole, som jeg trak en smule ud. "Kan du synge?" Spurgte han pludselig. Jeg bed mig blidt i underlæben. 

"Jeg kan prøve?" Niall nikkede hurtigt og trådte et skridt tættere på mig. Jeg rømmede mig kort og satte mig til rette på stolen, som jeg sikrede mig guitaren var som jeg ville ha' den og mine fingre forsigtigt gled ned over strengene og jeg lod mine øjne glide i.

 

"You shout it loud , but i can't hear a word you say

I'm talking loud, not saying much,

I'm criticized, but all your bullets ricochet,

You shout me down, but i get up.

 

I'm bulletproof, nothing to lose, 

Fire away, fire away,

Ricochet, you take your aim, 

Fire away, fire away

You shout me down but i won't fall,

i'm titanium

You shout me down but i won't fall

I'm titanium

 

Cut me down.

But it's you who has further

to fall

Ghost town. haunted love

Raise your voice, sticks and stones 

may breake my bones

I'm talking loud, not saying much

 

I'm bulletproof, nothing to lose, 

Fire away, fire away,

Ricochet, you take your aim, 

Fire away, fire away

You shout me down but i won't fall,

i'm titanium

You shout me down but i won't fall

I'm titanium"

 

Jeg rundede sangen af og lod for sidste gang mine fingre køre over strengene på min guitar. Den første sang jeg kunne komme på da Niall bad mig synge, var Titanium af David Guetta. En helt igennem fantastisk sang, der en ære at synge. 

Da jeg lod mine øjne glide op, gik det op for mig, at det ikke kun var Niall der stod overfor mig, men næsten hele klassen. Shit, havde jeg sunget for alle dem? Jeg havde ellers sceneskræk, så hvorfor jeg satte mig ned og sang for Niall, vidste jeg ikke, men jeg kunne mærke adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen på mig, da de begyndte at klappe. Jeg kunne se en lille tåre, der trillede ned af min læres kind, inden han gik hen til mig. Jeg rejste mig forsigtigt op og så på ham. 

"Sikke dog en fantastisk stemme du har min pige" Jeg kunne mærke varmen der steg mig til kinderne, så jeg lod mit blik falde og da jeg kunne mærke den forsvandt, så jeg op igen. 

"Mange tak"

 


 

Musik timen var ved at være slut og det havde været en vild oplevelse. Læren, der hed Mr. Fitch, havde roset mig op til skyerne og jeg hadede virkelig at få ros. Jeg kunne bare ikke li' at tage den til mig, det var ikke mig. Det gjorde mig genert. Da jeg var kommet ud fra klasseværelset, var der en der tog fat i min skulder og jeg vendte mig om, til et par fantastiske blå øjne. 

"Du er virkelig dygtig" Nærmest hviskede han. 

"Mange tak Niall" Hans læber lyste op i et smil, som han stille stod og betragtede mig, som om han overvejede et eller andet. 

"Lynn, vil du.. Har du en date til sommerfesten?" Wow, den kom faktisk bag på mig, det havde jeg slet ikke regnet med. 

"Øhm nej.. Det er min anden dag her og.. Jeg vil nødigt skuffe dig, men.. Fine fester er ikke lige mig" Jeg så undskyldene på ham, da smilet på hans læber straks forsvandt. 

"Vil du overveje det?" Jeg nikkede hurtigt. Uden tvivl, så ville jeg gerne overveje det. 

"Selvfølgelig" Mere nåede jeg ikke at sige, før en velkendt stemme afbrød os. 

"Lynn, jeg skal snakke med dig, det er helt vildt" Ria stod overfor mig, da hun så hen på Niall. 

"Åh, hey Nialler, må jeg godt låne Lynn i to sekunder?" Han nikkede hurtigt og Ria trak mig med hen i den anden side. Jeg lænede mig op af skabene og så spørgende på hende. 

"Harry har inviteret mig til sommerfesten! Omg, jeg troede aldrig han ville spørge.. Jeg er så glad" Udbrød hun. Et stort smil kom frem på mine læber. Så havde hele scenariet med Harry igår, haft en virkning på ham. Han mandede sig op og spurgte hende, det var jo fantastisk.

"Hvis det kan gøre dig i bedre humør, så kan jeg fortælle dig, at han er en smule væk i dig" Jeg smilede en sidste gang til hende. "Vi ses til frikvarter" Jeg skulle videre til geometri, selvom det var et fag jeg virkelig ikke magtede lige nu, men det skulle man jo også ha'. Jeg ville bare ønske i kunne se Rias ansigtsudtryk da jeg sagde det, hun var helt væk. Loves in the air. 

 

 

"Har du tænkt over mit forslag?" Hjertet hoppede helt op i halsen på mig, da der pludselig var en der snakkede til mig og lagde sin hånd på min skulder. 

"Niall, aldrig nogensinde, gør det der igen - aldrig" Jeg vendte mig stille om imod ham og så ind i hans blå øjne. 

"Du svarede ikke på mit spørgsmål?" Han lagde hovedet let på skrå og så på mig med et sødt smil. 

"Nej, jeg fik et chok.. Men, Niall jeg.. Jeg skal nok ikke med. Beklager" Han kneb læberne hårdt sammen og lod hans blik falde. "Det er jeg virkelig ked af, det.. Fester er bare ikke mig" Jeg så undskyldene på ham, inden jeg vendte mig om igen for at forlade skolen, efter en lang og udmattende skoledag. Heldigvis var det stoppet med at regne, da jeg igen stod udenfor skolens mure og så mig omkring. Jeg fortsatte ned af de mange trapper og satte kursen hjemad for at drukne mig i lektier. 

Pludselig kunne jeg igen mærke små regndråber, der ramte min hud og da jeg så op, hang der en mørk, tung sky over mig. Et tungt suk forlod mine læber, da jeg satte i løb. Jeg havde jo været så smart at glemme min paraply i skolen og jeg gad virkelig ikke gå tilbage og hente den. Der var jo heller ikke så langt, men regnen tog bare til og før jeg kunne nå at tælle til ti, var mit tøj gennemblødt. Fedt nok. Mine ben løb hurtigere, som jeg prøvede at afskærme for regnen med min hånd, så jeg ikke fik det i øjnene. Dog ikke til det store held, men ikke så længe efter, var jeg endelig hjemme ved det hvide murstenshus. Jeg åbnede hurtigt lågen og kiggede for første gang op, hvor mine øjne mødte et par hasselbrune. 

"Zayn?"

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...