Det ukendte

Et helt andet univers med broderskab, magter og custodibus, var fordomsviserne engang et samlet broderskab. Nu er det delt op mellem de gode og onde i en strid der aldrig ender.

0Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

7. Kaos

Da bussen endelig stoppede var det godt hen af aftenen, alle eleverne stormede ud af bussen, de ville ud og se hvor de var.

Sienna kiggede sig omkring, det var en stor plads med et toilethus og nogle små hytter placeret rundt omkring, midt i det hele var der en bålplads med træstammer til at sidde på uden om. Hvorfor bliver det her overhovedet kaldt: den gamle høj? der er intet høj over det her sted, tænkte Sienna

“Elever, hør efter!” Råbte Marianne gennem larmen af stemmer, alle begyndte langsomt at vende deres koncentration imod hende.

Sienna smed sin taske på jorden og sukkede. Helvede, here we go, tænkte hun og rullede med øjnene.

“Der står navne på dørene så i kan se hvor i skal være, pak jeres ting sammen og kom ud til bålpladsen så vil aftensmaden være klar!” Kommandere Marianne og pegede ud mod hytterne. En summende lyd af småsnakkende elever bredte sig hurtigt og alle gik på jagt efter deres hytte.

Sienna kiggede sig omkring og fandt den hytte hvor hun skulle være.

Hun skævede til skiltet på døren, der stod kun hendes navn... Enlig rørte det hende ikke rigtigt, men tanken om at alle de andre piger kunne ligge og snakke langt ud på natten, var irriterende. Hun åbnede døren til hytten.

En stank af den der er på et loft kom hende i møde, hun rynkede på næsen og kastede et blik rundt i den lille hytte: to køjesenge et bord i midten med en lampe på, et vindue med et broderet gardin og et skab.

Hun sukkede og smed sin taske på en af sengene, en finurlig støvsky spredte sig fra madrassen. Sienna rullede med øjnene og pakkede sine ting ud.

En klokke ringede ude fra bålpladsen, Sienna tog sit spisegrej og gik ud til bålpladsen. De mange elever var samlet om bålet og ventede på at får mad fra den store gryde der stod og kogte over bålet, hun kiggede hurtigt rundt og satte sig på træstammen længst væk fra de andre.

 

Det var en langtrukket aften, Sienna sad som sædvanligt for sig selv og spiste, de andre fra hendes klasse sad og snakkede højlydt.

Hun kiggede ned i jorden og tegnede små cirkler med foden, i det mindste er der ikke nogle der har sagt noget til hende, måske bliver den her weekend slet ikke så slem alligevel.

”Whats up piggy!” Sofie og Emilie stod storsmilende foran hende med hånden i siden, Sienna opfangede lærernes skikkelse i øjenkrogen, på vej væk fra bålpladsen… Hun sukkede og viftede afvisende med hånden.

”Hvad vil i?” Sienna kiggede stille op på dem.

”Ikke rigtig noget men vi har en lille ting du skal gøre for os!” Svarede Emilie.

”Jeg gider ikke lige nu,” Sukkede Sienna og vendte blikket væk fra dem.

”Hey!” Råbte Sofie og skubbede hende ned fra træstammen så hun landede på den fugtige jord.

”Det er slet ikke noget du bestemmer!” Snerrede Sofie og gik hen til hende. ”Hvis du ikke gør som vi siger, bliver det værst for dig selv din lille mide!”

”Gå med jer!” Skreg Sienna i et halvkvalt skrig, de andre elever havde samlet sig bag Sofie og Emilie for at få et indblik i hvad der skete.

”Hvad så, har den lille orm mistet mælet!” Sofie sparkede hende i siden. ”Og luften!” Hele flokken der havde samlet sig, brød ud i en latter.

Sienna prøvede at genvinde pusten og satte sig halvt op.

”Skrid!” Hvæsede hun mens hun rejste sig vaklende op.

Lyden af grinene blev højere som en øredøvende larm, Sienna tog sig til hovedet, hun ville bare gerne væk fra dem nu!

Hun vendte sig om og begyndte at løbe.

”Så nu skrider piggy sgu!” Hun kunne høre Emilies hvæse grin.

Sienna løb ind i en skov der lå i udkanten af pladsen, de var for meget! Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være for en gangs skyld?

En tårer trillede ned af hendes kind, hun tørrede den heftigt væk og løb endnu hurtigere, hun ville så gerne væk fra dem, væk fra deres onde ord og kolde følelser, væk fra livet, væk fra verden! Bare væk fra alt!

Hun stoppede forpustet og kiggede sig omkring, skov til alle sider kan det blive bedre.

Hun gik stille videre indtil hun ikke kunne hører deres stemmer mere.

Himlen tonede mere og mere sort, Sienna gøs, hun var træt og ked af det, et væltet træ længere fremme så betryggende ud og hun gik hen og lod sig dumpe ned ved det.

Tanken om at det måske ville blive en god tur var slået ihjel, nu vidste hun knapt nok hvor hun var henne!  

En tårer trillede ned af hendes kind, hun samlede hænderne for hovedet og gav under for gråden. Intet var ment at gå sådan! Hvorfor fanden skal at også være så forfærdeligt for mig! Hvorfor lige mig, det kunne jo sagtens have været en anden! Det er ikke fair, tankerne fik bare Sienna til at græde endnu mere, gråden var overvældene og hun havde virkelig ikke lyst til det mere, lysten til at leve ebbede ud, nu var hun alene og ingen ville finde hende.

Himlen var helt sort nu, Sienna kunne mærke skyggernes varsomme blikke i nakken.

Hun tørrede sine øjne, hvis hun skulle give op og dø kunne det lige så godt gøres med den lille bitte smule værdighed der var tilbage i hende, hun følte sig tom som en skal, der var intet værdigt i hende…

”Hej,” En svag stemme fik Sienna tilbage til virkeligheden, hun kiggede op, Aaron?

”Hej…” Svarede Sienna snøftende. ”Hvad laver du her ude? Gå med dig og lad mig være alene!” Stammede hun.

”Må jeg sætte mig ned?” Aaron lod til at ignorere hendes ordre, han ventede ikke på hendes svar men satte sig bare ned.

”Hvad er der galt, du har grædt?” Han så spørgende på hende.

”Det ved du da godt, du var der selv!” Hun så irriteret på ham.

”Nej, så hvad er der sket?”

”Det var Sofie og Emilie, ja faktisk hele klassen!” Begyndte Sienna, hun følte sig pludselig tryg ved ham og fortalte så hvad der var sket.

Da Hun var færdig med at fortælle sad han og nikkede stille.

Sienna kiggede på ham for at vente svar.

”Hvad laver du enlig her ude?” Spurgte hun spydigt.

”Flygter… Lad mig forklare det sådan: nogle af mine venner har svigtet mig og snydt mig i en fælde.

Så lige nu venter jeg på at Custodibus og mine venner finder mig og dræber mig,” Svarede Aaron stille. Sienna kigge forskrækket på ham.

”Hvad mene…” Hun blev afbrudt af et nervepirrende skrig, det lød som en lille pige der skreg.

”Hold dig tæt til mig,” Hviskede Aaron i hendes ører.

Han tog hendes arm og trak hende med om på den anden side af træet.

Sienna kiggede sig forvirret om, det lignede næsten at skyggerne dannede mennesker, hun kiggede lige ud for sig og fik øje på en lille pige, omkring de 10 år konstaterede hun.

Pigen kom stille nærmere dem.

”Aaron.. Hvad sker der?” Hviskede Sienna og kiggede på ham.

Hun kvalte et skrig, det var ikke den samme Aaron som hun stod ved for lidt siden, den her Aaron havde skrig gule øjne og mørkt hår.

Hun forsøgte at trække sig væk fra ham men hans greb var fast.

Sienna spærrede øjnene op, den person hun stod ved siden af havde en overkrop, der var revet til blods med dybe flænger. Hun kendte dette væsen. Hun kunne mærke det.

”Aaron!” Skreg hun og prøvede et mislykket forsøg på at slippe væk.

”Stå stille og bliv hos mig,” Hans ord undslap hans mund som en velkendt hvislen. Sienna vendte forvirret blikket tilbage på pigen der stirrede på hende med øjne…

De øjne, hun kendte dem!

Hendes elskede dukke havde de øjne!

Sienna prøvede febrilsk at komme væk fra Aaron og hen til pigen.

”Slip hende Fordomsviser!” Skreg pigen skingert. ”Det er ude nu, Custodibus er her også! Efter alle disse år og dit mislykket forsøg på at få mere, magt og flere kræfter end mig er mislykket!”

Fordomsviser? Mislykket.. Forsøg? Tankerne for gennem Siennas hoved i total forvirring.

”Safira, Safira, du får hende ikke! Dræb os begge eller ingen!” Hvæsede Fordomsviseren tilbage. Sienna skreg, det var for meget for hende.

Hun kiggede sig omkring for at finde noget der kunne hjælpe hende med at komme væk fra ham, han var ikke sikker mere, nu var det pigen Safiras tryghed det træk i hende.

Hun stivnede i sin bevægelse, skyggerne var blevet til krigere der nu stod omkring dem, beklædt i mørkelilla rustninger med sværd af tyk sort tåge.

Sienna glippede med øjnene i et håb om at det kun var en drøm.

”Giv mig hende! Sienna kom til mig!” Hvæsede pigen.

”Jeg kan ikke komme fri, han er for stærk! Hjælp mig jeg vil ikke det her mere!” Sienna brød ud i en skrigende gråd.

Hun kiggede bedende på den person hun engang havde kendt som Aaron.

Han smilede glubsk til hende og trak hende ind i et favntag, to store sorte flagermus vinger bredte sig ud fra hans ryg og dannede en lomme om dem.

”Shh…” Tyssede Han. ”Slap af der sker dig ikke noget,”

Sienna hev efter været og lukkede øjnene.

”Hjælp,” Pep hun. En dyb tåge dannede sig om hende, noget kildede hendes ben, hun kiggede ned af sig selv.

Sorte fange arme snoede sig op af hendes ben og længere op af hende krop.

”Safira! Hjælp!” Skreg hun i et forsøg på at komme væk fra det mareridt hun befandt sig i.

De sorte fange arme klæbede sig til hendes hud og snoede sig op ad hendes hals til hendes ansigt, et halvkvalt gråd slap fra hende inden de klæbrige fange arme snoede sig ind i hendes mund og ned gennem hendes hals som slanger.

”Alt vil blive fint,” Ordene undslap Fordomsviseren som en skjult latter.

Et skrig det skar sig gennem marv og ben eksplodere fra Sienna og alt blev sort.         

 

Hej Fordomsviser...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...