When Love is Cruel

(baseret på rigtige hændelser) Dette er min historie<3....

0Likes
3Kommentarer
360Visninger
AA

11. Confusions and Love Problems

Jeg var over lykkelig. Jeg havde fået min helt egen kæreste-;Min aller første kæreste. En dreng, som var min, min helt alene. En der kunne holde om mig, når jeg var nede, en jeg kunne have lange mobil samtaler med, en der gad at kysse mig, og vise mig at han elskede mig. Dette var helt nyt for mig, og jeg havde aldrig oplevet noget lignede. De dage jeg var sammen med Victor svævede jeg på lyserøde skyer, og levede i drømme.

"Pist! Mila!!?? høre du overhovede efter?!" Veronica sad og gloede på mig oppe i spise stuen, og da hun nævnte mit navn fór jeg ud af min dagdrøm. Det gav et sæt i mig. Jeg så på hende.

"Undskyld hvad?" mumlede jeg og så på hende med skyldige øjne.

Veronica slog sig i panden, og så anklagende på mig. "Hvad Nu?" mumlede jeg og rynkede panden. Okay jeg havde fattet at jeg ikke havde hørt efter hvad hun havde sagt til mig, men hvad gør man dog når man sidder og drømmer om sin drømme prins, som konstant er i ens hoved, hun burde da også forstå at jeg var forelsket.

"Du har jo ikke hørt en skid af hvad jeg sagde... det er fanme svært at fører en samtale med dig, når du ikke engang høre efter Mila....jeg ved godt at Prince Charming kører rundt i hoved på dig lige for tiden, men jeg prøver bare at være din veninde, og jeg syntes det er pisse irriterende at du giver ham mere opmærksomhed end du giver mig!!" Veronica så bebrejdende på mig.

Jeg rynkede panden igen, og rejste mig fra min stol. " hvad i al verden mener du med det?" spurgte jeg hende lidt halv irriteret.

Veronica rejste sig også, og vi stod nu overfor hinanden.

"Jeg mener det jeg siger Mila, det irriterer mig at du er så meget sammen med Victor.. jeg ved godt at i lige er blevet kærester, og nu forelsket og alt muligt.. men i er sammen 24-7, og jeg føler virkelig at du glemmer mig... han er din første kæreste det ved jeg godt... men jeg syntes bare godt du kunne tænke dig lidt om... jeg føler at han tar dig fra mig Mila.. tænk lige over det" sagde Hun og efterlod mig alene i spisestuen. Av! den sad. Jeg sank ned i stolen igen, og prøvede at lade være med lade mig synke ned i de hårde ord.

Den dag sad jeg med Victor nede på værelset. Han holdt min hånd.

"Veronica kan ikke lide at vi er sammen:(" mumlede jeg og så på ham med triste øjne.

Victor så på mig. "Det skal hun da ihvertfald ikke bestemme skat" sagde han og aede min kind.

Jeg rystede på hovede. " Jamen hun mente det virkelig.. alt hvad hun sagde.. alle de hårde ord.. hun mente alt hvad hun sagde.. hun syntes tingene går for hurtigt imellem os.. og hun syntes ikke at jeg har tid til hende".. mumlede jeg, og så ned på vores hænder.

 

"men... men syntes du det går for hurtigt?" han så på mig...." Vil du?.. jeg mener skal vi...slå op?..."

Jeg rystede på hoved, og tog fat om hans nakke med mine hænder og hev ham tættere på mig. Jeg havde svært ved at holde tårene tilbage. " Nej jeg vil ikke.... Veronica skal ikke bestemme det her.. altså selvfølgelig skal jeg være sammen med mine veninder og bruge tid på mine venner, men jeg er forelsket i dig.. DIG! du gør mig så glad.. og jeg vil ikke lade Veronica ødelægge det.. men jeg tror bare vi er nødt til at holde lidt lav profil.. og så tror jeg egentlig bare at hun skal have lidt tid til at vænne sig til det her".

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...