When Love is Cruel

(baseret på rigtige hændelser) Dette er min historie<3....

0Likes
3Kommentarer
360Visninger
AA

1. College

Jeg træk vejret dybt og nev mig i armen.

*Nej jeg drømte ikke* - jeg sad virkelig i bilen på vej mod min nye skole, og jeg ønskede virkelig ikke at tage afsted. Alle mine ting lå omme bag bilen, pakket ned i kufferter og tasker. De ventede kun på at komme ind på det nye værelse.

Jeg så ud af vinduet, og en lille tåre trillede ned af min kind. Jeg ønskede slet ikke at starte på den nye skole.

"Sidder du godt Mila?" spurgte min far og kiggede på mig i bakspejlet.

"næææh... jeg har en kuffert i nakken" Mumlede jeg skummelt og blev ved med at stirre ud af vinduet.

Min far grinede bare og rystede på hovede. Jeg rullede med øjnene og sukkede dybt.

Pludselig stoppede bilen, og jeg spilede øjnene op og så forskrækket på min far.

"hvad sker der Mr. Daddy!!!?.. er det nu jeg skal dø?!" mumlede jeg igen, og den gang keglede jeg rundt på bagsædet.

Min far så på mig i spejlet og sendte mig et stort smil.

"Nu kommer latteren" hviskede jeg til mig selv.... og så begyndte min far at grine.

Han vendte sig om og så på mig. " tiden er inde min skat..... se der!" sagde han og pegde ud af forruden.

Jeg kiggede ud af vindudet, og der så jeg den. SKOLEN...

Den var stor og hvid, med 3. etager og masser vis a vinduer. Jeg gemte mit ansigt i hænderne, og lod mig glide ned langs sædet så tilsidst lå ned.

 Det var så mit forsøg på at gemme mig..- jeg fandt så ud af at jeg ikke klarede det særlig godt , da min far stod ved min dør 5. sek. efter.

" Kom så Mila.. det hele skal nok gå" sage han og gik om bagi for at hente mine ting.

"Faaaar!" mukkede jeg og væltede kluntet ud af bilen. Og Der stod de. De 2 store kufferter.

Jeg kiggede op på bygningen foran mig. Den store hvide bygning med alt for mange vinduer hvis du spørger mig.

" Kom Mila.. se lærene står der ovre, dem skal vi nok snakke med" sagde Min far og nappede min ene kuffert. Jeg rullede med øjnene og tog den anden kuffert og fulgte efter min far.

 

Da vi kom helt hen til bygningen, kom der en lyshåret kvinde over til mig. Hun havde håret sat op i en knold, og grønBrune øjne. og et stort bredt smil.

" hej du må være Mila Jeg hedder Sofie og jeg skal være din klasselære, følg med mig så finder vi dit værelse" sagde hun med et smil og gav mig en lille nøgle til mit væresle, Jeg så på min far. Han smilede og kyssede mig i håret. " Det skal nok gå" hviskede han, og han fik puffet mig efter Sofie.

Vi gik længe hvis du spørger mig, det virkede som om vi gik i en evighed, og da jeg kiggede op nærmede vi os en hvid aflang bygning- med flere vinduer. Døren åbnede aftomatisk og vi gik indenfor. Det vrimlede med folk over alt, og jeg kunne mærke klumpen i min hals. Mit hjerte racede afsted, og jeg mærkede min fars støttende hånd på min ryg.

Vi gik ned af en lille gang,- og da vi kom ned for enden så var der lige pludselig.

Jeg trak vejret dybt og jeg havde det som om at mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Sofie tog fat om dørhåntaget og mit hovede snurrede rundt. Døren blev åbnet ligeså stille og jeg trådte langsomt ligeså stille.

Vi trådte ind i en lille gang, og til venstre for mig var der et lille badeværelse med hvide vægge. Jeg gik videre frem og kom ind i et lille værelse hvor jeg så min værelseskammerat for første gang. Hun havde store blå øjne, og et stort busket men flot krøllet hår, hun var mørk i huden- og noget ved hende tiltrak mig. Jeg smilede nervøst, og hun så bange ud. Næsten ligeså bange som mig. Hendes forældre stod ved hendes side og så meget venlige ud. De havde begge 2. et stort smil på læben da de så mig.

" Mila- det her er Veronica, det er hende som du skal dele værelse med resten af året.. i skal nok få det rigtig godt" sagde Sofie og smilede, jeg smilede tilbage og så på Veronica. Hun så virkelig ikke godt ud. Altså hun var ganske vist smuk, det var slet ikke det- hun så bare så lille og skræmt ud, og det gjorde mig bange.

Sofie gav os tid til at pakke vores ting ud, og min far begyndte at snakke med Veronicas forældre. Veronica havde allerede redt sin seng, og alle hendes ting stod pænt og perfekt på hylden.

Da vi var færdige med at pakke ud, var det tid til at sige farvel.

" far jeg tror ikke jeg kan det her!" hviskede jeg og omfavnede ham.

Min far grinede som han normalt gør og gav mig et bjørnekram.

"Mila du skal nok klare det!! jeg ved det!! du er så stor nu, du kommer igennem det ! og vi begge ved at det bliver godt for dig" sagde han med et smil og så på mig. " stol på dig selv!" sagde han og slap mig.

jeg ville ikke give slip på ham, men jeg vidste at han havde ret og at jeg var nødt til at stole mere på mig selv.. for jeg ville gerne være stærk og virke som en på 17 år.

Det var min tid nu.... og nu skulle jeg slippe den lille mig, og slippe den stærke fri<3...

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...