BLODBRYLLUP PÅ DØDENS SLOT

Denne historie var oprindeligt skrevet til en konkurrence sidste år, men da den ikke vandt, så blev den liggende på mit USB-stik. Nu har jeg så lagt den ud til glæde for jer derude. Advarelse: Den er ikke for sarte sjæle, der holder mest af en lykkelig slutning

4Likes
3Kommentarer
358Visninger
AA

1. BLODBRYLLUP PÅ DØDENS SLOT

~~Det var en kold vinter i 1867, at Château de Magányos, en middelalderborg i landsbyen Târgul de Magányos i Ungarn, stod uden en ejer efter århundrede siden den blev bygget. Den sidste, han døde uden at havde børn eller andet familie. Det gamle slot stammede fra 1100-tallet og siges, at havde kostet fem hundrede menneskeliv under byggeriet inden den stod færdig til en hærfører og hans unge hustru. Knoglerne efter de døde skulle være muret inde i de tykke murer. Sagnet siger også at en af de døde var der en søn af den lokale heks. I sorg kastede hun en forbandelse over slottet med et løfte om død og ulykke, så grufulde at djævelen ville klappe i hænderne af glæde over det og englenes hår ville blive grå af rædsel. Hvis slægten på slottet døde ud, ville hele landsbyen dø med på grufuld vis. Sådan sagde hun det, inden hun blev hængt.
Men det var nu bare et sagn, selvom at der var sket mærkelige ting blandt dem, der havde boet på slottet. En fin dame, der havde haft flere elskere end hun selv kunne huske navnene og ansigterne på, var fundet, nøgen og mudderet til, i svinestien, kvalt i sit eget sengelagen. En krigsherre, der holdte af at drikke af hovedskallerne fra sine nedslagtede fjender, fik sit eget hovedskal skåret af og hjernen lagt ud foran sig på en guldtallerken. Og for tres år siden faldt den sidste ejers sindssyge søster ned fra et tårn og blev spiddet på sværdet af en ridderstatue, som hun var vanvittig forelsket i. Sådan blev det ved. Den sidste ejer døde dog af naturlige årsager i en høj alder. Selvom landsbyen ikke troede på sagnet om heksen, så havde slottet fået det uhyggelige øgenavn ’Château de Mort’, dødens slot.
Byens ældste og de lokale sladdertanter var dog bekymret for forbandelsen, men tiden gik og der ikke skete noget slemt, så forsvandt frygten lige så stille hen.
I denne landsby boede bonden Pyotr. Han var en flittig arbejdende kristen, der fandt sig i de høje mænds modbydelige slag og skældsord. Han var født og opvokset i landsbyen, syntes at der ikke fandtes et bedre sted i hele verdenen. Han spekulerede faktisk på hvad, der skulle ske med slottet, nu hvor der ingen arving var. Men det kom ham, en simpel bonde, jo ikke ved.
Dog den næste vinter, i 1868, bekendtgjorde landsbyens øverste mand, som vel fungerede som en slags borgmester, at han havde fundet nogen, der ville bruge slottet for få dage til at holde en fest. Det var et fornemt tvillingepar, en mand og hans søster, fra Venedig i det roman-katolske land. Noget gavn måtte de have af slottet, hvis der ikke boede nogen der mere. Det var de fleste enige i. Pyotr stod sammen med alle de andre landsbyen og så spændt på da tvillingerne med deres følge på tretten mænd kom.
Det mærkelige ved dem var at de var iført store sorte kåber og var bleg i huden, selvom de kom sydfra, hvor det var meget varmt. De værdige ikke landsbyen med et eneste blik, men bare gik stik op mod slottet.
Pyotr syntes at kvinden, der var sammen med sin bror, var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Hun havde langt hørgult hår og slanke hænder, der så ud til at være skabt af herren selv. Men hendes bror med det ravnesorte hår virkede som den mest uhyggelige mand, der havde eksisteret i verdenen. Han udstrålede magt og viljestyrke, der kunne få enhver ned i knæ. Han måtte være en fyrste af en eller anden slags. Deres følge bar på kasser med Venedigs byvåben på. De kom ikke ridende, men gående, og alligevel så de ikke trætte ud. Deres ansigter afslørede ikke den mindste følelse.
Senere den aften spiste Pyotr hos gamle Johan og hans kone, der havde inviteret hele landsbyen til Sankt Lucia-gilde.
”Jeg siger dig,” sagde Johans kone, mens hun skælvede som et hvidt lagen med øjne som et skræmt dyr, der frygtede sit liv. ”Der kommer ikke noget ud af det her. Jeg kan mærke det.”
”Hold op med at være så fjolle,” sagde gamle Johan og gav hende et slag i ansigtet. ”Jeg kan heller ikke lide de fremmede, men de betaler for at bruge slottet til deres fest. Hvad skulle vi også bruge et slot til? Der er jo ikke nogen, der vil købe det herude i ødemarken.”
Det fik Pyotr til at tænke over noget. Der kom jo aldrig nogen herude. Alle i resten af Ungarn havde sikkert glemt alt om at der skulle være en by her. Så hvorfor valgte de italienske tvillinger at holde deres fest her? Brød de sig slet ikke om at holde fest i Venedig? Han havde jo hørt noget om, at man der larmede til langt ude på natten. Helt uanstændigt. Måske ønskede de at få fred og ro.
Den første, der forsvandt på mystisk vis, var præsten. Det blev først opdaget den morgen, hvor han ikke kom til gudstjenesten. Kirketjeneren kom og sagde, at præsten ikke engang nåede at komme hjem for hans sko var blevet fundet midt ude på vejen og hans seng var urørt.
Der blev sat en stor eftersøgning i gang, men præsten blev ikke fundet. Man havde ellers ledt over alt. Selv i alle brønde på egnen for at se om han var faldet derned. Til sidst gik man ud fra at han var faldet i bækken og drevet bort med strømmen, men de mere overtroiske hævede at det var helhesten, der tog ham. Pyotr blev en smule bange for nu lå landsbyen jo som et frit bytte for djævelskab. Kirketjeneren tog sig af præstens pligter, indtil der ville være udnævnt en ny. Men så natten efter forsvandt han også. Nu var der ingen, der turde gå udenfor en dør efter mørkets frembrud, bortset fra dem, der var endte modige eller dumdristige. Løg og kors blev lagt ud som værn mod det onde. Alt vievand blev stjålet fra kirken til at hælde ud over deres døre. Der var nogen, der overvejede at sende bud til en større by efter en ny præst, men der var ingen, der turde forlade landsbyen, som de aldrig nogensinde havde været udenfor. For der kunne være værre derude end herinde.
Blandt de, der turde gå udenfor hjemmets fire vægge, var Pyotr, men det var kun fordi han skulle se til sine får, der var ude og græsse. Der fik han øje på den smukke kvinde fra slottet, der gik ensom ude på ødemarken i sin store kåbe. Pyotr stoppede op og holdte øje med hende. Det var første gang, han havde set hende, siden hende og hendes brors ankomst til landsbyen. Hun var stadig blændende smuk, men var så lille at hun mindede om en lille fin dukke af porcelæn. Han overvejede om han skulle gå over til hende og advare om at gå alene og forsvarsløs rundt herude, men han kunne ikke få sig selv til det. Noget holdt ham tilbage.
Han var bange.
Han var bange for denne smukke kvinde, der pludselig satte op i løb.
Han lagde mærke til hvordan hun bevægede sig hen over jorden. Det var som om hun var en ulv, der løb af sted med elegant spring uden at falde eller træde forkert på en skarp sten. Hun sprang direkte op på en klippesten og stoppede op.
Hvad skulle der ske nu? Det spekulerede Pyotr på. Hvad kiggede hun på? Hvad var formålet med hendes pludselig løb? Alle de spørgsmål og flere til løb rundt i hans tanker som fluer som en frisk krage, der var fundet død. Dog var der ingen svar på dem.
Så begyndte kvinden at synge ud mod marken. En smuk sang uden ord eller følelser. Nærmeste som en fugls trillen. Hendes stemme var fortryllende. Dog så var det en sang, der frøs blodet i Pyotrs årer til is. Den skræmte fårene og de få fugle omkring væk, som om de havde fornemmet en form for fare ved denne sang.
Det kunne Pyotr selv mærke, men han turde ikke løbe. Han stod skræmt som en hare uden at røre en muskel.
Den sang. Den sang mindede ham om noget, noget som dyr gør. Men hvad det var, kunne han slet komme i tanke om. Han var alt for skræmt til at tænke over det.
Så holdt kvinden op med at synge og omkring hende var det som om at en dyb tung tavshed havde lagt sig. Der var ingen lyd, selv vinden var stille.
Uden et ord sprang kvinden ned fra klippestenen og gik sin vej.
Tilbage stod Pyotr som forstenet, inden han kunne ryste skrækken af sig og gå hjem igen.
En uge efter forsvandt byens rigeste bonde med hele hans familie og husholderske. I deres hus var der spor efter at de var blevet overfaldet. Det skræmte næsten hele landsbyen ihjel. Mange begyndte at flytte ind i kirken for at søge guds beskyttelse, men de var så de næste, der forsvandt, og ud over det var kirken blev tømt for alt kostbart, som sølvkaldelabre, døbefontens kar af guld og guldbægeret til nadveren. Alle huse i landsbyen blev gennemsøgt, men man fandt ikke det stjålne gods. Og der var ingen tænkte på at spørge oppe på slottet. De var alt for bange for de fremmede deroppe.
Pyotr blev indenfor sit hjem fra nu af. Han havde samlet sin fåreflok indenfor, så han ikke behøvede at gå udenfor for at se til dem. Problemet var dog at fordre dem, men heldigvis var der nogen af de få modige, der var kommet med mad nok til resten af vinteren.
Nu var det bare at håbe på at mareridtet snart var overstået.
Mareridt. Hvilket mareridt lå bag rædslen? Hvad hjemsøgte byen? Hvornår ville man kunne vide at det ville være overstået? Pyotr var bekymret. Han ventede dag efter dag på et tegn. Hvorfra det ville komme, anede han ikke. Måske fra Herren i himlen.
En sen aften sad han foran sin pejs og drak stærk urtesuppe fra sit krus. Der tænkte han ikke på alle de forsvundne mennesker, men på normale ting, som hvordan vejret blev i morgen og om han skulle gøre rent.
Det havde stormet udenfor hele dagen. Vinden hylede en sørgesang, der syntes at drive glade minder ud af ethvert sjæl. Så var det vel godt at man sad i sin stue med varm suppe.
Så midt om natten, da Pyotr mente at det var tid til at gå til ro og stormen var stilnet af for længe siden, hørte han larm udenfor. Bekymret gik han udenfor og blev mødt af et overjordisk syn. Lys, der eksploderede på nattehimlen. Endda i forskellige farver, der så, efter braget, regnede ned og forsvandt.
Hvad var det? Det kunne kun være heksekunstner. Og det kom fra slottet. Nu måtte han op og se hvad der foregik der? Han gik hen og hamrede på døren til naboen, men der var ingen, som svarede. Han bankede på et nyt sted. Ingen svar. Hvordan kunne alle sove i den larm? Ja, han ville ikke vække dem, så han måtte gå derop selv.
Hans tur op til slottet begyndte med beslutsomme skridt, der snart blev langsommere og langsommere jo tættere han nærmede sig stedet.
Der var ikke en sjæl at se, i slotsgården. Midt i stod der det store nøgne egetræ, som en af slottets tidligere ejere fik plantet, da han giftede sig med sin afdøde kones meget yngre niece.
Pyotr fik det dårligt af at være her. Han tænkte på alle de grufulde historier om det her sted.
Et nyt brag af farve kom og oplyste for et kort stund den statue, som den sindssyge pige faldt ned på for mange år siden. Uden at tænke over det kiggede Pyotr op mod vinduet over den og prøvede at forestille sig det triste øjeblik. Han syntes at han så en skygge der, men han skubbede hurtigt tanken væk. Han havde ikke brug for at blive bange lige nu. Han var allerede tæt på at tisse i bukserne af skræk.
Hans skridt gav et dybt ekko mod borgens mure, så det løb koldt ned ad ryggen på ham. Han kunne ikke lide at gå midt ude på gårdspladsen, hvor alle og enhver kunne få øje på ham, men på den anden side, så var han hellere glad ved tanken om at gå langs muren, som nogen nemt kunne tvinge ham op ad, hvis han nu alligevel blev opdaget.
De mærkelige farveeksplosioner var holdt op og Pyotr hørte stemmer. ”Vi fyrer resten af efter ceremonien og middagen.”
En anden, men meget grovere stemme sagde: ”Det ser saftigt ud. Resterne kan vi bare smide i brønden.”
Vil de smide madrester i brønden? Det var noget underligt noget. Var det sådan heksefolk holdt fest?
Pyotr kunne så høre at de fremmed gik, men ikke i retning mod ham, dog væk fra ham. De talte stadigvæk, men det blev mere til mumlen.
Pyotr gik nærmere og fik øje på de kasser med Venedigs byvåben. En bevinget løve, der holdt de ti bud. Måske var deres heksekunstner i kassen. Pyotr gik forsigtig hen imod den, mens han gjorde korsets tegn. Må herren hjælpe ham?
Men der lå ingen heksesager nede i kassen. Kun lange røde rør med en spids top på, som lå på en rede af halm.
Så det her var altså ikke heksekunstner, men bare en eller andet dyrt festting fra Venedig. Pyotr kunne give sig selv et sprak bagi. Men det var nu ikke hans skyld, at han ikke kunne vide det.
Men, tænkte han, det var nok bedst hvis han skyndte sig at komme væk, inden nogen opdagede at han luskede rundt her. Han havde ikke lyst til at komme i problemer.
Han hørte et skrig. En kvinde skreg. Pyotr satte op i løb mod lyden. Da fik han øje på skomagerens unge kønne datter, der desperat og klynkende prøve at komme fri fra grebet af en fremmed mand, der havde sit ansigt gemt i hendes røde hår ved hendes hals. En slank hvid svanehals, der stod i kontrast til det blod, som løb ned ad den. Alt farven forsvandt fra pigens ansigt, mens hun holdt op med at gøre modstand. Hun blev mere og mere slap.
Liget faldt ned på gulvet med et brag, da grebet var sluppet, og Pyotr så fra sit skjul håbende til, mens den fremmed mand tørrede blodet af sin mund og slikkede det i sig.
”Appetitvækkende. En skam, at jeg ikke kunne forvandle hende, men hun lugtede simpelthen for godt til at gå til spilde. Smagen er bedre end udseendet.” Så gik han uden at se sig tilbage på sit offer, og Pyotr trådte frem fra sit skjul.
Hans blik forlod aldrig den døde pige. Hendes mund var åbnet i et tavst skrig. Hendes hud var hvidt som nyfaldet uberørt sne. Tøjet hang i laser og lugtede af urin og mudder.
En grufuld sandhed var gået op for ham. Han følte at han ikke kunne tænkte klart mere og blodet i ham frøs til is. Hans afdøde bedstefars ord strejfede hans tanker i det rædselslagende øjeblik.
Tag dig i agt for Muroni, nattens børn, min dreng. De er hverken levende eller døde. De er uhyrer med satans blod i sig og bærer det onde øje. Deres hud er af is og deres klør er som en krages. Er du fanget i deres rede, så går vejen til dødens bo.
De skulle være festmåltid for Muroni.
Muroni – bloddrikkere.
Vampyrer.
De var festmåltidet. De havde ladet vampyrer bruge slottet og tilkaldt andre vampyrer med deres sang. Som ulve tilkaldte deres flok for at jage. Det var derfor de havde valgt denne landsby, der lå så afsides at ingen ville kunne få at vide, at de var blevet overfaldet af blodsugere.
Hvordan kunne det dog ske?
Pyotr vidste at han måtte se at komme væk, inden han blev fundet. Derefter måtte han skaffe hjælp hos de andre i landsbyen, så de kunne overvinde vampyrerne. De kunne prøve at brænde dem ud.
Hjertet hamrede i ham. Lyden syntes at blive højere og højere for hvert slag. Hvordan skulle han komme ud?
Han ønskede at løbe, men hans ben var så stivnet af skræk for at blive hørt af Muroni. Han måtte tage en beslutning, løbe en risiko. Hvad skulle han gøre?
Han løb, men i den forkerte retning. Han havde aldrig været på slottet før i hele sit liv, så han anede ikke hvor han var henne eller om han vidste hvor udgangen var. Jo længere tid der gik, des mere desperat blev han. Han turde ikke stoppe op og tænke sig om. Frygten havde for længst overvundet enhver fornuft i ham.
Han stoppede først op, da han nåede rundt om hjørnet i den korridor, hvor den lystige borgfrue havde sit værelse, og skreg op.
Foran ham stod to pæle, et med præstens hoved og det andet med kirketjenerens. Sådan blev kristne menneske behandlet af nattens børn.
Da det gik op for ham hvad han nu havde gjort, var det for sent. Pludselig stod der to kappeklædte skikkelser foran ham og stirrede koldt i hans øjne. I mørket kunne han ikke se deres ansigter, men øjnene gnistrede som om det var stjerner på en nattehimmel.
”En ubuden gæst,” sagde den ene. Hans stemme lød så tungt og mørkt, da det fik en til at tænke på en skygge, der slæbte sig gennem natten. ”Den slags bryder vi os ikke om.”
Så fniste den anden. Hans stemme lød så lyst som en ung drengs. ”Men hvis han nu gerne vil til vores fest, så lad ham bare. Dog så dem, der besøger løven kommer aldrig ud igen, sagde ræven.”
”Ja,” sagde den første. ”Nå først man er inde, kommer man ikke ud igen.”
Inden Pyotr kunne sige noget, havde de fremmede grebet fat i ham og bar ham af sted, som om han vejede ingenting. I den gang, de nu fulgte, så han det ene lig efter den anden. Hans naboer, venner og bekendte fra landsbyen. Alle døde og tømt for blod. Der var endda et lig af en mor, der holdt sit barn tæt til sig med et fredfyldt udtryk i ansigtet.
Det så næsten ud som om de bare sov.
Han sagde ikke noget. Han turde ikke, ville ikke. Tungen var som skåret ud af hans mund.
Enden var nær. Han ville ikke få lov til at leve. Hvorfor slog de ikke ham ihjel nu? Hvorfor trække pinen ud?
Han kunne mærke en kold brise, der forsvandt igen. Måske havde et vindue åbnet sig selv op.
Åh, kære fader i himlen, lad mig ikke falde i ondskabens net. Hvis det er meningen at jeg skal dø i dag, så tag mit liv nu, inden disse nattens børn tager den selv.
Men den gode fader lyttede vist ikke. Pyotr blev slæbt ind i slottets riddersal, hvor der lugtede fælt af råddent kød.
Han havde aldrig set riddersalen før, men han kunne huske den fra historien om den anden krigsherre, der blev myrdet i denne sal af en tjenestepige, fordi han havde gjort dennes søster med barn. På væggene hang der skeletter, der holdt fakler i deres hænder, mens de sprællede med deres ben, så det gav et dystert og nervepirrende musik, der gjorde ondt i ens egne knogler.
Ved bordene sad der flere muronier og legede med afhuggede menneskearme og ben, friske som gamle. På bordene stod der det stjålne guldbæger fra kirken, der gik fra hånd til hånd hos de gæster, der leende drak af den.
Lugten var stærkere her end noget andet sted på borgen. Pyotr følte et voldsomt trang til at kaste op. Hans mave var som vendt op og ned i ham.
Det værste var dog at ned fra loftet hang der seks reb, som hver især holdt en bundt af lig oppe, så bloddrikkerne kunne stå op og drikke af dem.
Pyotr kunne lugte stegt kød og følte sig syg. Lugten mindede ham om hvor sulten han var og fik hans tænder til at løbe i vand, men tanken om, at det var en af hans venner eller naboer, gav ham en ubeskrivelig kvalme. Han måtte være syg i hovedet.
De to mænd, som holdt fast i ham, trak ham gennem hele salen, indtil de nåede til den anden ende, hvor tvillingerne sad på en dybrød diva.
”Herre.” Pyotr fik myrekryb. Hans sidste time var nær. Manden løftede dovent sin blik væk fra søsteren. ”Vi fandt dette menneske og tænkte at det kunne bruges som underholdning i aften.”
Den måde, Pyotr blev omtalt som ’det’, lød så intetsigende. Som om han var intet andet end en ting.
Manden rejste sig fra divaet og betragtede Pyotr med et roligt blik, der ikke rummede en eneste følelse.
Så smilede han pludselig. ”Ja, det var en god idé. Vi kan åbne middagen med ham.”
Så vendte han sig om og hans kåbe blafrede omkring ham. Han gik tilbage til divaen og bød sin søster om at rejse sig op. Den lyshårede søster rejste sig uden et ord og fulgte med sin bror frem så de stod foran deres gæster.
”Mine venner,” sagde manden højt. Alle var stille. Utroligt, for ikke så længe siden var der mere larm end man kunne høre sig selv tænke. ”Vi er samlet her for at fejre et bryllup her. Brylluppet mellem mig og min søster.”
Hvad? Pyotr kunne ikke tro sine egne ører. Han var chokeret, men ikke overrasket.
Disse væsner var jo djævlens skabninger. De følger ikke Herrens ord.
Manden havde holdt en dramatisk pause, men så fortsatte han. ”For ti år siden, levede jeg i Italien med sin familie og lillesøster,” tilføjede han med et hurtigt sideblik på sin søster. ”Min familien opdrog mig til at være en from katolik, men vi havde hårde år. Vi boede i et lille hus og ejede ingenting. Mine forældre blev syge, og jeg bad og bad til Herren om at hjælpe dem, men intet skete, kun at de døde. Jeg lagde min tillid i Herrens hænder og han gjorde intet for mig.”
I det han sagde det sidste rystede hans stemme af vrede og bitterhed. Pyotr blev endnu mere bange end før.
Manden fattede sig inden han forsatte. ”Min søster og jeg blev taget ind af et kloster, men jeg stak af. Hvorfor skulle jeg tjene en gud, der ikke havde hørt min bøn? Så en dag – efter flere ugers flugt – så jeg Hasatan vise sig for mig.”
Hasatan. Pyotr rystede. Djævlen.
”Og han gav mig dette liv. Udødelighed og magt. Hasatan har givet mig mere end Herren har. Herrens ord er ’Gør hvad jeg siger eller jeg straffer dig’. Hasatans bud er ’Gør hvad du vil, ingen kan skade dig.’”
Efter det sammenstykkende mumle fra salen at dømme, så var alle gæsterne enige med ham. Pyotr ønskede at de snart ville slå ham ihjel. Han kunne ikke klare det mere.
”Jeg tog min kære søster med mig til dette liv, fordi jeg ønsker at dele det med hende. At hun skal blive min i kød og blod. Så lad os fejre denne nat som en stor begivenhed til ære for Hasatan.”
”HIL HASATAN,” lød det fra forsamlingen.
Manden og hans søster tog deres store kåber af, så de stod helt nøgne foran forsamlingen.
De vendte sig imod hinanden og slyngede deres arme om hinandens hals, som de bed i. Manden løftede sin søster op og bar hende over til divaet. Det var ikke svært at regne ud hvad der så skulle ske.
Det blev for meget for Pyotr. Han vendte hovedet nedad. Gudskelov at vampyren, der holdt fast i ham ikke tvang ham til at kigge op.
Han kiggede ned mod gulvet for at undgå det skændige skamløse syn. Heldigvis overdøvede de opmuntrende støj fra gæsterne lyden af det. Under hans fødder lå graven af slottets sidste herre med ordene: Med ham falder selve Magányos. Og det gjorde det også… med landsby og det hele.
Han bad til herren. Alle de forskellige bønner og kristne remser, han havde lært fra barndommen. Alt hvad han kunne komme i tanke om forbundet med gud og frelsen. Men det hele kom et rodet blanding, som nok ikke ville give mening, hvis man kunne læse hans tanker. Han havde kun et ønske: at dø inden det blev værre end før.
Efter et stykke blev alt stille og Pyotr gik ud fra at det var overstået nu. Han kiggede op. De to vampyrer er stadig nøgne, men smurt ind i blod fra top til tå.
Hvor væmmeligt og afskyeligt.
Manden tørrede blodet af sin mund og tog søsterens hånd. ”Skal min søster – nu hustru åbne middagen?”
Der lød et brøl af begejstring, og Pyotr indså nu at hans sidste time var kommet.
Det sidste han så var en flod af gyldnet hår, der fløj over hans øjne.
Så var alt sort. Hans sidste tanker nåede aldrig at få et svar.
Er jeg død nu?

 

I 1997 blev landsbyen genopdaget, men på det tidspunkt var de fleste af husene ødelagte af naturens hånd og slottet var endt som en ruin. Man gik ud fra at landsbyen uddøde på grund af indavl og de barske vilkår. Dog så opklarede man aldrig hvorfor alle de jordiske rester lå indenfor slotsruinens mure. Landsbyen blev ryddet af frygt for sammenstyrtning, men borgen står der endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...