Forbidden Love - Justin Bieber +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2014
  • Status: Igang
Justin har altid været den dreng, som ikke respekterede nogen. En dreng, som ingen piger kunne modstå, uanset hvem de var. En dreng, der fik alt, hvad han vil have. En dreng, som gjorde hvad han vil, og ikke engang hans strenge, overbeskyttende, rige forældre kunne styre ham - han var uovervindelig, og sammen med hans bedste ven, Jamie, styrede de hele Beverly Hills, og sammen kunne de gøre alt. Men hvad hvis nu der skete noget mellem dem, som ødelagde alt? Hvad hvis Justin fik en stor interesse for den person som Jamie elskede over alt på jorden og beskyttede fra forkerte typer, der kun var ude efter 1 ting - hvad hvis Justin ville have Jamies søster? Det var den ene person i hele verden, som han ikke kunne få, fordi Jamie aldrig ville tillade det. Men når Justin ville have noget, så fik han det, men ville han virkelig have Jamies søster, hvis det betød, at deres venskab ville dø? Det var jo....forbudt kærlighed. (Justin er ikke kendt)

78Likes
117Kommentarer
8723Visninger
AA

10. Please Wake Up


Det var ufattelig hårdt at se dem begge ligge der, helt bevidstløse. 

Justin og Jamie lå lige foran mig, i hver deres seng, med lukkede øjne og så helt forfærdelige ud. De havde begge grimme sår i ansigtet, og de havde begge et stort blåt øje efter deres store slogskamp, der endte med at de skulle køres hurtigt på hospitalet i en ambulance. 

Jeg havde aldrig været så skræmt i mit liv. Aldrig.

Da jeg sad der på gulvet - helt krympet sammen - hjemme hos mig på gangen, og kiggede på dem begge, følte jeg mig fortabt. Ingen af dem bevægede sig, ingen af dem sagde noget, de gjorde ingenting. De lå bare på gulvet. Og jeg kunne heller ikke gøre noget, da jeg havde fået sådan et stort chok. Jeg sad fast, jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg huskede, at jeg græd, da jeg talte i telefon med ambulancefolkene.

Derefter sad jeg helt krympet sammen op af væggen og kiggede skiftende på dem begge.

Justin havde sparket Jamie i hovedet, så han faldt tilbage og mistede bevidstheden, og efter det, forsvandt Justin også, og så var jeg alene på gangen. 

Jeg kunne stadig ikke fatte, at det kunne gå så vidt. De var så gode venner, og se hvor de var endt henne? 

De havde begge små, tynde slager der sad fast i armen og gav dem den medicin, som de behøvede. Men den værste slange, som de begge havde, var den som var nede i deres hals. Den hjalp de med at trække vejret.

Der var underlige maskiner bag begge deres senge, som holdt dem i live. De lavede sjove og ubehagelige lyde, så man kunne høre, om der skete en fejl med dem.

Det så så skræmmende ud, og jeg var faktisk bange for, at ingen af dem ville vågne igen. 

Det lød urealistisk.

Men lægerne havde fortalt os, at der kunne være en lille bitte risiko for, at ingen af dem ville vågne igen. Jeg vidste ikke, at det var så slemt. Jeg troede bare, at de skulle sys lidt, også vågne igen med en ordentlig og smertefuld hovedpine. Men nej, det var værre.  

Jeg havde overhoved ikke forventet, at de ville ligge der i så lang tid. Jeg troede, at de ville vågne op samme dag. Men nej.

2 hele dage havde de ’sovet’, og jeg havde været her hele tiden, for de to drenge var mit liv. Og det var på en måde min skyld, at de lå der og var helt væk. 

Hvis jeg bare havde bedt Justin om at smutte, så var de ikke her, og jeg skulle ikke se dem lide så meget. 

Måske fik jeg aldrig deres øjne at se igen? Måske ville jeg aldrig høre deres stemme igen? Hvis jeg bare havde blevet i New York, så havde Justin aldrig fundet en interesse for mig, og Jamie og ham vil sikkert lave ballede lige nu, og bare gøre de ting, som de plejede at gøre.

Der gled en lille tåre ned af min kind, da jeg kom til at tænke på, hvad jeg egentlig havde gjort. De var de perfekte bedste venner, og alle de dårlige ting, som de sagde til hinanden, var jo ikke rigtige. 

De elskede hinanden. De var bedste venner. Og tanken om at ingen af dem ville vågne op igen, ville dræbe mig. Men tanken om at en af dem ville vågne op igen, og en anden ikke ville, ville bringe skyldfølelsen frem inde i mig. 

Hvor ville det være skræmmende og afskyligt, hvis Jamie vågnede, og Justin ikke gjorde, eller omvendt. 

Det ville være det samme, hvis jeg skulle leve uden Juliet. Tænk hvis det var Juliet og mig, og jeg vågnede, men hun ikke gjorde? Jeg ville aldrig blive mig selv igen.

Mest fordi, at jeg ville føle skyld over hendes død.

Hvis Jamie vågnede og Justin ikke gjorde, så ville Jamie føle skyld, ligesom Justin ville føle skyld, hvis han vågende, og Jamie ikke gjorde.

De skulle bare begge to vågne, og så skulle jeg tvinge dem til at snakke. De havde senge lige ved siden af hinanden, så de kunne ikke undgå hinanden, hvilket var perfekt.

Måske kunne Justin overbevise Jamie om, hvor meget han elskede mig. Måske vil Jamie indse, at vi kunne blive perfekte sammen. Jeg håbede, at han ville acceptere vores kærlighed til hinanden, ellers ville det blive ret svært at holde familiemiddag.

Jeg sad på en stol, hvor jeg havde udsigt til dem begge. Men der var ikke så meget at se. De havde begge deres ansigtet vendt op ad, mens de lå helt stille. Det lignede, at de sov.

Hvis bare de ville vågne igen.

Mine forældre snakkede med lægen om Jamie, mens Justins forældre snakkede med en anden læge om hans tilstand.

Ja, Justins forældre.

Han havde ikke set dem i et helt år, men da de fandt ud af, at deres søn lå på hospitalet med en alvorlig tilstand, skyndte de sig hurtigt at komme.

Endnu en grund til at Justin skulle vågne. Hans forældre var her, og han troede, at de var ligeglade med ham, men sandheden var, at de bare gav ham plads. De troede stærkt på, at når tiden var inde, så ville Justin komme til dem, og de vil endelig se hinanden igen.

Hmm.

De så ham, men han så ikke dem. Hvor var det forfærdeligt at tænke på. Det var forfærdeligt, at se Justins mor græde, og selv hans far græd også en smule, da de så på deres søn. Det var forfærdeligt alt sammen.

Jeg rystede.

Det opdagede jeg først nu. Mine kinder var våde, fordi jeg havde grædt så meget. Jeg tror, at jeg havde grædt 24/7, men nu var der intet vand tilbage. Jeg var 100 % sikker på, at jeg lignede lort lige nu. Men jeg var ligeglad.

Det eneste jeg ville have, var at se min bror og kæreste igen. Levende. Se dem trække vejret. Se dem smile. Høre dem snakke. Kysse dem begge.

De var mit liv. Jeg så dem hver dag. Jeg elskede dem begge, og det var uretfærdigt at, at de skulle være her.

Jeg bad endda til gud, og det havde jeg aldrig gjort før. Men jeg følte, at jeg skulle gøre alt det, som jeg kunne for at få dem tilbage igen. Og hvem ved? Måske hjalp det.

 

Pludselig kom alle ind i rummet. Mine forældre, Justins forældre og 2 læger. De læger som havde været sammen med os hele tiden. Og dem som har hjulpet os igennem de 2 dage, og svaret på vores spørgsmål, selvom der egentlig ikke var nogen rigtige svar.

’’De regner med, at begge vågner om 10 minutter, ’’ lød det smilende fra min mor af, mens hun stod der lænet op af min far. Hun vidste, at jeg havde siddet her i timevis og ventet på et svar.

Jeg rejste mig straks op og kiggede forundrende på hende.

’’Hvad mener du med det?’’ spurgte jeg spørgende, mens jeg gik tættere på dem alle sammen.

’’Drengene har været i en medicinsk koma, hvilket vil sige, at det var noget, som vi gjorde, så deres indre skader kunne nå at hele, før de vågnede op, ’’ svarede den høje, tynde læge med den hvide kittel.

’’Så, Justin og Jamie vågner lige om lidt? Hvorfor har ingen fortalt mig det?’’ spurgte jeg en smule panisk. Og det var da klart. Jeg havde været tæt på at dø af sorg, fordi jeg forstillede med, at de begge ville dø, og at jeg skulle leve videre uden dem.

’’Der har været meget forvirring omkring dette, og alle har vel været for stresset til at fortælle dig det, ’’ forklarede den kvindelige læge, der faktisk lignede en studerende.

’’Undskyld skat, vi skulle have fortalt dig det, ’’ sagde min mor medfølende, mens hun aede min arm blidt.

’’Ja i skulle, ’’ mumlede jeg blot og lænede mig op af min mors skulder, mens jeg kiggede på de 2 drenge, som snart ville vågne op.

Jeg kunne ikke fatte det.

Her havde jeg siddet i 2 dage og tænkt på, hvordan mit liv ville være, hvis de ikke vågnede op igen, og nu fortalte en højtudannede læge mig, at det bare var en medicinsk koma.

’’Jeg fatter bare ikke, hvordan de kunne slå sådan på hinanden. De var da så gode venner?’’ lød det undrende fra Justins mor.

Justins forældre mindede faktisk lidt om mine. Fine og fornemme, og så vidste de intet om deres børn.

’’Det gør jeg heller ikke, ’’ mumlede min mor. ’’Men jeg har dog lagt mærke til, at de ikke var så meget sammen her på det seneste. Jeg ved ikke helt, hvad der skete med dem, ’’ endte hun med at sige med et undrende blik.

’’Nej, men 1 ting er sikkert. De skal bare spytte ud med sandheden, for det skulle nødig ske igen, ’’ sagde min far meget bestemt.

Han elskede Justin, og han så ham som sin egen søn. Han havde lært Justin en masse. Noget som Jamie aldrig havde interesseret sig for. Så, han ville selvfølgelig gerne have, at de to blev venner igen.

’’Sagde rapporten ikke, at Justin havde sparket Jamie i hovedet?’’ spurgte Justins mor undrende, mens hun så ret trist ud.

’’Jo, det sagde den vidst, ’’ svarede min mor og kiggede trist på Justins mor. De havde holdt meget sammen i de 2 dage, og jeg kunne faktisk godt se de som veninder, da de havde meget tilfælles.

Justins mor sukkede tungt.

’’Tænk at han gjorde det? Jeg vidste, at han gjorde mange forfærdelige ting, men at spare sin bedste ven i hovedet var da lige over grænsen, ’’.

Det gjorde mig sur. Jeg kunne ikke bare stå der og høre på, at Justins mor anklagede Justin på den måde – hendes egen søn. Jeg kunne ikke stå der og lade hende tro, at det var Justin som var den slemme.

’’Jamie startede, ’’ mumlede jeg, og pludselig var alles øjne på mig. Jeg havde ikke udtalt mig om situationen, fordi jeg ikke kunne klare det. Da politimanden spurgte ind til det, sagde jeg intet. Jeg kunne ikke fokusere, fordi jeg ikke ville tænke tilbage på slagsmålet. Også selvom jeg var det bedste vidne, som de havde.

Men jeg kunne ikke holde de inde længere.

Rapporten løj. Den vidste ikke sandheden. Jeg vidste sandheden, fordi jeg var der. Og i rapporten var Justin beskrevet som den onde, hvilket ikke var sandt.

’’De kom op at skændes, og Jamie skubbede Justin hårdt ind i væggen, og så skubbede Justin ham tilbage. De begyndte at slå på hinanden, og jeg forsøgte at stoppe dem, men det var umuligt. De slog og slog på hinanden, og de rullede rundt på gulvet, alt var dramatisk, og de var fyldt med had, og man kunne ikke stoppe dem,  ’’ jeg holdte hurtigt en pause, mens jeg kiggede på Justin, der bare lå der helt stille.

Jeg huskede, da han fik Jamies knytnæve hårdt i hovedet, og det var som om, at jeg kunne mærke hans smerte. Det var skræmmende.

’’Jamie sparkede ham hårdt i maven, så han ikke kunne få luft og måtte hive efter vejret, derefter slog han ham 3 gange i ansigtet med en knyttet hånd, og Justin lignede en, som var færdig – helt færdig. Han kunne virkelig ikke mere, så derfor sparkede han Jamie i hovedet, så de begge blev bevidstløse til sidst, ’’ endte jeg med at sige.

Justin forsvarede sig selv til sidst med det spark. Hvis han ikke havde gjort det, så havde Jamie hoppet på ham, og Justin havde været færdig.

Det var sandheden.

Der var helt stille i rummet, da sandheden kom ud. Mine forældre vidste ikke, at Jamie slog på folk, også selvom han havde slået på en masse førhen. Men så betalte han dem for at holde kæft – vores forældre skulle altid tro, at han var perfekt.

Det kom som en stor overraskelse for dem.

’’Min lille Jamie, ’’ sagde min mor snøftende, og det lignede virkelig, at hun havde svært ved at tro på det, men hun vidste også godt, at jeg var den eneste her, som virkelig kendte alle detaljerne og sandheden om slagsmålet.

’’Hvad kunne de drenge dog skændes om? Det lyder ret alvorligt, siden de begyndte at slås, ’’ hørte jeg Justins far sige meget forundrende.

Jeg kunne ikke fortælle dem det. Jeg kunne ikke fortælle dem, at det var min skyld det hele, så jeg sagde intet. Jeg stod bare med hovedet nedad, mens skyldfølelsen gav mig en knude i maven, og smerten bredte sig hurtigt.

 

Pludselig hørte vi et host, som kom fra en af drengene. Vi vendte alle sammen vores ansigter mod dem begge for at se, hvem af dem, som var vågnet. Han kiggede forvirrende rundt, mens han prøvede at finde ud af, hvor han var henne.

Det var Jamie.

’’Åhh min lille dreng, ’’ min mor krammede straks Jamie, mens han lå der i hospitalsengen med det hvide sengetøj, og så forvirret ud.

Hun græd.

Min far gik også hurtigt over til sengen og kiggede på sin søn, som havde ligget helt bevidstløs i hele 2 dage. Men min far var stærk, og det eneste han gjorde var at klappe ham på skulderen og smile et stort smil.

’’Velkommen tilbage, ’’ lød det fra min far.

Jamie forstod ingenting, men han smilede alligevel. Aldrig havde vores forældre behandlede sig sådan overfor ham, og aldrig havde vores far klappede ham på skulderen – det var stort.

’’Hvad er der skete?’’ fik han endelig spurgt, mens han kiggede forvirrende rundt. Han kunne ikke se Justin, da vores forældre stod i vejen for synet, men det var vel også godt. Det var nok bedst, at han fik historien først, inden han så Justin.

Han var ikke vågnet endnu. Og det ville bare give stor panik til Jamie.

Den høje og tynde læge kom over til Jamie, da han skulle forklare ham, hvad der var sket. Mange gange forstod patienten det bedre, hvis det kom fra en læge med en hvid kittel.

’’Du har været ude for et slagsmål…’’ mere nåede han ikke at sige, før Jamie satte sig skræmt op i sengen.

’’Justin? Hvor er han? Er han okay?’’ det så ud som om, at Jamie pludselig havde fattet, hvad der var skete. Han fattet pludselig, hvor han var henne.

Mine forældre fjernede sig fra det sted, hvor de stod, så Jamie kunne se Justin. Han lå helt bevidstløs, med lukkede øjne og munden lidt åben, mens hans ansigt lå helt rettet op ad – det så ret skræmmende ud.

’’Justin!’’ sagde Jamie en smule højt og panisk, da han ikke helt forstod, hvorfor hans bedste ven ikke vågnede, da han sagde hans navn. ’’Hvad er der galt med ham?’’, fik han spurgt.

’’Justin har fået alvorlige indre skader, og derfor har vi lagt ham i en medicinsk koma, ligesom vi gjorde med dig, så i kunne hele jer, mens i var i komaen, ’’ forklarede den høje læge roligt og forståligt.

’’Men hvorfor er han så ikke vågnet endnu?’’ spurgte han, mens han øjne var en smule våde. Han kiggede undrende på lægen, der så en smule nervøs ud.

Justins forældre stod ved Justins side og ventede på, at de kunne føle den glæde, som mine forældre havde nu. Jeg stod stadig, hvor jeg stod før, da jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg kunne kun se på, og se, hvad der foregik i dette øjeblik.

’’Han kan vågne hvert et øjeblik, ’’ forklarede lægen, men det var faktisk som om, at han tvivlede. Men jeg var åbenbart den eneste, som så hans usikkerhed, da ingen reagerede på det.

’’Jeg er sådan en idiot! Se hvad jeg har gjort imod ham, ’’ sagde han og hentydede til de mærker, som Justin havde i hovedet, og han så ret skadet ud.

Jamie vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han ville gerne rejse sig op, men lægen bad ham om at sætte sig roligt ned igen. Det var hårdt at se ham være sådan. Det var tydeligt, at han fortrød alt, hvad han havde gjort.

Og det var måske en god ting. Fordi så kunne det være, at han var en smule mere forstående omkring Justins og min kærlighed.

’’Åh skat. Jeg er sikker på, at Justin tilgiver dig, ’’ lød det støttende fra min mor, der aede ham lidt på armen, hvilket hun aldrig havde gjort før. ’’Bare være glad for, i begge er i live, ’’ endte hun med at sige med et stort smil.

Jamie kiggede overraskede på hende.

’’Kunne vi have været døde?’’ spurgte Jamie forvirret og en smule skræmt. Han anede vidst ikke helt, hvor slemt det stod til.

Min mor kiggede fortabt på lægen, da hun ikke selv kunne forklare det over for sin søn. Det var for hårdt.

’’Da i kom på hospitalet, var i begge alvorligt skadet. Ingen af jer ville reagere på vores tester, og i begge havde meget svært ved at trække vejret, og hvis vi ikke fik jer opereret med det samme, kunne det have endt helt galt, ’’ forklarede lægen.

’’I gjorde virkelig slem skade på hinanden, ’’ lød det pludselig alvorligt fra min far. ’’Hvordan kan 2 bedste venner skade hinanden så slemt?’’ spurgte han bestemt, mens han så forundrende ud.

Jamie svarede ikke. Måske fordi at han ikke ville forklare alle, hvad der skete, da det jo handlede mest om mig.

’’Vi kan måske snakke med dem begge, når de har fået det bedre, og så få sandheden ud, ’’ lød det fra Justins mor, som fik alles opmærksomhed. ’’Fordi sandheden skal ud, uanset hvad, ’’ endte hun med at sige bestemt.

Jamie sukkede tungt og kiggede såret over på Justin, som stadig lå stille på den hvide madras.

’’Vi skulle nødig have, at det skulle ske igen, ’’ sagde min mor og gled hendes fingre igennem Jamies hår.

’’Hvad hvis han ikke vågner igen?’’ spurgte Jamie, mens han kiggede på Justin. ’’Hvad ville der så ske?’’.

Der blev ikke svaret på det, hvilket betød, at der nok ikke var et rigtigt svar. Kunne det være en mulighed, at Justin ikke vågnede igen?

’’Jeg ville aldrig kunne leve med mig selv igen, hvis Justin ikke vågnede igen. Det hele er min skyld, det var mig som startede, det var mig, som fik Justin til at slå igen. Han forsvarede bare sig selv, mens jeg gerne ville tæske løs på ham, ’’ forklarede Jamie, mens han stadigvæk stirrede på Justin. Han så slet ikke folks reaktion på det, som han sagde.

’’Hvorfor slog du ham?’’ spurgte vores far roligt. Han ville gerne have sandheden ud, det ville vi alle.

’’Han gjorde mig sur. Han sagde en masse ting, som gjorde mig sindssyg sur, ’’ forklarede han. ’’Men jeg burde havde vendt den anden kind til og bare ignorerede det, ’’.

Han sukkede tungt og kiggede over på mig. Jeg stod mellem begge senge og kiggede på skift på dem begge. Jeg håbede meget på, at Justin vågnede. Så havde gud hørt mig, og det ville være stort, mest fordi at jeg ikke troede på gud.

’’Men det ville aldrig ske igen, ’’ mon Jamie ville være venner med Justin igen? De ting som de sagde for 2 dage siden, virkede så ægte, og det lød virkelig som om, at de aldrig ville have et venskab igen.

Men måske var de ligesom et kærestepar, som skændes og slog op, og så kom de sammen igen, og så ville de slå op igen, men finde sammen til sidst.

Det håbede jeg.

Men måske ville Jamie bare have, at Justin havde det godt, og så ville de ikke være venner mere. Jamie ville aldrig kunne leve med, at Justin ikke vågnede igen. Men hvis han vidste, at Justin havde det godt, ville deres venskab måske være slut alligevel.

’’Jeg forstår bare ikke helt hvorfor i sloges? Jeg troede, at i var bedste venner, og bedste venner prøver ikke at slå hinanden ihjel, ’’ lød det ret hårdt fra min far.

’’Jeg prøvede ikke at slå ham ihjel!!’’ råbte Jamie sindssygt højt, og han kiggede rasende på min far, der bare nikkede, da han forstod hvad Jamie sagde. ’’Jeg ville aldrig gøre sådan noget. Jeg vidste jo ikke, at det ville gå så galt, ’’ råbte han ligeså højt, mens en tåre trillede ned af kinden på ham.

Det var forfærdeligt at se Jamie sådan. Råbe af mine forældre og græde? Det havde han ikke gjort lige siden….hmm, aldrig!

 

’’Åh, hvorfor råber du sådan, din idiot, ’’.

Alles øjne kiggede pludselig et andet sted, da en uventet stemme fyldte hele rummet, også selvom stemmen var utrolig lav. Mit hjerte begyndte at slå normalt igen, og den smerte, som jeg havde i min mave, var væk.

Justin var vågen.

Alle skulle lige registrere, at Justin var vågnet, da det kom så pludselig. Jamie havde lige snakket om, hvad der ville ske, hvis han aldrig vågnede op igen, og se så der, han vågnede op? Gud havde hørt mig.

’’Åh, min lille baby, ’’ Justins mor krammede Justin, mens hun græd. Og hans far gjorde ligesom min far, stod bare lige ved siden af og kiggede på.

Ja, mine forældre mindede meget om hans.

Justin lignede en forvirret lille dreng, som ikke kunne finde hans forældre i det store center i byen – okay dårlig eksempel. Han forstod sikkert ikke, hvorfor hans forældre var der. Han forstod sikker ikke, hvorfor han lå i en hvid seng. Og han forstod sikkert ikke, hvorfor Jamie lige havde råbt.

’’Justin, du er lige vågnet op fra en medicinsk koma, som du har ligget i i 2 dage, ’’ fortalte lægen ham, da Justin jo også skulle have det af vide.

’’Ja okay, ’’ sagde han ligegyldigt og satte sig op i sengen, selvom det var en del besværligt. ’’Av, min fod, ’’ stønnede han og mærkede den smerte, som hans fod gav ham.

’’Ja, det var et temmelig hårdt spark du gav mig, ’’ lød det smilende fra Jamie, der endelig sagde noget til Justin.

’’Du har forstuvet din fod, så det ville nok gøre ondt i en uge eller 2, ’’ forklarede lægen ham.

’’Undskyld at jeg sparkede dig i hovedet, ’’ undskyldte Justin og kiggede alvorligt på Jamie, der sad i sengen lige ved siden af ham, der var måske 2 meters afstand mellem dem.

’’Nej, undskyld for alt det, som jeg gjorde og sagde, ’’ undskyldte Jamie, og jeg følte virkelig, at det var et rørende tidspunkt, hvor 2 bedste venner undskyldte til hinanden.

’’Ja det var nogle ret hårde slag og ord, ’’ sukkede Justin. ’’Men jeg vil også godt undskyldte, jeg gik for langt, ’’ endte han med at sige meget ærligt.

Der blev helt stille.

Justin kiggede på hans forældre, som han ikke havde set i et helt år. Det måtte føles underligt at se dem her.

’’Måske skulle vi lade dem snakke ud, så kunne vi tage ned på mit kontor og snakke om hjælp til drengene, ’’ sagde lægen til mine og Justins forældre, da han sikkert godt kunne se, at de ville have lidt fred til at snakke ud.

’’Hjælp? Hvad for noget hjælp?’’ spurgte Justin undrende, da han ikke helt forstod, hvorfor vi behøvede hjælp.

’’I 2 skal højt sandsynligt starte til en psykolog, som vil hjælpe jer med jeres vrede, og hvis ikke, så ville der være en stor retssag, fordi det i har gjort, er ikke acceptabelt, Det er ulovligt at tæske løs på hinanden, specielt når i begge var tætte på døden ’’ forklarede lægen.

’’Jeg skal fandme ikke gå til psykolog, ’’ fastslog Justin meget bestemt og gav lægen alvorlig øjne, der virkelig sagde, at han ikke skulle gå til psykolog.

’’Det er bedst. At snakke om tingene kan hjælpe, og efter hvad jeg har hørt af dine forældre, så er det måske godt, at du starter til en psykolog, ’’ sagde lægen fastbesluttet og meget bestemt, mens hans øjne var dobbelt så alvorlige som Justins. Og han satte virkelig Justin på plads der, da hans hårde og bestemt stemme fik Justin til at holde kæft.

Justin kiggede på hans forældre, der så skyldige ud. Og jeg vidste, at Justin kun vil hade dem endnu mere, da det var deres skyld, at han skulle til psykolog, også selvom det var lægen, der ville have ham til det.

Justin vil give forældrene skylden, uanset hvad. Det hjalp måske ikke så meget på hans forhold med hans forældre.

Justin kiggede ondt efter hans forældre, da de smuttede med lægen. Jeg håbede, at de ville finde ud af det.

’’Jeg går også, så i kan snakke, ’’ lød det fra mig af, og jeg havde ikke sagt et ord, siden de begge vågnede.

Jeg gik hen til Jamie og kyssede ham på kinden. Jeg kunne ikke være mere taknemlig for, at de begge var i live.

’’Jeg er glad for, at du vågnede op igen, jeg ville ikke kunne leve uden dig, ’’ sagde jeg og smilede til ham.

Han smilede igen.

Derefter gik jeg hen til Justin og kyssede ham på munden, og det elskede jeg virkelig. Jeg havde savnet hans nærværd, hans læber, hans kærlighed. Alt ved ham.

’’Jeg elsker dig, ’’ hviskede jeg til ham, men jeg var sikker på, at Jamie også hørte mig.

’’Jeg elsker også dig, ’’ smilede han sødt.

Jeg gik baglænes, mens jeg kiggede skiftende på dem begge, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så mine 2 yndlings drenge ligge der og smile tilbage.

Nu skulle de bare snakke om tingene, og hvem ved? Måske ville Jamie acceptere vores kærlighed?

 

 

¤ ¤ ¤

Wow sikke et kapitel. Godt at se begge vågnede igen, nu må vi bare håbe på, at de får snakket ud. Måske bliver de venner igen? Måske går de hver deres vej? Måske vil de stadig være venner, bare ikke bedste venner?

I kan jo følge med og se hvor deres venskab ender hen?

Husk at like den.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...