Tågede morgener

Jeg har faktisk allerede udgivet denne historie. Men det var i en samling, så det har måske været ret uoverskueligt at læse. Derfor håndplukker jeg nu de bedste historier fra samlingen (måske ender det med dem alle) og udgiver dem hver for sig i håb om, at de bliver læst. Nu rettet efter feetback. Jeg har valgt at rette nogle af de ting, jeg fik af vide, jeg skulle rette. Men ikke det hele, da jeg er kommet frem til, jeg ikke synes, det ville være okay for teksten.

1Likes
8Kommentarer
148Visninger
AA

1. Tågede morgener

~~ Det er mærkeligt, når tingene sådan fordamper. Forsvinder til ingenting og ud i det blå. Jeg kan se, hvordan dampen står op i lange tråde. Fra hegnene. Jorden. Og legehusenes tage.

Til sidst vil det hele være forsvundet. Og her vil kun være mennesker tilbage. Her vil kun være hende og mig. Sammen vil vi nyde disse tågede morgener, hvis der da vil være ting tilbage, som tågen kan fordampe sig fra.

 

"Den første gang jeg døde, var det fordi, jeg faldt for dig," siger jeg med et smil på læben og stryger fingrene langs hendes kindben. Hun ryster på hovedet. Jeg ved ikke, om det er fordi, hun synes, det er latterligt, eller om det er fordi, hun synes det modsatte.

"Jeg stod på toppen af en bygning og så begejstret ud over byen. Jeg nød, at jeg var højt nok oppe til at sætte mit eget liv i fare. Og så dukkede du pludselig op. Dit hår svævede omkring dig, og du lignede, at du var ingenting. En sjæl. Gennemsigtig og beundringsværdig. Jeg blev helt væk i dig."
”Og hvad så, Marco? Så faldt du bare? Ud over kanten?”
Jeg trækker på skuldrene og smiler mit mest charmerende smil.
"Ja. Så blev jeg så betaget, at jeg glemte hvad, der var fast grund, og hvad der var mødet med døden."
"Og det var første gang?" spørger hun med rynket pande.

Jeg smiler utålmodigt. Hun vil ikke forstå det. Hun kan ikke forstå det. Hun kan ikke forstå, hvor svært det er, at leve sådan her. Jeg føler mig isoleret fra omverdenen. Jeg føler mig udenfor. Jeg kan aldrig blive en del af fællesskabet. Jeg kan aldrig komme ind til hende.

"Hvordan var det så?"
Hun griner lidt og forsøger at få styr på sin vejrtrækning.
"Det var forfærdeligt. For så vidste jeg, at jeg aldrig kunne få dig."
"Det kan du jo heller ikke," siger hun så, vender sig om med et sæt og svinger med håret, så det pisker mig i ansigtet. Det lange, nøddebrune hår, der dufter så skønt af forår. Et øjeblik (underdrivelse; der går et helt kvarter) bliver jeg så beruset af dette forår, at jeg helt glemmer mig selv, og i det næste jeg ser mig omkring, er hun forsvundet ud af døren og på vej hjem.

Hun bliver ved med at ødelægge noget i mig. Jeg mister pusten, når hun smiler til mig. Mit hjerte smelter, bare jeg ser på hende. Og hun knuser mig helt ind til benet, når hun går. Fordi hun ikke vil have mig.

Nu ser jeg hende aldrig igen. Skolen er slut, og vi skal hver til sit. Jeg styrter ud af døren. "Cecilia! Vent."
Jeg løber efter ingenting, for hun er der slet ikke. Hun er for længst forsvundet op ad stien til højre, og hun er sikkert allerede hjemme. Hun er sikkert ved at løsne sine stribede snørebånd og smide den gule jakke. Det håber jeg. I virkeligheden ved jeg godt, hvad sandheden er. Sandheden er, at hun er her slet slet ikke.
Hun er fordampet sammen med resten. Nu er der kun mig tilbage. Alene. I intetheden. Snart fordamper også jeg. Og her vil ikke være andre tilbage. Her vil kun være tunge, lavt hængende skyer. Det er jo trods alt en af disse tågede morgener.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...