Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 21 dec. 2013
  • Status: Igang

0Likes
1Kommentarer
209Visninger

1. Engletårer

Skinnende tårer trillede de ned af hendes blege, lille ansigt, som små lysende perler formede de sig i øjnkrogene, trillede ned over hendes lille kind og ned på min tynde hvide kjole. Jeg grœd også, indeni. Indeni kœmpede jeg med gråden, grœde kan jeg ikke, men sorgen og raseriet var ved at brœnde mig op indenfra. Jeg lod en tør hånd stryge ned over den lille piges kind og med den anden knugede jeg hendes lille kolde hånd, hun kiggede på mig med hendes store, mørke øjne. Blikket, det anklagende blik. Det gjorde ondt, skyldfølelsen gnavede indeni. Pludseligt hviskede hun med en svag stemme

“Du...du må ikke gå, bliv her til jeg bliver rask igen, det gør så ondt”

hendes svage hvisken blev nu erstattet af en nyt og kraftigere hulk, hun åbnede munden for at skrige i smerte men ingenting kom ud, hun havde ikke krafterne til at skrige.

“Jeg lover dig, jeg vil sidde ved din side til du bliver rask igen”

Sagde jeg med en stemme som jeg prøvede at få til at lyde så beroligende så muligt. Selvom jeg inderst inde godt vidste at den lille pige aldrig vil blive rask, jeg vidste at om lidt vil hendes svagt bankende hjerte gå i stå og hun vil lukke hendes øjne-for altid. Jeg ville aldrig se hendes klare, blå øjne fyldt med glœde og omsorg, aldrig se den lille pige hun altid havde vœret. Hvordan kunne Gud gøre det, hvordan kunne han få sig selv til at tage liv vœk fra en pige som knapt var fyldt fem, så ung, hun ville jo så gerne leve og sprede glœde. Derfor hader jeg mit sande jeg, en engel er hvad jeg er, hvad er vi hvis vi ikke sender folk i himlen? Himlen, Paradis findes skam, det er bare ikke som vi tror det er. Det er hjem for engle, ikke mennesker. Vi engle, vi drœber, vi tager liv mod ordre fra Gud. Vi er det sidste du ser inden du dør, kun de døende kan se os. Når man er død er man vœk, man falder i søvn og vågner aldrig op igen. 

"Hvad sker der med mig, hvor kommer jeg hen?"

Hendes svage hvisken rev  mig ud af mine tanker, jeg Sœnkede blikket, jeg ville ikke se hende i øjnene. Hun ville kunne se løgnen skjult i mine øjne. Hurtigt sagde jeg med en overbevisende stemme mere for at overbevise mig selv end for noget andet:

"Kan du se stjernen deroppe?"

Jeg løftede en rystende hånd og pegede på et sted langt ude af det duggede vindue

"Ja, hvad er der med den"

Hendes stemme var ikke lœngere en hvisken men havde nu en lille gnist af håb, hun kiggede op på den stjerneklare nat med øjne som glimtende stjerner.

"Deropppe, på den stjerne løber små piger rundt og leger, du vil se din mor igen, hende du ikke har set siden du, siden du blev født"

Jeg sendte hende et stort, falsk smil, hun smilede svagt og lukkede øjnene. Med stadigvœk lukkede øjne, undslap nogle få ord hendes sprunkne lœber

"Jeg glœder mig, mor?"

Jeg lod mine svedige hånd stryge ned over hendes blege, kolde ansigt for at dœkke de udtryksløse, matte øjne ved at lukke hendes øjnlåg i, aldrig ville de åbnes igen. Jeg havde det rœdsomt, jeg havde løjet, løjet overfor en lille pige. Et svagt smil spillede stadigvœk på hendes lœber, hun havde virkeligt troet på min historie, at hun ville se sin mor igen. Jeg havde taget hendes liv. Udenfor havde hvide skyer dœkket den stjerneklare himmel og i nœste nu faldt sneen blød og hvid, som små krystaller dalede de ned gennem den kolde luft- Engletårer.

 

 

*       *      *

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...