Surreal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 21 dec. 2013
  • Status: Færdig
Oneshot :) Læs det der er næsten nemmere, det er ikke så langt ;)

1Likes
5Kommentarer
324Visninger
AA

1. Surreal - (Oneshot)

”I dag er det Felix’ fødselsdag, hurra hurra hurra!” sang min mor og søster.  Da de havde sunget sangen færdig, sagde mor: ”Godmorgen lille Felix,” Hun satte sig på sengen. Jeg smilede træt til hende. Hun rakte mig en lille flad pakke. ”Så, den her er fra din far.” Jeg begyndte at pakke op. Indholdet viste sig at være et spil, det helt ny udviklede Surreal. Mor rakte mig en ny pakke fra hende og søs. Det var en signeret plakat med Daniel Agger. ”Har det ikke været vildt dyrt?” udbrød jeg. Mor kiggede på mig længe, ” Tillykke med de 13 år.” og så gik hun ud.

Jeg var ikke så interesseret fodbold, mere i spil. Jeg gik til fodbold, men ikke på højt niveau, bare for hyggens skyld. Jeg havde aldrig hørt om spillet Surreal, det, som stod på pakken, lød spænende.

Jeg hoppede ud af sengen og kiggede ud af døren. Mor stod og lavede mad, det kunne sikkert godt tage et kvarter eller noget. Jeg besluttede mig for at tænde min bærbar. Jeg satte spillet i, efter at havet lukket alle de faner, der var kommet frem. Installationen tog kun 2 minutter, og man kunne starte spillet med det samme. Man kunne vælge forskellige personer at styre. Jeg valgte den der havde mest styrke, men mindst liv. Jeg klikkede på start.

Mine hænder begyndte at sitre, og mit hjerte bakkede hurtigere og hurtigere. Jeg forstod ikke hvad der skete, men lige pludselig stod jeg i en skov.

Stedet mindede mig om steder fra et eventyr. Der var et tårn, og noget rumlede et sted tæt her på. ”Hallo?” spurgte jeg ud i luften. Intet hørte mig, så jeg besluttede mig for at gå tættere på tårnet. Det var ca. 5 meter højt og lignede sådan et, forkælede prinsesser sad spæret inde i. ”Hallo?” spurgte jeg igen. ”Bøh!” hviskede nogen, eller noget lige bag mig. Jeg spændte i hele kroppen og drejede langsomt rundt. ”Hvem er du, og hvad laver du her?” stemmens ejer prikkede til mig med en spids ting, som viste sig at være et sværd ”Øh? Jeg er Felix, og jeg kom her til via et spil.” svarede jeg usikkert. Stemmen blev ejet af en pige på højde med mig. ”Felix af Spil.” sagde hun og prikkede til mig igen, ”Hvilken mission er du så på?” hun kiggede vurderende på mig. ”Øh…” jeg mærkede noget brænde i min brystlomme. Jeg fiskede det op og læste hvad der stod på. ”Min mission er… at jeg skal finde Liva af Tårnby, og… tage ud i dragegrotten sammen med hende.” hun sukkede. ”Det er så mig…” hun begyndte at gå, ”Kommer du, Felix af Spil?” spurgte hun, mens hun stadig gik. Jeg satte i løb og løb efter hende. 

”Liva!” råbte jeg forpustet, ”Vent dog lidt!” hun stansede ikke. Hun svingede sværdet for at vise, at hun havde hørt mig. Hun standsede og lyttede. ”Felix af Spil, vi skal bygge en lejr for i dag,” hun så underlig ud, som om hun ventede på, at noget skulle ske. ”Pak den her ud, og slå den op.” hun samlede noget op af lommen, og kastede det for mine trætte fødder.

Det var en underlig form for telt, men det var ikke svært at finde ud af, for det pakkede sådan set sig selv ud. Hun nikkede og lagde sig ind i teltet. Jeg lagde mig ind til hende. Der var to senge, og jeg lagde mig i den frie seng.

Da jeg vågnede næste morgen, sparkede Liva mig, bogstaveligt talt, ud af sengen. Jeg lå der på den hårde jord, helt træt og uden af vide hvad der skete. Hun fik hurtigt pakket teltet sammen og samlede mig op fra jorden. ”Hvad ligger du der og flyder for, Felix af spil?” spurgte hun undrende. ”Øh, bøh.” svarede jeg forvirret. Kunne hun ikke huske hvad, der var sket? Hun havde jo lige sparket mig ud af sengen. Hun satte i løb, som en vild hest på flugt. Jeg spurtede efter hende.

”Her er grotten,” sagde hun ”Jeg må gå der ind alene.” jeg nikkede, men følte en mærkelig følelse.  Jeg greb hendes hånd. ”Liva, nej.” sagde jeg trist. ”Jeg er nødt til at gøre det Felix af Spil!” vrissede hun surt. Hun vred sig fri af mit greb. Jeg strakte armen, og prøvede at nå hende. Men hun var for langt væk, og jeg vidste at jeg ikke kunne nå hende. Jeg sukkede og lod hende gå ind i grotten. ”Liiiiva!” hylede jeg, som en lille pige. Jeg anede ikke hvad der skete for mig. Noget i mig sagde at jeg ikke fik hende at se igen. Det rumlede inde fra grotten. Var det en drage? En sulten drage? Eller? Jeg besluttede mig for at redde Liva, så vi kunne stikke af fra grotten sammen.

Der var ingen tegn på liv, der var ingen. Det rumlede, og brølede inde fra grotten. Jeg blev ikke bange, men jeg tænkte på, om det allerede var for sent. ”Liva!” skreg jeg. Noget klaskede mod væggen. ”Liva!” udbrød jeg. Og ganske rigtigt, en helt forstået Liva, lå på jorden. Jeg samlede hende forsigtigt op ”Felix…” smilede hun udmattet af smerte. Den rumlende lyd, var lige i nærheden. Jeg greb Livas sværd og lagde hende forsigtig ned igen. ”Liva, du bliver her. Og overlever.” tilføjede jeg. ”Felix… Surreal…” hviskede hun smertefuldt.

Jeg stormede efter lyden. Den var her, et eller andet sted. ”Kom så frem! Din fede dumme drage!” det hylede og susede bag mig. Jeg stormede efter den og løb i cirkler rundt om den. Den var mørkerød, spækket med tænder, og pigge. Den svingede halen og var meget tæt på at ramme mig, da den landede lige for næsen af mig. Jeg blev meget forskrækket og hakkede ned i halen. Det var bare en ren refleks. Den skreg et smertens skrig. Blodet væltede ud i ansigtet på mig. Jeg løb hurtigt ud af den grotte dragen befandt sig i.

Jeg skyndte mig ind til Liva. ”Liva!” skreg jeg. ”Surreal… Farvel Surreal.” hun smilede udmattet, og rakte hånden ud efter mig. Jeg greb den, og mærkede en kraft strømme igennem os, jeg fik et mærke på min finger. Det vidste et s. Hun begyndte at trække vejret hurtigere og hurtigere, og så holdt hun helt op. ”Liva,” jeg satte mig ned ved siden af hende. Mine hænder begyndte at sitre, og mit hjerte bakkede hurtigere og hurtigere. Jeg forstod ikke hvad, der skete, men lige pludselig sad jeg hjemme på stolen i mit værelse.

”Felix!” min søster kom ind. ”Vi har kaldt på dig 3 gange nu. Så kom nu, maden er færdig.” vrissede hun surt. ”Uh, ja, jeg kommer.” svarede jeg fraværende. Jeg kiggede på min finger, s´et var der endnu.

 

___________________________________________________________________

Dav! Ville lige dele min gamle stil fra sidste år med jer, da min lærer var helt vild med den ... xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...