Boys like YOU...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ny skole betyder ny start, nye venner. Er det ikke det man plejer at sige? Katrine skal starte på en ny skole. Igen. Det er overhoved ikke første gang og nok heller ikke den sidste. Og den her skole var ikke spor anderledes end de andre. Der er altid typer som Harry og hans slæng, men Katrine har altid været god til at undgå typer som dem, det eneste de gør er at skabe problemer, men Harry sætter sig et mål og Katrine er klart en del af det. det går stiller rolig op for Katrine at Harry er ikke helt ligesom de andre, han er klog og er altid et skridt foran, han går til tingene på andre måder og det bryder Katrine sig ikke særlig meget om, især fordi det går ud over hende!

114Likes
227Kommentarer
13321Visninger
AA

13. stupid me!

Waves synsvinkel:

 

Hvad havde jeg gjort. Kat var løbet sin vej og nu sad jeg her alene tilbage. Min samvittighed var smadrede, hvad fuck havde jeg gang i mand. Han ødelægger alt, jeg syntes faktisk godt om Kat, men det eneste jeg havde gang i var at ødelægge hendes liv, fordi jeg ikke tør sige i mod. Jeg slog hånden hårdt ned i bordet ”rolig nu” jeg vidste med det samme det var ham. Jeg kiggede vredt op på ham ”gå din vej Harry” snerrede jeg og kiggede efter Kat, men hun var væk ”men jeg er jo først lige kommet?” sagde han og grinte. Han grin var noget af det mest nedladende jeg nogensinde har hørt. Jeg rejste mig, hvis han ikke ville gå, gør jeg det gerne ”blev her” sagde han bestemt, jeg tøvede, men tog så et skridt frem, jeg skulle væk. Jeg nåede bare ikke længere før han grab for i min arm. Han rystede på hoved ”jeg troede du havde fundet ud af hvem der bestemte her?” sagde han truende, han slap min arm og jeg satte mig ned igen, jeg turde ikke andet. Han smilede tilfredst ”når, virkede det?” selv hans øjne gjorde mig bange, han vidste bare hvad han skulle gøre. Jeg nikkede bare og kiggede ned i mit skød, jeg var fuld af dårlig samvittighed, det gjorde helt ondt. Jeg ville slet ikke tænke på hvordan Kat hun havde det lige nu. Han rykkede lidt på sig ”kom med din mobil” sagde han og rakte en hånd frem ”jeg kiggede på hans hånd ”hvorfor?” spurgte jeg og skød et øjenbryn i vejret ”virkelig Wave?” man kunne høre i hans stemme han blev irriterede og jeg tog hurtigt mobilen op af lommen og lagde den i hånden på ham. Han tog den til sig og begyndte og skrive ”hvem skriver du til?” spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede op på mig ”gæt en gang” sagde han flabet og forsatte, jeg kiggede bare ned på mine hænder, det gik først op for mig der, hvor bange jeg egentlig var. Mine hænder rystede, hvorfor påvirkede han mig så meget? Jeg tog en dyb indånding og kiggede op på ham ”hvorfor mig?” han kiggede op fra telefonen ”hvorfor dig hvad?” han lænede hen over bordet og kiggede opmærksomt på mig. Han gjorde mig usikker og noget sagde mig han havde regnet det ud ”hvorfor er det mig der skal hjælpe dig med det her?” han trak på skulderne ”du stod det forkerte sted på det forkerte tidpunkt” jeg fnøs af ham ”du nyder det virkelig, gør du ikke?” spurgte jeg lavt. Hans blik blev skarpt og hårdt ”hvilket?” ”måden du kan manipulere folk, fordi de er bange for dig?” han rejste og gik hen mod mig. han stod nu lige ved siden af mig og mit hjerte stoppede nærmest ”du er da ikke bange for mig vel?” han kiggede ned på mig, hans stemme var hånende og han kendte udmærket godt svaret på hans eget spørgsmål. Han lagde mobilen på bordet foran mig ”hils Kat fra mig” sagde han og trådte så et skridt tilbage, vendte sig om og gik. Jeg åndede lettet op og tog min mobil op. Jeg skulle se hvad han havde skrevet til hende.

 

#undskyld for det jeg sagde<3# - Wave

 

#du skal ikke undskylde du har retJ# - Kat

 

#men det kom ud på en grov måde<3# - Wave

 

#det gør ikke noget, jeg skulle jo høre sandheden på en eller anden mådeJ# - kat

 

#du ved jeg elsker dig<3# - Wave

 

#ilm<3# - kat

 

han var nok det mest modbydelige menneske i verden, drengen havde ingen følelser, intet hjerte, som om livet bare var et stort bræt spil og han styrede alle brikkerne. Han var jo syg og jeg var bare et røvhul, jeg var faktisk i gang med at ødelægge Kats liv, fordi jeg var bange, som om hun ikke også er lige så bange, men jeg var bare så bange for ham og hun virkede bare så meget stærkere mentalt.

 

 

 

Katrines synsvinkel:

 

Jeg var bare gået fra cafeen, jeg ved godt det var ondt, men jeg ville simpelthen ikke sidde og tude foran alle sammen. Så jeg havde bare rejst mig og gået. Jeg var næsten hjemme, jeg gik hele vejen, jeg havde brug for at tænke ud. Min bror måtte hade mig lige nu, jeg tror bare ikke han vil indrømme det. Hvordan kunne jeg også være så selvisk. Jeg burde havde haft tænkt det ville ske, jeg mener, han havde jo truet mig med det. Jeg var bare så dum ikke at tro på det. Hvorfor har jeg bare ikke lært at bruge hoved.

Jeg kom op til vores hoved dør. Jeg hev hårdt ned i håndtaget og gik bare ind. Som sædvanlig, var der ingen der råbte hej eller noget, så jeg forsatte bare op på mig værelse. Jeg lukkede døren bag mig og satte mig på min seng, jeg tog dybe indåndinger for at prøve at slappe, men jeg var så vred og indebrændt, at det ikke hjælp. Jeg rejste mig hurtigt op og med alle mine kræfter, slog jeg min hånd ind i væggen. Jeg troet det ville hjælpe på min vrede – ligesom på film – men i stedet gjorde det bare mega ondt. Jeg følte jeg kunne mærke blodet blive pumpet ud i fingrene og jeg skreg af smerte, endnu et bevis på hvor dum jeg var. Erik kom løbene ind på mit værelse og kiggede på mig ”hvad skete der?” spurgte han panisk, jeg kiggede på min fingre der langsomt hævede op og blev blå ”jeg slog min hånd” jeg rakte den frem så han kunne se den. Jeg trak den tilbage lidt efter om jamrede mig af smerte ”kom vi køre på skadestuen!” sagde han og forsvandt ud af mit værelse, jeg traskede efter ham og fik mine sko på igen.

 

 

 

¤¤¤

 

 

jeps, mine fingre var brækket. Tænk jeg kunne slå så hårdt. Jeg havde fået en forbinding rundt om hele håndleddet for at holde fingrene på plads. Det gjorde stadig meget ondt, det dunkede.

Jeg grinte lidt over hvordan det var sket, for helt ærligt det var jo dumt ”hvad griner du af?” spurgte Erik om, jeg kiggede op på ham ”jeg slog hånden ind i en væk og så brækkede jeg fingrene, det er sgu da unormalt” han slog en høj latter op. Det samme havde han også gjort da jeg skulle fortælle lægen hvad der var sket, så det var svært at koncentrere mig om hvad lægen sagde. Han tog sig til maven og jeg kunne ikke selv lade vær med at grine, det var jo så dumt altså.

En læge tyssede på os, hun så ikke særlig glad ud, men vi dæmmede os lidt og gik mod udgangen.

 

---------------------------------------------------------

SOM ALTID ER JEG KED AF DUMME FEJL OG SÅDAN:)

 

HÅBER I ALLE HAVDE EN FANTASTISK NYTÅRS AFTEN, DET HAVDE JEG IHVERTFALD <3

LANGE LEVE TØMMERMÆND!!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...