Boys like YOU...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ny skole betyder ny start, nye venner. Er det ikke det man plejer at sige? Katrine skal starte på en ny skole. Igen. Det er overhoved ikke første gang og nok heller ikke den sidste. Og den her skole var ikke spor anderledes end de andre. Der er altid typer som Harry og hans slæng, men Katrine har altid været god til at undgå typer som dem, det eneste de gør er at skabe problemer, men Harry sætter sig et mål og Katrine er klart en del af det. det går stiller rolig op for Katrine at Harry er ikke helt ligesom de andre, han er klog og er altid et skridt foran, han går til tingene på andre måder og det bryder Katrine sig ikke særlig meget om, især fordi det går ud over hende!

114Likes
227Kommentarer
13390Visninger
AA

10. Erik

Harrys synsvinkel:

 

Da vi kom indenfor kiggede folk på os og skyndte sig videre ”det var fandme længe siden vi havde gjort det” sagde Zayn og grine lidt, vi andre gjorde os enige med ham ”jeg skal lige ud og vaske mine sko” sagde Louis og vi andre kiggede også ned på vores sko og jeg forstod ham godt vores sko var smut ind i blod. Vi gik bare alle sammen ud på drengetoilet, der stod en nørd, men han løb hurtigt ud. Vi begyndte og vaske vores sko ”hvorfor er det egentlig du er sådan efter hende?” spurgte Niall om, jeg kiggede på ham, han stod lænede op af væggen og ventede på os andre ”det irriterer mig hun ikke forstår hvem der bestemmer” jeg trak ligegyldigt på skulderne ”tror du virkelig hun stopper med at sige fra?” kom det fra Zayn. Jeg tænkte over det ”ja på et tidpunkt, jeg skal bare ødelagde hende så meget, at hun til sidst er lige glad med alting og så giver hun jo alligevel bare op og så har jeg hende lige hvor jeg vil have hende” jeg skiftede over til den anden sko ”men hvorfor lige hende?” jeg kiggede op på Liam ”jeg kan godt lide følelsen der kommer, når hun kæmper i mod, men det ikke hjælper noget fordi jeg er større og stærkere end hende” Louis slog en latter op ”det kaldes magt spade!” vi alle kiggede over ham. Han havde jo ret, det var følelsen af magt jeg fik og ja jeg elskede magt, jeg trak på skulderne og så begyndte de andre at grine.

Den eneste der ikke var færdig var Louis ”jeg kan fandme ikke få det lort af!” han havde hvide sko på, han blev arrig og slog hånden ind i væggen, der kom en dreng ind af døren, en lille tynd splejs, han var nok på sidst første år. Perfekt, lige hvad vi stod og manglede ”her Louis nu skal på få noget hjælp” jeg skubbede ham ned på gulvet hen foran Louis sko og Louis gav ham papiret, han tog fat i det og begyndte at tørre den af. Han rystede af virkelig meget, som om jeg allerede havde slået ham. Jeg slog en høj latter og de andre gøre det også. Tænk han virkelig gjorde det. Jeg ville fandme heller have tæsk end sidde og vaske sko. Zayn kiggede over på mig ”hvad så nu?” ”hvad mener du?” jeg kiggede over på ham, med et undrende blik ”ja med Katrine?” jeg trak op i et smil og grinede ”hun skal få så meget skyld følelse, at selv ikke engang hendes bror kan overbevise hende om, at det ikke var hendes skyld” jeg havde allerede tænkt frem af, jeg tænkte altid to skridt frem og for det meste var det en god ting ”og hvad så efter det?” jeg grinede hånende ”så tråder jeg så meget i det at jeg bare skal nævne hans navn så tuder hun” Louis slag en høj latter op ”du er en slem dreng Harry” jeg grinte af hans kommentar, han var så mærkelig. Drengen blev færdig og Louis tog sin sko til sig og gik sammen med os andre ud af toilet. Klokken ringede og vi skulle til time. Fucking lorte skole.

 

 

 

Katrines synsvinkel:

 

Vi sad i ambulancen på vej til skadestuen, jeg græd stadig, hvad skulle jeg gøre nu? ”vil du selv ringe til din mor eller skal vi gøre det?” det var en af lægerne der snakkede til mig ”jeg gør det” jeg tog min mobil op, tastede min mors nummer ind og ringede ”det passer virkelig dårligt lige nu skat, kan jeg ringe senere?” sagde hun lige da hun tog telefonen, jeg havde ikke tid til at høre på hende lamme undskyldning så jeg startede bare ”Benjamin har fået tæsk og han er helt bevisløs, mor jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!” råbte jeg ind i telefonen, med tårerne løbende ned af kinderne ”rolig nu, er i på vej til skadestuen?” jeg snøftede ”ja, kommer du her hen?” hun blev stille ”ved du var det passer virkelig ikke særligt godt” jeg hørte en stemme i baggrunden ”hvad sker der?”  ”er det alvorligt?” den tilhørte formentligt min papfar ”det er bare Benjamin der har fået tæsk” svarede hun ham, jeg tror hun glemte hun snakkede i telefon med mig da hun sagde det, jeg lyttede efter om han svarede ”vi bliver sgu da nød til at gøre noget!” råbte han af hende ”rolig nu, de kan altså godt klare sig selv” sagde hun. Jeg kunne høre en rumlen med telefonen og hans stemme kom pludselig frem i mobilen ”hallo, Katrine er du der?” jeg blev overraskede over han havde taget mobilen fra hende ”øhm ja” han åndede lettet op ”er du okay?” hans stemme var panisk og han rumsterede helt vildt ”ja, men Benjamin er bevisløs og han bløder, jeg er så bange” min stemme knæk og jeg græd endnu mere ”jeg er på vej, vi mødes der inde” sagde han og lagde på. mente han seriøst det? Vil han komme og støtte mig og min bror? Jeg var overraskede over han havde sagt min mor i mod og så lettet over jeg fik voksen medlidenhed, det var helt uvant.

 

Jeg kom til skadestuen og det kørte båren ud af ambulancen. Min papfar stod i døren og da jeg trådte ned og han fik øje på mig styrtede han hen til mig og trak mig ind i et kram ”det skal nok gå Katrine, det lover jeg dig” normalt havde jeg skubbet ham væk, men lige nu havde jeg virkelig brug for en der fortalte mig det og krammede mig på den her måde. Han slap mig og gik efter båren ”hvad gør i med ham?” spurgte han panisk ”vi skal have en læge til at kigge på ham, bare gå ind og sætte jer i vente værelset, så skal vi nok komme og give jer besked når vi ved mere” jeg stoppede og viftede med hånden, som tegn til jeg skulle gå efter ham ”kom Katrine” sagde han jeg gik efter ham og vi gik indenfor, jeg kiggede en sidste gang på båren, han så forfærdeligt.

Vi satte os i vente værelset og han trak mig ind til sig ”det skal nok gå” hviskede han. Tårerne trillede stadig stille og roligt ned, men den var stilnet af. Jeg smilede lidt, jeg nød virkelig at han var her for os ”tak” sagde jeg hæst ”for hvad dog?” jeg rejste mig op for at kigge ham i øjnene ”for at være her for os, det har min mor aldrig været” jeg snøftede, han trak mig ind til sig igen ”det skal du slet ikke tænke på” jeg lukkede øjnene og kunne mærke trætheden væltede ind over mig og jeg faldt i søvn.

 

 

 

 

¤¤¤

 

 

 

Jeg vågnede ved en stemme der kaldte mit navn. Jeg kiggede op, det var min papfar ”vi må se ham nu” vi rejste os og gik efter lægen foran os, vi gik ind på en stue og jeg så min bror, han havde åbne øjne og smilede meget svagt da han så mig ”han har brækket højre arm og fået trykket nogle ribben, men han er helt ude af livsfare” jeg gik op på siden af sengen ”hvordan har du det?” sagde jeg og smilede ”det går lige” han kiggede hen på vores papfar og så tilbage på mig ”hvorfor er han her?” spurgte han så, jeg kiggede over på ham og gik hen til ham og lagde en arm over skulderen på mig ”da mor ikke gad komme fordi hun ikke syntes det var vigtigt nok, kom han styrtende her over” han gik frem mod min bror og kiggede ned på ham ”jeg føler vi tre er kommet skævt ind på hinanden” sagde han og kiggede så over på mig, jeg nikkede og det samme gjorde min bror ”skal vi starte forfra?” jeg grinede svagt og gik over til den ”jeg hedder Erik” sagde han så og rakte armen frem ”jeg er Katrine, men kald mig Kat og det er Benjamin” sagde jeg og smilede, min bror smilede også.

 

Vi havde snakket i fere timer og i mellem tiden havde en læge kommet ind og sagt han skulle overnatte her i en nat eller to. Mig og Erik skulle snart hjem, besøgs tiden var snart over og vi skulle også have aftensmad ”vi ses Benjamin” sagde Erik og gik ud af døren ”ses” sagde han, jeg skulle lige til også at gå ud af døren da han kaldte på mig ”kom lige her hen” sagde han, jeg nikkede og gik der hen ”det her er ikke din skyld okay, hvis jeg ikke havde blandet mig til at starte med var det her ikke sket” jeg rystede på hoved ”men Benjamin jeg-” jeg nået ikke at sige mere før han afbrød mig ”jeg er ikke sur eller noget på dig okay?” jeg sukkede og nikkede så ”vi ses  i morgen Kat” jeg smilede og gik hen mod døren ”ses brormand” sagde jeg og forsvandt så ud af døren.

 

Vi sad i bilen og var næsten hjemme da jeg fik en sms

 

#hvordan har bror det?# - fuckhead

 

#kan du ikke være ligeglad?# - Katrine

 

#nej, jeg skal jo vide om han fik nok?<3# - fuckhead

 

#du er jo syg…# - Katrine

 

”hvem skriver du med?” jeg rettede blikket mod Erik ”bare en veninde” løj jeg, han nikkede bare og koncentrerede sig bare om vejen igen, jeg åbnede min mobil igen.

 

#du kunne bare opføre dig pænt<3# - fuckhead

 

#hvordan kan det her være min skyld?# - Katrine

 

#hvis du nu bare havde stoppet mens legen var god, var det slet ikke kommet så langt ud babe<3# - Fuckhead

 

jeg rystede på hoved, det var jo min skyld, jeg vidste jo han havde en grænse, men jeg vidste ikke hvad der ville ske når man gik over den, men det havde jeg lært nu. han vidste altid var han lavet og hvornår han lige præcis skulle gøre hvad. Han var klog på det punkt.

 

#eller hvis du bare havde et hjerte, var det heller ikke sket, men det har du ik. Har du over hoved nogle følelser?# - Katrine

 

#trak det i dig igen.!# - fuckhead

 

#hvad ville det hjælpe du har det på skrift?# - Katrine

 

#nu!# - fuckhead

 

jeg lagde bare mobilen i lommen, han kunne tror nej, det ville ikke ske, jeg havde skrevet det fordi jeg mente det. Vi kørte ind i indkørslen og gik ind.  

 

------------------------------------

JEG ER KED AF DET LIDT KEDELIGE KAPITEL, MEN HISTORIEN BLIVER NØD TIL AT HÆNGE SAMMEN SÅ DET BLEV NØD TIL AT KOMME IND :)

 

OHOH TROR I HAN BLEV SUR?

 

TUSIND TAK FOR DE SUPER SØDE KOMMENTARE, DET GIVER VIRKELIG EN LØST TIL AT SKRIVE :)! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...