Boys like YOU...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ny skole betyder ny start, nye venner. Er det ikke det man plejer at sige? Katrine skal starte på en ny skole. Igen. Det er overhoved ikke første gang og nok heller ikke den sidste. Og den her skole var ikke spor anderledes end de andre. Der er altid typer som Harry og hans slæng, men Katrine har altid været god til at undgå typer som dem, det eneste de gør er at skabe problemer, men Harry sætter sig et mål og Katrine er klart en del af det. det går stiller rolig op for Katrine at Harry er ikke helt ligesom de andre, han er klog og er altid et skridt foran, han går til tingene på andre måder og det bryder Katrine sig ikke særlig meget om, især fordi det går ud over hende!

114Likes
227Kommentarer
13318Visninger
AA

20. but brother..

Katrines synsvinkel:

 

Jeg havde aldrig været så bange for at tage i skole, som jeg var i dag. Jeg havde sovet på hospitalet og det havde været et helvede. Min bror havde ikke snakket til mig efter vores sidste samtale om hvordan Harry gjorde det. Jeg gik over til spejlet i hjørnet af hospitalsstuen og hev min makeup frem. Jeg anede min bror skikkelse rejse sig op og gå over mod mig. Jeg kiggede på ham gennem spejlet ”jeg kan ikke lade ham gøre det Kat” sagde han stille og rystede på hoved, han blik var rettet mod gulvet. Jeg sukkede trist, men svarede ham ikke. Han gik lidt tættere på ”det kan jeg bare ikke” sagde han så, jeg vendte mig om mod ham ”det kan du blive nød til” det gjorde helt ondt at sige selv, for jeg vidste han ville gøre alt for at hjælpe mig. Han rettede blikket mod mig ”nej jeg kan fandme ej, du kan blive væk fra ham, lade vær med at tage i skole” sagde han surt. Han beskyttede mig altid, men nu var det min tur til at beskytte ham ”jeg tror ikke du forstår det!” sagde jeg bestemt og gik helt over til ham. han så undrende på mig, som tegn til jeg skulle forsætte ”han stopper ikke før han får hvad han vil. Han er farlig Benjamin!” min stemme var trist. Hans øjne blev våde, han måtte ikke græde nu. Så ville jeg også bare begynde at græde. Han forstod mig stadig ikke helt, så jeg uddybede det ”han ved du er et meget svagt punkt for mig, han ville altid kunne bruge dig mod mig og jeg vil ikke have der skal gå ud over dig” jeg havde hævede stemmen, han blev nød til at forstå det ”men jeg er ligeglad, han kan tæve mig og slå mig så mange gange han vil” sagde han, han stemme var så skrøbelig ”men det er jeg ikke, jeg kan ikke holde at det er min skyld han er efter dig” sagde jeg. Han fjernede blikket fra mig og slentrede over til sengen kanten og satte sig. Han fjernede tåren der var løbet ned af kinden på ham. det var længe siden jeg havde set ham græde, sidst han græd var han 7 år eller sådan noget. Jeg overvejede et kort øjeblik at gå hen for at trøste ham, men han blev nød til at forstå at jeg gjorde det for ham. jeg gik over og tog min taske, med mine skole ting i ”du bliver nød til at forstå, jeg gør det for dit ejet bedste Benjamin” han kiggede op på mig ”hvorfor kan du ikke bare være ligeglad” spurgte han og rejste sig op, mens han slog ud med armene ”fordi du aldrig ville være ligeglad med mig, du er der altid og det her er bare gengæld” jeg gik over mod ham, han trak mig ind i et kram ”det er bare overhoved ikke det samme” mumlede han. Jeg afbrød krammet ved at træde et skridt tilbage, jeg smilede til ham og gik så over mod døren ”vi ses Benjamin” han vendte sig om for at kigge efter mig, men jeg var allerede halvejs ude af døren.

 

Da jeg kom over på skolen, var folk som de plejede. Alle gloede, men ellers ikke noget nyt, bare en typisk dag. For dem i hvert fald. Jeg var rædselsslagen. Harry kunne være alle steder, hvor og når som helst. Jeg håbede egentligt bare mest på at undgå ham hele dagen. Det ville nok være den bedste dag længe, hvis han ikke var i skole. Men der nåede jeg lige at sige for meget ”Harry Styles og Katrine Jones bedes komme til kontoret” folk på gangen gloede alle sammen på mig. Jeg rettede blikket mod jorden og gik ellers mod kontoret.

Jeg stod nu foran døren til kontoret, det var lige her jeg så Harry første gang. Hvis vi bare havde været 2 sekunder langsommere om at finde kontoret, så havde vi aldrig mødt ham, han havde aldrig lagt mærke til mig og jeg havde bare været et med væggen ligesom resten på denne her skole ”kan du huske hvad der skete sidst gang, da vi kom ud af det her kontor?” jeg ingorede ham bare, jeg vidste godt hvad han hentyde til og der var overhoved ikke sjovt. Han smækkede mig i røven og et højt gisp kom fra mig. Han gik ind på kontoret med et smørrede smil på læben. Fuck ham. Jeg gik efter ham og rektoren sad pænt og ventede da vi kom ind. Hun gjorde tegn til at vi skulle sætte os ned.

”der går nogle ret upassende rygter om jer to” hun kiggede på mig, som om jeg skulle svare hende. Men i stedet svaret Harry hende så ”hvilke rygter?” spurgte han. Han vidste udmærkede godt hvad hun snakkede om, men han skulle bare lige træde i det. Hun rømmede sig ”altså nu husker jeg jo ikke helt så godt, men det var noget vedrørende voldtægt?” jeg der var stille i et lille stykke tid, men det ødelagde Harry da han slog en høj latter op ”er du sikker på du ikke har hørt forkert?” spurgte han. Hun trak på skulderne ”muligvis” sagde hun og foldede hænderne sammen foran sig ”mig og Kat er bare gode venner ikke?” han lagde en arm over min skulder og med det samme stoppede mig hjerte – eller det føltes sådan – jeg nikkede stille og smilede svagt til hende. Han kørte sin hånd længere ned, så den til sidst lå ved min hofte. Jeg skubbede den væk med hånden, med det samme fnøs han irriterede. ”er du okay Katrine? Du ser lidt utilpas ud” jeg fik med det samme en ide da hun sagde det så jeg slap for Harry bagefter. Jeg gav slip på tårerne og det begyndte straks at løbe, jeg havde så let ved at græde for tiden , at jeg bare skulle tænke på at græde og så kom de ”jeg har bare så ondt i hoved” jeg tog mig til panden og hulkede engang ”du kan gå nu Harry” sagde hun. Han rejste sig irritererede op, han vidste godt hvad jeg havde gang i, men forlod alligevel lokalet.

 

Efter rektoren havde ringet efter Erik, var han kommet og hentet mig og sat mig af der hjemme. Men jeg havde virkelig ikke brug for at være alene, så jeg tog over til min bror.

Jeg sad i bussen, da jeg fik en SMS

 

#ikke helt dumt babe<3# - fuckhead

 

#håber du hygger dig…. Alene!# - Katrine

 

min plan var gået præcis som jeg ville have den til. Jeg havde fri resten af dagen og der var intet Harry kunne gøre ved det. Så kunne han lære det. Jeg var endelig et skridt foran ham.

 

jeg stod foran døren til min brors stue. Jeg tog ned i håndtaget og gik ind. Han snakkede med en læge og han så ikke særlig glad ud, han ansigt var trist, men da han fik øje på mig, ændrede han med det samme udtryk, han smilede usikkert ”Kat!” råbte han på sådan en lalleglad usikker måde ”hvad sker der?” jeg så forvirrede på lægen ”ingenting, han kom bare og gav mig svar på blodprøverne” udbrød min bror, jeg kiggede underligt på ham. hvorfor var han sådan lige nu? ”hvad sagde de så?” han smilede igen usikkert ”intet vigtigt, kom nu her og mig et kram” jeg skød et øjenbryn i vejret, men gjorde det alligevel. Lægen forlod rummet og lukkede døren stille efter sig ”hvorfor er du sådan lige nu?” spurgte jeg ham, han blik blev pludselig meget alvorligt ”jeg har tænkt på noget” jeg satte mig på sengekanten. ”hvad?” han kiggede ned i dynen og tøvede lidt ”hvad hvis du nu stikker af, flytter, bare forsvinder pludseligt” jeg grinede over hans ide og han kiggede skarpt op på mig ”hvor er du fjollet” han blik var stadig alvorligt ”jeg mener det, han ville aldrig kunne finde dig” jeg kiggede forvirrede på ham ”jeg kan ikke forlade dig” sagde jeg og smilede svagt ”Kat… je..jeg har…” han kiggede op i loftet ”hvad har du?” det var som om han koncentrerede sig om noget ”Benjamin!” sagde jeg strengt, jeg kiggede på mig igen, hans blik var tomt ”jeg har fået konstaterede leukæmi” jeg kiggede over mod døren, det var det lægen havde været inde og sige. Jeg skulle lige forstå det her ”men leukæmi er det ikke-” ”det er kraft i blodet Kat” jeg rystede på hoved ”nej, det passer ikke” hviskede jeg. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, jeg rejste mig og gik baglæns ”du lyver!” skreg jeg. Jeg ramte væggen ”kat jeg…” jeg nået ikke at høre hvad han sagde. Jeg skreg bare. Alle mine følelser eksploderede, jeg kunne ikke holde til mere. Jeg havde gået inde med alt for mange ting og nu skulle alt ud. Mine ben knækkede sammen under mig. jeg tog mig til hoved. Hvad skulle jeg gøre? Tårerne strømmede ned af min kinder. Min bror rejste sig fra sengen og kom over til mig. han satte sig ned og trak mig ind til sig ”jeg kan ikke mere” hviskede jeg. Han vuggede stille og roligt fra side til side og tyssede på mig, jeg hulkede og sagde det endnu engang.

Han nussede mig i håret og lidt efter kunne jeg mærke mine øjne blev trætte fordi jeg havde grædt så meget.

 

------------------------------------------------------------------

DER KOM DET!! <3

HÅBER I NYDER DER LIGESOM RESTEN AF MOVELLAEN <3

 

NU ER VI JO VED AT KOMME TÆT PÅ VEJSENDE OG DET VAR VÆRET SÅ FEDT AT SKRIVE DEN HER MOVELLA, JEG HAR VIRKLIG GIDET AT SKRIVE PÅ DEN <3 MEN MEN MEN, DET ER STADIG 1-2 KAPITLER ENDNU :)<3<3

 

SYNTES I DER SKAL KOMME EN 2'ER ALTSÅ JEG HAR IDEEN TIL DEN I HOVED, MEN HVIS I SYNTES DEN BARE SKAL ENDE SÅ ER DET DET DEN SKAL DET ER OP TIL JER, DEJLIGE MENNESKER <3

 

OG WOOOOOW DEN ER PÅ OVER 100 FAVORIT LISTER, DET ER SGU NICE, TUSIND TAK<3<3<3 LOVE<3<3<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...