Boys like YOU...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Ny skole betyder ny start, nye venner. Er det ikke det man plejer at sige? Katrine skal starte på en ny skole. Igen. Det er overhoved ikke første gang og nok heller ikke den sidste. Og den her skole var ikke spor anderledes end de andre. Der er altid typer som Harry og hans slæng, men Katrine har altid været god til at undgå typer som dem, det eneste de gør er at skabe problemer, men Harry sætter sig et mål og Katrine er klart en del af det. det går stiller rolig op for Katrine at Harry er ikke helt ligesom de andre, han er klog og er altid et skridt foran, han går til tingene på andre måder og det bryder Katrine sig ikke særlig meget om, især fordi det går ud over hende!

114Likes
227Kommentarer
13323Visninger
AA

2. bad first day

Første dag var næsten forbi og jeg glædet mig til at høre om min bror havde haft en god dag, for det har jeg i hvert fald ikke, efter episoden i morges har Harry og hans venner ikke lavet andet end at nedstiger mig hver gang de så mig eller havde chancen, jeg gik endten hele vejen uden om eller lod som om jeg ikke så dem, for ærligt gjorde de mig faktisk pænt nervøs.

 

Jeg sad og kiggede ned i matematik bogen der var en masse tal jeg bare slet ikke forstod, men pludselig ringede det og det ville sige jeg havde fri, jeg var begyndte og pakke stille og rolig sammen, da en af Harrys venner kommer ind, han gik over til læren og da jeg er en af de eneste tilbage ud over fem andre, kunne jeg høre de snakket om en slåskamp på gangen og læren begynde at løbe hen mod døren, med den blondhåret dreng efter sig, og da drengen skulle lige til at gå ud af døren kom Harry ind ”tak Niall” de gav hinanden hånden på den der drengemåde og lige inde Niall - som han åbenbart hed - løb ud af lokalet, kiggede han ned på min og smilte hånende. Harry kiggede ud over klasselokalet og da det gik op for mig at Niall havde fået læren til at gå fordi Harry ville snakke - eller hvad han nu ville - med mig, jeg var stivnet ved tanken, først da han kiggede mig i øjnene og begyndte og gå hen mod mig, kom jeg til mig selv og jeg skyndte mig at pakke min ting sammen, men det var min smule svært, fordi jeg rystede pænt meget ”hey” jeg ignorerede ham, i håb om at det ikke var til mig, men hvordan kunne det ikke være til mig, når han stod lige ved siden af mig, min skulder rørte faktisk hans brystkasse.

 

Hurtigt var jeg presset op mod væggen og jeg kunne ikke rykke mig, han havde taget fat i min overarm og hvis han ikke havde givet mig et blåt mærke tidligere i dag, var det der helt sikkert nu “jeg sagde hey!” hans stemme var truende og han snakkede ud gennem sammenbidte tænder. Jeg kiggede op på ham og kunne se at han nød den magt han havde over mig eller troede han havde ”jeg hørte dig godt” jeg smilede falsk til ham fordi jeg vidste hvordan det irriterede ham.

Folk omkring os begyndte ligesom at pakke deres ting meget hurtigt og nærmest løbe ud af lokalet, gid det var mig der kunne gøre det lige nu ”normalt svare man af ren høflighed!” hans blik var meget vredt og jeg var virkelig bange samtidig nød jeg har pisse ham af ”jamen min mor siger jeg ikke må snakke med fremmet“ jeg snakket med en noget barnlig stemme og blikkede med øjnene et par gange. Han tog dybe indåndinger, sikkert fordi han prøvede at holde vreden nede bare sådan nogenlunde. Han slap min arm og jeg tog som tegn til at jeg godt måtte gå, men der tog jeg fejl, lige da jeg løftede mig fra væggen skubbede han mig tilbage igen “du er måske ikke helt mundlam endnu?” spurgte jeg om. Han smilede ondskabsfuldt og der gik ikke mere end et sekund før jeg mærkede hans hænder på mine hofter og hans læber på min hals. Jeg gik i chok ”hvem er mundlam nu?” sagde han mod min hals og grinte håndligt. Først da han kørte hans hænder ned på min røv, vågnede jeg. Jeg skubbede ham i brystet ”stop!” jeg prøve at lyde bestemt men jeg følte mig så krænket at jeg ikke kunne skrige. Jeg skubbede han bare hårdt i brystet igen, men det var ingen reaktion, som om jeg ingen kræfter havde i mod ham, jeg prøvede at rykke hoved, og med det samme vidste jeg at han lavet suge mærker, jeg tog hænderne op og prøvede at skubbe hans hoved væk. Han fjernede hoved og kiggede på mig og rystede så på hoved ”ynkeligt!” var det eneste han sagde og tog så fat i begge min hænder med den ene hånd og den anden var stadig på min røv, hvor efter han forsatte det han havde gang i på min hals. Jeg følte mig så svag “Harry!” det der kom ud var en hvisken. Jeg kunne mærke mine øjne blev våde, jeg kunne ingenting gøre. Jeg skulle lige til at give slip på tåren der lå i øjenkrogen da en over fra døren sagde noget og

Harry fjernet sig fra mig for at kigge over i døren ”hendes bror er på vej” jeg skimmede lige det blondehår og det betød det var Niall. Harry kiggede mig i øjnene og så ned på min hals, han smilede af sit mesterværk og gav så slib på mig. Med det sammen knækkede mine ben sammen under mig og jeg gled ned af væggen. Jeg glemte med det samme mit ansigt i mine hænder, så han ikke så tårerne, der nu var begyndt og løbe. Jeg mærkede en der fjernede hænderne og løftede mit ansigt så jeg så ham i øjnene, jeg håbede inderligt det var min bror, men det var Harry der sad på huk foran mig og smilede ”nu ikke et ord til brormand, ellers kan du tage det her som en begyndelse”  han tørrede en tåre af min kind, jeg skubbede hans hånd væk, han skulle ikke røre mig, han skulle bare gå. Men det skulle jeg ikke havde haft gjort ”det bliver godt den dag du finder ud af det er mig der bestemmer her” han klappede mig to gange på kinden og rejste sig så op og løb ud af lokalet.

 

Han var jo syg i hoved hvordan kunne han overhoved tænke sådan ”Kat!?” det var min bror og han kom løbende over til mig ”hvad er der sket?” med det samme satte han sig ned og omfavnede mig ”jeg lovede ham ikke at sige det” jeg græd, tårerne løb ud af øjnene på mig ”jeg er så bange Benjamin!” han så forvirret på mig og pludselig rettet han blikket på hals, han fjernede noget af mit hår og kørte en hånd over der hvor, Harry havde sat sine mærker, jeg græd endnu mere og han tog mig ind i sin favn igen, jeg kunne mærke på hans vejrtrækning blev tungere ”når jeg ser ham, jeg kvæler den dre-” ”nej han må ikke vide du ved det, han gør bare det hele værre så!!” jeg gik i panik, han måtte ikke sig at han vidste det. Det ville bare gøre det hele værre ”vi skal bare hjem” jeg prøvede at tage dybe indåndinger og slappe lidt af, men det var svært, det var virkelig en krænkelse. Det var meget ud over min grænse. Jeg rejste mig ved hjælp fra Benjamin, tog min taske og begyndte og gå.

 

**

 

 

 

Da vi kom hjem faldt jeg lidt til ro, men tanken om at det måske ikke var enegangs oplevelse var forfærdeligt ”hvad hvis jeg bare følger dig hen til alting så der altid er en lærer ellers så er jeg i nærheden?” jeg kiggede på ham, altså det var en mulighed og en af de eneste jeg havde lige nu. Jeg måtte også bare mande mig op og sige fra, et nej er et nej og længere er den ikke!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...