Nightmares and future dreams - Elfen Lied Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
(Vil måske ændre titlen senere) Yume er en diclonis… Hun er en del af den nye race, som efter sigende, vil udslette menneskeheden, alligevel prøver Yume at være normal… At opføre sig som et menneske… Men det er lidt svært når man har to horn, et markant anderledes udseende og fire usynlige arme (vectors) som tørster efter blod… (Min historie til Japan konkurrencen, jeg har valgt mulighed 3) (PS: Historien foregår i Japan)

8Likes
10Kommentarer
314Visninger
AA

2. Voldsomt og dødeligt

Ude i regnen begynder jeg at løbe. Jeg falder. Et øjeblik ligger jeg på asfalten og trækker vejret stakåndet. Der er ikke nogen omkring mig, så jeg bruger mine vectors til at rejse mig op.

Mit hjerter begynder at slå langsommere. Regnens kolde dråber har afkølet mig.

Men før jeg kan nå at bestemme mig for om jeg skal gå tilbage eller ej, mærker jeg en ild sprede sig rundt i min krop. Den tvinger mig i knæ og gør det svært at trække vejret.

”Agrh,” jeg stønner og pruster. ”Hah… Hah..”

Det føles som om der er noget der prøver at trække mig fra hinanden indvendig. Jeg vil skrige, men smerten holder mig igen. I stedet falder jeg forover og bliver nødt til at ligge på jorden, mens jeg mærker hvordan mit hoved langsomt sprænges.

Som jeg ligger der på jorden, ser jeg en kat sidde få meter fra mig. Den er helt rolig. Og forsvarsløs…

Jeg kan ikke lade være. Mine vectors kommer frem, de kryber stille mod det lille intet vidende dyr. Noget siger mig at hvis jeg dræber den så vil jeg få det godt igen… Hvis jeg bare dræber…

Mine vectors lægger sig om katten lille krop. Den er lille og tynd. Næsten som en killing.

Lige før jeg skal til at trække den fra hinanden kommer jeg til mine sanser og stopper mig selv. Katten har heldigvis fornemmet der er en fare og flygter, før mine vectors kunne nå at fange den.

Det er sådan nogen anfald jeg er nødt til at vende mig til. Den pludselig tørst efter blod. Normalt plejer det at hjælpe hvis jeg synger, men nogen gange er anfaldene så kraftige at jeg knap nok kan trække vejret. Som i dag…

Men selvom jeg nåede at stoppe mig selv, kan jeg mærke tørsten stadig er der. Klar til at angribe hvis der kommer nogen.

Tøvende starter jeg med at nynne svagt og langsomt bliver det til en sang. Sangen bliver kraftigere, langsomt som blodtørsten forsvinder.

Ord strømmer ud, uden jeg har kontrol over dem. Jeg tænker aldrig over hvad der flyder ud… Ikke mere… Der er alt for meget.

”Hey.”

Den pludselige stemme får mig til at springe op som en skræmt kat. Foran mig står en dreng… Paraplyen i hans ene hånd, forhindrer hans brune hår bliver vådt og er nærmest et skjold for verdens triste tårer…  Men hans blå som stirrer fascineret på mig, gør mig utryg. Det naive udtryk i hans ansigt, synes ubehageligt.

”Ville du være interesseret i at prøve at blive sanger?” hans ord skræmmer mig endnu mere. Mest fordi han fik noget i mig til at røre på sig, noget som jeg helst ville have til at forsvinde. Samtidig kan jeg også mærke at mine vectors stadig er tørstige efter blod… På en måde vælter det sammen og jeg mærker en pludselig forvirring og desperation.

Af frygt for hvad der måske vil ske, vender jeg mig om og løber jeg alt hvad jeg kan. Det kan ikke gå hurtigt nok.

Til mit eget held, falder jeg ikke en eneste gang og jeg når sikkert tilbage til det beskidte toilet. Jeg smækker døren efter mig og lader mig synke sammen foran døren. Min vejrtrækning er stadig hurtig og jeg kan mærke hvor hurtigt mit hjerte banker i hele kroppen. Udenfor regner det stadig og regnens dråber trommer på døren.

Jeg bruger mine vectors til at låse døren, som for alle andre er umulig at låse. Man kan høre lyden fra byen og bilernes larmen. Det føles som om det er en helt anden verden. En verden som jeg ikke høre til… Og det vil jeg nok aldrig gøre… Mit blik fæstner sig på en revne i loftet og jeg lader mine tanker vandre.

Jeg tænker på min mor. Og min far… Mon de er et bedre sted nu?

Mine øjne falder i og søvnen overtager.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...