Nightmares and future dreams - Elfen Lied Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
(Vil måske ændre titlen senere) Yume er en diclonis… Hun er en del af den nye race, som efter sigende, vil udslette menneskeheden, alligevel prøver Yume at være normal… At opføre sig som et menneske… Men det er lidt svært når man har to horn, et markant anderledes udseende og fire usynlige arme (vectors) som tørster efter blod… (Min historie til Japan konkurrencen, jeg har valgt mulighed 3) (PS: Historien foregår i Japan)

8Likes
10Kommentarer
313Visninger
AA

1. Næsten usynlig

Jeg kigger mig selv i spejlet. Refleksionen får mig til rynke brynene. Personligt hader jeg mit udseende… Det er alt for opsigtsvækkende, de røde øjne og mit lyserøde hår. Og så er der hornene… De er nok det værste af det hele, de to horn der sidder på hver side af mit hoved. Som om de er den konstante påmindelse om at jeg var anderledes. At jeg er et monster.

For at skjule, både mit hår og mine horn, tager jeg altid en stor hue på og trækker den godt ned i ansigtet, for også at skjule mine øjne lidt. Det plejer at hjælpe og folk går jo ikke ligefrem rundt og nærkigger på gadebørn.

Hurtigt plasker jeg noget vand i hovedet og tager huen på. Inden jeg forlader det lille beskidte toilet, tjekker jeg at alt mit hår er gemt oppe under huen.

Udenfor er det køligt og himlen er skyet. Det er november. Den 16. for at være helt præcis. Min fødselsdag… Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg hader denne dag eller om jeg bare er fuldstændig ligeglad.

Min mave klemmer sig sammen og vil nok, om ikke så længe begynde at knurre. Heldigvis virker i dag som en god dag, hvor jeg nok skal få fat i noget mad. Folk ser alle ud som om de har travlt og det gør at de er ekstra uopmærksomme på deres pung.

Jeg stiller mig hen på et hjørne, hvor der ikke er nogen der vil holde øje med mig. Så lader jeg dem komme ud… Min arme…

De fem lange usynlige arme, som jeg er født med. Min mor havde fortalte mig at de hed vectors og at jeg åbenbart var noget kaldet en diclonis. Men jeg er ligeglad, så længe jeg overlever…

Mine vectors kan række omkring 4 meter, men det er også nok. Når folk så går forbi, spænder jeg ben for dem med mine vectors, hvorefter jeg hurtigt sniger deres pung ud af deres taske eller lomme. Ofte angriber jeg kvinder, da de er nemmere at vælte og da de for det meste går med håndtaske, er det nemt at regne ud hvor deres pung skulle være.

Det tager lidt tid, fordi jeg ikke bare kan vælte dem alle sammen på en gang. Det ville være for dumt.

Da jeg har samlet et par punge i min slidte taske, forlader jeg området. Siden jeg ikke har nogen rent eller pænt tøj, kan jeg ikke gå ind i butikker. De mistænker mig bare for at have stjålet pengene… Hvilket jeg jo også har, men det behøver de ikke at vide.

Der er dog et sted jeg ved, der ikke er nogen der ville stille nogen spørgsmål. Det ligger nede ved The Red Light District (Bordelkvarter/et slags tilholdssted for prostituerede. Søg på Wiki) og maden er faktisk ret god. Og så er den varm.

Det begynder at dryppe og snart regner det. Jeg trækker den tynde slidte jakke mere omkring mig, men den holder ikke regnen ude længe nok og lige så stille kan mærke hvordan alt mit tøj begynder at blive vådt. Den store trøje bliver tungere og de slidte overalls begynder at klæbe sig til mine ben. For hvert skridt jeg tager lyder et ”svup” fordi de er fulde af vand.

Det styrter ned, nu, men jeg fortsætter alligevel. Da jeg ankommer til den lille restaurant, pruster jeg svagt, fordi jeg løb den sidste del af vejen. Heldigvis faldt jeg kun en enkelt gang og man kan derfor ikke se det på mit tøj.

Jeg vrider mit tøj under halvtaget, inden jeg går indenfor. Der er dejligt varmt indenfor og der lugter af mad. Det får mig til at smile. Restauranten er lavet i en traditionel japansklignende stil og det gør den endnu mere hyggelig.

Der er lidt flere mennesker i dag. Forsigtig stiller jeg mig hen ved disken, hvorfra man kan se køkkenet og kokkene lave maden. Jeg føler mig fristet til bare at snuppe noget, men jeg kan bryder mig ikke om at stjæle fra disse mennesker. De er anderledes…

”Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?” en ung pige står pludselig foran mig, med et stort smil på læben. Jeg bliver forskrækket og mine vectors er straks fremme og fuldt udstrakte.

Der går et halvt sekund og jeg slapper af igen og mine vectors trækker sig tilbage.

”Øhm…” begynder jeg og kigger halvt ned, i et forsøg på at undgå hendes blik. ”En skål miso-suppe, tak.”

”To-go?” spørger hun, stadig smilende.

”Øh…” jeg kigger rundt, der er heldigvis stadig nogen borde tilbage. ”Nej tak, jeg tror bare jeg spiser her.”

”Selvfølgelig,” siger hun og skriver ned på en lille lap papir. ”Skulle det være andet?”

”Lidt vand, tak…” siger jeg og mærker en svag nervøsitet liste sig ind på mig. Den unge pige skriver igen noget ned.

”Det er klar om et øjeblik,” siger hun og smiler. ”Sæt dig ned ved bord 13, så kommer jeg hen med det.” Hun peger hjælpende i retning af bordet.

”Tak…” siger jeg og slår blikket ned, mens jeg går over til bordet.

Luften er tyk og varm. Man kan se de dystre typer sidde i hjørnerne og ryge, mens normale folk, som blot kom ind for at spise, sidder og snakker muntert med hinanden. De lægger ikke mærke til de handler der bliver gjort i hjørnernes mørke kroge.

Klirren fra køkkenet forstærker min nervøsitet. Af en eller anden grund er mine nerver på højkant i dag. Folks latter genlyder i mit hoved og røgen fra cigaretter gør det sværere at trække vejret.

En bevægelse i øjenkrogen. Klirren. Folk der snakker. Mere klirren. Hvisken. I hjørnerne. Bevægelser… Skygger. Klirren. Snak. Larm. Forvirring.

Jeg begynder nervøst at trippe med mine ben, i et forsøg på at berolige mig selv.

Det virker ikke…

Mit åndedræt bliver hurtigere. Jeg knuger min hånd. Prøver at være rolig. Det er ikke nok. Ud. Jeg må ud. Luft. Der lyder et højt brag. Noget blev smadret. Der kommer flere stemmer. Mere lyd.

Tavshed. Jeg har brug for tavshed. Ud… Ud… Ud…. UD!

Jeg rejser mig. Skynder mig ud. Ud til regnen. Ud til luften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...