Angelus

Dina: Englen af læring, viden og kommunikation.

6Likes
1Kommentarer
314Visninger

1. Angelus

Dina, det var hendes navn.

Alle vidste det, men ingen nævnte det mere.

Ingen turde åbne for den slags samtale i en tid som denne.

Selvom alle kendte hendes navn, betød det ikke, at de kendte hende.

Ingen havde nogen anelse om, hvad hun lavede, når hun forlod skolen; mange havde forslag, som tit blev ytret, bare ikke mere.

Den eneste grund til at jeg kendte hende, var på grund af noget så enkelt og ligegyldigt som matematik.


Min lærer havde for længst opgivet at forklare mig emner som differentiel regning og stykvise funktioner, så han foreslog, at jeg meldte mig ind i lektie caféen.

Men det var det samme; lærer som hverken havde tid eller lyst til at forklare mig det på en pædagogisk måde, der kunne forstås. Men det kunne hun.

Hvordan hun vidste, jeg havde behov for hjælp, ved jeg ikke.

Måske var det måden, jeg sad og bed i min blyant, eller måske var det mine frustrationer, som jeg lod gå ud over min computer.

Hej, havde hun sagt. Har du brug for hjælp?

Langsomt havde jeg løftet mit blik fra opgaveformuleringen til hende.

Og på en eller anden måde ville jeg ønsket, at jeg aldrig havde mødt hende før. – For så havde det måske ikke gjort så ondt at miste hende igen.

Der stod hun, i en latterlig hvid kjole, som kun lige strejfede hendes brune knæ og hvilede blidt på hendes spinkle skuldre. Hendes pandehår var flettet omkring toppen af hendes hoved til noget, som lignede en glorie. – En tanke som nu virker så umådelig ironisk.

Hendes spørgsmål havde ikke været nedladende, hun ventede ikke på en mulighed på at nedgøre mig, men nærmede af ren interesse for mit eget bedste.

Så jeg gjorde den ene ting, som, når jeg ser tilbage, var det bedste og værste jeg havde gjort i hele mit liv. Jeg åbnede op for hende, lod hende komme ind i mit sind, min krop og mine dybeste ønsker, hvor hun slog lejr.

 

I starten var det bare matematik, hun hjalp med. Hun forstod, hvad jeg havde problemer med, og havde intet problem med at løse dem sammen med mig, indtil jeg til sidst kunne klare matematikken på et niveau højere, end det vi reelt var nået til.

Men det betød også, at jeg ikke længere havde brug for hende faglig, der var ikke længere en udtalt grund for hende til at blive.

Så jeg lod hende kommer endnu tættere på. –Når jeg kigger tilbage, er jeg næsten sikker på, at jeg ville havde gjort alt for at få hende til at blive.

Vores forhold bestod mest af mig, der snakkede, og hende som lyttede. Jeg talte om, hvordan mine forældre aldrig var hjemme, og hvordan min søster var kommet ud på et sidespor og nu sultede sig selv ihjel, uden at de opdagede det.

Nogen gange fortalte jeg hende, om de tanker jeg havde, om hvordan det ville føles, hvis man lige pludselig ikke var der længere. –Ville det gøre en forskel? Hvordan kan én person ændre, hvordan du ser dig selv? Er der overhoved nogen, som ville opdage, hvis jeg manglede?

Dagene, hvor det var emnet, var hun meget stille. Jeg vidste godt, at hun ikke kunne lide at tale om det, men jeg havde brug for at vide, om jeg var den eneste, der følte sådan.

Men hvad havde jeg regnet med? Hun var blid og fredelig, tanker som dem ville aldrig strejfe hende.

 

Årene gik, og pludselig havde vi kendt hinanden i næsten to år.

Hun var stadig omdrejningspunktet i mit liv. –Men jeg var ikke længere den eneste i hendes.

Nye første års studerende var kommet til, der ligesom mig, kæmpede med at forstå sammenhængen i naturvidenskaben. Og jeg begyndte langsomt at hade hende for det.

Det var uretfærdigt og ondskabsfuldt, men jeg havde brug for hende.

Hun vidste alt om mig, men hvis hun ikke havde tid til mig, hvad betød det så?

 

I oktober tog både min og hendes klasse til Rom for at studere religionens påvirkning på bygningerne.

En aften på vej hjem fra en café var de fleste af vores gruppe en smule påvirket af alkohol.

Hun havde selvfølgelig ikke drukket, det var imod hendes overbevisning, men hun havde tilbudt at tage med, blot for at sørge for at vi kom godt hjem igen.

 

Næste morgen blev vi vækket op af lærerene, som havde nyheder at fortælle.

En af hendes veninder havde dagen før været så fuld, at de to var faldet langt bagud og langsomt havde vi helt glemt at kigge efter dem.

Ifølge veninden var hun blevet overfaldet, mens hun havde spurgt en nærliggende café om noget vand. I stedet for at kalde efter hjælp havde hun selv prøvet at hjælpe.

Jeg havde ikke været i stand til at lytte til mere. Jeg vidste, hvordan historien ville ende. –Især når hendes veninde sad og rystede over i hjørnet.

Men noget godt havde hun da gjort; lige før jeg forsvandt ud af døren, nævnte hun, hvor de blev overfaldet.

 

Ironisk nok, var det foran en af kirkerne det var sket.

Den var ikke stor, måske på størrelse med dem vi har herhjemme, men udsmykningen var enestående. –Eller det plejede den sikkert at være.

Foran en af statuerne var en stor ansamling af regnvand; den var underlig stor i størrelsen, og manglede den karakteristiske gennemsigtige farve, som vand plejer at have. I stedet var stenene dækket af en tyk, dybrød væske.

Retsmedicinerne havde tydeligvis allerede fjernet hende, men politi omringede stadig stedet.

I stedet for at fokusere på det makabre billede, som foregik nedenunder, løftede jeg synet til statuen.

Det var en pige, spinkel i bygning, som kiggede op mod himlen. Hendes arme var slået omkring sig selv og hendes vinger slået helt ud.

Angelus ad Deum.

Senere spurgte jeg en af de lokale, hvad titlen betød.

Aldrig har jeg hørt noget så passende.

Englen, der vender tilbage til Gud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...