Hemmelighedernes kyst

Johan og hans familie er lige flyttet til en by langt mod vest. De bor lige ud til havet, hvor der hver dag er god mulighed for en gåtur langs kysten. Ingen benytter kysten længere, så det er et godt sted at tænke, at drømme, at vente, at lede. Vente på hvad? Lede efter hvad?

1Likes
3Kommentarer
206Visninger
AA

3. Historie

Der var stille i huset. Den nærmeste lyd kom fra køkkenet, hvor hans mor stod og vaskede op. Han tog sit overtøj, hvorefter han gik til venstre og op af vindeltrappen for at finde ud af, at han nu var foran sit værelse. Han trak i sit tøj, og besluttede sig for, at han ville finde ud af, hvad bogstaverne var for noget. Han lagde sig ned i sin seng, og tænkte på hvem, der kunne have smidt sedlerne. Han vidste at der ikke boede nogen i miles omkreds, og at ingen længere brugte stranden. Længe lå han der og fandt på forskellige ting. Den ene mere skør end den anden. Måske var det et barn langt væk fra som ville lege med ham. Det kunne også være… Han tænkte på historien om Skattejægeren, men det var jo bare en myte. Det kunne ikke være sandt. Pludselig råbte hans mor efter ham. De skulle allerede spise aftensmad. Johan gik langsomt ned ad trappen og satte sig ved køkkenbordet. Spaghetti med kødsovs. Det fik de næsten hver dag. Da de alle havde øst maden op på deres tallerkner og proppet den første bid ind i munden spurgte Johan: ”Far. Ved du om der er nogen der bor eller holder et arrangement nede på stranden? ”

”Det gør der ikke, ” svarede hans far og spiste videre. ”Der findes dog mange historier om de indfødte. ”

”Må jeg høre dem? ” spurgte Johan hurtigt og interesseret.

”Selvfølgelig, ” svarede hans far og lavede en grimasse, der tydede på at han var glad for, at hans søn ville snakke med ham. ”Men vi skal lige spise først. ”

Det var kun Johans mor, der ikke skyndte sig at få maden ned. Johan og hans far var hurtigt færdige. Johans far løb hen af gangen og ind i kontoret for at finde en stor og støvet bog, Johan satte sig ind i sofaen og lagde sig godt til rette under et blødt, uldent tæppe. Hans far satte sig i den grønne stol, bladrede lidt i boget og begyndte at læse højt:

”Historien om den evige indfødte, ” han fandt sin dybe og flydende historie stemme frem og fortsatte.

”Engang for længe, længe siden levede en mad ved navn Hatchi. Han boede sammen med sin kone, og sine to døtre. De var de indfødte. En dag flyttede en ny familie til som ville overtage stedet. Manden fra den anden stamme tændte ild til de indfødtes hjem midt om natten. Ilden reflekterede i Hatchis øjne da han vågnede ved den knitrende lyd af brændende tøj. Han vendte sig om mod sin kone for at få hende op og ud af huset. Det eneste han så var et lig ædt af ilden. Et par tåre løb ned af han kind. Han løftede resterne af sin kone ud af huset og kaldte på sine døtre. Den anden stamme rejste da de så hævnen i Hatchis ansigt. Kun sorgen over sit tab var større end at få hævn. Den næste dag samledes de indfødte og begravede hende sammen med alt hendes tøj og en masse ædelsten. Oven på hendes grav satte de en sten hvori de ridsede hendes navn. Fatima Kitch stod der med store bogstaver. Som tiden gik også resten af de indfødte bort. Det siges at Fatima hver dag besøger sin grav for at finde sin yndlings halskæde. Mange folk har ledt efter hendes grav i utallige år. Alle var de omkommet da de havde fundet den. Det siges at Hatchi lagde en beskyttelsesbesværgelse over graven og kun Fatima kan slå den fra. Så er historien slut. ”

Hans far rejste sig og rystede sin krop. Johan lå rystende under tæppet. Han svedte og flåede tæppet af sig.

”Du må hellere se at komme i seng, ” sagde hans far.

Johan løb op af trappen, ind i sit værelse og hoppede ned i sin seng. Han lå hele natten, fuldt påklædt, og tænkte på historien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...