Hemmelighedernes kyst

Johan og hans familie er lige flyttet til en by langt mod vest. De bor lige ud til havet, hvor der hver dag er god mulighed for en gåtur langs kysten. Ingen benytter kysten længere, så det er et godt sted at tænke, at drømme, at vente, at lede. Vente på hvad? Lede efter hvad?

1Likes
3Kommentarer
211Visninger
AA

5. Graven

Lyset kom fra en meget stor sten. En spade stod ved siden af, og Johan kunne godt se hvad det førte til. Et lyn ramte midten af det der viste sig at være en grav og lavede et lille hul. Johan prøvede at gå derhen. Han vidste ikke hvorfor. Hans hænder rystede og stivbenet med opslåede øjne gik lige ind i ingenting. Han kunne ikke fortsætte. Endnu et lyn ramte graven og noget svævede ned fra himlen. Det lignede mest af alt et menneske med en hvid kjole på. Men mennesket glødede hvidt, og havde to storefigurer på sin ryg. Vinger? Da hun kom nærmere tænkte Johan for sig selv;

Hun er så smuk. Hun ligner nærmest… En engel?

Det gik op for Johan at han stod over for en vaske ægte engel. De fandtes ikke kun i bøger og film. Han stirrede på hende og hun pegede forsigtigt på spaden og derefter graven. Johan vendte om for at gå tilbage. Han måtte være skør. Noget fik ham til at vende om igen. Han styrede ikke længere sin krop. Han kunne denne gang komme helt hen til graven. Den smukke engel med brunt hår og kridhvid hud smilede kærligt. Johans hjerte pumpede så hurtigt at han næsten fik et anfald. Hans hænder tog fat om spaden. Han begyndte at græde. Han gispede og skreg, og inden længe ramte han noget hårdt. Han var begyndt at hulke. Hans hjerte bankede lige så hårdt som før og hans hænder fortsatte med at grave. Og inden længe stod han med en masse ædelsten i hånden. Over på et skelet der havde holdt sig utrolig godt. Han kastede op og besvimede over liget.

Engle sang hørtes oppefra;

”Iiih du gode,

tænk du troede,

du kunne nå langt.

Skynd dig op

For nu bliver der trængt. ”

Johan sov videre. Jord rislede ned over hans ansigt. Han åbnede øjnene og stirrede direkte op på det samme ansigt som før. Der var dog noget der var ændret. Hendes øjne var blevet sorte, og hendes tænder dryppede med blod. Smilet var det samme, men i stedet for at være beroligende var det frygtindgydende. Johan lå lammet og kunne kun mærke døden sitre i hans krop. Det sidste hans øjne så var englen, der formede ordet ’Tak’ med sin mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...