Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16497Visninger
AA

2. PROLOG

Hun sad bare der, helt alene i kontorlampens lys. Hun trak vejret langsomt og rytmisk, mens hendes ivrige hænder bladrede igennem de mange stakker af papir, der lå spredt ud over bordet i et organiseret kaos. Hun vidste, at det lå der et sted. Papiret, hvorpå alle hendes notater om det verdenskendte boyband befandt sig.

Hun burde egentlig ikke gøre det. Hun fik ikke penge for det, men tanken om, hvor meget opmærksomhed hun ville få, hvis hun kunne udgive den artikel, gjorde hende helt ør, og så var det lige meget med pengene.

Med et lettet suk stoppede hun sin søgen, da fingerspidserne strejfede den eftersøgte side, og forsigtigt lagde hun den ovenpå alle de andre gamle notater, der nu intet betød. Med febrilske øjne scannede hun siden, der var kradset helt til med hendes spinkle skråskrift, og et mikroskopisk smil bredte sig på hendes læber. Det var næsten ikke til at se, men det var der.

Og så stivnede hun. Hun syntes, hun hørte noget. Nogen. Hovedet dunkede, og smerten skød igen frem i hendes baghoved, da hun hurtigt drejede hovedet for at lade sine grønne øjne danse rundt i rummet bag hende. Men der var intet. Det sparsomme lys, der bredte sig fra kontorlampen, fortalte hende, at døren stadig var lukket, og at der ingen befandt sig i sofaen. Men lampen i loftet gyngede. Hvorfor gyngede den?

Nu bankede hendes hjerte hårdt i brystet på hende. Desperat rejse hun sig og famlede rundt efter lyskontakten, der ville bade rummet i lys og afsløre enhver uvelkommen gæst. Hun havde egentlig aldrig været mørkeræd, og højder skræmte hende heller ikke synderligt, men der var noget, der sagde hende, at dette ikke bare var en kamp mellem hende og hendes fantasi. Noget havde fået lampen til at bevæge sig, og det var bestemt ikke vinden.

Georgia …

Hendes blod frøs til is. Hendes navn, nogen havde hvisket hendes navn. Nu var hun for alvor bange. Der var nogen i hendes lejelighed, og personen gemte sig et sted i skyggernes mørke. Hårrene rejste sig på hendes arme, og kuldegysningerne rislede gang på gang ned ad hendes ryg. Sveden sprang frem i håndfladerne, og vejrtrækningen var hektisk og alt for hurtigt. Panisk hamrede hun nu rundt på væggen, hvor hun ikke kunne finde kontakten.

”K-kom frem! Jeg ved, du er der!” Hendes stemme var svag og knap hørlig. Hun blev nødt til at tvinge ordene ud af halsen, for skrækken havde lammet hendes mund – lige så vel som alle de andre kropsdele.

Og så var han der. Ganske langsomt rejste han sig fra mørket bag sofaen, så lyset lige akkurat strejfede ham. Men hun kunne ikke se hans ansigt. Han var iført en sort hat, der skjulte alt bortset fra øjnene. Resten af kroppen var dækket af en grå hættetrøje og et par stramme cowboyjeans. Skrækslagen så hun, at han i hånden holdt en ladt pistol. Og han bevægede sig tættere på hende. Hun var hans mål.

Nej. Hendes krop skreg, at hun skulle flygte. Løbe og håbe på, at han ikke fik ram på hende, men hun blev bare stående, mens hun tavst bad ham lade være. Hjertet truede med at hoppe ud af brystet på hende, mens den famlende hånd nu hang slapt ned ad siden. Hun havde givet op, og det vidste hun.

Og det vidste han også. Langsomt hævede han den ene arm – den arm, der holdt krampagtigt fast om pistolen skæfte - og gjorde klar til at skyde. Armen rystede ikke, fingeren rystede ikke. Han vidste, hvad han gjorde, og ingen kunne stoppe ham.

Hun lukkede øjnene og forberedte sig på, hvad der skulle ske. Men hvordan forberedte man sig på sin egen død? Noget varmt gled ned over hendes kinder, og forundret rakte hun op og så de salte tårer glinse på fingerspidserne. Med bedende øjne hun op og mødte hans blik. Men der var ingen nåde.

Han ville gøre det. Han ville myrde hende.

Og så kom skuddet, der afgjorde det hele. Skuddet, der afsluttede. Satte det sidste punktum.

Hun mærkede ikke meget. Kun en borende smerte i brystet. Men hun hørte det, og da vidste hun, at hendes liv var forbi. Lyden gav genlyd i hendes hoved, og hun mærkede gulvet forsvinde under sine fødder. Benene var ikke længere stærke nok til at bære hende. Og så fik hun noget galt i halsen. Blod. Hendes eget blod.

Der var ikke længere nogen tvivl. Hun var ramt, og hun skulle dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...