Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16487Visninger
AA

11. ⓢ KAPITEL 9 | WORDS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

"Han må virkelig være ensom. Jeg mener, hvem ville ellers gå i seng med en pige, der forsøgte at stjæle alle værdigenstande i ens hus? Men han gjorde det nu meget godt, selvom han var lidt hårdfør. Kan du huske sidste gang, vi talte om drenge, Georgia? Det er … ”

Min stemme knækkede over, og jeg måtte holde en pause, før jeg kunne fortsætte.

”Det er lang tid siden. Det var lige før, jeg blev sat ind. Jeg kan huske, at du talte meget om en fyr, du havde mødt. Du ville ikke sige hans navn, og jeg blev så oprevet, at jeg ragede din pizza på gulvet.”

Igen stoppede jeg op, men denne gang smilede jeg vagt ved mindet. Billedet af Georgia foran mig smilede tilbage i et stort tandpastasmil. Jeg kørte forsigtigt en finger hen over glasset og pressede så læberne sammen. Tårerne prikkede i øjenkrogene, men jeg ville ikke lade dem slippe ud. Lige nu var ikke tidspunktet at græde over tabet af en veninde. Julien og Samuel sad ude i køkkenet, og de ville helt sikkert bemærke, hvis jeg sad herinde i stuen og hulkede.

Jeg så igen ned på fotografiet. Det var taget for flere år siden. Georgia sad på en blå gynge med en cigaret i hånden. Ved siden af hende sad hendes lillesøster Gianna. Gianna så den anden vej, men Georgia, der aldrig havde været bange for kameraer, havde opdaget fotografen og smilede stort. Billedet var et, jeg havde fundet hjemme ved Georgia engang. Jeg havde talt om, hvor godt jeg syntes, det var, og Georgia havde bedt mig om at beholde det. I morges var det gået op for mig, at det var det eneste billede, jeg havde af hende.

”Georgia, jeg-”

Døren indtil stuen gik op med et brag og Samuel stak hovedet ind. Jeg skyndte mig at gemme fotografiet væk under en pude, men jeg var ikke sikker på, jeg gjorde det hurtigt nok.

”Fortæl mig, hvorfor der holder en stor, sort bil ude i indkørslen, Savannah? Og fortæl mig venligst, hvorfor Harry Styles står ude på verandaen lige nu!”

Jeg rejste mig hurtigt op. ”Hvad fanden?” Den hurtige bevægelse fik en bølge af kvalme til at rulle igennem min krop, men jeg ignorerede det.

”Hvorfor fanden i helvede ved han, hvor vi bor? Har du fortalt ham noget, Savannah?” Samuel var voldsomt oprevet, og da jeg kom ud i gangen, så jeg Julien stå og se ud af køkkenvinduet bag gardinet med knyttede næver.

”Hør, jeg aner ikke, hvad han laver her! Jeg har ikke bedt ham om at komme!”

Samuel trak vejret hektisk og snurrede rundt. ”Vi kan gå ud og banke ham,” tænkte han højt. ”Få ham på andre tanker.”

Julien trådte væk fra gardinet med et sammenbidt udtryk i ansigtet. ”Han har tænkt sig at banke på nu.”

Og ganske rigtigt lød der i det samme tre korte bank på døren. Lyden fik os alle til at stå stille, men Samuels åndedræt hørtes stadig tydeligt. Han trak vejret gennem næsen, og næseborene udvidede sig, hver gang han inhalerede.

”Jeg går ud nu! Jeg får ham fandeme til at skride herfra!” Samuel lagde en hånd på dørhåndtaget, men før han nåede at åbne døren, lagde jeg min hånd ovenpå hans og forhindrede ham i at trykke håndtaget ned.

”Stop, Samuel,” sagde jeg hurtigt og skubbede ham væk. ”Jeg går ud og taler med ham. Der kommer ikke noget godt ud af, at I banker ham sønder og sammen!”

Samuel ville protestere, men Julien holdt ham tilbage, og uden at vente på yderligere godkendelser smuttede jeg hurtigt ud på den anden side af døren og smækkede den efter mig. Vinden tog kærligt imod mig og fik mit hår til at piske rundt omkring mit ansigt, mens den gennemhullede mit tøj og fik hårrene til at rejse sig på mine arme. Jeg lagde armene over kors og så op på den efterhånden velkendte skikkelse, der trådte et par skridt tilbage over min pludselig ankomst.

”Hvad fanden laver du her?” Min stemme var vred, men behersket.

Harry brugte et par sekunder på at genvinde fatningen. Hans øjne flakkede forvirret op og ned ad mig, men så fugtede han læberne og puttede hænderne i lommerne.

”Jeg er nødt til at tale med dig.” Han mødte mine øjne og trådte op på verandaen igen. Jeg undertrykte et smil, da det gik op for mig, at han stod meget tæt på de rådne brædder. Vejede han for meget, ville han brase igennem i løbet af kort tid. Diskret krydsede jeg inde i ærmet fingre for, at han ville træde et lille skridt til venstre.

”Du skulle ikke være kommet her, Harry. Er du klar over, at det udelukkende er på grund af mig, at min bror ikke har slået dig i gulvet endnu?”

”Har du en bror?” Hans stemme var fast, men øjnene flakkede svagt over mod døren bag mig.

”Skrid nu bare for helvede!” Jeg mærkede, hvordan irritationen begyndte at vokse i mig. Faktummet at han havde fundet ud af, hvor jeg boede, gjorde mig utilpas.

”Du er godt klar over, at du har opsøgt mig gang på gang, ikke? Og jeg har ikke bedt dig om at skride. Det er vist meget fair, at jeg kommer her for at tale med dig.”

Jeg fnøs, og et hånligt smil bredte sig på mine læber. ”Selvfølgelig bad du mig ikke om at skride. Du var jo liderlig, for helvede.”

Harry pustede sig op og trådte et skridt frem, mens han løftede den ene hånd og pegede vredt på mig. ”Hold din kæft,” hvæsede han.

Jeg flyttede mig ikke, selvom han nu stod og råbte mig direkte op i ansigtet. Med armene fortsat over kors, kneb jeg øjnene sammen. ”Du står på min ejendom, så du kan godt pakke dit lort sammen og forsvinde herfra. Jeg gider ikke tale med dig, Harry Styles.”

Han trak vejret dybt ind gennem næsen, så næseborede dirrede. ”Du sagde, vi ville ses igen. Hvad mente du med det?”

Jeg trak på skuldrene og nægtede at svare. ”Hvis du ikke går nu, giver jeg min bror tegn til, at han må komme herud og tage sig af dig. Hvis jeg var dig, ville jeg køre. Nu.”

Harry så længe på mig. Han stod så tæt på, at jeg kunne se de begyndende skægstubbe på hans kinder og hans anspændte kæbe, der hele tiden arbejdede. ”Jeg går ikke, før du har svaret på mine spørgsmål. Jeg er ikke bange for din bror.”

Jeg stirrede tilbage på ham og forsøgte at ignorere kulden. Den truede med at få mine tænder til at klapre, og jeg var ret sikker på, at mine læber snart ville skifte farve. Men jeg nægtede at udvise svaghedstegn overfor Harry, så derfor blev jeg stående uden at røre mig. ”Vi taler jo sammen nu, ikke? Jeg kan spå.”

Selvom jeg godt kunne fornemme, at Harry ikke var i humør til drilleri, kunne jeg ikke lade være, og han måtte da også beherske sig for ikke at reagere med mere end en hurtig bevægelse med hånden.

”Svar mig nu for helvede ordenligt på det her, Savannah! Hvorfor kan du ikke lade os være?”

Jeg rullede provokerende med øjnene. ”Georgia var i gang med noget, og det har jeg tænkt mig at fortsætte. Du kan ikke stoppe mig.”

Harry trådte frem og greb fat om min overarm. Jeg mærkede, hvordan mit hjerte satte farten op. Dog rev jeg mig hurtigt fri og trådte et skridt tilbage, så min ryg mødte døren bag mig. Jeg så med påtaget væmmelse på hans hånd. ”Hold dig væk fra mig,” hvæsede jeg.

Med et støn trådte han tilbage og stoppede hånden tilbage i lommen, som om det skulle afholde ham fra at reagere yderligere. ”Godt, du får din vilje – jeg går nu. Men dine anstrengelser er spildte. Uanset hvor meget du snuser rundt hos drengene, vil du ikke finde noget.”

”Jeg fandt da frem til din datter. Hvordan går det forresten med hende? Passer badedragten?”

Jeg vidste, at jeg var trådt over stregen, og at han ville ryge helt op i det røde felt, men jeg var ligeglad. Han gik mig på nerverne, og hvis han ikke snart forsvandt, skulle jeg personligt skubbe ham hele vejen over til bilen og spænde hans sikkerhedssele for ham. At jeg ville kalde på Samuel, var udelukkende en tom trussel. Samuel ville ikke kunne styre sig, og jeg havde ikke brug for to kamphaner, der kappedes herude midt på verandaen.

Harrys knyttede næver dirrede svagt, men da han talte, lød han både formel og behersket. ”Hvis du på nogen måde gør noget, der vil skade Mellie, sværger jeg, at jeg får dig til at fortryde det, Savannah.”

Jeg sank og så ham gå med stive skridt ned mod sin store bil, der holdt i indkørslen. Han startede den spindende motor, og i løbet af få sekunder var han forsvundet ned ad gaden. Men først, da han var helt ude af syne, vendte jeg mig og gik indenfor til drengene, der utålmodigt ventede på mig.

Varmen bød mig velkommen, smøg sig om mig og blødte min forfrosne krop op. Jeg så op i Juliens urolige øjne og derefter Samuels vrede.

”Er han væk?” Julien gik hen og lindede på gardinet, så han kunne se den tomme indkørsel med sine egne øjne. Jeg nikkede, selvom jeg var ret sikker på, at det intet betød for ham. Han ville selv være sikker.

”Hvorfor tog det så lang tid, Savannah? Hvorfor fortalte du ham ikke bare, at han skulle skride med det samme?” Samuel var voldsomt ophidset, og han talte hurtigt og ukontrolleret.

Jeg slog ud med armene. ”Han ville for helvede ikke gå, Samuel! Jeg sagde det fem gange!”

”Men I talte sammen! Hvad talte I om? Fortalte du ham noget?” Samuel spyttede det ene spørgsmål ud efter det andet og gav mig slet ikke muligheden for at svare ham på noget af det. ”Han rørte for helvede også ved dig, det svin! Prøvede han på noget?”

En kvalm fornemmelse bredte sig i det samme fra min mave.

”Fald ned, Samuel.” Julien lagde en hånd på Samuels skulder. ”Slap af. Du så jo selv, at han bare rørte ved hendes arm. Og han gik, da hun fik ham til at slippe.”

Julien var som altid den bedste til at overskue situationen og holde styr på Samuel. Samuels vejtrækning blev langsomt mere normal, men Julien havde ikke længere øje for ham. I stedet så han på mig.

”Savannah,” sagde han med en bekymret undertone, ”er du okay? Du er helt bleg.”

Jeg sank og forsøgte at lade være med at hyperventilere, men mine lunger blev ved med at trække luften ned i mine lunger og puste den ud igen uden at optage ilten ordenligt. Jeg pressede øjnene sammen og lagde en hånd for munden. ”Jeg har kvalme,” mumlede jeg ud mellem fingrene og indkasserede et nu ændret blik fra Samuel. Han så på mig med medfølelse og den velkendte broderlige kærlighed. Han tog fat under min albue for at støtte mig.

”Du burde lægge dig ned,” sagde han. ”Sengen eller sofaen?”

”Sengen,” stønnede jeg. Samuel fulgte mig ned i kælderen til det rum, jeg sov i, og hjalp mig ned og ligge. Så fandt han en spand og stillede et glas vand frem på sengebordet.

Da jeg lå behageligt med dynen trukket helt op til næsen, lænede han sig op ad dørkarmen og så bekymret på mig. ”Undskyld, at jeg flippede sådan ud,” mumlede han. ”Der er bare noget over ham. Jeg kan ikke lide ham.”

Jeg forsøgte at smile svagt. ”Det er okay, Samuel. Temperamentet ligger til familien.”

Han smilede og strøg noget af sit mørke hår væk fra ansigtet. Han var tavs lidt, men til sidst sagde han: ”Kald, hvis du mangler noget.”

Jeg nikkede og lukkede øjnene, idet jeg hørte døren glide i. Lidt efter lød Samuels fodtrin på trappen, og jeg vidste, at jeg var alene.

Med et dybt suk lagde jeg mine kolde hænder på maven og forsøgte at holde min middagsmad i mig.

At være syg nu, var ikke, hvad jeg havde brug for. 

 

________________________________________________________________________________

Jeg er lidt træt af, at kapitlet blev så kort, for det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har opdateret, men nu bliver det sådan. Jeg tror desværre heller ikke, det næste kapitel bliver så langt, men til gengæld bliver det lidt ... lad os sige voldsomt. 

Jeg skal også huske at sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg nu er én læser fra 70 fav. lister. Jeg har dog lagt mærke til, at folk først sætter den på, men derefter fjerner den igen, og det er selvfølgelig ikke specielt rart, men det stopper mig ikke fra at skrive videre. Jeg har nok sagt det før, men jeg tror, at det her er den eneste historie, jeg stadigvæk glæder mig til at sætte mig ned og skrive på, efter at jeg allerede har skrevet ni kapitler i forvejen. Det er nok lidt af en rekord for mit vedkommende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...