Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16493Visninger
AA

9. ⓢ KAPITEL 7 | WARNINGS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Mine tæer var begravet i det dybe for i mine hjemmesko, og fordi jeg havde et tæppe viklet omkring mine nøgne ben, frøs jeg ikke. På overkroppen havde jeg en stor sweatshirt, og fordi mit pandehår var helt umuligt den morgen, havde jeg trukket en grå hat ned over hovedet. Den holdt håret på plads og varmede samtidig mine ører.

Jeg så hurtigt op, da den lyd, jeg hele morgenen havde ventet på, nåede mine ører. I en knap så elegant bevægelse sprang jeg ned fra køkkenbordet og gik ud i gangen, hvor jeg lænede mig dovent op ad dørkarmen og betragtede Samuel og Julien tage deres overtøj af, mens de grinede og slog let ud efter hinanden.

Jeg satte en hånd i hoften og så afventende på dem. ”Nå,” sagde jeg og afbrød Julien midt i en sætning. ”Tjente I noget på det?”

Samuel smilede og maste sig forbi mig ind i køkkenet, hvor han dumpede ned på en stol. Så stak han en hånd ind i inderlommen og smed en stak pengesedler på bordet. Med større øjne end før holdt jeg bundtet mellem mine hænder og kørte let tommelfingeren hen over enden, så en let vind kærtegnede min ene kind.

”Wow,” mumlede jeg og så op. ”Tjente I alt det her på at sælge det, I tog?”

Samuel nikkede og samlede tilfredst pengene sammen igen og stoppede dem ind i lommen, hvor de lå trygt og sikkert. ”Visse folk ville betale ret meget, da vi først fik dem overbevist om, at det hele tilhørte Harry Styles.”

Jeg kunne stadigvæk ikke få øjenbrynene ned i overraskelse. Vi plejede at gå ud til bestemte steder i byen, hvor vi vidste, vi ville finde de rigtige købere, når vi havde stjålet noget, vi ville veksle til kontanter, og vi fik som regel en god slat penge ud af det, men det her var langt over, hvad vi plejede at indtjene. ”Troede de på dig?” Min stemme var fuld af mistro. ”De må da have troet, at det bare var et dårligt salgstrick!”

Samuel trak på skuldrene og så over på Julien, der var i færd med at skaffe den sorte plastiksæk af vejen. ”Vi solgte det hele – rub og stub. Posen er fuldstændig tom.”

”I nåede jo heller ikke at tage ret meget,” indvendte jeg og hoppede igen op på køkkenbordet. ”Den idiot kom jo hjem midt i det hele.”

Samuel fik et bistert udtryk i ansigtet og vendte sig mere alvorlig mod mig. ”Hvad helvede skete der egentlig?” spurgte han.

Jeg mærkede også Juliens blik på mig, og pludselig ventede de kun på, at jeg fortalte, hvad der var sket. Havde jeg haft muligheden for det, havde jeg fortalt dem det for længst, for jeg havde virkelig lyst til at prale med, hvad jeg havde gjort, men det havde jeg ikke haft. En af de vigtigste regler indenfor tyveri var nemlig, at man hurtigst muligt skulle af med sine ting, for så var sandsynligheden for, at de kunne spores tilbage, mindre. Derfor havde Samuel og Julien kun ventet udenfor Harrys hus, til de havde set mig komme spurtende ud og dermed havde sikret sig, at jeg kom helskindet derfra. Derefter var de løbet direkte hjem efter Jentine og havde brugt hele natten på at sælge tyvekosterne.

Af en eller anden grund var jeg aldrig med til det. Jeg gik ud fra, at det var, fordi jeg var en pige, at de altid lod mig blive hjemme. På en måde var jeg taknemmelig for det, for jeg havde på fornemmelsen, at det gik en smule hårdt for sig, når de handlede. Det foregik ikke i et særligt godt miljø, og nogle af dem var nogle ret hårde typer. Flere gange havde jeg set drengene komme hjem med et blåt øje eller en blodtud.

”Jeg var ovenpå,” startede jeg ud og lod tankerne vandre tilbage til i går, hvor det hele var sket, ”da det gik op for mig, at der var nogen på vej op ad trappen – og det var ikke en af jer. Jeg nåede ikke at gemme mig, før han havde opdaget mig og spærrede døren for mig. Han genkendte mig.”

Samuel rynkede på næsen, og Julien havde lagt armene over kors. ”Nåede han at ringe til politiet?”

Et smil brød frem på mine læber, og jeg rystede på hovedet. ”Jeg har et trick,” pralede jeg. ”Noget, I aldrig vil kunne gøre.”

Drengene så afventede på mig.

”Han bor alene,” grinede jeg. ”Og han var en smule trængende.”

Samuel spærrede øjnene op. ”Savannah, du gik vel ikke i seng med ham?”

Hurtigt rystede jeg på hovedet, for jeg vidste godt, hvordan Samuel havde det med sådan noget. Nu var det ikke, fordi jeg indviede ham i alt, hvad jeg lavede, men han havde altid været den overbeskyttende storebror, og på en eller anden måde vidste han altid, hvis jeg havde noget med en dreng. ”Nej, Samuel. Jeg gik, før det kom så vidt. Men han var klar, det er helt sikkert!”

Julien skraldgrinede, men Samuel smilede ikke. Han havde et tvært udtryk i ansigtet og et hårdt drag om munden. Jeg slog til hans overarm for at få ham til at bløde lidt op, men han ignorerede mig, og med hurtige bevægelser fiskede han en pakke cigaretter op af lommen. Da han knipsede pakken op og lagde en cigaret mellem læberne, gik det op for mig, at han havde tænkt sig at tænde den indenfor.

”Samuel,” sukkede jeg, ”skrid ud og ryg det skidt. Det har jeg ligesom sagt til dig tusind gange!”

”Sidste gang du sagde det, var for to år siden. Han røg en cigaret indenfor, dagen efter du blev sat ind.” Julien rakte ud efter en cigaret og rejste sig op. ”Jeg går med. Jeg synes efterhånden jeg trænger til en.”

”Så ved jeg sgu da godt, hvor alle pengene forsvinder hen! Hvis I begge to er afhængige, er det da ikke så mærkeligt!”

Julien kneb øjnene sammen og så på mig. ”Hvorfor det bebrejdende tonefald, Savannah? Du røg mindst tre smøger om dagen.”

Jeg satte hænderne i siderne. ”Men det gør jeg ikke mere, og jeg har ikke tænkt mig at starte igen.”

Samuel sukkede. ”Jeg er træt af jeres pis. Lad mig nu bare komme ud, så jeg kan få noget røg ned i lungerne!” Og med de ord skred han ud på verandaen og smækkede døren efter sig. Julien så kort på mig, men fulgte så trop, og i løbet af få sekunder var der helt stille i huset, som jeg nu havde mere eller mindre for mig selv.

Jeg slog mig ned på stolen ved spisebordet og hvilede hagen på hånden, mens jeg betragtede Samuel og Julien gennem vinduet. Samuel stod med begge hænder stoppet godt ned i lommerne for at skåne dem mod kulden, mens Julien talte og lavede fagter med hænderne. Han fortalte ham et eller andet.

I det samme blev skyllede en ubehagelig følelse ind over mig, og jeg så bekymret på Juliens læber, mens han talte. Jeg forsøgte at mundaflæse, men det gik hurtigt op for mig, at jeg var elendig til det. Det irriterede mig, at jeg ikke vidste, hvad de talte om. En del af mig var overbevist om, at Julien var ved at fortælle Samuel om mig og Marc, og det vi havde haft gang i i stuen, men en anden og mere fornuftig del fik mig til at se på Samuel og hans afslappede holdning. Havde Julien fortalt om Marc, ville Samuel reagere med det samme, og derfor udelukkede det altså, at Julien sladrede.

Jeg sukkede, lænede mig tilbage og lod mine tanker vende tilbage til i går. Det var en underlig tanke, at selveste Harry Styles havde været den første, der havde rørt min krop på den måde, efter jeg var sluppet ud af fængslet. Der var ganske vist et par fyre, der havde forsøgt at rage på mig, mens jeg sad inde, men det var ikke det samme.

Harry havde taget min trøje af mig, set mig i bh, men det gjorde mig ikke noget. Havde det gjort det, ville jeg aldrig være sprunget på ham på den måde. Det havde været lidt af et sats, men det viste sig at være ret effektivt, og jeg vidste allerede nu, at jeg ville benytte mig af det igen, hvis jeg nogensinde skulle komme ud i en lignende situation.

Jeg virrede med hovedet og rystede tankerne af mig. Så rejste jeg mig og fandt hurtigt et par bukser, som jeg hoppede i. I gangen trak jeg i mine sædvanlige læderstøvler og min læderjakke, som i øvrigt var alt for tynd i de kolde vintermåneder, og gik udenfor, hvor drengenes blik med det samme landede på mig.

”Hvad skal du?” spurgte Samuel og pustede røg ud af mundvigen.

”Jeg har tænkt mig at finde Zayn Maliks hus og se, om jeg kan opsnuse lidt der. Jeg tager bilen.”

Jeg mærkede begge deres blikke i nakken, da jeg uden at vente på svar fortsatte ned til Jentine og satte mig ind i en bevægelse, hvor jeg var lige ved at slå hovedet mod taget, men de sagde intet.

Da jeg drejede nøglen, startede bilen hostende op, og selvom jeg vidste, at vi skulle spare, fyrede jeg med det samme helt op for varmen, så mine allerede kolde tæer og fingre langsomt tøede op. Jeg havde trods alt tænkt mig at sidde og vente i bilen, til der skete noget ved huset, og til det behøvede jeg varme. Vi havde jo også massere af penge, efter indbruddet hos Harry. Og skulle det ske, at de alle forsvandt efter denne lille køretur, kunne vi jo bare hugge lidt mere. Jeg ville med glæde aflede ham igen.

 

Jeg havde siddet og gloet på et rødt toetagers hus, der gerne skulle tilhøre Zayn Malik og hans forlovede, Perrie Edwards, i lidt over en halv time, da jeg begyndte at blive utålmodig.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde regnet med, der ville ske, men det eneste jeg havde set i den tid, var en enkelt skygge bag gardinerne, og det tilfredsstillede mig overhovedet ikke. Det var slet ikke noget spor.

Fordi gardinerne som sagt var rullede for, havde jeg ikke besværliget mig med at kravle om bag i, hvor man ikke ville kunne se mig, hvis man kiggede ind. Jeg sad bare sammensunket i forsædet og havde efterhånden fået godt ondt i røven. Radioen havde jeg ikke tændt, fordi jeg så bare ville skrue så højt op, at man kunne høre bassen ude på gaden, hvilket ikke ville være så godt. Min holdning til musik var nemlig, at man enten skulle skrue helt op, så det var muligt at nyde hver en tone, eller bare lade være med at høre det.

Så derfor sad jeg i komplet stilhed og lod mine øjne følge de få biler, der nogle gange kørte forbi mig, med et tvært udtryk i ansigtet.

Først efter tre kvarter skete der noget usædvanligt.

Som alle de andre gange så jeg på en bil, der kom kørende bag mig, i bakspejlet og fulgte den hele vejen ned ad gaden, hvor den enten drejede til højre eller venstre i et kryds. Men denne gang fortsatte bilen ikke. I stedet slog føreren bremserne i og parkerede op ad kantstenen ud for det røde hus, jeg det sidste stykke tid havde holdt øje med. Den holdt mindre end ti meter fra mig, og først for sent gik det op for mig, at jeg burde gemme mig.

Med et lavmælt smerteudbrud kastede jeg mig ned i sædet og hamrede siden ind i gearstangen. Jeg bandede hidsigt og trak hatten længere ned i panden, mens jeg bad til, at personen i bilen ikke havde set mig.

Da der efter kort tid ikke var sket noget, og mit hjerte havde sat farten en smule ned, tillod jeg mig selv at kigge forsigtigt ud. Men ansigtet, der mødte mig, fik straks blodet til at pumpe hurtigt rundt i kroppen på mig igen. Harry Styles.

”For fanden i helvede,” bandede jeg lydløst og så irriteret op i loftet, ”den dreng er jo over alt!”

Jeg knyttede næven og hævede mig igen en smule op i sædet, så jeg kunne se ud. Heldigvis så Harry ikke over på mig. Han stod faktisk med ansigtet vendt den anden vej, mens han holdt en mobiltelefon op til øret. Han havde ingen jakke på, men alligevel stod han lænet op af bilen, mens han talte.

Jeg vidste, at det var satset, men da det gik op for mig, at det var det her, jeg havde ventet på den sidste time, famlede jeg hurtigt rundt efter håndtaget til vinduet, og ganske langsomt gled glasset ned, så kulden sammen med Harrys stemme nåede ind i bilen. Jeg slog armene omkring mig og rykkede så tæt på den lille revne, som det var muligt, uden at Harry kunne vende sig og se mig.

”Fest på lørdag? Jeg havde egentlig en aftale, men det bliver jeg vel nødt til at aflyse. Hvor vigtigt er det?” Et suk. ”Ja, det kan jeg godt se. Jeg skaffer et jakkesæt i morgen. Hvad med adressen?” Han var stille lidt, mens han lyttede. ”Stop, det bliver du nødt til at stave for mig.”

Jeg så op, da han åbnede bildøren og hev en lap papir og en kuglepen frem, og pludselig fik jeg travlt. Jeg rodede rundt i handskerummet efter noget at skrive på og med. Det eneste jeg fandt, var en sammenkrøllet regning og en klumpet mascara, men det var nok.

Jeg missede de to første bogstaver, men resten sagde han højt, hver gang han skrev dem ned, og på den måde fik jeg også adressen. Godt nok var det skrevet rigtig grimt, og jeg havde en smule svært ved at læse det, men det gik.

Da Harry havde stoppet lappen med adressen i baglommen og lagt mobilen ind på sædet, så han sig hurtigt over skulderen, før han lukkede sig ind i det røde hus, hvor Zayn højst sandsynligt befandt sig inde. Jeg dukkede mig endnu engang – bare for en sikkerhedsskyld – men da han endelig lukkede døren efter sig, satte jeg mig op og betragtede triumferende de sorte bogstaver på mit papir.

Det så ud til, at jeg skulle til fest.

 

Marcs kys, var det eneste jeg kunne tænke på. Han pressede gang på gang sine læber hårdt ind mod mine, og jeg gjorde intet for at stoppe det. Tværtimod greb jeg fat om hans skuldre og fik ham til at bakke baglæns, så han til sidst måtte sætte sig ned i sofaen.

Vores ansigter skiltes kort, men der gik ikke længe, før jeg var sprunget op hans skød og endnu engang lod vores læber mødes. Han brummede tilfreds og strammede sit greb om mine hofter. Jeg flyttede mig lidt, så jeg sad mere behageligt på ham, og da mærkede jeg det stramme stof i hans jeans. Det fik mig til at smile svagt, og jeg var lige ved at trække mig tilbage for at lade en latter slippe ud mellem mine læber, men Marc holdt bare bedre fast i mig, så jeg ikke ét sekund forlod ham.

Da han endelig slap mine læber og i stedet plantede små kys på mine kraveben, fik jeg igen luft, og ukontrolleret begyndte jeg at sammenligne Marcs kærtegn med Harrys. Det var næsten komisk, så meget de mindede om hinanden. Begge to holdt de godt fast i mig og kom hele tiden med små lyde, der påmindede mig om deres velvære. Men det bedste var, hvor trængende de var. Man skulle næsten tro, de ikke havde rørt en pige i flere år. Faktisk havde jeg jo ikke været sammen med en dreng i flere år, så det burde egentlig være mig, der hungrede efter kys og kærtegn. Men hey, jeg havde jo også haft gang i Harry, og nu Marc – det var to på en uge. Man kunne vel godt sige, at jeg udnyttede min frihed.

Jeg vidste ikke engang selv, hvordan vi var endt der på sofaen. Marc var kommet for at tale, men de ord, vi havde udvekslet, var knapt nok blevet til en samtale, før Marc havde kastet sig over mig.

”Er vi alene?” Marcs stemme var lav, og hans mund var så tæt på mit øre, at han ikke kunne skjule sine hurtige åndedrag.

Jeg nikkede og gispede, da hans kolde fingre med det samme søgte ned til kanten af min hættetrøje. Han kæmpede lidt med at få den over mine skuldre, men pludselig stoppede han. Forvirret så jeg på ham.

”Hvad?” udbrød jeg. ”Er der noget galt?”

Marc skyndte sig at lade min hættetrøje falde ned på plads, og i løbet af kort tid var han på benene. ”Døren,” hvæsede han. ”Der kommer nogen!”

Jeg rejste mig overrasket op, idet Julien smækkede hoveddøren og kom til syne i gangen. Hans blik landede med det samme på Marc, der havde sat en fuldstændig neutral facade op.

Marc sagde intet, da han maste sig forbi Julien og forsvandt ud af døren, men hans uglede hår og mine varme læber sagde det hele. Julien så med et løftet øjenbryn på mig og stillede en plastikpose med nogle få madvarer fra sig.

”Savannah … ” sukkede han og lagde hovedet let på skrå.

Jeg lagde stædigt armene over kors og lagde mærke til, at min mave stadig var en smule synlig, efter at Marc havde forsøgt at hive tøjet af mig. Jeg skubbede hurtigt trøjen tilbage på plads og prøvede at ignorere den bebrejdende tone i hans stemme.

”Kom nu bare med det, Julien.”

”Du hører jo ikke efter alligevel.” Han så på mig med hårde øjne. ”Så det her bliver den sidste advarsel. For jeg siger dig – Samuel går amok, hvis han finder ud af det.”

Julien gik ud i køkkenet, men råbte et par ord tilbage til mig over skulderen.

”Jeg mødte forresten Georgias lillesøster i supermarkedet. Hun vil gerne tale med dig.”

 

________________________________________________________________________

Nå, syv kapitler. Jeg synes efterhånden, vi begynder at komme lidt ind i historien. Der er selvfølgelig ikke sket voldsomt afgørende ting endnu (se lige bort fra mordet), men der skal nok komme lidt drama, stol på det.

Indtil videre kan I vel kun udelukke de personer, der har et alibi, men jeg vil, efterhånden som historien skrider frem, prøve at give jer små tegn og indskrænke feltet en smule. Men så let er det nok heller ikke. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det med at lægge spor ud og udelukke karaktererne kræver en del gennemarbejdning og en god hjerne, og ja, jeg ved ikke helt, om jeg er så heldig at være udstyret med det. Men nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, for jeg vil selvfølgelig gerne have jer til at tænke lidt selv og udelukke de rigtige personer (eller forkerte).

For at sige det lige ud, så ved jeg endnu ikke, hvor lang denne movella bliver. Lige nu synes jeg, at jeg kan fornemme, den bliver min længste hidtil, for der er så mange ting, jeg gerne vil have med, men sådanne ting kan jo ændre sig. 

Endnu engang - tak, fordi I læser med. Jeg håber, I kan lide kapitlet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...