Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16474Visninger
AA

8. ⓗ KAPITEL 6 | THIEFS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

Blodet susede rundt i kroppen på mig, da jeg kastede mig ned i Eleanors fine sofa. Det var en af dem, der var virkelig meget værd, og jeg vidste, at hun havde betalt mange penge for den. Derfor var det også med en bekymret rynke i panden, at jeg så Liam smide sig ved siden af mig med sveden drivende ned ad ryggen. Ned af hans pande trillede også en enkelt dråbe, men den tørrede han hurtigt væk og ignorerede de stirrende blikke, han indkasserede.
Liam havde set sådan ud, lige siden vi havde samlet ham op ude på parkeringspladsen, hvor han havde ventet, da han havde forladt samtalen før os andre. Hans hænder rystede, han svedte, og hele tiden flakkede hans blik rundt i rummet. Jeg begyndte efterhånden at blive en smule nervøs for ham. Men jeg sagde ikke noget. Det gjorde de andre heller ikke.
Louis og Eleanor boede ikke lige så stort som mig, men til gengæld var indretningen langt pænere og mere luksuriøs. Hver enkelt genstand matchede temaet, og det var overhovedet ikke som mit rod derhjemme. Eleanor havde altid haft sans for den slags.
”Hvor er Eleanor?” spurgte jeg pludseligt, da det gik op for mig, at hun ikke var der sammen med de andre. Efter samtalen på stationen havde vi hentet Perrie og var kørt hjem til Louis, der havde havde ventet på os. Han forventede at få en opsummering på, hvad vi havde talt om, eftersom han ikke selv var mødt op.
Louis' blik flakkede over til trappen, og han vred sine hænder. ”Hun har det ikke så godt,” sagde han lavmælt.
Jeg lod mit blik dvæle lidt ved ham, men accepterede det så og besluttede at fortælle de andre, hvad jeg havde oplevet til mødet i dag.
Der fandtes ingen ord for, hvordan jeg havde haft det, da jeg så den såkaldte veninde til Georgia, som gerne ville se os. Vi havde sammen med det fået fortalt, at hendes navn var Savannah Tinsley. Det havde ikke sagt mig noget på det tidspunkt, men da jeg så hende, reagerede hele min krop øjeblikkeligt. Hvorfor jeg ikke havde sagt noget, vidste jeg ikke. Min mund havde føltes tør, og jeg havde ikke sagt et eneste ord under den korte samtale. Hele tiden havde jeg fæstnet mine øjne ved hende, og hun havde stirret trodsigt tilbage. Måske var det derfor, jeg intet havde sagt.
”Drenge,” sagde jeg pludselig og fik de andres opmærksomhed, ”jeg kendte den pige.”
Louis så først forvirret på mig, men det gik så op for ham, at jeg talte om noget, han ikke havde været med til. Zayn så derimod overrasket på mig.
”Hende den mørkhårede? Hvorfra?”
Jeg så lige ud i luften og svarede med en monoton stemme. ”Det var hende, der smadrede mit vindue. Og det var også hende, der malede grafitti på dit hus, Louis.”
Louis bandede lavmælt. ”Hvorfor har du ikke sagt noget, Harry? Hvorfor har du ikke meldt hende, hvis du vidste, at det var hende?”
”Jeg vidste jo ikke, hvem hun var, Louis!” Min stemme steg i styrke, da irritationen så småt begyndte at indfinde sig. ”Ikke før i dag.”
”Men du sagde ikke noget?” Det var Liam, der kørte en let hånd hen over panden og tog del i samtalen. ”Hvorfor meldte du hende ikke, da vi var på politistationen?”
Jeg trak svagt på skuldrene og svarede ikke. I stedet lænede jeg mig tilbage i den bløde sofa og stirrede ud i luften, som jeg hele tiden havde gjort. Jeg havde ikke lyst til at møde nogle af de andres bebrejdende blikke.
Louis mumlede et eller andet, bandede igen og gik så ud i køkkenet, hvor Niall havde rumsteret rundt de sidste par minutter. De sidste par dage havde han, Niall, virket lidt fraværende, og det var efterhånden lang tid siden nogen af os havde ført en ordentlig samtale med ham. Jeg anede ikke, hvordan han havde det, udover at jeg vidste, at han ikke var bange for at blive dømt på mordet på Georgia. Han tog det hele lidt mere afslappet end os andre, men det var også, som om noget trak ham den anden vej. Væk fra os.
Stilheden bredte sig mellem os, der var tilbage i stuen. Zayn og Perrie sad tæt klemt sammen i en blød lænestol, men ingen af dem så ud til at mangle plads. Liam havde stillet sig over til vinduet og stod med ryggen til og så ud på vejen. Ingen af os sagde noget, før Niall kom ind i stuen igen med en pakke billige småkager i hånden. Han smed sig ned i sofaen, hvor Liam havde siddet, og tilbød mig en. Jeg fiskede en ud af pakken og spiste den hurtigt. Jeg følte, at hele min krop var nede, og lige nu var sukker tilsyneladende den eneste løsning, hvis jeg skulle have bare en smule energi. Den søde smag fordelte sig på min tunge, og hurtigt tilbød jeg Perrie en, så jeg ikke selv åd hele pakken.
Hun rystede kraftigt på hovedet og ville ikke engang tage imod pakken. ”Jeg har taget alt for meget på,” sagde hun undskyldende og lagde hænderne på sin mave. Jeg lod mit blik følge hendes hænder, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så havde hun faktisk fået bredere hofter, siden jeg så hende sidst. Jeg så hurtigt væk og gav i stedet pakken til Louis, der netop kom ind i stuen igen. Han lignede en, der lige havde puttet koldt vand i ansigtet.
”Jeg forstår det ikke,” mumlede Zayn så. ”Jeg har et alibi, men alligevel er jeg så pisse nervøs hele tiden.”
Jeg så op. ”Hvad er dit alibi?”
”Jeg var sammen med Perrie. Hun bekræftede det, og det var nok.” Zayns stemme var tydelig og klar. Ved siden af ham nikkede Perrie stille.
Jeg sukkede. ”Gid, jeg havde det så let. Jeg har intet overhovedet. Jeg sad derhjemme og drak mig selv stiv.”
Nu bød Louis også ind. ”Jeg har det som dig, Harry. Eleanor var ikke hjemme, og jeg har ingen der kan bekræfte, at jeg udelukkende lå i sofaen og så fjernsyn.”
Der var stille lidt, mens vi alle fordøjede de nye oplysninger. Louis stod altså i samme situation som mig. Det havde han ikke fortalt mig, men jeg havde til gengæld heller ikke fortalt de andre noget før nu. Jeg overvejede kort, om jeg kunne tillade mig at spørge ind til Niall og Liams alibi. Til sidst besluttede jeg at gøre det.
”Hvad med dig, Niall? Hvad lavede du den aften?”
Niall talte med krummer i munden, og hans stemme lød både ubekymret og afslappet. ”Jeg var sammen med min familie. De bor på et hotel i nærheden i denne uge.”
Jeg måtte indrømme, at jeg misundte Niall meget i dette øjeblik. Han havde det perfekte alibi, hvis altså familien havde bekræftet det. Måske var det derfor, han var så afslappet omkring alt det her?
Nu blev alles øjne rettet mod Liam. Han stod stadig med ryggen vendt mod os, og det lod ærlig talt ikke til, at han havde fulgt med i samtalen. Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at han ikke reagerede, da stilheden overtog. Han stod der bare uden at vende sig, stirrede ud ad vinduet.
Af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at spørge ham, om han ville dele sit alibi med os. Den anspændte holdning han havde, gjorde mig usikker. Måske tog jeg fejl, men jeg syntes, han så vred ud. Irriteret i hvert fald.
Jeg stønnede lydløst og lod mit blik glide hen over drengene og Perrie. Perrie og Zayn sad, som de hele tiden havde gjort. Tæt op ad hinanden med fingrene flettet sammen. Perrie lod sin anden hånd hvile let på sin mave. Niall gumlede på endnu en småkage, og Louis så den anden vej. Jeg lod mit blik dvæle ved Louis. Hans skuldre var anspændte, som Liams, og han havde et hårdt drag om munden, men øjnene virkede usikre.
Det skræmte mig.

Da jeg den aften kom hjem, var jeg slet ikke så træt, som jeg havde håbet på. Jeg ville rigtig gerne bare kunne smide mig i min seng og falde i søvn, flyde væk fra alle problemerne, men det kunne jeg ikke. Mit hoved var stadig vågent, og derfor var det med et dybt suk, at jeg krængede jakken af skuldrene og smed den fra mig på gulvet. Skoene kastede jeg fra mig på samme måde.
Huset lå mørkt hen, så jeg tændte en lille lampe, der stod på et bord i hjørnet af stuen. Den lyste ikke så kraftigt, men jeg behøvede ikke mere lys lige nu. Jeg var bange for, at det bare ville vække mit hoved endnu mere, og det ønskede jeg ikke.
Jeg stod lidt og lyttede til den knitrende lyd af plastikken fra vinduet, der blafrede i vinden. I det samme mærkede jeg træk på mine bare arme. Følelsen af den kolde vintervind, der blidt kærtegnede min hud, fik hårrene til at rejse sig på min arme. Jeg bevægede mig rundt i stuen og køkkenet i min søgen efter et åbent vindue. Jeg troede egentlig, at det var plastikken, der dækkede det store hul, hvor panoramavinduet skulle have siddet, der tillod vinden at slippe ind, men så opdagede jeg den beskedne bagdør, der befandt sig for enden ad en gang tæt på køkkenet. Den stod åben.
Undrende lukkede jeg den hurtigt og mærkede straks trækket forsvinde.
Jeg brugte næsten aldrig den dør, og derfor forekom det mig underligt, at den nu pludselig stod åben. Og plejede den ikke også at være låst?
Jeg så hurtigt op, da en dump lyd kom oppefra. Hvad fanden?
I løbet af få sekunder var jeg løbet ovenpå. Jeg forsøgte ikke engang at være stille, da jeg trampede op ad trappen. Mine fødder hamrede mod trinnene, og jeg vidste, at hvis der befandt sig nogen ovenpå, ville de med garanti vide, at jeg var på vej. Det skræmte mig nu ikke. Dog vidste jeg, at indbrudstyve havde det med at reagere voldeligt, når de blev taget på fersk gerning, og derfor gjorde jeg mig klar til kamp, da jeg sparkede døren til soveværelset op og så en mørk skikkelse stå lænet op ad min kommode.
Jeg ville være sprunget frem, hvis ikke det lange hår pludselig blev kastet rundt i luften, da skikkelsen snurrede rundt, og det gik op for mig, at det var en pige. Den spinkle, velformede skikkelse bekræftede det.
Selvom der var mørkt i rummet, så jeg hendes skræmte og overraskede øjne. Hun var som et dådyr fanget i en bils lygter. Hendes hænder søgte famlende rundt bag hende efter noget at forsvare sig med, men til mit eget held havde jeg ikke andet end en kuglepen og en rodet bunke papirer liggende oven på kommoden.
Jeg lukkede hurtigt døren bag mig, så rummet næsten var helt mørklagt. Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt i mit bryst, men jeg var sikker på, at det ville have banket dobbelt så hurtigt, hvis jeg havde stået overfor en mandlig skikkelse. Bevidstheden om at det var en kvinde, gav mig modet til at blive stående og spærre døren.
”Nu tænder jeg lyset,” sagde jeg med den mest faste stemme, jeg kunne mønstre i øjeblikket. ”Og du bliver stående der.”
Og med de ord førte jeg hånden hen over kontakten, så rummet blev badet i et lys, der skar mig i øjnene. Også personen foran mig holdt en hånd op til øjnene, og det gjorde det svært for mig at få et ordenligt syn af hende.
Men så forsvandt pletterne for mine øjne, og pludselig kunne jeg se, hvem det var. Jeg gispede og trådte et skridt tilbage.
”Dig … ”
Savannahs mørke øjne mødte mine, og selvom jeg tydeligt kunne se nervøsiteten i dem, følte jeg, at hendes blik gennemborede mig uden nåde. Jeg holdt krampagtigt godt fast i dørhåndtaget, da hun  svingede håret om på ryggen og hankede op i den stofpose, hun havde i hånden. Først da gik det op for mig, at hun rent faktisk havde fundet noget af værdi, som hun havde tænkt sig at tage med sig.
Jeg slap døren og trådte to skridt frem med hænderne holdt frem for mig. ”Jeg ringer til politiet,” sagde jeg og lod hende ikke høre den usikre klang i min stemme, der truede med at bryde frem.
Hun blinkede og så hurtigt ned på posen i sin hånd. Så så hun igen op og kneb øjnene let sammen.
Og i det næste sekund var hun over mig. Jeg udstødte en ubestemmelig lyd og holdt beskyttende mine hænder klar, men hendes bevægelser overraskede mig og i stedet for at hamre løs på mit ansigt, lagde hendes hænder sig blidere om min hals. Med et enkelt ryk hev hun mit ansigt ned til sit, og pludselig lagde hendes læber sig over mine.
Jeg gispede overrumplet, men inden jeg nåede at reagere, havde hun lagt sine arme rundt om min hals og havde hevet sig selv ind til mig, så hendes fødder knapt nok rørte gulvet. Hendes varme læber lagde sig over mine gang på gang, og helt ude af mig selv lod jeg mig rive med.
Jeg lod mine læber ramme og flyde sammen med hendes, og pludselig var det ikke kun hende, der lagde noget i det. Jeg stønnede og hev hende tættere ind til mig, så hendes krop bumpede ind i min, og jeg måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen. Hendes kolde hænder lagde sig på min mave, og selvom jeg skuttede mig, lod jeg hende trække min T-shirt af i en hurtigt bevægelse. Vi var kun adskilt i få sekunder, så mødtes vores læber igen.
Jeg tænkte slet ikke.
Hendes læbers overvældende styrke og varmen, der strømmede fra hende, fik min krop til at reagere, og der var intet jeg kunne gøre for at stoppe den. End ikke tanken om, at hun beskyldte mig for mord og forsøgte at få mig sat ind bag tremmer for det, stoppede mig.
Jeg troede kort, hun ville trække sig tilbage, da hendes læber forsvandt fra mine, men så følte jeg en varme på halsen, da hun lod sine kys regne ned over mig. Jeg lagde hovedet tilbage og nød hendes kærtegn, og det varede ikke længe, før jeg lænede mig frem og brutalt hev hendes sorte trøje over hovedet på hende. Hun stivnede kort, men ikke mere end et halvt sekund, så havde hun igen fjernet afstanden mellem os. Hun bed mig i underlæben, og igen måtte jeg lade et støn slippe ud mellem mine læber.
Hun trak mig fremad og skubbede mig ned på sengen, der stod uredt ved siden af os. Jeg lod hende sætte sig på min mave, og da hun lænede sig frem, var det mig, der lod mine læber møde hendes. Jeg hvilede mine hænder på hendes lår, men lod dem glide op ad hendes nøgne ryg, til de mødte bh-stroppen. Hun stønnede, da jeg lod min tunge udforske hendes mund og samtidigt fingerede med bh'en.
Men så var hun væk.
Kulden væltede ind over mig, og da jeg hurtigt og forvirret satte mig op og så hende forsvinde ud ad døren, slog kendsgerningen mig i hovedet som et hårdt slag.
Da døren smækkede, lod jeg mig falde tilbage i sengen, hvor jeg bare lå og stirrede op i loftet. Min vejrtrækning ræsede af sted, og jeg kunne mærke mit hjerte banke endnu hårdere, end det havde gjort, da jeg havde taget hende i at stjæle.
Jeg udstødte frustreret et par skældsord og lagde en hånd over øjnene.
Hun havde snøret mig. Groft.

 

_________________________________________________________________________________

Jeg har efterhånden gået og tænkt lidt på de sidste par dage, om jeg burde sætte denne historie op til gul? Og nu, hvor i har fået dette kapitel, hvad tænker I så? Jeg synes ikke personligt, at det jeg skriver, er særligt voldsomt, og jeg ville holde den på grøn, men efter at have læst lidt om de forskellige farver, spekulerer jeg lidt over, om jeg burde gøre det? Jeg ville i hvert fald være glad for at høre, hvad I synes, for jeg har ærlig talt ikke rigtigt nogen fornemmelse for, hvor grænsen ligger.

Når det er sagt, så sker der jo faktisk også lidt i det her kapitel. Havde I regnet med det? Jeg har selv lidt ondt af stakkels Harry, som måske er en lille smule trængende, hvis man kan sige det sådan, og lader sig rive med, men ja, lad mig høre jeres meninger!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...