Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16504Visninger
AA

7. ⓢ KAPITEL 5 | REALISATIONS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Marc sad overfor mig med det sædvanlige rolige blik i øjnene. I starten havde han virket meget formel og professionel, men det var, som om han havde smidt den facade overfor mig. Det var kun tredje gang, jeg mødtes med ham, men han opførte sig, som om vi kendte hinanden. Rørte ved mig og kastede stjålne blikke på mig. Jeg vidste selvfølgelig godt, at der var en speciel grund til det. Jeg burde måske have afvist ham, men sagen var den, at jeg faktisk godt kunne lide det. To år i fængsel havde frarøvet mig mange ting, og synet af en ordentlig fyr, der virkede interesseret, var en af dem.

Havde Julien ikke siddet i den anden ende af stuen og fumlet med en mobiltelefon, var jeg ikke i tvivl om, at Marc var sprunget over mig med det samme. Derfor var det også med en dyb tilfredsstillelse, at jeg kunne kigge op og møde Marcs skinnende øjne, der allerede var rettet mod mine.

”Jeg har talt med de fem drenge.” Marc blinkede og rettede ryggen. ”De benægter alle og siger, at notaterne på papiret er opspind.”

Jeg nikkede langsomt og velovervejet. Det Marc så, stemte overhovedet ikke overens med det, jeg følte og tænkte indeni. For inden i begyndte irritationen at indfinde sig. Jeg troede på ingen måde på, at det kunne være løgn, når Georgia havde skrevet det. Og så havde jeg jo også taget Harry på fersk gerning. Jeg smilede ved tanken. For et par dage siden var jeg fulgt efter Harry, da han sent om aftenen var kørt ud til udkanten af London, hvor han hemmelighedsfuldt var forsvundet ind i et stort parcelhus. Jeg havde taget ham på fersk gerning ved at kigge ind ad en sprække i gardinerne. Jeg havde set hans datter og var ikke i tvivl om, at de andre drenge også snart ville blive afsløret.

Marc så undrende på mig. ”Du smiler?” sagde han. ”Det var nok ikke lige det, jeg havde forventet efter sådan en nyhed.”

Jeg pakkede hastigt smilet væk. ”Undskyld,” sagde jeg hurtigt. ”Jeg tænkte bare på, du ved … den massage.”

Marcs så hurtigt på mig, og et smil spirede i hans mundvige. Han havde ingen anelse om, at jeg bare havde fundet på en undskyldning for at smile. Men det virkede.

Han lænede sig tilbage og lod til at slappe lidt mere af i kroppen. I et øjeblik virkede det, som om han fuldstændigt havde glemt, at Julien sad mindre end syv meter fra os og sagtens kunne følge med i vores samtale. ”Vi kunne aftale noget?” foreslog han og sendte mig et af sine smigrende smil, der viste alle de perfekte tænder og fik små rynker til at træde frem ved øjenkrogene.

Jeg trak på skulderen. ”Hvorfor ikke.”

I det samme rømmede Julien sig og rejste sig. Han sendte mig et diskret blik, da han gik forbi os og forsvandt ud i køkkenet, hvor vi ikke længere kunne se ham. Men jeg havde opfattet hans hentydning.

”Nå, det var One Direction, vi kom fra,” udbrød jeg hurtigt. ”I har vel ikke tænkt jer at udelukke dem af den grund?”

Marc rystede på hovedet. ”Nej, selvfølgelig ikke. De er lige så meget mistænkte, som de var før – hvis ikke mere. Nogle af dem havde nogle ret interessante reaktioner, da jeg viste dem noterne. Jeg har god grund til at tro, at de alle lyver.”

”Har du overvejet, at de kunne have stået sammen om mordet?” spurgte jeg så. ”Det ville ikke være usandsynligt.”

”Det har vi taget højde for, Savannah.” Marc smilede svagt til mig. ”Faktisk skal jeg huske at spørge dig, om du har lyst til at se dem? Tale med dem?”

”One Direction?” Mit toneleje steg en smule.

”Ja. Jeg havde en fornemmelse af, at en pige som dig måske have lyst til rent faktisk at se dem i øjnene. Jeg ved jo, at du mistænker dem.”

”Selvfølgelig mistænker jeg dem,” sagde jeg lidt hårdere end ment, ”det er klokkeklart, at det er en af dem. Hvornår?”

”Hvad?”

”Hvornår kan jeg komme til at se dem?”

Marc smilede. ”Vi kan arrangere det, så snart du har lyst.”

”I eftermiddag?”

Marc virkede kort overrasket over min iver, men så nikkede han og samlede sin sædvanlige mappe op. ”Du kan møde op på politistationen klokken tre. Jeg skal nok få de drenge til at møde op.” Han var gået ud til hoveddøren, og hurtigt fulgte jeg ham ud i gangen, hvor jeg fik et glimt af Julien i køkkenet.

”Jamen så ses vi om et par timer,” sagde Marc og trådte ud i den kolde vintervind. Jeg nikkede, smilede og lukkede døren efter ham. Så snurrede jeg rundt og vandrede ud i køkkenet, hvor Julien sad ved det lille spisebord med en adskilt telefon foran sig. Jeg gik ud fra, at det var en, han havde stjålet.

”Han bliver ikke glad for det,” mumlede han uden at kigge op. Dog var jeg ikke i tvivl om, at han talte til mig. ”Samuel.”

Jeg var tavs og stillede mig med armene over kors, mens jeg betragtede Julien, der altid havde vidst, hvornår han skulle holde mund eller kæfte op. Han forstod, hvornår han havde trådt over grænsen, og hvornår det var meningen, at man skulle skubbe den. Nogle gange overvejede jeg, om han skulle have været psykolog eller noget i den retning. Han var også altid den, der afholdt Samuel fra at komme ude i problemer, når han kæftede op på de forkerte tidspunkter. Jeg mindedes også flere gange, han havde redet mig ud fra en slem knibe.

Men nu var ikke tidspunktet, hvor han skulle spille den kloge fætter og fortælle mig, hvad jeg burde gøre og ikke gøre.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om, Julien.”

Han sukkede småirriteret og så op. ”Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om. Du kan ikke bare kaste dig i kanen med kriminalbetjenten, der efterforsker sagen om mordet på din veninde. Du ved, det ikke går.”

”Jeg gider ikke høre på det der, Julien.” Jeg satte mig på køkkenbordet og lod fødderne dingle. ”Og Samuel har ikke noget at skulle have sagt.”

”Du ved jo så også godt, at han ikke helt er af den samme mening på det punkt. Han kommer helt op i det røde felt, når han finder ud af det.”

”Men han finder ikke ud af det,” sagde jeg hårdt og bestemt, ”for du siger det ikke til ham.”

Julien var tavs, og jeg kunne se hans kæbemuskler arbejde, som om han afholdt sig selv fra at sige noget. Så stønnede han til sidst og kastede den ødelagte mobil fra sig. ”Fint, Savannah,” sagde han så, ”vi gør det på din måde. Men Samuel er, og vil altid være, en overbeskyttende storebror. Ser han dig sammen med en fyr, der ikke falder i hans smag, finder han en måde at skille jer ad.”

 

Politistationen lå et stykke væk, og derfor kørte vi derhen lige så snart Samuel kom hjem. Hvor han havde været, vidste jeg ikke.

Stationen var ikke ny for mig. Jeg havde været der flere gange i årernes løb. Et par gange havde jeg skullet hente Samuel og en enkelt gang Julien. Hver gang havde jeg betalt alt for mange penge for at få dem sat fri.

Vi havde aldrig haft ret mange penge at gøre med, da ingen af os havde noget fast job. Jeg havde i en periode haft et ungdomsjob i et pizzeria, men jeg var åbenbart ikke sød nok, og derfor blev jeg fyret efter en uges tid. Siden dengang havde jeg ikke gjort noget for at tjene penge. Jeg vidste, at Samuel og Julien tjente lidt penge på noget narkohandel, men det var ikke noget, de gjorde fast, og derfor svingede det lidt med budgettet. Dog huggede de lidt fra andre folks punge en gang imellem eller stjal et par ure, og det rakte som regel et godt stykke tid, hvis vi sparede og passede godt på pengene, de fik ud af det.

Men jeg havde aldrig været ret mange steder i bygningen, og da jeg troppede op og blev mødt af Marc, som førte mig rundt med en vigtig stemme, måtte jeg hæve øjenbrynene let i overraskelse. Ud fra den gamle facade, havde jeg altid kategoriseret stationen som et gammeldags hul, men det viste sig, at alt faktisk var meget moderne derinde. Væggene var pæne og hvide, og gulvet var af mørkt linoleum. Overalt strømmede enten uniformerede betjente eller fornemt udseende sekretærer rundt, og ikke ét øjeblik var vi alene. Der var mennesker over alt.

Marc stoppede op og lagde hånden på en dør, der så ud til at føre ind til et slags forhørslokale. Han så på mig og fangede mit blik. ”De sidder alle herinde,” sagde han med en alvorlig mine, ”undtagen Tomlinson, han nægtede at møde op. Er du klar til at gå derind?”

Jeg rettede mig op og nikkede. Marc åbnede døren og trådte elegant til side, så jeg kunne komme forbi ham. Jeg så ikke op, før jeg havde sat mig på den ene side af et rektanglet bord. Det var en smule overvældende at se de tre drenge så tæt på – ja, og i virkeligheden. Jeg havde jo flere gange set dem på plakater og billeder, og selvom jeg aldrig havde drømt om at se dem, overvældede det mig.

Og så var der jo Harry Styles. Ham havde jeg allerede set flere gange.

I hovedet havde jeg allerede en forestilling om, hvordan han ville reagere, når han genkendte mig. Og ganske som jeg havde set for mig, spærrede han sine grønne øjne op og stirrede på mig. Hans mund åbnede og lukkede sig hjælpeløst, men ingen lyd kom ud.

Ved siden af mig satte Marc sig ned, og det gik op for mig, at vi var delt op, så de fire drenge sad på den anden side af Marc og mig. De skyldige mod anklagerne.

Mine tanker vandrede tilbage til den dag, Harry havde taget mig og Julien i at male grafitti på Louis' hus. Det havde været en rystende oplevelse for mig, men jeg havde lagt det bag mig, og selvom det havde været en smule ydmygende, stirrede jeg trodsigt Harry tilbage i øjnene. Et sted langt væk truede tanken om, at Harry kunne fortælle det hele, med at bryde frem og lade nervøsiteten indfinde sig i min krop. Han kunne fortælle Marc, hvad jeg havde gjort, men han havde ingen beviser.

Fuck.

Jeg mærkede sveden bryde frem i mine håndflader, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk havde efterladt et bevis hos Louis. I min vilde flugt havde jeg smidt spraydåsen fra mig i græsset, og den lå der endnu, hvis ikke Louis havde fjernet den.

Den detalje havde jeg ikke tænkt på, da jeg havde sagt ja til at møde op og vise mig selv for Harry.

Men jeg lod ikke de andre se min pludselige usikkerhed. Jeg så dem alle i øjnene, som om intet truede med at få mig til at vende mig mod Harry og trygle ham om ikke at sige noget.

”Nå,” startede Marc ud og lod sit blik danse frem og tilbage mellem mig og Harry, der igen havde fået øjenkontakt. Hans grønne øjne blev med at stirre ind i mine, og fordi jeg ikke ville udvise svaghed, så jeg ikke væk. Ja, han havde taget mig i at lave hærværk på Louis' hus, men jeg var ikke bange. ”Er der nogen, der har noget at sige?”

Liam åbnede hurtigt munden. ”Jeg vil gerne pointere, at I ingen grund har til at mistænk-”

”Hvor er den sidste?” afbrød jeg hurtigt og afbrød kontakten med Harry, så jeg kunne vende mig mod Marc. ”Louis Tomlinson, hvor er han?”

”Det har jeg fortalt dig, Savannah. Han nægtede at møde op.”

”Men I må da kunne tvinge ham eller sådan noget? Er du ikke betjent?”

”Kriminalefterforsker, det er ikke det samme.” Marcs stemme lød en smule utålmodig. ”Eftersom vi ikke har flere beviser lige nu, kan vi ikke tvinge ham til at møde op.”

Nu rejste Liam sig hurtigt op, så stolen fløj baglæns og væltede. ”Er vi ikke pligtige til at møde op her? Det var ikke det, du sagde, da du ringede og beordrede mig til at komme!”

Marc sukkede, da Liam mumlede noget utydeligt og forsvandt ud af lokalet i en hastig fart.

”Har I slet ikke fundet noget?” Marcs ord havde vækket en del af sagen, som jeg lige siden, jeg fik nyheden at vide, havde glemt alt om. ”Ingen fingeraftryk eller spor?”

”Der var intet. Som jeg før har sagt, var gerningsmanden ikke amatør.” Marc så hårdt på Niall, Zayn og Harry, der sad tilbage med lukkede munde. ”Der var ingen fodspor, og han har sandsynligvis haft handsker på. Det eneste vi fandt, var en smule krudtslam. Kuglen har vi ikke været i stand til at finde. Den gik direkte igennem Georgia, og derfor er den sandsynligvis fortsat videre hen til et ukendt sted. Når vi finder den, vil være i stand til at identificere pistolen og dermed dens ejermand.”

Jeg så tavst ned i bordpladen, mens jeg forsøgte at ignorere Harrys stirrende blik. Det overraskede mig, at han endnu ikke havde sagt noget. Marc havde helt sikkert lagt mærke til, at der foregik noget mellem ham og mig, men heller ikke han havde sagt noget.

Hvorfor Harry ikke havde anklaget mig, anede jeg ikke, men jeg var bare glad og lettet over, at jeg ikke skulle have de problemer på halsen. Lige nu var ikke det bedste tidspunkt. Dog vidste jeg også, at han kunne finde på at fortælle det hele til Marc, når jeg var væk. Det her var overhovedet ikke ovre endnu, selvom han endnu ikke havde afsløret mig.

Pludselig blev det hele for meget for mig. Harrys borende blik, Marcs rolige øjne, den trykkede stemning og de evige ord om, at der ikke var noget at gå efter i Georgias sag. Jeg rejste mig op på samme måde som Liam og forlod rummet uden et ord.

Politistationen var stor, men på mirakuløs vis fandt jeg vejen ud, og i løbet af få minutter befandt jeg mig igen ude i den bidende vinterkulde. Et stykke væk holdt den velkendte sorte skrotbunke, hvor Samuel og Julien sad og ventede på mig.

Samuel startede motoren, da jeg løb over mod dem, og da jeg havde kastet mig ind på sædet, trådte han speederen i bund, så vi drønede væk og efterlod den store, grå bygning bag os. Jeg havde på fornemmelsen, at ingen af drengene brød sig om at være ret tæt på den længere tid ad gangen.

”Hvor forfærdeligt var det?” spurgte Samuel dystert.

”Det var ikke så galt,” mumlede jeg i svar og lagde hovedet tilbage mod nakkestøtten. ”Men jeg kunne virkelig godt bruge en stor pizza lige nu.”

Der blev stille omme foran, og undrende kastede jeg et blik derom. ”Er der noget galt?” spurgte jeg bekymret.

”Vi har ikke nogen penge, Savannah.” Det var Julien, der tog ordet. ”Vi har ikke råd til en pizza.”

Hans ord fik mig til at stønne frustreret. ”Kan I ikke gøre et eller andet?” foreslog jeg, selvom jeg ikke var til megen hjælp. ”Stjæle et eller andet?”

Julien rystede langsomt på hovedet. ”Vi tjener de store penge på narkohandel, og der er intet lige i øjeblikket. Vi skulle bryde ind i samtlige huse, hvis vi skulle have det samme ud af det, og det er for risikabelt. Det skal virkelig være en med penge i lommen, hvis vi skal få noget ud af det.”

Jeg tog mig til min rumlende mave og brugte ikke engang tid på at overveje mine ord. ”Jeg kender en med penge,” sagde jeg langsomt og så ud ad vinduet, da vi kørte forbi en tom park. ”Rigtig mange penge endda.”

”Hvem?” Samuel mødte mit blik i bakspejlet.

”Harry Styles,” sagde jeg, som om det var indlysende.

Samuel smilede stort og Julien grinede til mig. ”Selvfølgelig,” udbrød han og lænede sig tilbage i sædet med et tilfredst smil. ”Vi tager af sted i morgen aften. Så skal du fandeme få pizza, Savannah!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...