Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16485Visninger
AA

6. ⓗ KAPITEL 4 | LIES

  HARRYS SYNSVINKEL

 

Mørket var faldet på, da jeg satte mig ud i bilen og langsomt trillede ud på de glatte veje. Selvom solen havde skinnet de sidste par dage, var de sidste stråler i dag blevet afløst af et kort regnskyl, og derfor var det med et fast tag i rattet, at jeg styrede den dyre bil gennem Londons oplyste gader.

Jeg forsøgte at slappe af, men jeg kunne ikke forhindre mig selv i hele tiden at kaste et blik i bakspejlet for at være sikker på, at ingen fulgte efter mig. Jeg havde efterhånden gjort det her mange gange, men jeg kunne stadigvæk ikke ryste den nervøse og bekymrede følelse af mig. Følelsen af at nogen fulgte efter mig, havde altid plaget mig, når jeg sent om aftenen kørte denne tur, men i aften var det værre, end det plejede, og følelsen af at nogen skyggede mig, fik mig til at sætte farten op.

Da jeg kastede endnu et blik op i bakspejlet, så jeg en bil komme kørende bag mig. De bange anelse væltede ind over mig, men så drejede bilen af, og jeg var igen alene på vejen.

Det var med et lettet suk, at jeg lod bilens motor dø ud og steg ud af bilen med et hurtigt kig til begge sider. Fortovet var øde, men rundt omkring i husene brændte lyset stadig, og det bekræftede mig i, at jeg dog ikke var helt alene.

Med bankende hjerte tog jeg to store skridt op ad havegangen og bankede på den solide hoveddør, der kun var en lille del af det store villahus, der tårnede sig op over mig. Det var alt for stort til to personer.

Da døren åbnedes og en slank kvinde med brunt, etageklippet hår kom til syne, smilede jeg svagt og maste mig indenfor uden at vente på en invitation. Hun smilede og lukkede hurtigt døren efter mig.

Først da jeg var sikker på, at alle gardinerne var trukket forsvarligt for, vendte jeg mig mod den kvinde, der løftede armene for at trække mig ind i et kram. Jeg tog hende villigt i min favn og blev mødt af den samme genkendelige varme og duft, som Mary-Ann altid havde med sig.

Da jeg trak mig tilbage smilede hun og kørte en tot hår om bag øret. ”Det er lang tid siden, Harry,” sagde hun og gik længere ind i huset. På sofabordet stod en kaffekande og en kurv med rosinboller og ventede. ”Har du haft travlt?”

Jeg trak på skuldrene og dumpede ned i en af de velpolstrede øreklapstole, der stod i stuen. ”Der har været noget bøvl med politiet,” svarede jeg med en dyster stemme. ”Jeg ville gerne være kommet noget før, men jeg ville ikke risikere noget.”

Mary-Ann så på mig med bekymrede øjne og åbnede munden for at sige noget, da et udråb afbrød hende. Vi så begge op, da en pige iført nattøj og store hjemmesko kom trampende ned ad trappen med et stort smil på sine små lyserøde læber. Jeg rejste mig op og greb hende, da hun grinende løb ind i mine arme. Jeg løftede hende op fra gulvet og satte hende først ned, da hun mumlede noget ind mod min skulder.

”Hvad siger du?” spurgte jeg.

”Du klemmer mig.” Hun pustede irriteret det lange hår væk fra ansigtet. Jeg lo og satte mig igen ned i stolen. I sofaen så Mary-Ann på os med kærlige øjne, men hendes anspændte hænder fortalte mig, at hun stadig tænkte på det, jeg havde sagt før.

”Mellie,” sagde hun og fik derved sin datters opmærksomhed, ”kan du ikke vise far din nye badedragt?”

Den femårige piges øjne lyste op og i løbet af få sekunder var hun forsvundet op ad trappen igen. Jeg vendte mig mod Mary-Ann. ”En badedragt? På den her tid af året?”

Hun vred sine hænder. ”Der er en ting, jeg bliver nødt til at tale med dig om, Harry.”

Jeg rettede mig op og så en anelse nervøst på hende, som hun sad der i et par behagelige jogginbukser og en simpel T-shirt. Mary-Ann havde ikke ændret sig meget, siden jeg så hende første gang. Jeg huskede tydeligt, da hun som den nye pige ankom til den skole, jeg gik på. Hun var hurtigt faldet til, fordi hun var så sympatisk og let at holde af, og jeg var – som så mange andre – faldet pladask for hende. Til min store glæde, nærede hun de samme følelser for mig, og vi fandt hurtigt sammen.

Vi var sammen i lang tid, men så kom dagen, hvor hun blev gravid. Jeg kunne huske, hvor bange vi havde været. Mary-Ann havde ikke kunnet nænne at få en abort, og på mystisk vis lykkedes det os rent faktisk at holde hendes graviditet skjult, lige indtil hun fødte Mellie. På det tidspunkt droppede Mary-Ann ud af skolen og fik arbejde i en blomsterforretning. Hun tjente ikke meget, men med hendes løn og den lille sum penge, jeg havde skrabet sammen til dem hver måned, havde de klaret sig.

Så var det, at jeg meldte mig til x-factor og mødte drengene. Vi sang os videre til finalen, og hele tiden havde jeg Mary-Ann og Mellie i baghovedet, da jeg vidste, de sad derhjemme og ventede på mig. Men vores karriere tog fart, og pludselig havde jeg ikke tid til at komme hjem længere. Mellie voksede op uden sin far, og Mary-Ann måtte klare skærene som alenemor.

Da besluttede vi, at gå fra hinanden. Det var ikke den store omvæltning for Mellie, der alligevel langt fra havde set mig hver dag. Og fordi vi ganske simpelt bare var groet fra hinanden, var der ingen fjendtligheder i luften mellem Mary-Ann og jeg.

Da vi havde afsluttet vores sidste tourne, slog jeg mig ned i London ligesom de andre drenge, og nu besøgte jeg Mary-Ann og Mellie jævnligt. Eller det gjorde jeg. Jeg plejede at snige mig herover en gang om ugen, men de sidste par dages tumult havde afholdt mig fra det.

Mary-Ann og jeg var blevet enige om ikke at afsløre for andre, hvem Mellies far var, for det ville på ingen måde gavne noget som helst. Hun havde accepteret det og havde aldrig brokket sig over, at vores kendskab til hinanden skulle foregå i hemmelighed, og det beundrede jeg hende for. Mellie havde til gengæld flere gange stillet spørgsmål ved, at vi ikke kunne tage over til legepladsen og gynge, som hun så andre børn gøre det med deres fædre, men jeg vidste, at Mary-Ann havde svaret, så godt hun kunne. Vi havde ikke fortalt hende noget om, at jeg var verdenskendt. Hun var kun fem, og hun kunne ved et tilfælde komme til at tale over sig, så derfor var det bedst på den måde. Når hun var gammel nok, ville vi fortælle hende det hele.

Jeg elskede Mellie, og det smertede mig, at jeg ikke kunne tage hende med ud og opleve verden sammen med hende. Vi kunne ikke lege på legepladsen sammen, og der ville altid mangle en far, når der var forældredag oppe i børnehaven. Det gjorde ondt, men sådan var det.

Ingen andre kendte til Mellies eksistens, og sådan skulle det forblive.

Overfor mig rømmede Mary-Ann sig, og jeg blev trukket tilbage til virkeligheden.

”Det er svært for tiden,” begyndte hun. ”Mellie stiller flere spørgsmål end nogensinde, og hun savner dig. Hun savner dig virkelig, Harry. Så derfor tænkte jeg, at vi kunne tage på ferie sammen. En uge eller to til Tyrkiet eller Spanien. Jeg skulle ikke have købt den badedragt, før du havde sagt god for det, det ved jeg godt, men jeg kunne ikke lade være. Du skulle have set hendes ansigt, da jeg fortalte, at den var til hende.”

Jeg mødte Mary-Anns lettere nervøse blik, mens spørgsmålene hobede sig op i mit hoved. Kunne det lade sig gøre at holde en uges ferie uden at blive spottet af en paparazzi? Og var det overhovedet forsvarligt at tage chancen og lade Mellie blive set sammen med mig, når folk med et enkelt blik på hendes grønne øjne og mørke hår med det samme ville se lighederne mellem os?

”Jeg ved jo, at det ikke er pengene, du mangler,” mumlede Mary-Ann stille.

Jeg nikkede langsomt, mens jeg med sammenknebne øjne så ud i luften. Penge havde jeg nok af, og det vidste Mary-Ann godt. Hver måned gav jeg et bestemt beløb til hende og Mellie, så Mary-Ann ikke behøvede at arbejde, men i stedet kunne bruge al sin tid på Mellie, når jeg ikke var der for hende. Det var også mig, der havde købt det store hus til dem.

”Jeg ville gerne, Mary-Ann, det er ikke det. Jeg ved bare ikke, om det er forsvarligt. Hvad hvis de opdager hende? Det kunne gå grueligt galt. Så ville alt det, vi har beskyttet hende mod hele livet vælte ned over hende, uden at vi overhovedet kunne nå at forberede hende på det.”

”Du forstår det ikke, Harry.” Mary-Anns stemme lød nu desperat. ”At gå her dag efter dag og se hende stå og stirre efter fædrene ude på gaden, der køber slik til deres børn og lader dem sidde på deres skuldre, er ikke til at holde ud. Hun bliver nødt til at komme ud herfra. Hun skal bruge tid sammen med dig!”

Jeg sukkede og lænede mig tilbage i stolen. Jeg faldt i staver med blikket rette mod et vindue, der var en del af husets facade. Med en rynke i panden bemærkede jeg, at der var en lille sprække mellem gardinerne. Jeg mente ikke, at det betød noget, men så syntes jeg at se et glimt af mørkt hår, og det gav et sæt i mig. Jeg lænede mig frem i stolen, men nu var det væk. Der var intet.

Hurtigt rejste jeg mig for at trække gardinerne helt sammen. Da jeg satte mig ned igen, så Mary-Ann på mig med et bekymret blik. Men hun sagde intet.

I det samme lød den velkendte lyd af fødder mod trin, og fem sekunder efter stod Mellie med hænderne i siden og viste sin lyserøde badedragt frem. Jeg lod samtalen og det, jeg lige troede, jeg havde set, bag mig og smilede stort, mens jeg betragtede hende dreje rundt om sig selv, så hendes barnemave struttede.

Da jeg mente, hun havde fået nok tid til at vise sig frem, rejste jeg mig og løftede hende op fra gulvet. Hun hvinede og klamrede sig fast til min hals, da jeg snurrede hende blidt rundt. ”Min store pige,” mumlede jeg ind i hendes øre.

”Far,” sagde hun, da jeg satte hende ned, ”vil du lære mig at svømme?”

Jeg sank og kastede et hurtigt blik over på Mary-Ann, der så på mig med mindst lige så bedende øjne som Mellie.

Så tog jeg min beslutning og smilede. ”Selvfølgelig vil jeg lære dig at svømme, Mellie.”

 

”Du må hellere holde de hænder i ro, når vi bliver kaldt derind, Liam.”

Zayn, Perrie, Eleanor og Louis kastede alle et blik på Liams hænder, der ganske rigtigt rystede voldsomt, selvom de lå i hans skød.

”Ellers tror de bare, at du rente faktisk gjorde det.” Nialls stemme var drillende, men der var også et gran af alvor i den, for det var rigtigt, hvad han sagde. At Liam var så nervøs, var ikke godt, når vi om mindre end fem minutter skulle ind og tale med Marc under aflytningsudstyr og kamera.

Vi sad alle – Zayn, Perrie, Liam, Louis, Eleanor, Niall og jeg – i et venterum på politistationen og ventede på, at vi ville blive kaldt ind til en samtale. Det havde overrasket mig lidt, at Louis og Zayn havde taget deres kærester med, men på den anden side måtte det være en god støtte. Og i et tilfælde som dette, var støtte altid kærkomment.

Vi havde endelig fået fat i Niall. Han havde efter tre opkald taget telefonen denne morgen, og eftersom jeg var den, der havde haft held med at få fat i ham, var jeg tvunget til at fortælle ham det hele. Det havde selvfølgelig overrasket ham voldsomt, men af en eller anden grund tog han det ikke så tungt som alle os andre.

Nu sad han med sin mobil i hånden og kiggede op en gang i mellem for at kaste en kort kommentar og derved bryde stilheden, der blev ved med at brede sig mellem os andre. Perrie sad med hovedet lænet tungt op ad Zayns skulder, Liam og Niall sad ved siden af, og ved siden af mig sad Louis og Eleanor med et stort mellemrum mellem hinanden.

Liam foldede hænderne ved lyden af Nialls ord, og jeg sukkede tungt, da det gik op for mig, at mine hænder også rystede – dog ikke i samme grad som Liams. Jeg pressede dem ind under mine egne lår og holdt dem derved i ro.

I det samme gik en dør op. En dame med en telefon ved øret stak hovedet ind og bad os følge efter hende. Vi rejste os alle, så stolene peb og skrabede mod gulvet. Afhøringslokalet lå længere inde i bygningen, og vi gik et kort stykke vej, før sekretæren endelig stoppede op og åbnede en dør for os.

Jeg gik ind som den første og så Marc sidde i en sort stol på den ene side af et langt bord. Han så op, da vi en efter en kom ind og fandt os en stol på den anden side af bordet. Da vi alle syv havde sat os, rømmede han sig og fandt en lille stak papirer frem.

”Og vi er her alle denne gang,” sagde han og så selvfølgelig på Niall, der ikke havde været der første gang, Marc havde været der. ”Fantastisk.”

Liam rømmede sig let og rykkede nervøst på sig. ”Jeg … har faktisk lidt travlt. Så hvis vi kunne overstå det her hurtigt?”

Marc så på ham. ”Rolig, Payne. Jeg skal gøre, hvad jeg kan.” Han vendte sig mod stakken af papirer og delte roligt et ud til os hver. Han vendte dem alle med bagsiden op ad. Perrie og Eleanor fik også et.

”Det her er en kopi af Georgia Giggs noter – oversat selvfølgelig. Beviset for, at en af jer kunne have gjort det. Værsgo.”

Jeg tøvede lidt, men rakte så ud og vendte papiret. Der var skrevet nogle få linjer. Jeg læste det ikke med det samme. I stedet så jeg over på de andre drenge. Louis havde læst det, og jeg så hans øjne blive store. Ved siden af ham lagde Eleanor papiret fra sig, som om hun havde brændt sig på det.

Da jeg besluttede at kæmpe mig igennem ordene, var det som at få en lussing.

Jeg mærkede mit indre fryse til is, da meningen af de få ord gik op for mig. Hvordan havde hun vidst det? Ingen andre end mig og Mary-Ann vidste det. Ingen. Jeg blinkede hurtigt for at ryste følelserne af mig. Marc måtte ingenting se, drengene måtte ingenting se. Jeg ville ikke afsløre noget som helst.

Jeg så op og mødte Liams hårde blik. Han så på mig med skepsis i blikket, og jeg gengældte hans blik med samme følelse. Liam kunne ikke være på stoffer, det var umuligt i dette univers. Liam var det mest fornuftige menneske jeg kendte, og han ville aldrig bevæge sig ud i sådan noget.

Zayn og Perrie elskede hinanden højere end noget andet. De var forlovede, og det skulle ikke undre mig, hvis de snart begyndte at stifte familie. Deres forhold kunne på ingen måde være set up.

Jeg lo indvendigt, da jeg forestillede mig Niall sidde og jamme på sin guitar, mens han var omringet af et nyt band. Niall elskede at synge i One Direction. Og Louis – han havde aldrig gjort en flue fortræd. Jeg så ham krølle papiret sammen med den ene hånd, mens Eleanor lagde en let hånd på hans skulder, som for at få ham til at falde ned.

”Helt ærligt,” udbrød han vredt. ”Hvem finder på sådan noget her og så meget som overvejer at udgive det? Det er jo sindssygt, at ingen har fået hende indlagt eller sådan noget!”

Marc så på ham med et skarpt blik.

”Det, Louis prøver på at sige, er,” begyndte Liam, ”at det her på ingen måde er sandt. Georgia må have været mentalt forstyrret eller sådan noget. Folk finder på de mærkeligste ting, for at få ram på os. Nogle er bedre end andre, men det her er direkte latterligt.” Han lænede sig tilbage i stolen med korslagte arme. ”Jeg vil gerne bede om lov til at gå. Det her spilder min tid.”

Marc spidsede læberne men nikkede kort med hovedet. ”Du har lov til at gå, Payne. Men det er ikke sidste gang, vi to skal tale sammen.”

Liam ignorerede ham og smækkede døren efter sig, da han forsvandt ud af lokalet. Tilbage sad vi andre med en blandet følelse af vrede og irritation. Jeg selv havde skubbet den nervøse følelse af, at Georgia havde ramt rigtigt, væk, og nu fokuserede jeg kun på, at få Marc til at indse, hvor absurde de notater var.

”Marc,” startede jeg, ”du kan ikke for alvor mene, at det her er nok til at gøre os til mistænkte? Det er jo løgne, det hele. Intet af det her er sandt, og det kan vi alle bekræfte.”

I det øjeblik slog det mig, at jeg sad og løj. Jeg havde benægtet, at jeg havde en datter, selvom jeg vidste, hun sad derhjemme og længtes efter mig. Det gik også op for mig, at jeg var parat til at lyve alt det, der var nødvendigt overfor politiet, for at bevare min hemmelighed om Mellie og bevise, at drengene intet havde med mordet at gøre.

”Zayn,” sagde Perrie pludselig stille, ”jeg synes, vi skal gå nu.” Zayn mødte Marcs blik og modtog tavst tilladelse til at gå. I løbet af tyve sekunder havde de også forladt rummet.

Marc genoptog samtalen fra før. ”Det her er stadig et motiv. Der er intet, der beviser, at noget af det her ikke skulle være rigtigt.”

”Men der er heller ikke noget, der beviser, at det skulle være sandt!” udbrød Louis og hamrede næven ned i bordpladen.

Marc så med sammenknebne øjne på ham. ”Måske,” sagde han langsomt, ”er det på tide, at du og din kæreste tager hjem nu, Tomlinson.” Louis gengældte hans blik, men så trak Eleanor i ham, og han gav sig og fulgte hende ud af rummet. Da han lukkede døren efter sig, så han en enkelt gang efter Marc, der dog ikke bemærkede ham. Han så på Niall.

”Hvad med dig, Horan,” sagde han. ”Du har ikke sagt så meget. Passer det?”

Niall, der hele tiden havde siddet med papiret i hånden, lagde det fra sig og kørte skødesløst en hånd igennem sit hår. Han rystede på hovedet. ”Hun har haft en god fantasi, den kvinde, det må jeg sige.”

Marc sukkede og rejste sig op. ”Så tror jeg, vi er færdige.”

Liam, der stadigvæk rystede en del på hænderne, rejste sig hurtigt, og det samme gjorde Niall og jeg. Vi var halvvejs ude af døren, da Marcs stemme nåede mig.

”Men husk nu, Styles, at løgne altid er en mulighed.”

Jeg stoppede op.

”Intet af det her er sandt, Marc. Vi er uskyldige,” sagde jeg hårdt og smækkede døren i efter mig.

 

_____________________________________________________________________

Nå, så fik jeg også præsenteret jer for Mellie og Mary-Ann. Hvad synes I indtil videre? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...