Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16476Visninger
AA

5. ⓢ KAPITEL 3 | NOTES

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Det undrede mig, at der var lyst, da jeg stod op. Godt nok var det en mild vinter, men der plejede alligevel at være bulrende mørkt udenfor, når jeg stod op. Da jeg så på klokken, forstod jeg, at det var fordi, klokken var over ti.

”Wow, lillesøster!” udbrød Samuel og holdt sig for øjnene, da jeg trådte ind i køkkenet, hvor der duftede af nybrygget kaffe og vafler. ”Gå hellere ud og få gjort noget ved den løvemanke, du ser forfærdelig ud!”

”Åh, hold din kæft!” gav jeg igen og dumpede ned på en stol overfor Julien, der sad begravet i en avis fra i går. Han kiggede end ikke op, da Samuel med vilje væltede en stol og lod som om, han var ved at besvime. Jeg rullede øjne af ham og lod mit blik vandre rundt i køkkenet, men jeg fandt ikke, hvad jeg søgte. ”Hvor er vaflerne?” spurgte jeg. ”Jeg kan lugte, I har lavet dem.”

Samuel stoppede sit latterlige skuespil og så på mig med en trækning i mundvigen, der mindede utroligt meget om et tilbageholdt smil. ”De er væk,” sagde han. ”Julien åd dem alle sammen, selvom jeg blev ved med at sige til ham, at han skulle gemme nogle til dig.” Hans stemme lød beklagelig, men smilet på hans ansigt fortalte mig, at han overhovedet ikke havde ondt af mig. Han syntes nærmere, det var sjovt, at jeg ikke fik noget.

Nu blandede Julien sig. ”Jeg håber, du er klar over, at han lyver.” Jeg nikkede og sendte Samuel et spidst blik.

”Din grådige gris!” udbrød jeg og kastede en peberbøsse, der stod på bordet, efter ham. Han undveg med lethed, og den stakkels peberbøsse landede med en voldsom buldren i vasken, så det lød som et tordenskrald. Samuel grinede hånligt af mig. ”Så giv mig i det mindste noget kaffe,” sagde jeg og greb Juliens tomme kaffekrus. Samuel fyldte mit krus med den velkendte brune væske, men den dampede ikke på samme måde, som den plejede, og da jeg med bange anelser tog en slurk, måtte jeg hostende spytte den ud igen, da mine anelser blev bekræftet.

”Føj for helvede!” spyttede jeg. ”Hvor lang tid har det stået? Det er jo lunkent!”

Samuel trak på skulderen og så over på Julien for at få svar, men han var stadig optaget af sin avis. ”Jeg tror, det er fra i går,” svarede han med en rynke i panden.

”Hæld det dog ud og giv mig noget ordenligt kaffe, din idiot.” Samuel grinede igen og fandt den kaffekande, han havde gemt væk bag køleskabet, frem og skænkede mig en kop dampende varm kaffe. Tilfredst lagde jeg hænderne omkring det og førte det op til mine læber, men inden jeg tippede kruset for at lade den varme væske løbe ind i min mund, stoppede jeg og så igen over på Samuel. ”Sukker,” sagde jeg. ”Jeg mangler sukker.”

Samuel sukkede af mig, men hentede sukkeret til mig og så med smalle øjne til, da jeg hældte teskefuld efter teskefuld sukker i min kaffe. Han plejede ellers aldrig at være så hjælpsom. Jeg gik ud fra, det var fordi, jeg lige var blevet lukket ud, ellers ville han aldrig lade mig hundse sådan rundt med ham.

”Du bliver diabetiker, det har jeg altid sagt,” mumlede Samuel, da jeg tippede den syvende teskefuld sukker over i kaffen. Jeg ignorerede ham og kunne endelig nyde min kaffe, som jeg ville have den. Brandvarm og sødet til med sukker.

I det samme lagde Julien avisen fra sig og lænede sig frem på albuerne. ”Har i egentlig hørt noget fra Harry Styles?” spurgte han med et grin.

Samuels ansigt lyste op, som han stod lænet op af køleskabet i en afslappet position. Jeg tog en slurk af min kaffe og rystede på hovedet. ”Intet.”

 ”Jamen så var det jo vellykket.” Julien lænede sig tilbage med en tilfreds mine. ”Ikke at jeg havde forventet andet. At smadre vinduer er noget af det letteste. Hvis vi blev fanget i det, ville jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen.”

”Jeg synes nu alligevel, du stramte den ved at blive der, indtil han opdagede det,” mumlede jeg med munden fuld af brødkrummer. Samuel havde alligevel ladet den kærlige bror tage over og havde smidt en humpel brød fra skabet til mig på bordet, og den sad jeg nu og gumlede på. ”Hvis ikke ruderne var tonede bag i, havde jeg ikke ladet dig gøre det.”

Samuel lod ikke til at høre et ord af, hvad jeg sagde. I stedet var han helt væk i sin egne tanker. ”Kunne det ikke være fedt,” spurgte han, ”at overmale hans hus med grafitti? Det er hvidt, er det ikke?”

Jeg sad tavst og fulgte med i deres samtale, da minderne fra i går pludselig overvældede mig og fik mig til at kigge ned i bordet med et anspændt drag om munden. Georgia var her ikke mere. Kendsgerningen slog mig ikke helt så hårdt som i går, men alligevel måtte jeg presse læberne sammen for ikke at lade tårerne stige op i mine øjne. Det var så uretfærdigt.

Jeg så op, da Samuel sagde mit navn.

”Hvad siger du, Savannah? Er du klar på en gang grafitti?”

Jeg pressede fortsat læberne sammen til en smal streg og rystede på hovedet. Hvorfor havde jeg ikke arvet Samuels fantastiske evne til ikke at vise de mindste følelser? ”Ikke nu,” mumlede jeg. ”Jeg er ikke i humør til det.”

Jeg mærkede begge drenges blik hvile på mig. Jeg havde fortalt dem alt, hvad Marc havde sagt i går, så selvfølgelig vidste de, hvad det her gik ud på.

”Det er Georgia, er det ikke?” Samuel behøvede ikke noget svar, før han fortsatte. ”Jeg forstår godt, at det … det gør ondt, men vil du lade det gå ud over os?” Ordene lød malplacerede i Samuels mund. Han var ikke typen, der talte om følelser, og at høre ham sige, at noget gjorde ondt, virkede helt forkert.

”Du aner ikke, hvor kedeligt det er at sidde her dag efter dag og lave ingenting.” Det var Julien, der brød ind. ”Tro mig, det ved vi alt om. Vi lavede ikke andet den første måned af din tid i fængslet.”

Jeg kunne ikke forhindre et minimalistisk smil i at bryde frem på mine læber. ”Du får det til at lyde, som om i har spraymalet hele Big Ben.”

Julien smilede. ”Du vil ikke vide, hvad vi har lavet, Savannah.”

 

Efter en opildnende peptalk hvor Samuel mindede mig om, at alle fem drenge var mistænkt for at være mordere – og oven i købet Georgias morder – var mit dårlige humør blevet rystet af mig. Det havde straks fået mit hjerte til at banke hårdere, og der gik ikke to minutter, før jeg var med på idéen.

Vi var dog blevet enige om, at det ville være smartere at male på Louis Tomlinsons hus, da vi så ville sprede vores budskab og ikke bare chikanere Harry. Chancen for at Louis havde gjort det, var jo også mindst lige så stor.

Da vi sad i bilen og var på vej hen til Louis' hus, og Samuel sad og bladrede i en telefonbog i sin søgen efter Louis' adresse, kunne jeg ikke holde mine ord inde mere.

”I aner ikke, hvor meget jeg har savnet det her,” sagde jeg smilende og lænede mig frem i sædet, så jeg bedre kunne tale med drengene, der begge sad foran, hvor de mørke ruder ikke skjulte dem. ”Jeg misunder jer virkelig for at have kunnet gøre det hver dag, mens jeg sad og åd havregrød inde bag tremmer!”

”Vi har skam også savnet at have dig med,” sagde Julien og drejede hovedet for at se på mig. ”Det er ikke det samme uden dine klodsede fingre.”

Jeg fnøs og kastede mig tilbage i sædet. ”Mine fingre er faktisk lange, slanke og meget feminine. Du er bare misundelig over, at dine er fede pølser.” Jeg borede en finger ned i et af hullerne i betrækket, for at få afløb for nogle af de nervøse følelser, der fyldte mig mere og mere, efterhånden som vi kom tættere på målet. Det irriterede mig at indse, at det var så lang tid siden, jeg havde gjort noget beskidt, at jeg igen var begyndt at blive nervøs. Sådan havde det også været i starten, men som tiden gik, blev nervøsiteten afløst af en berusende følelse, der var lige til at blive afhængig af.  

Resten af vejen hen til vores mål, sad jeg med en rynke i panden og en følelse af, at jeg blev nødt til fuldstændigt at overmale det hus. Det var Julien, der havde kastet stenen mod Harrys vindue, og da havde jeg ikke været bekymret eller nervøs, fordi jeg var så tændt over tabet på Georgia. Det, og så det faktum, at jeg sad beskyttet i mørket bag i bilen, hvor der ikke var nogen risiko for, at jeg ville blive set, havde gjort mig tryg.

Da Jentine pludselig holdt stille, vidste jeg, at det var tid. Jeg forsøgte ihærdigt at ryste tvivlen af mig, da jeg åbnede døren og sprang ud på fortovet, hvor Samuel og Julien allerede stod og betragtede det store hus, der tårnede sig op over os. Det virkede enormt i forhold til vores eget lille skur derhjemme.

”Gardinerne er rullet for,” informerede Julien, og ganske rigtigt var der trukket pæne, hvide gardiner hen over alle vinduerne, der vendte ud mod vejen.

”Det er, som om han gerne vil have, vi skal komme,” udbrød Samuel med et bredt grin. ”Lad os komme i gang!” Han åbnede bagagerummet og hev en stor kasse med spraymaling frem. ”Men forsøg at lade være med at gå ind forbi vinduerne, så afslører vi os selv.”

Jeg nikkede, greb en blå dåse, hev hætten på min hættetrøje op og sneg mig op ad havegangen med Samuel og Julien i hælene. De havde også taget store hættetrøjer på, og selvom det ikke skjulte vores ansigter, vakte det mindre opsigt end tre krumryggede skikkelser, der rendte rundt med sorte elefanthuer.

Jeg fandt et sted ikke langt fra døren og rystede dåsen, så kuglen indeni raslede rundt, og indholdet blev blandet. Den spruttede voldsomt, da jeg prøvende lavede en ujævn streg ned ad murstensvæggen, men efter et par forsøg lavede jeg en flot, lige linje, som jeg sagtens kunne arbejde videre på. Jeg besluttede at gribe en brun og lave noget lignende en grim trold med lange hugtænder og et forvredent menneskelig i hænderne. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra. Jeg havde aldrig været en stor kunster, men nogle gange løb fantasien bare af med mig. Et par meter fra mig, havde Julien næsten færdiggjort en sort slange, men Samuel havde bevæget sig om på den anden side af huset, så han var ikke til at se.

”Hvad fanden er det?” Jeg kiggede op og så Julien stå og stirre på min trold. Jeg trådte et skridt tilbage og kunne godt se, hvad han mente. Den lignede ikke en trold. Det var nærmere en forvokset udgave af Peter Plys med Grislingen i hånden – dog med hugtænder, som faktisk var lykkedes ret godt.

Jeg valgte at trække på skulderen og vendte mig for at kaste en kommentar efter Juliens nu færdige slange, men det gik op for mig, at der intet var at kritisere. Jeg klemte øjnene sammen til smalle sprækker og skulle til at fortælle ham, hvor uretfærdigt det var, at han rent faktisk kunne male, da en lyd bag mig fik mig til at stivne og snurre rundt.

Til min skræk mødte jeg et par lige så overraskede øjne som mine. De var grønne og omkranset af mørke øjenvipper, men det var først, da jeg sled blikket væk fra hans øjne og betragtede hele hans ansigt, at jeg genkendte ham. Og da frøs mit blod is.

Som jeg stod der og stirrede med store, forskrækkede øjne på den berømte Harry Styles, hørte jeg fodtrin bag mig, og instinktivt vidste jeg, at Julien var løbet væk. Jeg vidste, at jeg burde vende rundt og gøre præcis det samme, men skrækken lammede mig og fik mig til at stå frosset fast med spraydåsen i den ene hånd.

Jeg lod mit blik glide ned, og jeg så, at han havde en skraldepose i hånden. Det havde altså ikke været hans hensigt at afsløre os, han skulle blot ud med skraldespanden.

”Hvad fanden … ” Hans blik nåede mit kunstværk på husmuren, og i det samme faldt posen ud af hånden på ham, så skraldet væltede ud over fliserne.

”Jeg … ” Harry rettede hurtigt sine øjne mod mig, da det enkelte ord forlod mine læber, og da gik det op for mig, at jo længere jeg stod og gloede, jo bedre ville han huske mit ansigt. Det gjaldt om at komme væk. I det samme lød der motorstøj nede fra vejen, og da jeg tog chancen og så til siden, så jeg Samuel sidde bag rattet på Jentine, der holdt og prustende og ventede på mig.

Nu reagerede Harry. ”Den bil,” udbrød han, ”den holdt udenfor mit hus! I smadrede mit vindue, og nu laver i hærværk på Louis' hus! Hvad fanden er I for nogle?”

Jeg tog mig voldsomt sammen og med lidt viljestyrke fik jeg igen gang i mine ellers stivnede ben. Med hjertet bankende helt oppe i halsen, vendte jeg rundt og styrtede ned ad havegangen med kurs mod den sorte bil.

Jeg hørte Harrys vrede stemme bag mig, da jeg løb og smed spraydåsen fra mig i græsset.

”Jeg ringer efter politiet!” råbte han. ”Jeg-”

Mere hørte jeg ikke, før kastede jeg mig ind i bilen og smækkede døren i efter mig. ”Kør, forhelvede!” råbte jeg panisk og spændte for en gang skyld selen. ”Kør!”

 

Solens sidste stråler slikkede hen over det kolde gulv, da jeg satte mig ind i stuen med Marc, der som lovet var kommet for at vise mig Georgias noter. Det var sen eftermiddag, og det overraskede mig, at han ikke bare var kommet i morgen på et ordenligt tidspunkt. Han måtte arbejde døgnet rundt.

Denne gang var jeg ikke nær så chokeret og overvældet over endelig at være hjemme, så da jeg betragtede Marc, der satte sig ned i sofaen, hvor han også havde siddet i går, gik det op for mig, hvor godt han så ud. Cowboybukserne sad stramt til om hans ben, og under jakken strammede T-shirten hen over brystet. På kinderne havde han lette skægstubbe, og øjnene var omkranset af et sæt lyse øjenvipper. Jeg sled blikket væk fra ham og gik over og satte mig i sofaen ved siden af ham.

Han havde en mappe under armen, som han tog frem og åbnede. Inden i lå en masse ordnede papirer, som sikkert hørte til Georgias sag. Jeg kiggede nysgerrigt på dem, men Marc hev hurtigt to papirer ud af bunken og klappede så mappen sammen igen, så jeg ikke nåede at fange mere end et par ord.

”Du ser ud, som om du er kommet dig over nyheden.” Marc så på mig med sine blå øjne.

Jeg mødte roligt hans blik og nikkede. ”Det er overvældende, men jeg har affundet mig med det.” Jeg rullede lidt med skuldrene og lagde nakken tilbage. ”Dog sov jeg ikke så godt i nat.”

Marc nikkede, som om det ikke overraskede ham. ”Du har sikkert været anspændt. Det ser jeg tit. Jeg kan vise dig et par tricks en dag.” Han så på mig med varme i blikket.

Jeg smilede. ”Massage?”

Marc førte hånden op til mine skuldre og berørte et punkt tæt ved nakken med sine varme fingerspidser. ”Lige her,” sagde han og fjernede sin hånd igen. Dog fastholdt han hele tiden mine øjne. Han sad så tæt på, at jeg kunne se de små gnister, der var pænt fordelt i den blå farve.

”Noterne,” mumlede jeg. ”Hvad med dem?”

”Undskyld.” Marc rettede sig op og smilede skævt til mig. ”Jeg blev distraheret.” Han rettede igen sin opmærksomhed mod papirerne i hans skød, men det diskrete blik han sendte mig, fortalte mig det indlysende. Han flirtede med mig.

”Det her er en kopi af noterne.” Marc rakte mig et stykke hvidt papir, hvor en enkelt kaffeplet havde bredt sig i det ene hjørne. Jeg skimmede hurtigt de mange bogstaver og tal.

 

O978W 59JO8HW9H, V9OE3O8T3 53HE3HWER 9F34R94 WIH IP43W53. AQ6H JQO8I, R94Y9OE35 58O IP43W53H 34 W35 70. O8QJ 0Q6H3, 0+ W59RR34. H8QOO Y94QH, YQ4 90T8F35 9H3 E843D589H 9T 90G6TT34 H7 H65 GQHE 8 WJ7T. YQ446 W56O3W, Y3JJ3O8G R3J+48T EQ5534.

 

”Jeg vidste slet ikke, at Georgia kunne skrive den slags kodesprog,” mumlede jeg mest for mig selv. ”Det her er jo helt uforståeligt.” Jeg gav Marc papiret tilbage.

”Faktisk er det ikke videre kompliceret, når man har løsningen. Vores folk fandt ud af, at det er en metode, man oftest bruger på computeren. Det hænger nemlig sådan sammen, at du i stedet for at trykke på det bogstav, du skal bruge, hopper en linje op på tastaturet og går en smule til venstre. Nu har vi ikke en computer her, så du kan se det, men et L ville for eksempel blive til et O, og E til 3. Her har du oversættelsen.”

Jeg tog lettere nervøs i mod et papir magen til, men denne gang var sammensætningen af bogstaverne velkendt, og jeg havde ingen problemer med at læse ordene. Jeg tog en dyb indånding, før jeg tillod mig selv at læse det.

 

Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter.

 

Jeg rynkede panden og så op på Marc. ”Har Georgia fundet ud af det her selv?”

Marc lod mig beholde papiret og svarede med en rolig og professionel stemme. ”Som sagt er der ingen beviser for, at noget af det her skulle være sandt. Vi taler med de fem drenge i morgen og hører, hvad de har at sige til det.”

”Men hvad hvis de benægter det? De er verdenskendte popstjerner, jeg er sikker på, de forstår at lyve.”

”Den mulighed er der altid.” Jeg sukkede, og Marc så på mig med medfølende øjne. ”Jeg lover, at jeg vil gøre alt for at opklare det her, Savannah.”

Jeg så ind i Marcs unge ansigt og nikkede stille. ”Det sætter jeg pris på.” Jeg knugede oversættelsen mellem mine fingre og overvejede kort, hvorvidt det var smart at bede om en kopi. Da Marc lagde en hånd på mit knæ og knugede det let, var min tvivl dog hurtig væk, og jeg tog chancen. ”Kan jeg beholde det? Jeg kan bare tage en kopi?”

Han så længe på mig, mens han overvejede mit forslag. Havde mine hænder ikke været fuldt synlige, havde jeg måske krydset fingre. Til sidst nikkede han og rejste sig op i en hurtig bevægelse. ”Vi gør en undtagelse,” sagde han lavmælt med et smil på læben. Så samlede han sin mappe op. ”Vi er vist færdige for nu, men jeg regner med at se dig igen om et par dage, når jeg kalder One Direction ind, så vi kan få en snak med dem på politistationen. Jeg går ud fra, at du gerne vil se dem?”

Jeg nikkede hurtigt og sprang hen for at åbne døren for ham. Han smilede, da han passerede mig og gik ud i gangen og videre hen til hoveddøren, som han selv åbnede. ”Farvel, Savannah,” sagde han, inden han lukkede døren og efterlod mig alene tilbage i huset.

Julien og Samuel var ikke hjemme. Jeg vidste ikke, hvor de var henne, eller hvad de lavede, men det var garanteret noget ulovligt. De to havde ikke andet i hovedet.

Jeg satte mig ind i den mørke stue igen og sank dybt ned i sofaen med oversættelsen af Georgias noter mellem fingrene. Jeg stirrede intenst på det et par minutter, men lagde det så fra mig med et suk. Med benene trukket op under mig sad jeg og lod mine tanker vandre.

Der var sket meget den dag. Først havde Harry Styles taget os i at male grafitti, og nu havde Georgia afsløret alle One Directions hemmeligheder for mig. Marc sagde ganske vist, at der ingen garanti var for, at det var sandt, men jeg troede fuldt og fast på Georgias noter, og uanset hvor meget de drenge løj og benægtede historierne, ville jeg altid finde dem skyldige. Jeg var sikker på, at en af dem havde gjort det. Spørgsmålet var bare hvem af dem.

Raseriet blev tændt i mig, da jeg så de fem popglade drenge for mig med Georgias blod på hænderne. Jeg knugede ubevidst mine næver sammen og trak vejret dybt.

Georgia var død, men det var drengenes hemmeligheder ikke. Ingen andre end mig og politiet vidste, hvad de fem drenge gemte under overfladen. Georgia ville have sørget for, at hele verden fik det at vide, men nu var hun væk.

I det samme vidste jeg, hvad jeg måtte gøre. Hvad der ville kompensere for Georgias død.

Jeg ville gøre hendes arbejde færdigt. Og jeg ville starte med Harry Styles.

 

____________________________________________________________________________

På søndag bliver EM i Herning skudt i gang, og eftersom jeg er en trofast håndboldfan (jeg skal selvfølgelig ned og se både semifinale og finale) kommer jeg til at bruge mange af mine aftener på at sidde og heppe foran fjernsynet, og det kommer desværre til at gå ud over min tid om aftenen, hvor jeg normalt sætter mig ned og skriver. Jeg kan ikke helt sige, hvor meget det kommer til at forlænge ventetiden, men jeg tror ikke, det bliver noget voldsomt. Kender jeg mig selv ret, finder jeg alligevel tiden til at skrive. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...