Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16471Visninger
AA

26. ⓢ KAPITEL 24 | TEARS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Radioen var tændt, og jeg nynnede med på melodien. Det var ikke en sang, jeg kendte titlen på, men jeg havde bestemt hørt den før. Det overraskede mig en smule, at mit humør var så godt, at jeg havde overskud til at nynne. De sidste dage havde været hårde. Jeg havde fundet ud af ting om Georgia, hun havde holdt hemmeligt for mig, og Louis var blevet arresteret. Samtidigt rodede Harry rundt i både sit eget og mit liv, og selvom jeg egentlig ikke havde nogen forpligtelser over for ham, følte jeg ikke rigtigt, at jeg ikke bare kunne stå og se ham falde fra hinanden.

Derfor var jeg også på vej over til ham nu.

Jeg var spændt på at fortælle ham om det, Marc havde fortalt mig på politistationen dagen før. Desuden havde jeg brug for at tale om det med nogen, og lige nu virkede Harry som den bedste person at gøre det med. Havde jeg ikke mødt Harry, ville jeg have talt med Samuel og måske også Julien, men de havde ikke rigtigt været så stor en del af hele den her mordsag, så jeg tyede til Harry. Forhåbentlig ville han også blive glad for at se mig, og så ville det gavne os begge.

Et lille smil sneg sig frem på mine læber, da realiteten af mine egne blødsødne tanker gik op for mig. Jeg plejede ikke at være typen, der opsøgte andre. I hvert fald ikke drenge, jeg vidste, følte noget for mig. For det vidste jeg, at Harry gjorde. Under alle problemerne og bekymringerne, havde hans hjerte været blottet, og på en eller anden måde, havde jeg forvildet mig derind. Det forestillede jeg mig i hvert fald.

Jeg vidste endnu ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg vidste bare, at jeg i dette øjeblik var glad for, jeg kunne dukke uanmeldt op hos ham for at lette mit hjerte en smule.

Da jeg slukkede bilen, tøvede jeg ikke. Harrys store bil holdt i garagen, så jeg vidste, han var hjemme. I løbet af få sekunder stod jeg på den lille trappe foran hovedøren og havde ringet på ringeklokken. Der gik lang tid, hvor jeg ingen aktivitet hørte på den anden side af døren. Derfor ringede jeg på igen. Jeg havde netop vendt mig for at smugkigge ind ad vinduerne, idet døren gik op.

Jeg havde ikke forventet, at Harry ville ligne en million, men han så langt værre ud, end jeg nogensinde før havde set ham. Håret var fedtet og uglet, øjnene var rødsprængte, og randene under øjnene var enorme.

”Harry, hvad –”

Harry trådte til side, så jeg kunne komme indenfor. Jeg var både lettet og skræmt. Lettet, fordi han lukkede mig ind, men skræmt fordi der umuligt kunne være sket noget godt.

Jeg bemærkede med det samme den stærke lugt af alkohol, da jeg tog min jakke af i gangen. Og ganske rigtigt var sofabordet fyldt med halvtomme flasker og adskillige brugte glas.

Jeg forsøgte at lette stemningen.

”Du har rigtigt festet, hva'? Er det tømmermænd?”

Men Harry så bare på mig. Og som han så på mig, sank han nervøst. Jeg mærkede uroen blive større.

”Harry, vær nu sød at fortælle mig, hvad der er galt.” Jeg gik hen til ham og så op på ham. Harrys blik dansede rundt i rummet, hvilede alle andre steder end på mig. Han var fuldstændig tavs. Flere gange så jeg ham dog synke og trække vejret dybt, som om han ladede op til at sige et eller andet, men hver gang tog han det i sig igen.

Til sidst gik jeg lidt væk fra ham og satte mig på kanten af sofabordet. ”Jeg talte med Marc i går. Det er derfor, jeg er kommet. De havde fundet ud af mere omkring mordet. Han ville egentlig ikke fortælle mig det, men jeg fik ham overtalt.”

”Savannah –”

Jeg afbrød ham.

”Hør, jeg forstår godt, det tager rigtig hårdt på dig, men jeg tror gerne, du vil høre det her. Det er – det sætter i hvert fald ikke Louis i dårligere lys. Marc sagde, de havde –”

”Savannah, vær sød at stoppe.” Harry var kommet tættere på. Faktisk stod han så tæt på, at jeg kunne lugte alkohollen fra ham. Før jeg vidste af det, havde han taget fat om mine arme og trukket mig op at stå. Han lagde armene om mig og holdt mig ind til sig. Jeg var så overrasket, at jeg først intet gjorde, men så slappede jeg lidt af og hvilede hagen på hans skulder. Han lugtede af en blanding af sved, deodorant og sprut.

”Fortæl mig nu, hvad det er, Harry!” mumlede jeg ind mod hans trøje. Desperationen var tydelig i min stemme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for at han ville fortælle mig, hvad der havde fået ham til at drikke sig småfuld og opføre sig sådan her.

Til min lettelse begyndte han nu at tale. Ordene brummede i hans bryst.

”Jeg er nødt til at fortælle dig noget.” Han rømmede sig, da hans stemme knækkede over ved det sidste ord. ”Jeg … Det … ” Han kunne ikke få ordene ud.

Jeg trak mig lidt tilbage, og Harry gav slip på mig. Hans røde øjne mødte mine, og så stod vi bare der og så på hinanden. Mine hænder i hans.

”Alt det her. Det ødelægger mig.”

”Jeg ved det, Harry. Det ødelægger os alle sammen.”

”Jeg er nødt til at vide … Savannah, os to? Stoler du på mig?”

Mit hjerte satte farten op. ”Hvad mener du? Hvad har du gang i?”

Harry rystede på hovedet og slap mine hænder for at hive sig selv frustreret i håret. Jeg tænkte, så det knagede. Hvad fanden havde han gang i? Hvad ville han sige til mig? Var det min skyld, at han så så elendig ud?

”Jeg er bare nødt til at vide, hvor meget du holder af mig, Savannah. Jeg vil ikke have, det her ender galt.”

”Du ved godt, jeg ikke binder mig.” Min stemme var blevet mere kølig, og jeg så mistænksomt på ham. Forsøgte han at få mig til at fortælle ham, at det skulle være os to for altid?

”Det ved jeg. Det er bare … ” Han sukkede og trak vejret dybt. ”Det her lyder kliché, men efter jeg så dig første gang, har jeg ikke kunnet glemme dig. Om det har noget at gøre med, at du brød ind i mit hus, ved jeg ikke. Du … du er så hemmelighedsfuld og spændende, at det er helvedes svært ikke konstant at spekulere på, hvad du tænker og føler. Jeg tog mig selv i at tænke på dig hele tiden, og adrenalinen pumpede rundt i min krop, hver gang jeg var i samme rum som dig. Jeg vidste nu godt, jeg ikke kunne være sammen med en pige som dig. For det første er du ikke typen, der binder dig til nogen, og for det andet passer vi overhovedet ikke sammen. Og så var der din storebror.”

Harrys ansigt fortrak sig, og han så væk. Jeg så mit snit til at bryde ind. Jeg var forfærdeligt bange for, at jeg vidste, hvor Harrys ord bar hen. Jeg var ikke klar på hans kærlighedserklæring lige nu. Det var ikke fordi, jeg ikke nød hans selskab. Jeg var bare ikke klar til at gengælde alting og forpligte mig, og jeg ville ikke afvise ham og såre ham.

”Harry, du skal ikke –”

”Lad være med at afbryde mig.”

”Jeg vil ikke have, du –”

”Savannah, nu holder du fandeme din mund!” Harrys hænder lagde sig om mine kinder, så han holdt mit hoved fast. Han så mig dybt ind i øjnene.

”Du var ikke den eneste, der talte med Marc i går.”

Jeg rynkede panden. ”Så du ved det allerede? Hvorfor sagde du ikke bare det?”

Harry stønnede og så op i loftet.

”Harry, fortæl mig for helvede, hvad der er galt! Det pis er ikke til at holde ud!”

Da han så på mig igen, havde han tårer i øjnene. Jeg blev så lamslået, at jeg åbnede munden.

”Du kan bare sige det, Harry. Slå op med mig, erklær din kærlighed – hvad du end har gang i!” udbrød jeg bedende.

”Det har intet med os to at gøre.”

Jeg brugte at par sekunder på at samle mig. ”Jeg forstår ingenting, Harry. Hvorfor så al den alvorssnak om os? Hvad er det?”

”Jeg vil bare så gerne have, du ikke skubber mig væk, efter jeg har sagt det her. Jeg vil gerne hjælpe dig.”

”Hvis du ikke snart siger det pis, du brænder inde med, får du ikke lov til at hjælpe mig med noget som helst!”

Igen sukkede Harry dybt. ”Sæt dig ned.”

Jeg gjorde, som han sagde, selvom vreden så småt var kravlet frem fra sit skjul. Han begyndte at irritere mig grusomt.

”Som sagt talte jeg med Marc i går. Egentlig tog jeg ned på politistationen for at se Louis, men der skete noget.” Han bed tænderne sammen og så væk. ”Du har sikkert hørt om de to mænd i Georgias liv?”

Jeg nikkede.

”De identificerede den anden elsker. Et anonymt telefonopkald tippede politiet.”

”Så hvem er det? En af de andre drenge fra dit band?” Adrenalinen kørte rundt i kroppen på mig, og jeg havde voldsomt svært ved at blive siddende i sofaen og ikke springe op. Men ved Harrys næste ord, forsvandt energien fuldstændigt fra min krop.

”Det var Samuel.”

Jeg stirrede på ham. ”Hvad mener du?”

”Georgia havde et forhold til din bror, Savannah. Men det er ikke det værste. Han … ” Igen steg tårerne op i Harrys øjne. Mit hoved kørte fuldstændigt rundt. Samuel og Georgia – nej. Nogen havde fået forkert fat i et eller andet. Hvis Samuel var involveret i det her, ville han befinde sig på stationen lige nu, og det havde jeg ikke fået noget at vide om. Godt nok havde jeg ikke været ret meget hjemme. Efter mit besøg på stationen, var jeg kommet sent hjem og var gået direkte i seng uden at se efter hverken Julien eller Samuel. Derefter var jeg vågnet klokken fire om morgenen og havde kørt rundt i byen, fordi jeg havde været så rastløs. Klokken otte havde jeg sat kursen mod Harrys hus, fordi jeg mente, han måtte være stået op.

Jeg rystede på hovedet. ”Samuel har ikke noget med det her at gøre. Han ligger derhjemme og er ikke engang stået op endnu.”

Men Harry kunne se tvivlen i mine øjne. Han kunne se på mig, at jeg i virkeligheden slet ikke anede, om Samuel befandt sig hjemme i det lille, kolde hus. Det gjorde mig vred, at han så på mig, som om jeg var porcelæn, der kunne gå i stykker hvert øjeblik, det skulle være.

”Og hvad så hvis de så hinanden? Samuel ville nok bare ikke gøre mig vred, og derfor fortalte han mig ikke noget. Jeg ville have gjort det samme.” Jeg lagde armene over kors. Dels for at vise Harry, at han ikke skulle komme tættere på. Dels for at jeg ikke skulle falde fra hinanden.

”Savannah, vil du ikke godt lytte til mig!” Hans stemme var så bedende. Jeg slog voldsomt ud med armene og halvvejs råbte af ham.

”Jeg lytter? Sig nu bare, hvad du vil sige!”

”Det var ikke Louis, Savannah.”

Vreden boblede i mit blod. ”Er det så nu, du fortæller mig, at det i virkeligheden hele tiden har været dig?” Jeg slap en lille, hånlig latter ud. ”Siger du, at –”

”Det var for helvede Samuel! Din storebror myrdede Georgia!”

Ordene trængte ikke rigtigt ind.

”Samuel gjorde det! Han skød din bedste veninde!”

”Harry, nej.” Jeg rystede voldsomt på hovedet.

”Jo, Savannah.” Igen tog Harry fat i mig, men denne gang mere blidt. Hans hænder lukkede sig omkring mine skuldre.

”Pistolen blev fundet hos Louis!”

”Da I malede graffiti på Louis hus, havde du så øje på Samuel hele tiden? Helt ærligt.”

Jeg så ned. Samuel havde været væk. Jeg huskede det tydeligt, fordi vi nær var blevet taget. Samuel og Julien var forsvundet om på den anden side af huset og havde efterladt mig.

”Samuel gemte pistolen hos Louis.”

En tåre trillede ned ad min kind. Han havde ret.

Mit hoved kunne ikke klare mere. Mine ben knækkede sammen under mig, og jeg sank ned på gulvet. Det føltes, som om luften ikke ville komme ordentligt ned i mine lunger, selvom jeg trak vejret så dybt, jeg kunne. Jeg holdt hænderne mod mit bryst og hev efter vejret. Savnet af Georgia, Samuels forræderi, Harrys tavshed. Sandheden. Det hele blev bare for meget.

”Hvorfor fanden fortalte du mig ingenting!?” Mine kinder var varme, og mine hænder rystede. Hele min krop dirrede. ”Hvorfor fortalte du mig ingenting?” skreg jeg.

”Jeg kunne ikke, Savannah! Jeg kunne bare ikke, okay?”

”Det er fandeme den lammeste undskyldning, jeg nogensinde har hørt! Jeg fortjente sandheden, og du var for stor en kujon til at fortælle mig den!”

Hulkene væltede nu ud – snublede over hinanden. Tårerne trillede uhæmmet og dryppede ned på gulvtæppet. Jeg sad med begge håndflader presset mod gulvet. Billederne begyndte at vælte rundt i mit hoved. Samuel og Georgia, der lidenskabeligt kyssede hinanden. Samuel, der trykkede på aftrækkeren. Livet, der forlod Georgias øjne. Blodet, der flød ud på gulvet.

Et hyl forlod min mund og blev efterfulgt af en lang række voldsomme hulk, der fik hele min krop til at ryste. Jeg græd og græd. Til sidst var der ikke engang flere tanker eller billeder i mit hoved - jeg græd bare. Smerten trykkede og fik strømmen af tårer til at fortsætte i en evighed. Harry så fuldstændig elendig ud. Han sad på knæ foran mig, og smerten var lige så tydelig i hans øjne. Jeg gispede efter vejret og så på ham med våde øjne. Hans adamsæble bevægede sig nervøst, da han prøvende rakte ud efter mig. Først stirrede jeg bare på hans hænder, men til sidst gav jeg efter og lod mig falde ind i hans favn.

Han lagde sine arme om mig og vuggede mig blidt. Jeg gemte mit ansigt ved hans bryst. Hulkende var holdt op, men jeg hikstede stadigvæk.

Alting væltede rundt i hovedet på mig. Min storebror havde myrdet min bedsteveninde, og han havde løjet om det hele tiden. Han havde for fanden diskuteret med mig, hvem der kunne være morderen, og han havde konstant hentydet, at Harry var en potentiel mulighed. Min bror, der havde været der for mig hele mit liv, selvom han selv havde stået i lort til halsen det meste af tiden. Jeg vidste udmærket, at han ikke var nogen mønsterborger - det var jeg jo selv langt fra. Og jeg vidste, han havde et voldsomt temperament, men at trykke på aftrækkeren. Tankerne udløste en ny strøm af tårer, og Harry lagde en hånd på mit hoved og aede mig med sin tommelfinger.

Endnu engang overgav jeg mig til sorgen og tårerne, og hulkende overtog min krop.

 

”Jeg tager hjem.”

Harry slap ikke mit håndled. Han sad stadig på gulvet og havde våde pletter på sin trøje. Jeg havde rejst mig.

”Du kan ikke køre sådan der, Savannah.”

”Du kan ikke forhindre mig i det.” Jeg gjorde mit bedste for ikke at lade gråden fra før skinne igennem.

”Savannah, tænk dig nu om.”

”Jeg vil for fanden hjem, Harry. Bland dig uden om!”

Harry kom på benene. Han så bedende på mig. Jeg mødte hans blik, men jeg skiftede ikke bare sådan mening. Vreden var vendt tilbage og havde afløst gråden. Jeg ville bare hjem.

Jeg var fuldstændig ødelagt. Mine øjne var røde og hævede, mit bryst gjorde ondt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Samuel var væk. I det øjeblik han havde taget den pistol med til Georgias lejlighed, havde han forladt os. Alt føltes meningsløst.

I gangen trak jeg hurtigt i mit overtøj, og så stod jeg i døren. Harry kom hen til mig og så på mig. Han sagde mit navn, og jeg vendte mig mod ham. Han strakte spørgende armene ud. ”Må jeg?” spurgte han.

Uden at sige noget lod jeg ham trykke mig ind til sig en sidste gang, før jeg trak mig væk og gik uden at se mig tilbage.

Køreturen hjem var mærkelig. Det begyndte at regne på halvvejen. Da jeg trillede op ved siden af det faldefærdige hus, trak jeg vejret hurtigt. Men jeg tøvede ikke, da jeg vadede indenfor og smækkede døren hårdt efter mig.

Julien sad i køkkenet med ansigtet gemt i hænderne.

”Hvordan kunne du lade ham gøre det?” Min stemme knækkede over. ”Du skulle tage dig af ham, Julien!”

Han så pinefuldt op, og selvom hans øjne ikke var røde af gråd som mine, vidste jeg, at han også havde det forfærdeligt. Han svarede mig ikke, men så blot ned i bordet igen.

”Du kunne have stoppet ham! Han ville have lyttet til dig!” Jeg havde ikke troet, der var mere væske tilbage i min krop, men det lykkedes alligevel mine øjne af producere endnu en omgang tårer. Jeg tørrede dem hidsigt væk, da de forlod min øjenkrog og tyngdekraften overtog.

Jeg lod mig glide ned på køkkengulvet, så jeg sad med ryggen mod en af de brune køkkenlåger. ”Hvorfor fanden gjorde han det?” hulkede jeg. ”Hvad tænkte han på?”

Juliens grådkvalte stemme lød fra køkkenbordet.

”Samuel og Louis Tomlinson havde begge et seksuelt forhold til Georgia. På en eller anden måde fandt de begge to ud af den andens eksistens, og det endte fuldstændigt galt. Louis er heldig, at Georgia ikke ville fortælle Samuel, hvem hun havde været ham utro med.”

Jeg sukkede dybt. ”Først Harry og nu dig. Jeg er den eneste her, der intet har fået at vide. Det driver mig til vanvid!”

”Jeg er ked af det, Savannah. Jeg vidste ikke, hvor du var, og jeg gætter på, hverken Harry Styles eller Marc Carrington ville være den, der fortalte dig det.”

Jeg udstødte en frustreret lyd og hev i mit hår helt oppe ved hårrødderne. ”Hvad fanden gør vi, Julien? Det kan ikke bare være os to. Det kan det bare ikke.” Jeg rystede på hovedet som for at overbevise mig selv.

”Det er sådan, det bliver nødt til at være, Savannah. Samuel kommer ikke tilbage til os før om lang, lang tid.”

Min underlæbe bævrede, men jeg holdt hulkende i mig. Jeg ville ikke græde mere.

”Ved du mere, Julien? Jeg er træt af, at alle ved noget, jeg ikke gør.”

Han tøvede kort. ”Kan du huske såret i Georgias baghoved? Tilsyneladende var det Louis Tomlinsons fortjeneste. Han kom op at skændes med hende, da han fandt ud af, at han ikke var den eneste. Senere den aften fortalte Samuel mig, at han gik i byen for at drikke. Jeg troede på ham. Han kom først hjem sent om natten, og jeg anede ikke, at han havde løjet - at han tog hjem til Georgia for at …”

Han stoppede, men jeg vidste, hvordan hans sætning ville ende, og jeg havde ikke lyst til at høre det.

Jeg tørrede en tåre, der havde undsluppet, væk og forsøgte at tænke bare en smule klart.

”Hvor ved du alt det her fra, Julien? Og hvordan fandt de ud af det? Samuel har altid pralet med, at politiet intet havde på ham.”

Juliens blik flakkede hen til vinduet. Han så ikke på mig, da han svarede.

”Nogen ringede anonymt til politiet. Jeg tog derned, kort efter de havde hentet Samuel. Han tilstod det hele, Savannah.”

Min mave trak sig sammen, og et kort øjeblik følte jeg, at jeg skulle kaste op.

”Jeg kan ikke det her, Julien. Jeg vil ikke mere. Få mit fucked up liv til at forsvinde!”

”Jeg er ked af det,” mumlede Julien. Og det var han. 

 

___________________________________________________________________________________________

Okay, søde læsere, vær helt ærlig - hvor mange havde forudset det her? Jeg synes, jeg har lagt nogle få spor ud i historien, men jeg har selvfølgelig også hele tiden vidst, hvem den skyldige var. Så ja, lad mig vide, hvad I synes! 

Jeg har planlagt endnu et kapitel, og jeg håber faktisk på at overraske jer igen. Jeg er lidt spændt på, om nogle af jer måske allerede har regnet det ud. Vi får se. Tak, fordi I fortsat hænger på! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...