Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16476Visninger
AA

25. ⓗ KAPITEL 23 | ARRESTS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

 Politistationen var ikke noget bekendt sted for mig. For at være ærlig skræmte de høje mure mig lidt, og jeg havde ikke lyst til at stige ud af bilen. Jeg havde mange grunde til ikke at gå ud. For det første var det dejligt varmt i bilen. For det andet kunne jeg støde på Marc Carrington, som jeg helst ville undgå. Til dels fordi jeg ikke brød mig om ham og Savannah sammen, men jeg havde faktisk haft endnu mere imod ham, siden jeg overhørte ham fortælle Savannah, at de havde arresteret Louis. Jeg vidste godt, jeg ikke kunne skyde skylden på ham, men nogen var vreden og skuffelsen bare nødt til at gå ud over.

Jeg lod mit blik vandre hen til et af vinduerne i bygningen. Louis sad derinde et sted.

Jeg var kørt herned, fordi jeg ville tale med ham. Jeg vidste, han sad i en midlertidig celle. Jeg havde brugt lang tid på at bestemme mig for, om jeg var mand nok til at tale med Louis, og jeg var kommet frem til, at jeg ikke ville kunne lægge det her bag mig, før jeg havde talt med ham. Han havde trods alt været min bedste ven.

Det smertede at være nødt til at tænke sådan. Havde. Jeg betragtede ikke længere Louis som min bedste ven. Han havde løjet og rodet fuldstændigt op i vores liv, og nu stod han til en lang fængselsdom. Jeg havde ikke tænkt mig at besøge ham, og det var også derfor, jeg var endt med at køre til politistationen, selvom jeg vidste, det ville blive en ubehagelig og krævende samtale. Jeg anede ikke, hvad Louis ville fyre af, og hvordan han ville forholde sig, men uanset hvad ville det blive hårdt. Det var jeg sikker på. Bare det at se ham sidde bag tremmer.

Efter et par dybe indåndinger og et suk, lod jeg bilen bag mig og satte kursen mod politistationens store døre. Indenfor lugtede der en smule anderledes, men jeg kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var. Der lugtede bare at kontorlokaler – en smule klinisk. Jeg fandt hen til en skranke, hvor en dame udspurgte mig om mit ærinde. Hun pegede ned mod den anden ende af en lang gang.

Nede for enden og til højre.”

Jeg fulgte hendes instrukser og måtte brat stoppe op, da Louis baghoved mødte mig i det øjeblik, jeg drejede om hjørnet. På den lille gang var der fire små celler med senge. Der var intet toilet, så jeg gik ud fra, han blev lukket ud engang imellem for at strække ben.

Netop som jeg stod og samlede mig over synet af Louis bag tremmer, drejede han hovedet og så mig direkte ind i øjnene. Jeg betragtede kort hans overraskede ansigt, men så tog jeg mig sammen og gik helt hen til ham. Han rejste sig op og kom hen til tremmerne. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg mærkede en klump i halsen. Havde han taget fat om tremmerne, var jeg ikke sikker på, jeg kunnet have klaret det.

Harry,” mumlede han og stoppede hænderne i lommerne. Han så jævnligt ned i gulvet, så vi ikke var nødt til at se hinanden ind i øjnene konstant.

Louis,” sagde jeg i samme tonefald. Ved lyden af sit navn så Louis op med et smertefuldt blik.

Harry, jeg … ”

Han blev afbrudt af et råb. Jeg så mig forvirret omkring. Louis pressede sig op ad tremmerne, men der var intet at se. Jeg småløb den korte vej hen til gangen og så i samme øjeblik selveste Marc Carrington komme løbende. Men selvom jeg havde set ham, havde han end ikke set i min retning. Han styrtede hen mod den skranke, hvor jeg havde talt med damen. Selvom jeg stod et stykke derfra, kunne jeg med lethed se ham løfte et telefonrør op til øret. Han stod lænet ind over skranken, fordybet i koncentration. Damen stod musestille og stirrede på ham. Efter at have lyttet i omkring ti sekunder, begyndte Marc at vifte med hænderne. Sekretæren gav ham en notesblok og en kuglepen. Han skrev et øjeblik, og så havde han lagt på. Jeg kastede et blik tilbage på Louis, der stirrede på mig, og da jeg så tilbage, var Marc halvvejs ude af bygningen.

Jeg rynkede brynene og så undrende efter ham. Hvad gik det ud på?

Hvad sker der, Harry?” Det var Louis.

Jeg gik tilbage til ham og skulle netop til at trække på skuldrene, da lyden af sirener nåede os begge. Vi var tavse, indtil lyden havde fortaget sig. Da jeg vendte blikket mod Louis, så han afventende på mig.

Jeg ved det ikke.”

Louis lod ikke til at være helt tilfreds med mit svar, for han slap ikke mit blik, før jeg løftede øjenbrynene af ham. Så lagde han armene om sig selv og trådte lidt tilbage. Jeg så mig omkring og bemærkede en lille skammel. Først ville jeg ikke sætte mig på den, fordi jeg ikke var sikker på, jeg ville blive så længe, men jeg endte med at gøre det alligevel.

Luften var tyk af følelser. Louis så ned i gulvet, og jeg lod mit blik glide rundt i cellen for ikke at sidde helt passiv. Han havde været ved at sige noget før, og jeg ønskede, han begyndte igen, men det gjorde han ikke. Jeg havde netop trukket vejret ind for at sige noget, da Louis mumlede et eller andet.

Hvad?” spurgte jeg.

Louis så op, som havde han samlet mere mod.

Jeg gjorde det ikke.”

Et øjeblik så jeg bare på ham. Han stirrede standhaftigt tilbage, og til sidst måtte jeg se væk. Jeg sukkede lydløst. ”Louis, det –”

Harry, jeg gjorde det ikke!”

Han trådte frem, og jeg kunne se vildskaben i hans blik. Jeg sank nervøst.

Hvorfor sidder du så her, Louis?” sagde jeg modløst. Det gjorde ondt at vide, han var den skyldige, og det gjorde bare det hele værre, at han ikke selv ville indse det. Det var ikke det, jeg var kommet for at tale med ham om.

Pistolen – var – plantet!” Han lagde tryk på hvert ord, og jeg lukkede øjnene og kørte frustreret hånden igennem mit hår.

Jeg … kan ikke tro på dig, Louis. Det kan jeg bare ikke. Ikke efter alt det, der er sket. Eleanor, Liam, Zayn og Perrie, beviserne.”

Louis stønnede – tydeligvis irriteret, men han sagde intet. Han gemte bare ansigtet i hænderne. Jeg så ned og forsøgte at klare tankerne og holde styr på mine følelser. Måske skulle jeg aldrig være kommet alligevel. Vi havde intet at tale om, så hvad havde jeg forventet? At han ville undskylde? Stemningen var langt fra rar, og jeg var sikker på, begge vores hjerne arbejdede på højtryk for at finde en måde at komme ud af denne situation på.

Louis … ” startede jeg svagt ud, ”vil ikke vise mig den respekt at fortælle sandheden? Jeg gider ikke flere løgne.”

En smerte var at spore i Louis' øjne. Jeg pressede læberne sammen for at ikke lade klumpen i min hals blive større. Louis var først tavs, men jeg kunne se, at han samlede mod til at tale, så jeg lod ham sidde. Efter noget, der føltes som flere minutter, trak han vejret dybt ind og lænede panden mod gitteret, så jeg ikke kunne se hans øjne.

Jeg var sammen med hende – Georgia.”

Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene. ”For fanden, Louis. Hvad med Eleanor? Hvad med os andre og medierne? Hvad fanden tænkte du på?”

Louis så op, og han havde tårer i øjnene. ”Hun elskede mig ikke engang. Hun spillede skuespil for at komme tættere på bandet, så hun kunne finde noget skidt at skrive om.” Louis' stemme knækkede over, og jeg kunne tydeligt høre gråden presse sig på.

Og det lykkedes tilsyneladende,” mumlede jeg, mens vreden indfandt sig i min krop. Louis var skyld i alt det her. Det var ham, der havde startet med at kæreste rundt med Georgia Gigg. Det var hans skyld, at Mellie ikke længere var en hemmelighed.

Hvordan kan du være så skide naiv og selvoptaget, Louis? Ved Eleanor noget?”

Louis rystede på hovedet. ”Ikke endnu.”

Jeg var stille. Mine hænder holdt stramt om skamlens kant. Foran mig begyndte hulkene nu at forlade Louis' mund med jævnlige mellemrum. Han gled ned på gulvet og sad med ryggen mod den ene mur, så han stadigvæk vendte halvvejs ud mod gangen.

Jeg trak vejret hurtigt. Jeg havde sådan lyst til at gribe fat i Louis og ryste ham, mens jeg råbte af ham, hvad der var gået af ham. Hvornår var han blevet så voldelig? Hvornår var han holdt op med at elske Eleanor? Hvorfor havde jeg ikke opdaget det?

For fanden, Louis,” sagde jeg igen og lagde hovedet tilbage i frustration. Louis sagde intet. Så bare ned i betongulvet med tårerne løbende ned ad kinderne. Han tørrede sin næse i det ene ærme. Han havde store poser under øjnene, og det var alt for lang tid siden, han var blevet klippet. Endnu et bevis , at han havde haft noget at skjule, mens efterforskningen havde stået på. Det havde fuldstændigt ødelagt ham.

Det var mig, der … der gav hende såret i baghovedet.” Han snøftede, og jeg lyttede intenst. Jeg var lettet over, at Louis åbnede sig en smule op og fortalte mig sandheden, men på samme tid var jeg rasende, fordi han havde opført sig, som han havde, og fordi han havde løjet så groft.

Louis uddybede, uden jeg behøvede at spørge ind til det. Tilsyneladende havde han en rest af skyldfølelse i sig, siden han nu frivilligt fortalte om, hvad han havde gjort.

Jeg ved blev vred, og hun lyttede ikke. Du ved jo, jeg har haft problemer med mit temperament.” Jeg så adamsæblet bevæge sig nervøst i hans hals, da hans blik flakkede over og mødte midt. ”Jeg – det skete bare. Hun ville ikke flytte sig, og mine hænder fløj frem. Det var først bagefter, jeg indså, hvad jeg havde gjort. Hun lå på gulvet, og jeg kunne ikke komme i kontakt med hende. Hun … det … blodet … ”

Mit hjerte var ved at banke ud af brystet på mig. ”Louis,” sagde jeg stille. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg sagde det. For at bede ham stoppe? Advare ham? Men Louis lyttede ikke efter. Følelserne lukkede af for mine ord, og hans toneleje steg betydeligt.

Jeg skyndte mig væk. Hvad skulle jeg have gjort, Harry? Jeg kunne ikke blive rodet ind i det! Jeg var så bange. Jeg så hendes hoved ramme kommoden. Det var ikke med vilje! Den næste dag vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro. Jeg var ved at gå til af nerver. Ville hun anmelde mig? Trak hun overhovedet vejret længere? Forestil dig det, Harry! Forestil dig det!”

Jeg rystede på hovedet. ”Louis, hvad fanden har du gjort! Hvad er der galt med dig?”

Det var ikke mig, Harry! Det var det ikke!” Louis sprang op fra gulvet og stirrede vildt på mig. ”Jeg troede, det var mig. Jeg var så bange. Jeg vidste, de ville finde ud af det, da efterforskningen først begyndte at pege på os –”

Hvorfor meldte du så ikke dig selv, Louis?”

Louis var nær rasende. Spyttet fløj ud af munden på ham. ”Jeg gjorde det ikke!” Hans brystkasse hævede og sænkede sig langt hurtigere end normalt. ”Det var ikke såret i baghovedet, der dræbte hende. Det sagde du selv!”

Jeg kunne ikke finde rundt i mit hoved. Jeg vendte mig væk fra Louis, og i samme øjeblik kom damen fra skranken rundt om hjørnet.

Hvad foregår der heromme?” spurgte hun. Jeg så ikke tilbage på Louis, da jeg gik direkte forbi damen og styrede mod udgangen. Det var først, da jeg nåede udenfor, jeg stoppede. Jeg lænede mig op ad min bil med den ene hånd stukket i lommen efter nøglerne. Jeg var millisekunder fra at låse bilen op og køre hjem, men alligevel afholdt noget mig fra det.

Solens stråler var så småt begyndt at bryde gennem skyerne. Jeg vendte mit ansigt opad og lukkede øjnene, så de kærkomne stråler kunne varme mine øjenlåg og kinder.

Min hjerne var ét stort rod. Louis' ord væltede rundt mellem hinanden og gjorde mig forvirret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro på længere. Jeg tvivlede ikke på, at Louis havde fortalt sandheden, da han fortalte mig om hans rolle i episoden med såret i baghovedet. Han havde været fuldstændig vild. Det, der nagede mig, var, om han havde gjort det eller ej. Havde han myrdet Georgia? Var han kommet tilbage aftenen efter og havde afsluttet det, han var begyndt på?

Jeg så Louis for mig. Den dreng, der havde hjulpet mig, når jeg havde kæmpet med selvværdsproblemer under vores tours. Den dreng, der havde været min wingman til alle festerne. Den dreng kunne aldrig have trykket på den aftrækker. Det kunne han bare ikke.

Men så tænkte jeg på blikket i hans øjne. Det blik, jeg ikke havde set før og var hunderæd for. Han havde haft det i øjnene, da han havde slået Savannah, og da vi havde skændtes om, hvorvidt jeg burde se Savannah eller ej. Og jeg var sikker på, det var præcist det blik, Eleanor havde mødt, hver gang han mistede besindelsen og slog hende.

Spørgsmålet var, om den følelse, der fik det blik frem i hans øjne, var stærk nok til at ønske at dræbe nogen. Hvad havde Georgia gjort, det havde gjort ham så vred, at han havde været så meget ude af sig selv, at han havde tyet til pistolen?

Allerede der vidste jeg, at jeg ikke kunne tage hjem. Ikke endnu. Jeg var nødt til at spørge Louis om, hvorfor han var eksploderet den aften – hvorfor han havde skubbet Georgia.

De små sten, der lå spredt omkring på asfalten, knasede svagt under mine fødder, da jeg med faste skridt gik tilbage til politistationen. Sekretæren så en anelse bebrejdende på mig, da jeg gik forbi. Hun havde garanteret håbet på, balladen ville være ovre for nu.

Mine håndflader drev af sved, da Louis igen vendte sig mod mig. Han lod til at være faldet betydeligt ned på den korte tid, jeg havde været væk. Dog havde hans øjne fået et rødt skær, der vidnede om, hvad der var sket.

”Du kom til -”

”Jeg er nødt til at spørge dig om noget, Louis.”

Louis stod afventende.

”Hvad gjorde hun? Georgia? Hvad skete der, der fik dig til at blive så vred den aften, du skubbede til hende?”

Louis pressede læberne sammen og forblev tavs. Jeg mærkede adrenalinen og bekymringen gnave i mig. Han ville svare. Det skulle han.

Men han svarede ikke.

Louis, hvad skete der?”

Han rystede bare på hovedet og vendte sig væk. Jeg stod lammet tilbage.

Det gik op for mig, at jeg en kort stund havde troet på ham. Jeg havde rent faktisk lagt beviserne på hylden og havde troet på, han ikke havde noget med Georgias død at gøre. Men nu ville han ikke længere tale. Han ville ikke svare mig, og det gjorde ondt. Det kom som en knytnæve lige i mellemgulvet.

Hvad har du gjort, Louis?” hviskede jeg og lænede mig forover med hænderne hvilende på knæene. ”Hvad har du gjort?”

Det er ikke, som du tror, Harry! Hvorfor tror du ikke på mig? Hvornår er du holdt op med at tro på din bedste ven?”

Siden han begyndte at slå folk og skyde folk ned!” råbte jeg tilbage. Blodet brusede i mine ører, og mit hjerte bankede hårdt og voldsomt.

Louis åbnede munden for at sige noget, men der kom intet ud. Han prøvede igen, men det samme skete. Jeg stønnede dybt og forsøgte at få kontrol over mig selv. Det var bare svært, når det føltes, som om verden var ved at gå i stykker om ørerne på mig.

En øredøvende stilhed bredte sig. Det var kun lyden af mit hektiske åndedræt, Louis' snøften og sekretærens puslen længere væk, der nåede min øregang. Minutterne gik. Ingen sagde noget, og ingen gjorde noget. Jeg vidste, jeg var nødt til at gå. Det ville ikke gavne nogen, at jeg blev her længere.

Mine fodtrin gav genlyd, da jeg gik.

Jeg troede, dagens strabadser var overstået – at jeg kunne tage direkte hjem og slappe af og forsøge at bearbejde det, der var sket, og derefter glemme det.

Men jeg tog fejl.

Netop som jeg passerede damen og skranken, blev politistationens døre åbnet med sådan en kraft, at de fløj op og hamrede ind i muren. Jeg standsede brat. Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne.

Ind ad døren kom Marc, men han var ikke alene. Foran ham skubbede han en dreng med et par særdeles velkendte øjne. Hans hænder var tvunget om på ryggen, hvor de blev holdt på plads af et sæt håndjern.

Da hans blik mødte mit – da Samuel Tinsleys blik mødte mit – slog mit hjerte et slag over. Raseri, vrede, vildskab – det hele. Det hele ramte mig. Han sendte mig et sidste isnende blik, og så var han ude at mit synsfelt.

Jeg stod måbende tilbage. Hvad fanden skete der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...