Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16497Visninger
AA

24. ⓢ KAPITEL 22 | LOVERS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

 Jeg vågnede, da bilens motor døde ud, og stilheden begyndte at summe i mine ører. Harry så på mig med et lille smil fra førersædet.

”Træt, hva'?”

Jeg svarede ikke, men sørgede bare hurtigt for, at der ikke var noget savl, der havde undsluppet min mund. Jeg bemærkede samtidigt, at min nakke allerede var øm, trods det havde været en forholdsvis kort køretur hjem.

Udenfor var det blevet helt mørkt. Da jeg lænede mig lidt frem og så forbi Harry, kunne jeg se tændt lys i køkkenet og nede i kælderen. Jeg krydsede fingre for, at det var Samuel, der befandt sig i kælderen, men jeg turde ærligt talt ikke håbe helhjertet på det. Samuel ville sidde oppe hele natten og vente på mig, hvis det var nødvendigt.

”Jeg må hellere gå ind,” mumlede jeg tørt og sled blikket væk fra vinduet, hvor gardinerne nu bevægede sig let.

Harry tøvede. ”Han … gør dig ikke noget, vel?”

”Min bror?” Jeg rystede på hovedet. ”Han kan godt være lidt voldelig, men han kunne aldrig finde på at gøre skade på mig med vilje.”

Harry så ikke helt overbevist ud, selvom min stemme havde været fast, men tilsyneladende indså han, at uanset hvad kunne han ikke rigtigt gøre noget, så han pustede ud og lænede sig tilbage i lædersædet.

”Hvis der sker noget en dag … ” Han kunne ikke rigtig få ordene ud. ”Det er bare – jeg ville have det bedre, hvis du havde mit telefonnummer.” Han rakte mig en lap papir med tal på. ”Vil du ikke være sød at love mig at ringe, hvis du kommer i problemer?”

Jeg tog langsomt imod nummeret. Et sted dybt inde var der blusset en irritation op ved Harrys bekymring. Det, at han troede, min egen bror ville overfalde mig, gjorde mig vred. Men jeg lagde bånd om mig selv og lod mig ikke mærke med det. I stedet stoppede jeg lappen ned i en af de stramme lommer i mine jeans og hoppede ud af bilen. Kulden var over mig med det samme, og jeg gyste.

Harrys blik hvilede allerede på mig, da jeg så op. ”Vi ses, Harry.”

”Vi ses.” Hans stemme lød hul, som da han havde sagt, at han ville tage hjem aftenen før.

Han startede først bilen, da jeg var helt hende ved hoveddøren. Jeg vendte mig rundt og så ham køre ned ad gaden og ud i mørket. Et kort øjeblik blev jeg varm ved tanken om hans telefonnummer i min lomme, men så hørte jeg fodtrin inde bag døren, og pludselig stod Samuel foran mig med et rasende ansigtsudtryk. Han trak mig med indenfor og lukkede døren bag mig.

”Forklar.” Han stod med armene over kors, så jeg tydeligt kunne se hans knyttede næver.

Jeg sukkede lydløst. ”Han bad mig bare køre en tur med ham, ikke andet.”

Samuel kneb øjnene sammen. ”Forventer du, at jeg skal tro på det der, Savannah? Hvor dum tror du, jeg er?”

”Helt ærligt! Vi kørte en tur, og hvis du ikke tror på det, er det ikke mit problem!” Jeg forsøgte at mase mig forbi ham, så jeg kunne komme ned i seng, men han flyttede sig ikke en millimeter.

”Du kan fandeme ikke bare skride, fordi en eller anden idiot med masser af penge kommer og banker på døren!”

Jeg satte hænderne i siden og stirrede forbløffet på Samuel. ”Havde det været enhver anden, havde du været ellevild ved tanken om, at jeg kunne lokke penge ud af ham på en eller anden måde. Hvad har du imod Harry?”

Samuel fnøs. ”Han er en nar, Savannah. Hvad mere er der at sige? Desuden kunne han have myrdet din bedste veninde,” tilføjede han ondskabsfuldt.

Jeg mærkede varmen stige mig til hovedet, da vreden brød frem. ”Så han er en nar? Var det derfor, du valgte at følge efter ham og gennembanke ham to gange?” Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at konfrontere Samuel med min kendskab til overfaldene, men i mit raseri, var ordene sluppet ud. Umiddelbart var jeg rimeligt hurtigt kommet mig over nyheden, da Harry havde fortalt mig det. Samuel var typen, der kunne finde på det, og derfor havde det ikke overrasket mig så voldsomt. Men alligevel havde det jo chokeret mig, og jeg havde også flere gange fået en klump i halsen ved at se på Samuel, når tanken var dukket op i mit hoved.

Samuels ansigtsudtryk fik mig ikke til at fortryde, at jeg havde sagt det – tværtimod faktisk. Det var tilfredsstillende at se hans stivnede ansigtstræk og usikre øjne.

”Han fortalte dig det.” Samuel så væk, og jeg kunne se hans anspændte kæbe.

Ja, han fortalte mig det!” Min stemme dirrede af raseri, og et øjeblik kunne jeg godt se, at jeg også havde arvet noget af min fars temperament. Samuel og jeg havde trods alt vores ligheder. ”Hvad fanden tænker du egentlig på?”

”Du lytter ikke, Savannah! Jeg er fandeme da nødt til at gøre et eller andet!”

”Du er ikke nødt til at gøre en skid! Lad mig og Harry være i fred!” Og med de ord maste jeg mig frem med sådan en kraft, at Samuel måtte bukke under og lade mig passere. Men på trappen stødte jeg selvfølgelig ind i Julien. Han havde sit sædvanlige spillende glimt i øjet, og han åbnede munden for at komme med en kommentar, men jeg skar ham af.

”Du holder bare din kæft!” udbrød jeg og stak min pegefinger så langt op i hovedet af ham, at han måtte vige tilbage med hænderne løftet op over hovedet som tegn på overgivelse.

Jeg trampede direkte ned i seng og lå og lyttede højlydt til en gammel CD, indtil jeg faldt i søvn.

 

Da jeg vågnede næste morgen, satte jeg mig desorienteret op og missede med øjnene. Der gik nogle sekunder, før det gik op for mig, at det var solen, der skinnede direkte ned på mig gennem det lille kældervindue. Det var så lang tid siden, jeg var blevet vækket på den måde, at jeg et kort øjeblik ikke havde anet, hvor jeg var.

Jeg trak i hjemmeskoene, der stod ved siden af sengen, og svøbte mig i et tæppe, hvorefter jeg langsomt gik op ad trappen. Både Samuel og Julien var at finde i køkkenet. Samuel sad med begge ben smækket op på køkkenbordet, mens Julien sad overfor ham med en halv kringle i munden.

”Godmorgen,” sagde Samuel en anelse søvndrukkent. Jeg sagde ikke noget, men kravlede bare op på bordet ved siden af vasken, hvor jeg krøb sammen under tæppet. Det var ikke unormalt for mig og Samuel at skændes, og derfor var der heller ikke nogen, der stillede spørgsmål ved i går. Som regel var det glemt dagen efter.

Stilheden herskede i køkkenet, og selvom den ikke generede nogen af os, ledte jeg alligevel efter noget at snakke om. Pludselig kom jeg i tanke om noget.

”Louis Tomlinson er blevet arresteret for mordet på Georgia,” sagde jeg.

Samuel, der ellers havde siddet og hængt med hovedet ind over bordet, rettede sig hurtigt op. ”Louis Tomlinson?” spurgte han.

Jeg nikkede, og noget bevægede sig i Samuels øjne. Hele hans ansigt lyste op, og han lignede en, der havde vundet i lotto. ”Så alt det her er ovre?”

Jeg trak på skuldrene. ”Det tror jeg. Han er jo ikke dømt endnu, men det sker forhåbentligt snart.”

Samuel smilede så stort og oprigtigt, at jeg ikke selv kunne holde et smil på afstand.

”Georgia får sin hævn!” blev Samuel ved. ”Morderen er fundet!”

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg slet ikke var blevet glad, da jeg havde fået at vide, at Georgias morder var fundet. I al den tid havde jeg ikke haft andet i hovedet end Georgias overfaldsmand, og nu, hvor han var fundet, betød det nærmest ikke noget for mig længere. Selvfølgelig var jeg glad for, at Georgia havde fået fred, men det var slet ikke det, der havde fyldt mine tanker på det seneste. Jeg fik en smule dårlig samvittighed, men det forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet, da jeg så Samuels smil. Det var et stykke tid siden, han havde været så glad, og igen gjorde det mig helt i godt humør at se på ham. Dog dukkede en rynke frem mellem mine øjenbryn, da mit blik gled over på Julien. Han betragtede diskret Samuel, og det var med en langt mere alvorlig mine. Han så bekymret ud.

 

Dagen endte ud med at blive rigtig lang og kedelig. Jeg reagerede på Juliens kommentar om mit pandehår og stod i en halv times tid foran spejlet og forsøgte at klippe det lige. Jeg havde gjort det mange gange før, men det var efterhånden lang tid siden, og jeg bandede og svovlede, hver gang jeg bare lige manglede den sidste tot, og jeg kom til at klippe skævt og ødelægge det hele. Til sidst blev det dog lige. Det var bare blevet lidt for kort efter min mening.

Mens jeg gik og tullede rundt i huset i kedsomhed, havde jeg masser af tid til at tænke over forskellige ting. De to ting, der fyldte mit hoved mest, var Harry og Georgia.

Jeg kunne lige så godt indrømme, at Harry var begyndt at dukke oftere og oftere op i mine tanker. Jeg havde ikke tænkt mig noget, der ville være særligt langtidsholdbart, men jeg skældte nu ikke mig selv ud for at fantasere lidt. Det var rart at være sammen med Harry, og jeg havde ikke noget imod, at vi havde tilbragt en del tid sammen på det sidste – jeg havde også selv opsøgt ham et par gange.

Med Harry fulgte også Louis. Vi havde ikke snakket meget om ham, eftersom Harry var røget helt op i det røde felt, sidst jeg havde nævnt, at Louis var mit bedste bud. Egentlig havde jeg jo haft ret. Louis var nu arresteret.

Jeg følte med Harry. Hans bedste ven og nærmest en del af hans familie skulle i fængsel. Jeg havde ikke selv nogen venner, jeg kunne sammenligne med, men Georgia var også blevet revet ud af mit liv, og jeg forestillede mig, at det til dels mindede lidt om det, Harry gik igennem lige nu. Jeg havde været fuldstændigt knust.

Med tankerne svirrende om Louis, Georgia og mordet blev jeg lidt rastløs. Jeg skiftede hele tiden mellem at sidde i køkkenet og gå ned på mit værelse. Til sidst kom jeg på den idé at ringe til Marc. Da han var kommet, mens Harry havde været her, havde ingen af os nævnt noget om episoden i køkkenet, hvor jeg havde smidt ham ud af huset, og derfor følte jeg godt, jeg kunne ringe til ham nu.

Han tog den ikke første gang, jeg ringede ham op, men efter et par minutter forsøgte jeg mig igen, og denne gang lød hans efterhånden rimelig velkendte stemme i røret.

”Hej,” sagde jeg og gik direkte til mine intentioner ved at ringe, ”jeg ville bare høre, hvordan det går? Med Louis Tomlinson?”

Der var en kort pause, før Marc svarede. ”Der er opstået nogle problemer, så jeg kan ikke tale med dig, Savannah. Desuden kan jeg ikke rigtigt fortælle dig om det, før vi har fået styr på det.”

Mit hjerte satte farten en anelse op. ”Problemer? Hvad mener du med problemer?”

”Som sagt, kan jeg ikke fortælle dig det. Jeg har travlt, så jeg er nødt til at gå …”

”Det kan du lige vove på, Marc! Fortæl mig nu, hvad der sker!”

”Savannah,” sukkede han, så jeg tydeligt kunne høre det i røret.

”Ja, suk du bare. Jeg har ret til at vide det!”

”Jeg er nødt til at gå nu,” gentog han, og da jeg derefter gav mig til at protestere, blev jeg afbrudt af den irriterende dutten, der indikerede, at han havde lagt på. Men jeg gav ikke op så let. Kort efter havde jeg ringet ham op igen.

”Fortæl mig så, hvad der er sket,” kommanderede jeg, lige så snart han tog den.

Igen var der en pause.

”Kom ned på politistationen klokken tre,” stønnede han og lagde han på.

Jeg smilede triumferende.

 

Jentines brummen fik en følelse af tryghed frem i mig. Det var efterhånden et stykke tid siden, jeg havde været ude at køre i hende – og endnu længere tid siden, jeg selv havde siddet ved rattet. Lyden var fuldstændig den samme, som den havde været alle de andre gange, jeg havde kørt i hende, og det var der noget beroligende over.

Jeg var på vej ned til politistationen. Klokken var kvart i tre, og jeg vidste, at jeg var sent på den. Dog var jeg ikke i humør til at køre for stærkt og drøne derned, så i stedet besluttede jeg mig for at overholde fartgrænsen.

På vejen spekulerede jeg over, hvad det var, der var sket i Georgias sag. Det allerførste, der var faldet mig ind, var, at Louis var flygtet. Det var komplet åndssvagt, men jeg havde som så mange andre set for meget fjernsyn. Derfor havde jeg også tænkt, at Georgia var vågnet op og havde rallet en sidste sætning, før hun vendte tilbage til døden. Den tanke havde jeg dog hurtigt fået ud af hovedet igen, for selv jeg kunne se, at det var lidt for usandsynligt.

Problemet var bare, at hvis jeg skulle tænke i de mere realistiske baner, var der rimeligt tomt. Jeg anede simpelthen ikke, hvad der kunne være sket. Louis var arresteret på mordet, så var det fordi, han ikke ville tilstå, de havde problemer? Eller havde de fundet ud af, at Georgia ikke var den eneste, han havde myrdet?

Mit hoved summede stadigvæk af muligheder, idet jeg drejede ind på politistationen. Da jeg slukkede motoren, blev der både stille i min ører og i mit hoved. Jeg tøvede. Skulle jeg bare valse ind på stationen og spørge efter Marc? Var det en synderlig god idé, når det måske ikke var helt efter reglerne, at jeg kom og fik del i sagen?

Heldigvis behøvede jeg slet ikke tage nogen beslutning selv, for da jeg så mig omkring, faldt mit blik på Marc, der stod og lænede sig op ad gelænderet på trappen med en cigaret mellem fingrene. Da jeg gik hen imod ham, pustede han en sidste røgsky ud mellem læberne og smed derefter den lille papirstump på asfalten, hvor han vant tværede den ud med sin skosnude. Uden at sige noget vendte han rundt og gik op ad trappen. Jeg fulgte efter ham og lukkede døren bag mig.

Vi fortsatte ned ad en lang gang, jeg ikke havde befundet mig i før. Sidst, jeg havde været på politistationen med Marc, havde vi taget hovedindgangen. Det her var den ældre del af bygningen, og den var langt fra lige så travl som den del, jeg havde været i sidst. Vi passerede kun en enkelt betjent, der godt nok stirrede en del på os begge. Jeg rakte op til mit pandehår, men måtte irriteret tage hånden ned igen, da der ikke længere var noget hår, der kunne dække mine øjne. Det skulle jeg lige vænne mig til.

En varm følelse bredte sig i mine kinder, da jeg tænkte på, hvor glad Harry ville blive for, at jeg omsider havde klippet det.

Som vi gik, bemærkede jeg, at vi bevægede os længere ind i den nyere bygning. Væggene skiftede fra brune paneler til hvid maling, og gangene og rummene blev større. Flere mennesker dukkede også op.

Marc drejede ind i et rum, der måtte være hans kontor – i hvert fald var der både skrivebord, computer og en hel del papirer, der lå spredt ud over det hele. Da jeg trådte ind efter ham, lukkede han døren. Væggen ud mod de andre kontorer, der lå rundt omkring, havde store vinduer, så det var muligt at se ind.

Så meget for at tage bagindgangen, tænkte jeg, før Marc satte sig ned bag skrivebordet og gjorde mine til at sige noget.

”Jeg har ingen ekstra stol – desværre,” sagde han, selvom der nu ikke var ret meget anger i hans stemme. Jeg gik ud fra, han stadigvæk var lidt muggen over, at jeg havde presset ham sådan. ”Du kan på ingen måde fortælle det her videre.” Marc sørgede for at se mig ind i øjnene.

”Jeg tier stille,” sagde jeg og lagde vægten over på det andet ben. Jeg havde gemt mine hænder i den store lomme, der var i min hættetrøje.

”Vi har fundet kondomer i Georgias affald. Mere presserende sager har haft førsteprioritet, og derfor er de først fundet nu. Vi har sammenlignet DNA'et med Louis Tomlinson og gæt engang – et match.” Marc drejede hele tiden utålmodigt frem og tilbage på sin kontorstol. ”Vi spurgte ham, om han havde haft en affære med Georgia Gigg, og selvfølgelig ville han først indrømme det, da vi fortalte, at vi havde matchet hans DNA.”

Jeg sad først udtryksløs og lod Marcs ord sive ind. Louis og Georgia? Pludselig dukkede en samtale op i mit hoved. Jeg havde tænkt på det før – da jeg lige havde fået at vide, at Georgia var væk. Georgia havde nævnt en fyr, men hun havde ikke villet fortælle nogen detaljer overhovedet. Var det Louis, hun havde været sammen med? Tanken var så mærkelig i mit hoved, at jeg blinkede lidt og forsøgte at ryste synet af mig.

Marc betragtede mig, som om han ventede.

”Er der mere?” spurgte jeg.

”Han nægter at have myrdet hende.”

Jeg fnøs. ”Selvfølgelig gør han det. Jeg fatter ikke, han gider blive ved med at forsøge at lyve sig ud af det, når han har skubbet til snebolden ved at indrømme affæren. Desuden blev pistolen også fundet hos ham.”

”Han påstår, at den blev plantet der,” informerede Marc, der stoppede med at dreje og i stedet lænede sig frem på albuerne.

”Så nogen skulle have brudt uset ind og have gemt pistolen? Absurd.” Jeg lagde armene om mig selv og så kort ud af vinduet mod de andre kontorer. Vreden over Georgias død var alligevel kommet rullende tilbage, da vi begyndte at tale om Louis og Georgia. Jeg havde troet, at jeg var mere afslappet omkring det nu, fordi jeg ikke havde tænkt så meget på det på det sidste, men i virkeligheden var det måske bare Harry, der havde fået mig til at glemme det for en stund.

”Det mener han,” sagde Marc og fik mig derved til igen at vende mit blik mod ham.

Jeg sukkede og satte mig ned på kanten af Marcs skrivebord. Jeg var træt af at stå op. Jeg var træt af alting.

”Hvornår bliver han dømt?” spurgte jeg så med en stemme, der emmede at udmattelse og opgivelse.

Marc tøvede så meget, at jeg vendte mig brat om for at se på ham.

”Hvad er der?” spurgte jeg en anelse oprevet, eftersom han lignede en, der ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle formulere sig. Det gjorde mig nervøs. Var det det her, der havde afholdt ham fra at tale med mig tidligere i dag?

Marc sukkede, som jeg havde gjort kort forinden.

”Tomlinsons DNA var ikke det eneste, vi fandt, Savannah. Vi fandt flere kondomer, og det var ikke muligt for os at matche halvdelen af dem med noget i vores database. Georgia var sammen med to mænd.”

Jeg var tavs. Min hjerne arbejde på højtryk for at forstå det hele.

To affærer?”

Marc nikkede. ”Vi kan ikke fælde nogen dom over Louis, så længe vi stadig svæver i uvished om det andet DNA. Jeg er ked af det, Savannah.” Denne gang var der medfølelse i Marcs stemme, men den nåede ikke rigtigt ind til mig. Jeg bare sad og stirrede uforstående ud gennem ruden uden at sige noget.

”Tomlinson sagde, han ikke kendte til nogen anden elsker, men efter min mening skal du ikke hænge dig ret meget i de ord. Jeg har en ret god fornemmelse for, hvornår nogen lyver for mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...