Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16503Visninger
AA

23. ⓗ KAPITEL 21 | PROOFS

   HARRYS SYNSVINKEL 

 

Gennem en sprække i gardinet lå jeg og betragtede de mørke skyer, der dækkede himlen. Jeg havde ligget her et stykke tid. Selvom det ikke var mere end et kvarter siden, jeg var vågnet, kørte tankerne kaotisk rundt i hovedet på mig.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg havde accepteret, hvad der var sket. Jeg sagde til mig selv, at jeg var kommet mig over det, men sandheden var bare, at jeg stadigvæk ikke kunne slå det ud af hovedet. Jeg så hele tiden Louis siddende bag et sæt mørke tremmer for mig. Og hans ansigt.

Det gav et sæt i mig, da mit vækkeur i det samme gav sig til at kime. Jeg fik det hurtigt slukket og satte mig op med et dybt suk. Klokken var ni, og jeg havde glemt at slå mit vækkeur fra, da jeg gik i seng i går. Jeg havde været ret fra den og var valset direkte i seng, da jeg kom hjem. Heldigvis var jeg faldet i søvn med det samme, så jeg havde ikke været nødt til at udholde tankerne og smerten ret længe.

Ude på badeværelset bøjede jeg mig ind over vasken og pjaskede koldt vand i ansigtet. Da jeg rettede mig op, mødte jeg mit eget blik i spejlet. Det overraskede mig ikke, at jeg ikke lignede en, der var helt på toppen. Men jeg lod være med at dvæle ved det og gik i stedet ned, hvor jeg satte mig med en kop kaffe.

Mine tanker vandrede tilbage til den morgen, hvor jeg var vågnet op til et smadret vindue. Dengang det hele startede. Og så havde notaterne igen sneget sig ind i mit sind. Det var dem, der havde fået os alle rodet ind i det her til at starte med. Havde politiet aldrig fundet de notater, ville ingen af os have fået rodet sådan rundt i vores liv. Jeg forestillede mig det som en lille dreng, der sad og rodede i en myretue med en pind. Det var tilfældigt, hvad han ramte, men faktum var, at han ødelagde. Han ødelagde noget, og i sidste ende ville det gå ud over alle myrerne.

Med blikket rettet mod vejen udenfor, der langsomt blev plettet af regndråber, der var begyndt at falde fra himlen, gennemgik jeg notaterne i hovedet.

Louis’ del var sand. Det havde han selv bevist. Noget i ham havde langsomt ødelagt ham, og efterhånden som tiden var gået, var det sluppet mere og mere ud, så vi andre til sidst kunne se det. Louis var voldelig over for Eleanor - og endda også over for andre. Noget havde ændret sig i ham, og jeg havde bare først opdaget det nu. Som jeg sad og tænkte på det, fik jeg lidt en dårlig smag i munden. Jeg burde have set det. Eleanor havde ikke været tjent med det, Louis havde gjort ved hende. Jeg burde have sagt noget og have hjulpet hende.

Nu var han ikke et problem for hende længere.

Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg ønskede at tale med Louis. En del af mig ville bare gerne sidde og høre ham fortælle, at intet af det her var sandt. Men en anden del af mig vidste bedre og havde ikke lyst til at blive mindet om det, Louis havde gjort.

Påstanden om Liam var også sand. Jeg havde set ham ligge med abstinenser og var bevidst om, at han havde været på hospitalet mere end én gang. Selvom jeg vidste, han også havde skjult det for sin familie, forstod jeg stadigvæk ikke, hvordan han kunne komme så langt ud, uden at nogen greb ind på en eller anden måde. Men der kunne være sket så mange ting, uden jeg havde lagt mærke til noget. Det erkendte jeg nu. Måske havde han været på afvænning efter den første episode på hospitalet, som han havde skjult for os alle, men havde ikke kunnet holde det og var endt med en overdosis igen.

Så var der Zayn og Niall. Jeg havde givet op og indrømmede blankt, at jeg troede på påstandene om de to, selvom jeg ingen beviser havde set eller hørt. Det med Niall virkede ikke særligt usandsynligt, da han aldrig var til at få fat på. Han havde nærmest cuttet kontakten til os alle, og vi havde ingen forklaring fået. At han havde fundet nogle nye venner, ville få det hele til at give mening. Et sted inden i mig gjorde det ondt ved tanken om, at Niall havde droppet os. Efter så mange år sammen, al den succes vi havde opnået sammen. Det havde åbenbart ikke betydet så meget for ham, som han ellers havde givet udtryk for.

Zayns situation var noget andet. At han og Perries forhold skulle være set up virkede bare ikke rigtigt på nogen måde. De havde været sammen så lang tid, og aldrig havde jeg tænkt, at de ikke elskede hinanden, som de burde. Men med Georgias andre pletskud summende rundt i hovedet, vidste jeg et eller andet sted, at det her også måtte være sandt.

Jeg sled mit blik væk fra gaden uden for, drak det sidste kaffe og besluttede mig for, at jeg var nødt til at få det her på det rene. Kort overvejede jeg, hvad der var klogest at gøre. Skulle jeg bare komme brasende ind hjemme ved Zayn? Jeg kom hurtigt frem til, at hvis jeg skulle det, måtte jeg se lidt mere anstændig ud. Så jeg rejste mig og gik oven på for at tage et bad. Jeg nød det varme vand, og jeg brugte da også noget længere tid derinde, end hvad nødvendigt var. Da jeg trådte ud og stod og ledede i mine skuffer efter noget tøj, slog en tanke ned i mig.

Der var kun tre dage til min ferie med Mary-Ann og Mellie.

Jeg rettede mig op og forsøgte at tænke klart. Tre dage. Den ferie kom virkelig ubelejligt, men Mary-Ann havde bestilt den, og der var intet, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke svigte Mellie på den måde. Jeg kunne forsøge at få Mary-Ann til at afbestille eller flytte den, men jeg følte ikke, at det var fair over for Mellie.

Jeg sukkede dybt, da endnu en vægt blev lagt ned over mine skuldre. Jeg havde både mordet og Louis, drengene, ferien og Savannah at tænke på lige nu. Det var svært at overskue, og i det øjeblik havde jeg mest af alt bare lyst til at komme væk fra det hele. Og selvom en ferie med Mellie virkede afslappende, var det alligevel ikke løsningen. Jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til at glemme det hele derhjemme, mens vi var af sted.

Jeg var nødt til at finde ud af det med Zayn og Niall, men i øjeblikket pressede ferien mig så meget, at jeg besluttede at vente med at tage hen for at tale med Zayn. Først ville jeg pakke min kuffert til ferien. Så var der én ting mindre at bekymre sig om.

Der gik omkring en halv time, før jeg følte, jeg havde pakket det vigtigste til Spanien. Det var begrænset, hvad jeg kunne lægge i kufferten nu, da jeg stadigvæk ville få behov for flere af tingene, inden vi kom til Spanien, men tøj og pas og andre vigtige ting havde jeg fundet frem, så det var klar.

Men før jeg trak i noget ordentligt tøj og kørte hjem til Zayn, lagde jeg mig kort ned på ryggen i min seng og stirrede op i loftet.

Jeg havde aldrig troet, at mit liv skulle føles så ødelagt, som det gjorde lige nu. Selv da bandet havde haft allermest succes, og jeg havde været allerlængst nede, havde det ikke føltes så uoverskueligt som nu. Dengang havde jeg haft drengene og min familie at støtte mig op ad og gå igennem det med. Nu var drengene væk, og min familie havde jeg ikke set i lang tid. Den nye familie jeg havde skabt med Mary-Ann, kunne jeg ikke være sammen med, som jeg gerne ville. Det ville udsætte Mellie for ting, hun ikke skulle udsættes for.

Som jeg lå der og tænkte og så på absolut ingenting, begyndte mine øjne at blive trætte igen. Jeg forstod ikke helt, hvordan jeg kunne være træt allerede, men jeg kom frem til, at jeg måtte være i søvnunderskud, for fem minutter efter faldt jeg i søvn.

Da jeg vågnede igen, var klokken tre. Jeg gik ud til spejlet, fjernede de hvide mærke på min kind og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg følte mig udhvilet, men jeg kunne samtidigt mærke, at jeg endnu ikke var helt vågen. I løbet af få minutter havde jeg trukket i noget tøj og børstet mine tænder, hvorefter jeg kunne sætte mig ind på forsædet af min bil. Jeg åbnede vinduet en anelse og tændte for radioen for at få gang i mit hovedet igen. Jeg ville helst heller ikke ligne en, der lige havde sovet, når jeg konfronterede Zayn.

Det var Perrie, der åbnede, og det gjorde mig lidt irriteret. Det hele havde været lettere, hvis hun ikke havde været hjemme. Jeg havde brug for at tale med Zayn alene, og Perrie var bare i vejen. Hun var altid så nysgerrig, og jeg vidste, at det ville blive svært at blive fri af hende. Zayn ville sikkert fortælle hende alt bagefter, men jeg foretrak stadigvæk at have samtalen med ham under to øjne.

”Er Zayn hjemme?” spurgte jeg og forsøgte mig med et lille, venligt smil.

”Ja,” svarede Perrie, men flyttede sig ikke fra døren. ”Har I aftalt noget?”

”Nej, jeg vil bare gerne tale med ham. Om det der er sket og sådan.” Der var en stilhed. Perrie og jeg havde aldrig rigtigt fungeret sammen, ikke alene. ”Kan jeg komme indenfor?”

Omsider flyttede hun sig fra døråbningen, så jeg kunne komme ind. Jeg lukkede døren efter mig og var i færd med at tage jakken af, da Zayn dukkede op.

”Harry,” sagde han overrasket, ”hvad laver du her?”

”Jeg ville bare snakke lidt.” Mine øjne flakkede over til Perrie, der stod med ryggen til, og jeg var ret sikker på, Zayn forstod min hentydning. I hvert fald sagde han til Perrie, at hun kunne gå oven på og slappe lidt af, mens vi satte os ud i køkkenet.

”Skal jeg ikke finde noget til jer?” spurgte hun en anelse modvilligt. ”Kage eller kaffe eller noget?”

Zayn gav hende et kys på kinden og sagde noget til hende, jeg ikke kunne høre. Derefter forduftede hun og efterlod mig alene med Zayn. Straks dukkede Georgias notater op i mit hoved, og jeg begyndte at overveje, om Zayns små kærtegn egentlig bare var til for at holde os andre fast i troen om, at de virkelig elskede hinanden. Det var i hvert fald helt sikkert, at han var og altid havde været meget kærlig over for Perrie.

Zayn satte sig ned på en køkkenstol, og jeg lænede mig op ad et af køkkenskabene. Jeg famlede lidt efter ordene. ”Har du … hørt det med Louis?”

Han nikkede stille og løftede ikke blikket. ”Perrie har været ved Eleanor det meste af dagen. Hun er fuldstændigt ødelagt.”

”Og Liam og Niall?” spurgte jeg.

”Jeg har ringet til Liam, men Niall er lige så fraværende som altid. Den idiot har ikke taget sin telefon de sidste ti gange, jeg har ringet.”

”Så kan vi ikke gøre mere,” mumlede jeg. ”Han må selv finde ud af det.”

”Der kan heller ikke gå længe, før det kommer i nyhederne.” Nu så Zayn op. ”Det bliver et helvede, Harry.”

”Jeg ved det, men der er intet, vi kan gøre. Louis er selv skyld i det her, og nu har han så trukket os med ned.”

”Så du tror på det? Tror du, han gjorde det?” Jeg mødte Zayns insisterende blik, og jeg måtte synke en klump, før jeg svarede.

”Jeg ved det ikke, Zayn. Hvordan skal jeg kunne tro på andet? Louis er ikke den, jeg kendte engang.”

Zayn var stille lidt, og jeg kunne heller ikke finde på noget, der kunne bryde tavsheden. I stedet sad og stod vi bare begge og stirrede ned i gulvet. Jeg forsøgte desperat at samle mod til at spørge Zayn direkte. Jeg var træt af alle de løgne, og jeg ville så gerne kunne snakke med ham om det her - som det var engang. Men noget holdt mig tilbage. Jeg kunne simpelthen ikke.

”Zayn … ”

Zayn så op, og jeg sukkede, da jeg ikke kom længere. Han blev ved med at se på mig, og jeg mærkede presset. Mine håndflader var svedige, og jeg havde svært ved at stå stille under hans blik.

”Det er bare … Notaterne, jeg er nødt til-”

”Jeg ved godt, hvad du har gang i Harry, og du kan godt glemme det!” Zayn havde rejste sig op med hænderne op foran sig, som for at stoppe mig. ”Bare fordi Eleanor har et blåt mærke eller to, og Liam er så dum at holde sådan noget pis hemmeligt for os, betyder det ikke, at alle de andre påstande på det ark er sande!”

Jeg kunne se vreden i hans øjne, men et eller andet sted var der også en usikkerhed. Han famlede med at få stolen væk, så han kunne rejse sig, og han var nær stødt ind i bordet. ”Hvis det er derfor, du er kommet, kan du lige så godt gå din vej, Harry. Jeg troede fandeme ikke, du troede sådan om mig!”

”Zayn, for helvede!” udbrød jeg, da han vendte ryggen til mig og styrtede mod hoveddøren. ”Zayn!” Omsider vendte han sig og så mig i øjnene. Hans bryst hævede og sænkede sig hurtigt, og jeg kunne skimte svedperlerne i hårkanten. ”Jeg har en lille pige, Zayn! Jeg har skjult hende for jer alle sammen i alle de år, men hun findes!” Jeg rodede rundt i min lomme og fandt min pung frem. Normalt havde jeg ikke billeder af hende - og især ikke på mig - men det sidste stykke tid havde jeg gået rundt med et lille skolefoto af hende i min pung. ”Se hende for helvede, Zayn! Hvor bange tror du ikke, jeg blev, da Georgia havde skrevet det på sine notater? Jeg var hunderæd, og det er jeg stadigvæk! Hvad vil der ikke ske, når medierne og resten af verden finder ud af det? Hun får aldrig et normalt liv igen, Zayn!”

Det så ud til, at mine ord nåede ham. Han rakte ikke længere ud efter dørhåndtaget. I stedet tog han forsigtigt fotografiet og så nærmere på Mellie.

”Hun ligner dig,” sagde han stille.

Jeg sagde ikke noget. Zayn lagde en hånd for panden og lignede en, der var på grådens rand. Så dumpede han ned i sofaen og lagde billedet på bordet foran sig. Jeg satte mig over for ham. Netop som jeg skulle til at sige noget for at bryde stilheden, begyndte han at tale.

”Det er sandt, Harry. Det har det altid været. Da vi mødte hinanden første gang, havde vi det hyggeligt sammen, men vi havde ingen følelser for hinanden. Det var ikke på den måde. Men medierne pustede det hele op, og vi fik en masse omtale. Vi besluttede at ses igen, og vi talte en masse, men det blev bare aldrig til mere. Vi bildte os begge to ind, at vi kunne få det til at fungere - at vi bare skulle bruge mere tid sammen, så ville det komme. Vi begyndte at tro på det, og vi fik opbakning alle vegne fra. Så vi gjorde det. Vi gjorde det officielt, men som tiden gik, gik det op for os, at det ikke fungerede. Vi elskede ikke hinanden, og det ville vi aldrig komme til. Jeg fortalte min mor sandheden, men hun troede ikke på mig. Hun troede, jeg jokede. Vi havde opbygget så stærkt et billede i folk sind om, at vi virkelig var sammen og havde det godt sammen.”

”Hvorfor ikke slå op?” Jeg rynkede brynene. ”Hvis I ikke havde det godt, kunne I da bare gøre det forbi?”

Zayn så ned på sine hænder og rystede på hovedet. Om det var af mig eller ham selv, vidste jeg ikke. ”Vi var jo det perfekte par, ikke? Vi kunne ikke få os selv til det. Og nu er det her så sket.”

”Hvad er sket?” spurgte jeg uforstående.

Zayn stønnede og ville ikke møde mit blik. ”Perrie er gravid.”

Jeg spærrede øjnene op og var tavs. Nu, hvor jeg vidste det, kunne jeg godt se det. Der var en grund til, at Perrie gik i større tøj og havde taget på. Jeg havde bare været så dum, at jeg ikke kunne se det. Eleanor havde sikkert vidst det hele tiden.

”Men … ” Noget gav ikke mening i mit hoved. ”Hvordan kan hun være gravid, når I … Du ved, du sagde, I ikke elskede hinanden?”

Et ledt smil dukkede op på Zayns læber, da han lænede sig tilbage og så op i loftet med tårer i øjnene. ”Vi forsøgte jo, ikke? Vi ville så gerne have det til at fungere.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

 

Med panden hvilende mod rattet, forsøgte jeg at tænke. Min samtale med Zayn var endt ud, som jeg havde håbet, men jeg havde ikke regnet med, jeg ville blive så omtumlet. Jeg have svært ved at overskue, hvad jeg nu skulle.

Efter adskillige minutter, fik jeg taget mig sammen og fiskede bilnøglen op af lommen. Selvom jeg vidste, det var dumt, ringede jeg Niall op, mens jeg kørte. Det var dumt, fordi det var ulovligt og farligt, og det var dumt, fordi jeg vidste, Niall ikke ville tage den alligevel. Og det gjorde han da heller ikke. Jeg smilede et trist smil og rystede på hovedet, mens jeg kørte. Han var simpelthen for meget.

Da jeg stoppede bilen, sad jeg et øjeblik og bare så på det skrantende hus, jeg holdt ud for. Lyset i køkkenet var tændt, og jeg kunne se skygger bag gardinerne - Savannah var altså ikke alene. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne et par gange, før jeg steg ud i den kølige eftermiddagsbrise og låste bilen bag mig. Det var allerede så småt ved at blive mørkt.

Jeg vidste, at hendes bror og fætter ville være der, men jeg havde ikke hendes mobilnummer, og jeg kunne ikke vente i bilen, til hun fik øje på mig. Så jeg trak min jakke tættere sammen omkring mig, undgik hullerne i verandaen og bankede med en knyttet næve to gange på yderdøren. Ud af øjenkrogen så jeg skyggerne i køkkenet bevæge sig, og pludselig kom et ansigt sin syne ved det ene gardin. Jeg nåede ikke at se, hvem det var, før døren foran mig blev åbnet.

Men det var ikke Savannah.

”Hvad fanden laver du her?” Jeg mødte Samuels lynende øjne, men jeg nåede ikke at svare ham, før Savannah havde trukket ham væk og erstattet hans plads.

”Harry,” sagde hun uden at tage sig af Samuel, der bandede og svovlede bag hende, ”hvad laver du her?”

”Har du tid?” spurgte jeg og undgik at se på Samuel, der sendte mig et dræbende blik ved lyden af mine ord.

Savannah så sig over skulderen.

”Savannah, hvis du går - Savannah, hvad fanden tænker du på?” Savannah havde taget sin jakke fra knagerækken og var på vej ud af døren. Samuel rakte ud og holdt fast om hendes håndled. ”Du går fandeme ikke med ham!”

”Lad mig nu være, Samuel. Jeg kommer tilbage.” Hendes stemme lød træt, men også irriteret. Jeg ville også være irriteret, hvis min storebror stod i vejen for alting, bare fordi han havde en anden mening.

Med de ord rev hun sig løs og smækkede døren. Men vi var kun nået få skridt hen mod min bil, før døren blev åbnet igen. ”Samuel, du kan ikke gøre noget. Lad hende gøre, hvad hun vil.” Jeg gik ud fra, det var Julien, der prøvede at få Samuel til at slappe en smule af. Om det virkede eller ej, vidste jeg ikke, men vi fik lov til at fortsætte. Først, da vi sad i bilen, og jeg havde skruet op for varmen, talte Savannah.

”Vil du nu fortælle mig, hvad vi skal?”

”Jeg har talt med Zayn,” fortalte jeg. ”Han indrømmede, at hans del af notaterne er sand. Liam har selv bevist, at der heller ikke er noget løgn omkring hans, og det samme har Louis. Det eneste, der ikke er blevet bekræftet, er Nialls. Jeg ved godt, det er sandt, men jeg vil bare gerne have beviser. Forstår du mig? Jeg vil gerne kunne lægge det her bag mig, og det kan jeg ikke, når der stadigvæk er den der lille splint af tvivl.”

”Hvad skal du så bruge mig til?”

”Jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe mig. Jeg har ikke så meget erfaring med at skygge folk.”

Savannah lagde armene over kors og så med let sammenknebne øjne på mig. ”Og den anden grund, Harry?”

”Hvad?” udbrød jeg. ”Jeg skal bare bruge din hjælp.”

”Du skal bare følge efter ham med en passende afstand. Jeg kan ikke se, hvad du skal bruge mig til.” Hun åbnede døren i sin side og var halvvejs ude af bilen, før jeg sukkede dybt.

”Okay, jeg kunne godt bruge lidt selskab. Tilfreds?”

Savannah vendte sig med et smil spillende om læberne. ”Kun hvis jeg må køre.”

”Vil du køre?” Jeg rystede standhaftigt på hovedet. ”Det kan du godt glemme alt om. Det er min bil.”

”Er det fordi, jeg er en pige?” Hun rakte ud og legede med en tot af mit hår, mens hun så mig i øjnene med et plagende blik. Der gik et par sekunder, før jeg sukkede og overgav mig.

”Så kør, hvis det gør dig glad.” Jeg steg ud af bilen, og Savannah overtog min plads bag rattet. Jeg satte mig på passagersædet og spændte min sele. Savannah gassede op, så dækkende hylede mod vejen. Hun grinede, og jeg smilede ved lyden af hendes latter.

Jeg guidede hende hen til Nialls lejlighed. På vejen talte vi lidt sammen.

”Så din bror er kommet hjem?” sagde jeg, da vi havde kørt nogle minutter.

”De kom hjem en halv time efter, du var taget af sted.”

Den samtale døde hurtigt ud, eftersom erindringen om i går aftes kom væltende tilbage til mig. Jeg havde ikke lyst til at gennemleve det igen. Lige nu ville jeg bare gerne få det med Niall på det rene og nyde køreturen med Savannah. Hun havde fået mig til at smile på en ellers temmelig dårlig dag, og jeg legede lidt med tanken om at se hende jævnligt, selv når det her var overstået. Men jeg vidste samtidigt, at jeg ikke måtte have nogen forventninger, for jeg ville med garanti ende med at blive skuffet. Savannah var ikke en pige, man kunne stole på på det punkt. Hun gjorde, som hun selv havde lyst til, og det kunne få kys ikke bare lave om på. Hun følte sig ikke bundet, som andre måske ville.

”Drej til højre her,” mumlede jeg.

Savannah kastede et kort blik på mig, som for at se, om der var noget, der plagede mig. Jeg mødte hendes blik, men så koncentrerede hun sig igen om vejen. Jeg rettede mig op i sædet og forsøgte at lede mine tanker over på noget andet. Problemet var bare, at det eneste min hjerne ville fokusere på, var Louis, Savannah, ferien og resten af mine problemer. Nu jeg tænkte over det, følte jeg mig egentlig lidt omringet af problemer og konflikter. Det kunne ikke længere tælles på én hånd, hvad jeg havde at tænke på.

Da vi nærmede os Nialls lejlighed, behøvede Savannah flere instruktioner om, hvor og hvornår hun skulle dreje, og det fik mig til at glemme mine bekymringer.

”Vi er der snart,” informerede jeg og skruede lidt ned for varmen i bilen.

Savannah nikkede og drejede, da jeg bad hende om det. Men netop som jeg skulle til at bede hende om at dreje endnu engang, passerede vi en velkendt bil, og jeg fløj op af sædet.

”Det var ham, Savannah! Vend om!”

Der var ikke behov for en gentagelse, for Savannah vendte bilen med det samme, så jeg blev presset hårdt op ad bildøren. Da vi kørte i samme retning som den grå bil, der havde passeret os, var der ingen lygter at se.

”Er du sikker på, det var ham, Harry?”

”Jeg så ikke Niall, men jeg kunne genkende bilen – og nummerpladen.”

”Godt, vi tager chancen.” Igen gassede Savannah op. Denne gang for at indhente bilen, som vi havde mistet. Eftersom vi ikke havde set, hvor Niall var drejet hen, tog vi chancen og kørte mod hovedvejen, og vi havde heldet med os. Efter få minutter, var der et par baglygter at se forude.

”Fundet!” udbrød Savannah triumferende.

Erfarent holdt Savannah en passende afstand hele tiden, men uden vi mistede bilen af syne, og jeg kunne mærke, at hun havde prøvet det her flere gange. Det udløste splittede følelser i mig. Det var betryggende, at hun havde styr på det, men samtidigt var det ubehageligt at tænke på, hvorfor hun havde haft behov for at skygge folk i deres biler. Da gik det op for mig, at der var meget, jeg ikke vidste om Savannah.

”Så er vi her.”

Jeg så overrasket op. Vi havde ikke kørt i mere end få minutter. Jeg så ud af bilruden, men blev mødt af mørke. Savannah havde slukket forlygterne, men jeg kunne både høre og mærke, at vi kørte på grusvej. Forude så jeg den grå bil dreje og til sidst stoppe. Savannah jokkede bremsen i bund, så Niall ikke skulle høre os køre i gruset, når hans egen bilmotor ikke længere var der til at overdøve larmen. Jeg rullede vinduet op og lyttede. En bildør smækkede. Vi ventede. Til sidst startede Savanna igen motoren og trillede forsigtigt ned ad grusvejen. Hun stoppede bilen ti meter før det sted, hvor Niall var drejet.

”Vi går resten af vejen,” sagde hun stille, selvom der sikkert ikke var nogen, der ville høre os alligevel.

Gruset knasede under vores fødder. Mørket var endnu ikke helt, men stjernerne var begyndt at vise sig på himlen. Det sitrede i mine fingre efter at gribe Savannahs hånd, mens vi gik, men jeg lod være.

”Det ligner en form for gammel lagerhal.” Som altid var det Savannah, der bemærkede alting først. Og hun havde ret. Det var en stor, firkantet bygning uden vinduer eller indgange. Vi passerede Nialls bil og rundede hjørnet på bygningen. Der var både en ulåst dør og et par vinduer, hvor lys strømmede ud. Vi listede begge hen til det ene vindue, der var så beskidt og gammelt, at vi knapt nok kunne se ind. Men netop som jeg løftede den ene hånd for at gnubbe på ruden, skar en høj guitartone sig igennem hele bygningen og nåede os udenfor. Tonen blev efterfulgt af flere, og kort efter blandede rytmen af trommer sig også med den skingre guitar. Jeg stivnede og stod bare og lyttede.

Jeg kunne mærke Savannahs åndedræt i min nakke, da stemmen kom. Nialls stemme. Han sang, og det var ikke en sang, jeg havde hørt før. Mit hjerte sank, og jeg fjernede mig fra vinduet og lænede mig op ad den kolde bygning. Savannah stod overfor mig, og jeg kunne se, at hun var ked af det på mine vegne. Hun sagde ikke noget, men hendes ansigt fortalte det hele.

Det var altså sandt. Niall havde følt sig undertrykt i bandet, og nu havde han fundet et nyt, hvor han kunne udfolde sig, som han ville. Det skar og gjorde ondt at indse det. Han havde aldrig nogensinde sagt noget, og nu viste det sig, at han havde spillet bag vores ryg. Ingen af os vidste, at han ikke havde følt sig tilpas.

Det begyndte at svide inde bag mine øjenlåg, og jeg gjorde alt, jeg kunne, for at holde tårerne tilbage. Heldigvis havde Savannah heller ikke lyst til at være der ret meget længere.

”Harry,” sagde hun stille og lagde en hånd på min arm, ”vi er nødt til at gå nu.”

Jeg rejste mig og sank. Nialls stemme forfulgte os, da vi gik mod bilen, men jeg var ligeglad, for på halvvejen omsluttede Savannahs varme fingre mine.  

 

___________________________________________________________________________________________

Her har I så kapitel 21! Jeg ved godt, jeg er verdens langsomste til at opdatere, men jeg håber, I stadigvæk gider at læse, når jeg så rent faktisk publicerer noget. Jeg har siddet og regnet lidt på det, og jeg tror, der er omkring fem kapitler tilbage, så det er faktisk ikke, fordi historien er slut endnu. 

Egentlig ville jeg bare lige høre, hvad I siger til Louis' dom? Havde I troet, det var ham? Og hvad tænker I om Harry og Savannah? Jeg glæder mig til at høre fra jer! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...